APOSTOLISK KONSTITUTION OM AFLAD

Pave Paul VI

Guds tjeneres tjener

til evig erindring

(Offentliggjort 1. januar 1967)

I

1. Læren om og brugen af aflad, som den har været praktiseret i den katolske Kirke i mange århundreder, er solidt funderet i den guddommelige åbenbaring, som efter at være overleveret af apostlene “går videre i Kirken med Helligåndens bistand”, mens “Kirken gennem århundredernes forløb bestandig rækker frem mod fylden af den guddommelige sandhed, indtil til sidst Guds ord bliver opfyldt i den”.

For virkelig at forstå denne lære og den gavnlige brug af den er det imidlertid nødvendigt at huske på en række sandheder, som hele Kirken, oplyst af Guds ord, altid har troet, og som biskopperne, apostlenes efterfølgere, og først og fremmest de romerske paver, Peters efterfølgere, såvel gennem deres hyrdeembede som gennem læredokumenter har videregivet tiderne igennem lige til i dag.

2. Det er en guddommeligt åbenbaret sandhed, at synder medfører straffe, der pålægges én af Guds hellighed og retfærdighed; disse må sones enten i denne verden gennem lidelser, elendighed, livets prøvelser og først og fremmest gennem døden, eller i det hinsides gennem ild og pinsler eller gennem rensende straffe. Af den grund har det altid været de troendes overbevisning, at de mennesker, som slår ind på det ondes vej, udsættes for mange forhindringer, bitterhed, modgang og skader.

Disse straffe bliver pålagt af Gud efter en retfærdig og barmhjertig dom for at rense sjælene, for at beskytte den moralske ordens ukrænkelighed og for at genoprette Guds herlighed i dens fulde majestæt. Enhver synd skaber nemlig forstyrrelse i den universelle orden, som Gud har oprettet i sin usigelige visdom og uendelige kærlighed, og den ødelægger umådelige værdier både i forhold til synderen selv og i forhold til det menneskelige samfund. Desuden er synden til alle tider i de kristnes bevidsthed fremstået ikke blot som en overtrædelse af Guds lov, men også – om end ikke altid på en direkte og indlysende måde – som foragt for eller tilsidesættelse af det personlige venskab mellem Gud og mennesket. På samme måde er synden fremstået som en virkelig og dybt alvorlig krænkelse af Gud, ja endog som en utaknemmelig afvisning af Guds kærlighed, der blev skænket menneskene i Kristus, som kaldte sine disciple for venner og ikke tjenere.

3. For at opnå fuld tilgivelse for synderne og råde bod på dem er det derfor nødvendigt, ikke blot at venskabet med Gud bliver genoprettet ved en oprigtig sindets omvendelse, og at synden mod hans visdom og godhed bliver sonet, men også at alle de værdier – personlige såvel som sociale eller hørende til selve den universelle orden – som er blevet reduceret eller ødelagt af synden, bliver fuldtud genoprettet, enten ved frivillig soning, der ikke vil være fri for smerte, eller ved accept af de straffe, som Gud i sin retfærdige og hellige visdom har fastsat, og gennem hvilke hans herligheds hellighed og glans skal stråle over hele verden. Desuden er det selve straffenes eksistens og alvor, der sætter os i stand til at forstå syndens tåbelighed og ondskab og dens skæbnesvangre konsekvenser.

At der kan være, og faktisk ofte er, straffe tilbage at sone eller følger af synder at rense, også efter syndsforladelsen, det viser læren om skærsilden meget tydeligt: Her bliver nemlig de menneskers sjæle, som “er døde i Guds kærlighed og virkelig angrende, før de på værdig måde har bødet for de synder, de har gjort sig skyldige i”, renset efter døden med lutrende straffe. Dette kommer også tydeligt frem i de liturgiske bønner, som den kristne menighed, der har adgang til den hellige kommunion, har henvendt til Gud lige fra de ældste tider: “For at vi, der med rette straffes for vore synder, dog for dit navns herligheds skyld må finde barmhjertighed og frelse”.

Man må desuden tænke på, at alle de mennesker, der vandrer på denne jord, hver dag begår i det mindste lette synder; alle har derfor brug for Guds barmhjertighed for at blive befriet for de straffe, som er en følge af synderne.

II

4. Ved Guds hemmelighedsfulde viljes mysterium og godhed hersker der en overnaturlig samhørighed mellem alle mennesker, således at den enes synd også skader de andre, på samme måde som den enes hellighed er til gavn for de andre, med det resultat, at de troende kristne gensidigt hjælper hinanden til at nå deres overnaturlige mål. Et vidnesbyrd om denne samhørighed finder vi allerede hos Adam, hvis synd ved en slags “forplantning” gives videre til alle mennesker. Men det største og mest fuldkomne princip, grundlag og eksempel på denne overnaturlige samhørighed er Kristus, som Gud har kaldet os til at være i fællesskab med.

5. Kristus, “som ikke gjorde synd”, “led for vores skyld”, “blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder ... ved hans sår blev vi helbredt”.

Ved at følge i Kristi fodspor har de troende altid anstrengt sig for at hjælpe hinanden indbyrdes på den vej, som fører til den himmelske Fader, ved hjælp af bøn, udveksling af åndelige goder og afsoning af bod; jo mere de blev optændt af næstekærlighed, i jo højere grad efterfulgte de den lidende Kristus ved at bære deres eget kors til sone for deres egne og andres synder, overbeviste om, at de kunne hjælpe deres brødre til at opnå frelse hos Gud, barmhjertighedens Fader. Dette er det ældgamle dogme om de helliges samfund: I kraft af det bliver hvert eneste Guds barns liv i Kristus og ved Kristus med et vidunderligt bånd knyttet sammen med alle de andre kristne brødres liv i en overnaturlig forening med Kristi mystiske legeme, så der nærmest dannes én eneste mystisk person.

På den måde opstår “Kirkens skat”. Den skal man naturligvis ikke forestille sig som en sum af materielle goder, der er samlet sammen i tidernes løb, men som den uendelige og uudtømmelige værdi, som vor Herres Jesu Kristi sonofre og fortjenester har hos Gud, de ofre, han bragte, for at hele menneskeheden kunne blive befriet for synden og nå til fællesskab med Faderen. Det er i Kristus, Forløseren, selv, at hans forløsnings retfærdiggørelser og fortjenester eksisterer og lever. Til denne skat hører desuden den i sandhed umådelige, uudgrundelige og altid nye værdi, som den salige Jomfru Marias og alle helgenernes bønner har for Gud. Ved at følge i Jesu Kristi fodspor har de ved hans nåde helliget deres liv og opfyldt den mission, der blev dem betroet af Faderen, og ved således at have opnået deres egen frelse har de også medvirket til deres brødres frelse i det mystiske legemes enhed.

“Alle, der tilhører Kristus, har nemlig Hans Ånd, danner én Kirke og holdes sammen i Ham (jf. Ef 4,16). Foreningen af dem, der vandrer her, med de brødre og søstre, som er sovet ind i Kristi fred, afbrydes således slet ikke, den styrkes tværtimod ifølge Kirkens vedvarende tro i kraft af fællesskabet om de åndelige goder. Fordi de salige er forenet inderligere med Kristus, befæster de endnu stærkere hele Kirken i hellighed ... og bidrager på mangfoldig vis til Kirkens yderligere opbygning (jf. 1 Kor 12,12-27). Selv om de er blevet modtaget i fædrelandet og er hjemme hos Herren (jf. 2 Kor 5,8), ophører de ikke med at gå i forbøn for os hos Faderen ‘ved Kristus og med Ham og i Ham’. De fremlægger de fortjenester, som de ved den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, Kristus Jesus (jf. 1 Tim 2,5), har vundet på jorden ved at tjene Herren i alt og ved i deres kød at udfylde, hvad der mangler af Kristus-trængsler til bedste for Hans legeme, Kirken (jf. Kol 1,24). Deres broderlige omsorg er således til stor hjælp for vores svaghed.”

Derfor eksisterer der helt bestemt mellem de troende – dem, der allerede er nået til deres himmelske hjem, dem, der soner deres synder i skærsilden, og dem, der stadig er pilgrimme på jorden – et evigt kærlighedsbånd og en rig udveksling af alle de goder, i kraft af hvilke den guddommelige retfærdighed bliver formildet, idet alle synder i hele det mystiske legeme bliver sonet. Guds barmhjertighed bliver således ledt til tilgivelse, så de oprigtigt angrende syndere så hurtigt som muligt kan få del i den fulde nydelse af Guds families goder.

III

6. Da Kirken lige fra de første tider har kendt disse sandheder, har den fundet og fulgt forskellige veje til at tildele de enkelte troende den guddommelige forløsnings frugter og få de troende til at arbejde med på deres brødres frelse, så hele Kirken i retfærdighed og hellighed kan være forberedt til Guds riges endelige komme, når Gud skal være alt i alle.

Apostlene selv opfordrede deres disciple til at bede for syndernes frelse; og denne ældgamle skik er fromt blevet bevaret i Kirken, først og fremmest når angrende syndere bad om hele menighedens forbøn, og når de døde blev hjulpet med forbønner, især ved det eukaristiske offer. Også gode gerninger, og i første række dem, som den menneskelige svaghed finder vanskelige, er fra Kirkens tidligste tider blevet ofret til Gud for syndernes frelse. Og eftersom de lidelser, martyrerne udholdt for troen og for Guds lov, blev anset for meget værdifulde, plejede de bodfærdige syndere at tage deres tilflugt til dem for ved hjælp af deres fortjenester at opnå en hurtigere forsoning fra biskoppernes side. De retfærdiges bønner og gode gerninger blev vurderet så højt, at man anså det for sikkert, at synderen blev vasket, renset og forløst ved hjælp af hele det kristne folk.

Men i denne hjælp mente man imidlertid, at det ikke var de troende som enkeltindivider, der udelukkende ved egne kræfter medvirkede til tilgivelsen af deres brødres synder, men at det var Kirken selv som ét legeme forenet med sit hoved, Kristus, der gjorde bod i de enkelte lemmer.

Fædrenes Kirke var helt overbevist om, at den udførte frelsesværket i fællesskab med og under de hyrders myndighed, som Helligånden satte til at lede Guds Kirke som biskopper. Efter omhyggelig vurdering af hver enkelt sag fastsatte biskopperne derfor måden og omfanget af den bod, der skulle gøres, og de tillod endog, at kanoniske straffe kunne erstattes af andre gerninger, der måske var lettere, og som gavnede det fælles gode og egnede sig til at øge fromheden; disse kunne udføres af de angrende syndere selv og somme tider af nogle andre troende.

IV

7. Den overbevisning, der eksisterede i Kirken, om, at hyrderne for Herrens hjord kunne befri de enkelte troende for det, der var tilbage af deres synder, ved at bruge Kristi og helgenernes fortjenester, førte i tidens løb lidt efter lidt, under indflydelse af Helligåndens stadige inspiration af Gudsfolket, til brugen af aflad. Denne praksis var et resultat af en udvikling – ikke en forandring – af Kirkens lære og disciplin, og fra åbenbaringens rødder fremdrog man et nyt gode til gavn for de troende og for hele Kirken.

Brugen af aflad udbredtes gradvis, og den kom meget tydeligt frem i Kirkens historie, da de romerske paver dekreterede, at visse gerninger, som var særlig gavnlige for Kirken i almindelighed, “kunne træde i stedet for boden”, og at de troende, som var “virkelig angerfulde og havde bekendt deres synder” og havde udført sådanne gerninger, “ved den almægtige Guds barmhjertighed ... og i tillid til apostlenes fortjenester og autoritet”, “i kraft af den fulde apostoliske magt” kunne få “ikke blot fuld og rigelig tilgivelse, men den mest fuldkomne tilgivelse for deres synder”.

“For Guds enbårne Søn ... har skaffet den militante Kirke en skat og har betroet den til den salige Peter, indehaveren af himmerigets nøgler, og til hans efterfølgere, hans stedfortrædere på jorden, så de kan dele ud af den til de troende for deres frelses skyld og af velovervejede grunde barmhjertigt anvende den til alle, som har angret og bekendt deres synder, ved somme tider fuldstændigt og i andre tilfælde delvist at eftergive dem den timelige straf, synderne har medført, enten generelt eller på en særlig måde (som de anser det for passende set med Guds øjne). Man ved, at også den hellige Gudsmoders og alle de udvalgtes fortjenester er med til at få denne skat til at vokse.”

8. Den nævnte eftergivelse af timelig straf for begåede synder, der allerede er tilgivet med hensyn til deres skyld, har fået det særlige navn “aflad”.

Denne aflad har noget til fælles med de andre veje eller midler til at fjerne det, som er tilbage af synden, men adskiller sig samtidig klart fra dem.

Når Kirken nemlig i afladen gør brug af sin magt som forvalter af Jesu Kristi forløsning, ikke blot beder den, men den giver med autoritet den troende, der har den rette indstilling, del i den retfærdiggørelsesskat, som Kristus og helgenerne har samlet til forladelse af den timelige straf.

Den kirkelige autoritets hensigt med at give aflad er ikke kun at hjælpe de troende med at sone straffene for deres synder, men også at anspore dem til udføre fromheds-, bods- og næstekærlighedsgerninger, især dem, der får troen til at vokse og gavner det fælles gode.

Hvis de troende yderligere anvender afladen som forbøn for de døde, viser de i allerhøjeste grad næstekærlighed, og når de løfter deres sind mod himlen, får de på en klogere måde orden på denne verdens ting.

Kirkens Læreembede har forsvaret og fremstillet denne doktrin i forskellige dokumenter. Desværre er der somme tider trængt misbrug ind i denne afladspraksis, enten fordi nøglemagten blev ydmyget, og soningen af skylden blev svækket af upassende og overflødige afladsbevillinger, eller fordi begrebet aflad blev bragt i vanry på grund af indsamling af “ulovlig profit”. Men ved at beklage og rette disse misbrug “lærer og fastslår Kirken, at brugen af aflad bør bevares, eftersom den er særdeles gavnlig for det kristne folk og autoritativt godkendt af de hellige konciler. Og den fordømmer dem, som påstår, at afladen er til ingen nytte, og benægter, at Kirken har magt til at tildele den”.

9. Derfor opfordrer Kirken også i vore dage alle sine sønner til at vurdere og tænke godt over, hvor stor en hjælp brugen af aflad er for deres liv såvel som for hele det kristne fællesskab.

For kort at nævne det vigtigste, lærer denne gavnlige praksis os først og fremmest, hvor “trist og bittert det er at have forladt Gud Herren”. For når de troende opnår aflad, forstår de, at de ikke ved egen kraft ville være i stand til at råde bod på det onde, som de med synden har påført sig selv og hele fællesskabet, og føler sig derfor tilskyndet til en helsebringende ydmyghed.

Desuden fortæller brugen af aflad os, hvor inderligt vi er forenede med hinanden i Kristus, og i hvor høj grad hver enkelts overnaturlige liv kan hjælpe andre, så de også lettere og inderligere kan blive forenet med Faderen. Derfor opvækker brugen af aflad effektivt kærligheden i os og får os til at vise den på en fremragende måde, når vi dermed vil hjælpe vore brødre, som hviler i Kristus.

10. På samme måde genopvækker den religiøse anvendelse af afladen tilliden til og håbet om en fuldkommen forsoning med Gud Fader, dog således at den ikke retfærdiggør nogen forsømmelighed eller på nogen måde formindsker indsatsen for at opnå den indstilling, som er påkrævet for det fulde fællesskab med Gud. Selv om afladen ganske vist er en gratis gave, tildeles den alligevel kun levende såvel som døde på bestemte betingelser. For at opnå den kræves der virkelig på den ene side, at de foreskrevne gerninger er blevet udført, og på den anden, at den troende er i besiddelse af den rette indstilling; det vil sige, at han elsker Gud, afskyer synden, sætter sin lid til Kristi fortjenester og tror fuldt og fast på den store hjælp, der tilflyder ham fra de helliges samfund.

Vi må heller ikke glemme, at de troende ved at opnå aflad lydigt underkaster sig Kirkens legitime sjælesørgere og først og fremmest nøglebæreren Peters efterfølger, som Frelseren selv har betroet den opgave at sørge for og styre sin Kirke.

Som helsebringende institution bidrager afladen derfor på sin egen måde til, at Kirken kan stå frem for Kristus uden nogen fejl og mangler, men hellig og uplettet, beundringsværdigt forenet med Kristus i kærlighedens overnaturlige bånd. Takket være afladen bliver de medlemmer af Kirken, som befinder sig i en renselsesproces, hurtigere forenet med dem, der tilhører den himmelske Kirke, og i kraft af den samme aflad sker det, at Kristi rige oprettes og udbredes mere og hurtigere, “indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds Søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde”.

11. Når den hellige Moder Kirken derfor på grundlag af disse sandheder på ny opfordrer sine troende til at praktisere den aflad, som erfaringsmæssigt har repræsenteret noget værdifuldt for det kristne folk i mange århundreder og også i vore dage, agter den absolut ikke at formindske værdien af de andre midler til helliggørelse og renselse, først og fremmest messeofferet og sakramenterne, specielt bodens sakramente. Ej heller vil den formindske betydningen af den store hjælp, som ligger i sakramentalierne og i forskellige fromheds-, bods- og kærlighedsgerninger. Alle disse nådemidler har det til fælles, at jo tættere den troende i kærlighed er forenet med Kristus som Kirkens hoved og med Kirken selv, desto mere effektivt virker deres helliggørelse og renselse. Kærlighedens forrang i det kristne liv bekræftes også af afladen. For det er ikke muligt at opnå aflad uden en oprigtig omvendelse og forening med Gud, hvortil kommer udførelsen af de foreskrevne gerninger. Kærlighedens orden bliver således bevaret, og til den hører syndernes forladelse takket være uddelingen af Kirkens skat.

Når Kirken endelig opfordrer sine troende til hverken at opgive eller negligere deres forfædres hellige traditioner, men tage imod dem som en værdifuld skat, den katolske familie ejer, og vise dem skyldig respekt, giver den alligevel hvert enkelt menneske Guds børns hellige frihed med hensyn til brugen af disse rensende og helliggørende nådemidler. Samtidig minder den dem hele tiden om, hvilke ting der bør foretrækkes, fordi de er nødvendige eller bedre og mere effektive til opnåelse af frelse.

For at give brugen af aflad større værdighed og agtelse har den hellige Moder Kirken fundet det hensigtsmæssigt at indføre nogle fornyelser i afladsdisciplinen og har derfor besluttet at offentliggøre nye normer.

V

12. De følgende normer indfører nogle formålstjenlige ændringer i afladsdisciplinen og anerkender samtidig nogle forslag fremsat af bispekonferencerne.

De bestemmelser i den kanoniske lov og i pavestolens dekreter vedrørende aflad, som ikke er i modstrid med de nye normer, forbliver uforandrede.

Ved udarbejdelsen af de nye normer har man især bestræbt sig for at fastsætte en ny udmåling af den delvise aflad, at foretage en passende reduktion i antallet af tildelinger af fuld aflad og give den såkaldte “virkelige” og “lokale” aflad en mere enkel og værdig form.

Med hensyn til den delvise aflad har man afskaffet den tidligere bestemmelse om dage og år og har i stedet fastsat en ny norm eller udmåling, der drejer sig om selve den handling, den troende skal udføre som aflad.

Eftersom den troende ved sin handling – foruden den fortjeneste, som er dens primære frugt – kan opnå en eftergivelse af timelig straf, hvis omfang afhænger af den inderlighed, hvormed han udfører handlingen, og af dennes vigtighed, har man fundet det hensigtsmæssigt at lade den eftergivelse af timelig straf, som den troende herved erhverver, tjene som mål for den eftergivelse af straf, som den kirkelige myndighed gavmildt tilføjer med den delvise aflad.

Med hensyn til den fuldkomne aflad har man besluttet at reducere antallet behørigt, for at de troende kan respektere den højere og opnå den med den rette indstilling. Man lægger nemlig ikke så stor vægt på det, som forekommer hyppigt; det, som uddeles i overflod, værdsættes ikke synderligt. Desuden har mange troende brug for en rimelig tid til at forberede sig ordentligt på modtagelsen af fuldkommen aflad.

Hvad angår aflad, der er knyttet til bestemte ting eller steder (“virkelige” og “lokale”), er ikke blot antallet blevet meget reduceret, men også selve betegnelsen er blevet afskaffet, for at det skal fremgå tydeligere, at afladen er knyttet til de gerninger, de troende udfører, og ikke til de ting eller steder, som blot giver anledning til opnåelsen af afladen. Derimod kan medlemmer af religiøse foreninger opnå aflad i forbindelse med disse ved at opfylde bestemte forskrifter, uden at der kræves brug af særlige tegn.

NORMER

1. Aflad er eftergivelse over for Gud af den timelige straf for synder, for hvilke skylden allerede er tilgivet, som den troende med rette indstilling og på bestemte betingelser opnår ved hjælp af Kirken, der som forvalter af forløsningen har myndighed til at uddele og anvende den skat af fortjenester, som Kristus og helgenerne har samlet.

2. Afladen er delvis eller fuldkommen, alt efter om den fritager én delvis eller helt for den timelige straf, synderne har medført.

3. Såvel den delvise som den fuldkomne aflad kan altid tilegnes de døde som forbøn.

4. Den delvise aflad vil for fremtiden kun blive betegnet med ordene “delvis aflad” uden nogen angivelse af dage eller år.

5. Den troende, som i det mindste med et angerfuldt hjerte udfører en handling, til hvilken der er knyttet delvis aflad, opnår, foruden den eftergivelse af timelig straf, som han modtager med denne handling, en tilsvarende eftergivelse af straf ved Kirkens mellemkomst.

6. Fuldkommen aflad kan kun opnås én gang om dagen, når man ser bort fra forskriften i nr. 18 vedrørende personer, der er lige ved at dø. Delvis aflad kan derimod opnås flere gange om dagen, medmindre der er noget specielt, der taler imod det.

7. For at modtage fuldkommen aflad er det nødvendigt at udføre den handling, afladen er knyttet til, og opfylde tre betingelser: Sakramentalt skriftemål, eukaristisk kommunion og bøn for pavens anliggender. Desuden kræves det, at enhver tilbøjelighed til synd – også den tilgivelige – er udelukket.

Hvis denne disposition er mangelfuld, eller de tre nævnte betingelser ikke er opfyldt, bliver afladen kun delvis, bortset fra bestemmelsen i nr. 11 for dem, der er “forhindrede”.

8. De tre betingelser kan opfyldes flere dage før eller efter, at den foreskrevne handling udføres; det er dog bedst, at man modtager kommunionen og beder for pavens anliggender den samme dag, som handlingen udføres.

9. Et enkelt skriftemål er tilstrækkeligt til at opnå fuldkommen aflad flere gange; men med én enkelt modtagelse af kommunionen og én enkelt bøn for pavens anliggender vinder man kun én fuldkommen aflad.

10. Betingelsen vedrørende bønnen for pavens anliggender er fuldstændig opfyldt, hvis man beder et Fadervor og et Hil dig, Maria i hans intention; det står dog den enkelte troende frit for at bede en hvilken som helst anden bøn, alt efter vedkommendes egen fromhed og hengivenhed for paven.

11. Medens der ingen ændring er sket med hensyn til den magt, som ifølge canon 935 i den kanoniske lov (CIC) gives skriftefædrene til at ændre den pålagte gerning eller de betingelser, som kræves for at opnå aflad, for de mennesker, der er forhindrede i at opfylde dem, kan de lokale biskopper tillade de troende, som de efter loven har myndighed over, hvis disse bor på steder, hvor det er umuligt eller i det mindste meget vanskeligt at komme til skrifte eller kommunion, at opnå fuld aflad uden skriftemål og kommunion under forudsætning af, at de angrer deres synder og har til hensigt at modtage disse sakramenter, så snart det er muligt.

12. Opdelingen i “personlig”, “virkelig” og “lokal” aflad anvendes ikke længere, for at det tydeligere kan fremgå, at afladen er knyttet til de troendes handlinger, selv om den somme tider kan være forbundet med en genstand eller et sted.

13. Håndbogen om aflad (Enchiridion indulgentiarum) skal revideres, så kun de vigtigste bønner og de mest betydningsfulde fromheds-, velgørenheds- og bodsgerninger giver mulighed for aflad.

14. Listerne og fortegnelserne over afladstildelinger til religiøse ordener og kongregationer, til fællesskaber af mennesker, der lever sammen uden at have aflagt løfter, til sekulære institutioner og religiøse sammenslutninger af troende skal snarest muligt revideres, så fuld aflad kun kan fås på særlige dage fastsat af pavestolen efter indstilling fra generalabbeden eller, hvis det drejer sig om religiøse sammenslutninger, fra den stedlige biskop.

15. I alle kirker og offentlige kapeller eller – for dem, som har ret til at bruge dem – halvoffentlige kapeller kan man den 2. november opnå fuld aflad, udelukkende med henblik på de døde.

I sognekirkerne kan man desuden få fuld aflad to gange om året, nemlig på festen for kirkens navnehelgen og den 2. august, dagen for “Portiuncula-afladen”, eller eventuelt en anden dag, som biskoppen finder mere egnet.

Denne aflad kan opnås enten på de fastsatte dage eller – med biskoppens samtykke – den umiddelbart foregående eller efterfølgende søndag.

Al anden aflad tilstået kirker eller kapeller bør snarest muligt revideres.

16. For at få den fuldkomne aflad, som er knyttet til en bestemt kirke eller et bestemt kapel, har man pligt til at holde en lille andagt disse steder og herunder recitere Fadervor og trosbekendelsen (Pater noster og Credo).

17. Den troende, som andægtigt benytter en religiøs genstand (krucifiks, kors, rosenkrans, skapular, medalje), som er velsignet af en præst, kan opnå delvis aflad.

Hvis denne religiøse genstand er blevet velsignet af paven eller af en biskop, kan den troende, som benytter den andagtsfuldt, også opnå fuld aflad på festen for de hellige apostle Peter og Paulus, forudsat at han også beder en forskriftsmæssig trosbekendelse.

18. Hvis en troende er i fare for at dø, og det ikke er muligt at få fat i en præst til at give ham sakramenterne og tildele ham den apostoliske velsignelse med den fuldkomne aflad (ifølge canon 468, § 2 i den kanoniske lov (CIC), tilstår vor hellige Moder Kirken ham alligevel fuldkommen aflad i dødsøjeblikket, forudsat at han har den rette indstilling og livet igennem har været vant til at bede nogle bønner. Ved opnåelsen af denne aflad anbefales det at bruge et krucifiks eller et kors.

Denne fuldkomne aflad i dødsøjeblikket kan opnås af en troende, selv om han den samme dag allerede har fået en anden fuldkommen aflad.

19. De regler, der er fastsat for den fuldkomne aflad, specielt den i nr. 6 anførte, anvendes også for de tilståelser af aflad, som hidtil har været kaldt “toties quoties” (så ofte som).

20. Vor hellige Moder Kirken har i sin store omsorg for de afdøde troende bestemt, at aflad som forbøn for dem i videst muligt omfang kan anvendes i alle messer, og afskaffet ethvert specielt privilegium desangående.

* * *

De nye normer for opnåelsen af aflad træder i kraft tre måneder efter denne Konstitutions offentliggørelse i “Acta Apostolicae Sedis”.

Aflad knyttet til brugen af religiøse genstande, som ikke er nævnt ovenfor, ophører med at være virksom tre måneder efter denne Konstitutions offentliggørelse i “Acta Apostolicae Sedis”.

De revisioner, der er tale om i nr. 14 og 15, skal forelægges Pønitentiariatet inden for et år; to år efter datoen for udgivelsen af denne Konstitution vil de afladsbestemmelser, som ikke er blevet stadfæstet, miste deres værdi.

Vi ønsker, at disse vore normer og forskrifter skal stå fast og forblive virksomme nu og i fremtiden, uanset de eventuelt skulle være i modstrid med dispositioner taget af vore forgængere, selv hvis disse er indeholdt i højtidelige akter.

Givet i Rom, ved Sankt Peter, på oktaven for Vor Herres Jesu Kristi Fødsel, den 1. januar 1967 i vort pontifikats fjerde år.

PAUL PP. VI

Uautoriseret oversættelse af Kirsten Dam fra italiensk af Costituzione Apostlica Indulgentiarum Doctrina i

Manuale delle Indulgenze, Norme e Concessioni 1999

PS En udvidet udgave af ovenstående dokument med alle noter, citater og henvisninger er under udarbejdelse og vil blive tilgængelig her.