Tommaso Federici

25. DECEMBER ER EN HISTORISK DATO

taget fra 30 Giorni, anno XVIII, november 2000

Den var ikke en vilkårligt valgt dato, der skulle fortrænge nogle gamle hedenske fester. Nylige opdagelser bekræfter den historiske pålidelighed af datoen for julen. Når Kirken fejrer Jesu fødsel i den tredje 10-dagesperiode af december, henter den det fra de første kristne menigheders uafbrudte tradition med hensyn til de evangeliske begivenheder og de steder, hvor de foregik. Tommaso Federici, der er professor emeritus i bibelteologi, opsummerer tegn og nylige opdagelser, der bekræfter juledatoens historicitet.

En indledning

I almindelighed antog og antager man uden diskussion den gamle oplysning, ifølge hvilken fejringen af Herrens fødsel blev indført af Kirken i Rom i første halvdel af det 4. århundrede af ideologiske grunde. Den skulle således være fastlagt til den 25. december for at danne modvægt til en farlig hedensk fest, nemlig Sol invictus’ fødsel (hvad enten det drejede sig om Mitra, hvilket er sandsynligt, eller det var benævnelsen for en romersk kejser). Denne fest var lagt på dagen for vintersolhverv (21.-22. december), hvor solen igen påbegyndte sin storslåede bane mod en stadig større stråleglans. Idet man i kristen sammenhæng gik ni måneder tilbage, var englens bebudelse til Jomfru Maria i Nazaret og hendes uplettede undfangelse af Guds Søn og vor Frelser derfor blevet fastlagt til den 25. marts. Som følge heraf var også mindet om hans forløber og profet, Johannes Døbers fødsel blevet anbragt seks måneder før Herrens fødsel. På den anden side fejrede den vestlige Kirke ikke budskabet om Johannes’ fødsel til hans fader, præsten Zakarias. Det er derimod – og fra ældgammel tid – blevet ihukommet i den syriske Østkirke den første søndag i “bebudelsestiden (Sûbarâ)”, som på fem andre søndage indeholder Mariæ Bebudelse, Marias besøg hos Elisabeth, Johannes Døbers fødsel, budskabet til Josef og Jesu slægtsbog ifølge Mattæus.

Den byzantinske Østkirke fejrer derimod – og har gjort det i umindelige tider – også budskabet til Zakarias den 23. september.

Der er fire evangeliske datoer på række, som hænger sammen og er flettet ind i hinanden, nemlig I) budskabet til Zakarias og II) seks måneder senere bebudelsen til Maria, III) henholdsvis ni og tre måneder efter de første to datoer Johannes Døbers fødsel, og IV) henholdsvis seks måneder efter denne sidste dato, og naturligvis ni måneder efter Bebudelsen, vor Herre og Frelsers fødsel.

Det så at sige “liturgiske” udgangspunkt for alt dette skulle altså være Herrens fødsel den 25. december, på hvilket grundlag man antager, at festerne for Bebudelsen ni måneder tidligere og for Johannes Døberens fødsel seks måneder tidligere blev fastlagt. Historikerne og liturgerne udvikler forskellige mere eller mindre accepterede hypoteser desangående. Problemet er, at der allerede i det 3.-4. århundrede var blevet fremført forskellige dateringer, som byggede på astronomiske beregninger eller teologiske tanker.

En ekstern “historisk” dato, dvs. som ikke var bibelsk, patristisk og liturgisk, og som bragte forskerne en bekræftelse, var endnu ukendt.

Et referencepunkt: Budskabet til Zakarias

Lukas er meget omhyggelig med at placere begivenhederne historisk. Således henfører han fx “befalingen fra kejser Augustus” til Kvirinius’ lange folketælling (ca. år 7-6 f.Kr.), under hvilken Jesu fødsel indtraf (Luk 2,1-2). Desuden henviser han til kejser Tiberius’ femtende regeringsår (ca. 27-28 e.Kr.) som det år, hvor Johannes Døberen begyndte sin forberedende prædiken om Herren (Luk 3,1). Og han kommenterer: “Jesus var omkring tredive år, da han begyndte sit virke [efter Dåben]” (Luk 3,21-23), så han måtte være omkring 33 eller 34 år.

Ifølge hans betagende evangeliefortælling havde den samme Herrens Engel, Gabriel, seks måneder før bebudelsen til Maria (Luk 1,26-38) ved slutningen af den daglige højtidelige offerhandling i templet meddelt den gamle præst Zakarias, at hans hustru, Elisabeth, der var gammel og ufrugtbar, havde undfanget en søn, bestemt til at forberede et folk til Ham, som skulle komme (Luk 1,5-25). Det ligger Lukas på sinde at placere denne begivenhed med en præcision, der henviser til en kendsgerning, som var kendt af alle. Han fortæller nemlig, at Zakarias hørte til “Abias skifte [præste-, ephêmería]” (Luk 1,5), og at han, da Gabriel viste sig for ham, “gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen [táxis] var kommet til hans skifte [ephêmería]” (Luk 1,8).

Han henviser således til et almindeligt faktum, der ikke volder nogen vanskelighed, og til et bestemt og præcist, som frembyder et problem. Det første faktum, som alle kendte til, var, at David selv, ifølge Krønikebøgernes forfatter, havde bestemt, at “Arons sønner” i templet i Jerusalem skulle inddeles i 24 táxeis, hebr. sebaot, de evige “ture” (1 Krøn 24,1-7.19). Disse “skifter” skulle på skift i en uforanderlig orden gøre liturgisk tjeneste i en uge, “fra sabbat til sabbat”, to gange om året. Listen over præsteskifterne indtil templets ødelæggelse (år 70 e.Kr.) blev ifølge Septuaginta bestemt ved lodtrækning, således: I) Jojarib, II) Jedaja, III) Harim, IV) Seorim, V) Malkija, VI) Mijjamin, VII) Kos, VIII) Abija, IX) Jeshua, X) Shekanja, XI) Eljashib, XII) Jakim, XIII) Huppa, XIV) Jesheb’ab, XV) Bilga, XVI) Immer, XVII) Hezir, XVIII) Happisses, XIX) Petakja, XX) Ezekiel, XXI) Jakin XXII) Gamul, XXIII) Delaja XXIV) Ma’azja (liste i 1 Krøn 24,7-18).

Det andet faktum er, at Zakarias altså tilhørte “Abias skifte”, det ottende. Det problem, som derved opstår, er, at Lukas skriver, mens templet stadig er i aktivitet, så alle kunne kende dets funktioner, men ikke kommenterer, “hvornår” det var “Abias tur” til at gøre tjeneste. Han siger desuden ikke, i hvilket af de to årlige skift Zakarias modtog Englens budskab i templet. Og tilsyneladende er der ingen, der i tidernes løb har sørget for at notere noget om dette eller foretage nogen form for research. Den oprindelige menighed, Kirken i Jerusalem, der var jødisk-kristen og talte aramæisk, blev ifølge traditionen (i det mindste gennem to århundreder) ledet af mennesker, der var blodsbeslægtede med Jesus, Jakob og deres efterkommere, og den synes ikke at have taget sig af denne detalje, som var en selvfølge for dens samtidige.

“Abias tur” med en sikker dato

I artiklen “Le calendrier des Jubilées et de la secte de Qumran. Ses origines bibliques” i “Vetus Testamentum”, Suppl. 3 (1953) ss. 250-264 havde den store franske specialist Annie Jaubert studeret kalenderen i Jubilæumsbogen, en meget betydningsfuld hebraisk apokryf bog, der stammede fra slutningen af det 2. årh. f.Kr. Talrige brudstykker af tekst fra denne kalender, fundet i Qumran-grotterne, viste ikke blot, at den virkelig var lavet af essenerne, som boede dér (omkring 2. årh. f.Kr.-1. årh. e.Kr.), men at den endnu var i brug. Det drejer sig om en solkalender, og den giver ikke månederne navne, men benævnede dem med deres nummer i rækkefølgen. Forskeren havde senere publiceret forskellige andre vigtige artikler om dette emne; se også hendes tekst “Calendario di Qumran” i “Enciclopedia della Bibbia” 2 (1969) ss. 35-38. Og i en berømt monografi, “La date de la Cène, Calendrier biblique et liturgie chrétienne”, Études Bibliques, Paris 1957, havde hun også rekonstrueret rækkefølgen af begivenhederne i påskeugen, idet hun på overbevisende måde (bortset fra nogle få personers uenighed) fandt frem til, den sidste Nadver fandt sted om tirsdagen og ikke om torsdagen.

Specialisten Shemarjahu Talmon fra det Hebraiske Universitet i Jerusalem havde på sin side også arbejdet med Qumrandokumenterne og Jubilæumskalenderen, og det var lykkedes ham at fastslå det ugentlige forløb for rækkefølgen af de 24 præstetjenester i templet, der dengang stadig var i funktion. Hans resultater blev publiceret i artiklen “The Calendar Reckoning of the Sect from the Judean Desert. Aspects of the Dead Sea Scrolls” i “Scripta Hierosolymitana”, bd. IV, Jerusalem 1958, ss. 162-199; det drejer sig om en nøjagtig og betydningsfuld undersøgelse, som man må sige desværre forblev næsten upåagtet af omverdenen, men ikke af Annie Jaubert. Den liste, som professor Talmon rekonstruerer, angiver, at “Abias (Ab-Jahs) tur”, som var forskrevet to gange om året, gentog sig således: I) første gang den 8.-14. i kalenderens tredje måned og II) anden gang den 24.-30. i kalenderens ottende måned. Ifølge solkalenderen (ikke månekalenderen, som den nuværende hebraiske kalender retter sig efter) svarer den anden omgang således nogenlunde til den sidste 10-dagesperiode af september.

Som også Antonio Ammassari bemærker i “Alle origini del calendario natalizio” i “Euntes Docete” 45 (1992) ss. 11-16, viser Lukas med angivelsen af “Abias tur” tilbage til en værdifuld jødisk-kristen tradition i Jerusalem, han som nøjagtig historieskriver (Luk 1,1-4) har fundet frem til, og giver dermed mulighed for at rekonstruere nogle historiske datoer.

Den byzantinske ritus fejrer således budskabet til Zakarias den 23. september og bevarer en sikker og så godt som nøjagtig historisk dato (måske med en fejl på en eller to dage).

Historiske datoer i det Ny Testamente

Den vigtigste historiske datering med hensyn til Jesu liv vedrører den vigtigste begivenhed: Hans opstandelse i de fire Evangeliers enstemmige beretning (se i øvrigt 1 Kor 15,3-7 angående den apostoliske tradition i det Ny Testamente) fandt sted ved morgengry søndag 9. april år 30 e.Kr., en sikker astronomisk dato, og følgelig indtraf hans død omkring kl. 15 om eftermiddagen fredag 7. april det samme år 30.

Ifølge data, der er udledt af den ovennævnte nylige undersøgelse, fremkommer der en betydelig sammenfletning af andre historiske datoer.

Johannes Døberens livsforløb har for det guddommelige budskab, hans far Zakarias modtog, den verificerede historiske dato (ca.) 24. september år 7-6 f.Kr. efter vores gregorianske kalender. Efter den nuværende beregning skulle det være i efteråret år 1 f.Kr., men man ved, at der i det 6. årh. skete en fejl på ca. seks eller fem år med hensyn til den faktiske datering af året for Jesu fødsel.

Johannes Døberens fødsel ni måneder efter (Luk 1,57-66) (ca.) 24. juni er en historisk dato.

Men i Jesu Kristi livsforløb, som Lukas sætter op som et spejlende sidestykke til Døberens, bliver i så fald bebudelsen til Jomfru Maria i Nazaret “i den sjette måned” efter Elisabeths undfangelse (Luk 1,28) også en historisk dato.

Og som følge deraf er endelig Jesu fødsel den 25 december en historisk dato, nemlig 15 måneder efter budskabet til Zakarias, ni måneder efter bebudelsen til Jomfrumoderen, seks måneder efter Johannes Døbers fødsel.

Den hellige omskærelse otte dage efter fødslen, ifølge Moseloven (3 Mos 12,1-3), er en historisk dato.

Det samme gælder for den 2. februar, fyrre dage efter fødslen, Herrens “fremstilling” i templet, stadig ifølge Moseloven (3 Mos 12,4-8), der markerer hypapantê, Mødet med hans folk, der også er en historisk dato.

“Liturgiske problemer”

Julens dato er omgivet af en sværm af problemer. Først og fremmest kommer den kendsgerning, at den 25. december i nogle Kirker faldt oven i og blev blandet sammen med den 6. januar som den dag, hvor man mindedes alle begivenhederne i forbindelse med Frelserens fødsel.

Dernæst frem for alt den ikke klare skelnen mellem erindringen om en begivenhed, der kan vare ved i generationer, andagten i forbindelse med denne begivenhed, der kan komme til udtryk i en ikke-liturgisk kultus, og så fastlæggelsen af en “liturgisk” fest med sin egen dato og med sin egen rigtige gudstjeneste, der omfatter tidebønnernes og de guddommelige mysteriers liturgi.

Her må man tage noget i betragtning, som tværtimod generelt forsømmes, nemlig de kristne menigheders utrolige erindring, hvad angår evangeliske begivenheder og de lokaliteter, der så dem finde sted.

Bebudelsen var fx indgået i formuleringen af nogle ældre “Dåbssymboler” allerede i det 2. årh. Den blev i den samme periode fremstillet i den tidligste kristne kunst, som fx i Priscillakatakomberne. I selve Nazaret blev stedet, hvor Bebudelsen foregik – som arkæologien nu så strålende har påvist – bevaret og æret uafbrudt af den lokale menighed, og det blev besøgt af en uafbrudt strøm af fromme pilgrimme, som i tidernes løb også har efterladt sig graffiti og bevægende indskrifter helt frem til vore dage. Da den “liturgiske” dyrkning af Guds Moder kom i gang i slutningen af det 5. årh., fik man den store “liturgiske” Euaggelismós-fest, Mariæ Bebudelse. Den vakte en så fantastisk genklang, at kirkefædrene i Vesten regnede den blandt “vor forløsnings oprindelige højdepunkter” (sammen med julen, Helligtrekonger og brylluppet i Kana), og i Østkirken blev den anset for så højtidelig og næsten dominerende, at dens dato i den byzantinske ritus ophæver søndagen og endog skærtorsdag; den viger kun for langfredag, og hvis den falder Påskedag, deles messen sådan, at man fejrer halvt Påskeliturgien og halvt Bebudelsesliturgien.

Allerede før opførelsen af den konstantinske Basilika (i de første tredive år af det 4. årh.) havde den kristne menighed bevaret en uafbrudt erindring om og ærefrygt for Jesu fødested.

I Egypten har den koptiske Kirke med stadig hengivenhed bevaret mindet om de steder, hvor den hellige familie opholdt sig under sin flugt (Matt 2,13-18), og hvor der blev bygget kirker, som stadig bruges til at fejre messe i.

Her kan man også nævne de hellige steder i Palæstina, specielt dem i Jerusalem: stedet for Opstandelsen (ofte kortfattet kaldt den “hellige grav”), Golgata, Nadversalen, “Galilæas Bjerg”, hvor Kristi Himmelfart fandt sted, Getsemane have, Betania, Betesda dam (Joh 5,1-9), hvor der blev bygget en kirke, stedet for Guds Moders “Dormitio” i Kedrondalen, og så fremdeles. På alle disse steder har der eksisteret en dyrebar, imponerende og uafbrudt dokumentation tiderne igennem og helt op til vore dage fra de pilgrimme, der har besøgt dem – ofte med alvorlige ofre og farer – og har efterladt beskrivelser og skrevne beretninger om den veneration, de var genstand for, og om beboernes og de besøgendes andagtsøvelser.

Det problem, som her er af stor interesse, er valget af datoerne for de ægte og rigtige “liturgiske” fejringer. Hvad angår den “liturgiske” fejring – i den ovenfor nævnte betydning – af Jesus Kristus, hans Moder Jomfru Maria og Johannes Døberen, drejede det sig så om vilkårlige valg ud fra nogle ideologier eller sindrige beregninger? Det lader ikke til at være tilfældet. Den 23. september og den 24. juni for hhv. budskabet til Zakarias og Johannes Døberens fødsel, og den 25. marts og den 25. december for hhv. Mariæ Bebudelse og Jesu fødsel har ikke været vilkårligt valgt og stammer ikke fra omsatte ideologier. Kirkerne havde bevaret en uafbrudt erindring om begivenhederne, og da de besluttede at gøre dem til “liturgiske” fejringer, godkendte de blot den folkelige andagt, der havde været i brug i umindelige tider.

Man må også tage det ikke særlig kendte forhold i betragtning, at Kirkerne delagtiggjorde hinanden i “datoerne” for deres fejringer, fx hvad angik dagene for “martyrernes vidnesbyrd”, som de kaldte “martyrernes fødselsdag”, hvor de fødtes til himlens herlighed. Med hensyn til de store fester, som Herrens fester, apostlenes, martyrernes, de lokale Kirkers hellige biskoppers og fra det 5. årh. også Guds Moders fester, fulgte Kirkerne gerne Søsterkirkernes forslag. Praktisk taget stammer næsten alle Herrens og Guds Moders store fester fra den palæstinensiske Østkirke og blev anerkendt med stor begejstring af det romerske Kejserriges Kirker, og før de store skismaer i det 5. årh. også af den meget store kristne menighed i Partherriget. Det lader til, at julen kom fra Rom og blev, omend med nogen tøven, accepteret af alle Kirkerne.

Dette betyder altså, at Kirkerne havde mulighed for at kontrollere og verificere, og man må sige, at vore gamle forfædre på ingen måde var godtroende, men ofte med rette mistroiske, så de afviste ethvert utilladeligt og uberettiget forsøg på at indføre en “ikke bevist” kultus.

Evangelisten Lukas spiller en ikke ringe rolle i alt dette, idet han med formålstjenlige og velegnede oplysninger henviser til steder og begivenheder og datoer og personer.