De syv adventsantifoner

De sidste syv dage i advent lige til selve juleaftensdag synger man i vesper særlige antifoner til »Magnificat«. Disse antifoner begynder alle med udråbet »O!« og kaldes derfor ofte O-antifonerne. De forener virkelig i sig det væsentligste i hele adventstidens ånd, - længslen efter Frelserens komme og forventningen om hans triumf. Hver antifon består af to dele. Den første er hentet fra Det gamle Testamente, især fra dets vigtigste messianske tekster, og forklares med Det gamle Testamentes ord. Alle disse titler og tekster er de samme, som allerede fra adventstidens begyndelse med forkærlighed benyttes i liturgien . Den anden del er en bøn, som altid begynder med »veni« "kom", og således udtrykker vor længsel i dag efter Kristi komme i herligheden og vort håb om en nådegave, som hver dag svarer helt til den Kristi titel, der er gået forud.

Tager man de første bogstaver i de syv antifoner fra den latinske tekst, begyndende med den sidste antifon, og sætter dem sammen, får man Kristi svar på sin Kirkes syv gange fornyede kalden, nemlig »Ero cras«, "Jeg kommer i morgen". Antifonerne er ældgamle. Der foreligger for eksempel vidnesbyrd om, at de allerede blev benyttet i England i det 7. århundrede. Det er muligt, ja, oven i købet sandsynligt, at de er skrevet i Rom af pave Gregor den Store (> 604). I så fald har han formodentlig selv forsynet dem med den pragtfulde »gregorianske« melodi, som så overordentlig stærkt udtrykker vor ærefrygt for Herren og gennem at den højeste intensitet nås ved ordet »kom« vor længsel efter ham.

O-antifonerne er altså et mesterværk, både på grund af deres stilistiske fuldkommenhed, deres melodi og deres rige indhold. I lange tider var de så elskede i det kristne folk, at mange i disse syv dage kom i kirke om aftenen for at deltage i vesper og være med til at synge antifonerne. Nu til dags bliver de kun bedt af præsterne og sunget i de klostre, der har fælles tidebønner i koret. Men trods alt er de heldigvis stadig i brug her i landet, eftersom de står i salmebogen, hver især med et vers og en bøn (Salmebogen, s. 617-620). Ville det ikke være en ide, om de kristne bad disse antifoner for eksempel sammen med deres aftenbøn de sidste syv dage før juleaften? For at bidrage hertil gengiver vi dem nedenfor med en kort forklaring og en henvisning til kilderne i Det gamle Testamente.

O Visdom, som udgår af den Højestes mund! Du er virksom over hele jorden, og alt lægger du til rette med kraft og mildhed. KOM og lær os at gå klogskabens veje!

(Se: Siraks bog 24,3; Visd. bog 8,1; Es. 40,14)

Denne første antifon fører os helt tilbage til skabelsen. Visdommen er selve Guds personlige Ord, Kristus i sit evige nu, han, ved hvem alt er blevet til, og: som har beredt alle ting til det komme, vi beder om. Ved sin menneskevordelse og sit daglige komme til os i nåden hjælper han os til at leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden (Tit. 2, 12), og netop derved bereder han os til at tage imod ham på den yderste dag. Måtte Kristus ved sin nåde forny sin historiske fødsels mysterium i os og således forberede os til sin »advent« i herligheden.

O Adonai! Stærke Gud og Israels fører! Du åbenbarede dig i den brændende tornebusk for Moses, og på Sinaj bjerg gav du ham loven. KOM og befri os med din almagts udstrakte arm!

(Se 2. Mos. 6, 2, 3; 2. Mos. 3, 2; 2. Mos. 6,6.)

Kristus er Herre (på hebraisk: Adonai). Han er selve Guds ord, som ved sin hyppigt gentagne hjælp til sit folk Israel har beredt sit komme i kødet. Antifonen minder os om to begivenheder, der begge har en særlig messiansk betydning, nemlig Herrens åbenbarelse i den brændende tornebusk, som en udbredt kristen tradition har fortolket som Guds moder, der forblev jomfru, til trods for at hun fødte Kristus (»da stod tornebusken i lys lue, uden at den blev fortæret« 2. Mos. 3,2), - og lovgivningen på Sinaj bjerget, som får os til at tænke på den dag, hvor den evige pagt, som Guds pagt med Israel kun skulle symbolisere og forberede, skal nå sin endelige fuldbyrdelse.

O skud af Jesse rod! Du underfulde tegn for jordens slægter! Du, for hvem kongerne skal forstumme, og hvem folkene skal tilbede! Tøv ej længer, men KOM og befri os.

(Se: Es. 11,10; jf. Ro. 15,12; Es. 52,15; Hab. 2, 3; jf. Heb. 10, 37 ).

O Davids nøgle! Israels hus' Scepter, der åbner, så ingen kan lukke, og lukker, så ingen kan åbne! KOM og løs de fængsledes lænker. Før dem ud af mørket og dødens skygge.

(Se: Es. 22,.22; Åb. 3,7; Es. 42,7; Salme 107,14).

Disse to antifoner, som fortrinsvis er inspireret af Esajas, fører os videre til de israelitiske kongers tid. I dem begge påkaldes Kristus som den sande konge over det nye Israel, det vil sige Kirken, den konge, som hans forfader David var et forbillede på. I den første ser vi, hvordan Davids ætling ved sin ophøjelse på korset bliver samlingspunktet for den frelste menneskeslægt. I den anden betragter vi Kristi almagt i Himmelen og på jorden. Han og han alene åbner adgangen til Himmeriget og afviser dem, der her på jorden har afvist ham. Måtte han snart komme og befri alle dem, som mørkets engel har blændet og stadig har i sin magt her på jorden. Måtte han snart føre os alle til sit rige, som først vil være fuldkomment, når den endelige sejr over Satan er vundet, og døden selv er tilintetgjort.

O morgenskær! Det evige lyses glans og retfærdighedens sol! KOM og oplys dem, der sidder i mørket og dødens skygge!

(Se: Zak. 6,12; Mal. 4,2; Heb. 1,3; Visd. bog 7,6; Lk. 1,78-79).

Kristus, Guds Ord, er det sande lys, menneskenes lys, som allerede en gang er kommet til verden. Den opgående sol er i den kristne tradition et billede på Kristi opstandelse og genkomst. Derfor vender de fleste kirker mod øst. Kristus har oplyst os ved sit ord og sine gerninger. Men først når han kommer i sin herlighed, vil han for stedse lade sit lys sejre over vantroens og overtroens mørke og lade det stråle fra den nye Himmel over den nye jord.

O folkeslagenes Konge! Du, som jøder og hedninger har længtes efter. Du hjørnesten, der gør begge folk til et. KOM og frels mennesket, som du har dannet af jord.

(Se: Hag. 2,8; Es. 28,16j: jf. 1. Pet.i2,6; Ef. 2,14; 1. Mos. 2,7).

O Emanuel! Gud med os! Du vor konge og lovgiver! Du hedningefolkets forventning og frelser! KOM og forløs os, vor Herre og Gud!

(Se: Es. 7,14; Es. 8,8; Es. 33,22; 1. Mos. 49,1Q).

Med disse to sidste antifoner henvender Kirken sig til Kristus, ikke blot som Israels Konge, men som den, der allerede er alle folkeslagenes Konge og højeste Herre. Kristus har grundlagt en åndelig bygning, en Kirke, hvori han, som er dens hjørnesten, har samlet kristne af såvel hedensk som jødisk æt. Måtte han snart sætte kronen på sit værk og frelse og forene alle folkeslag i sit eneste rige.

P. Grégoire