Ateistisk uvidenhed blomstrer

 

Det er mangel på videnskabelig dannelse at kritisere en teori som intelligent design, som man i realiteten ikke har sat sig ind i.

 

 

Af prof. Peter Øhrstrøm

 

DANSKE ATEISTER mobiliserer for ti­den. Med opbakning fra blandt andet statsministerens påstand om, at der er for meget religion i det offentlige rum, forsøger de at modarbejde udtryk for religiøs tro i samfundet.

I stedet ønsker de en form for "viden­skabelig ateisme", som giver mig skræmmende mindelser om 1970'erne "videnskabelige materialisme".

Ateisterne mener at have gode grunde til deres offensiv. Videnskabsjournalist Lone Frank påstod ligefrem i den farce­agtige udsendelse, "Religionsparasit­ten", i DRs videnskabsmagasin den 3. juli, at troende, der søger at udbrede de­res tro, er farlige. I øvrigt hævdede hun naivt, at moderne psykologi kan vise, at alt det med Gud er det pure opspind - en kognitiv parasit på vores hjerne. Dis­se farlige parasitter skal bekæmpes, mente hun.

Det mener de vist også i Dansk Atei­stisk Selskab, hvor man specielt ser de moderne ideer om intelligent design (ID) som en trussel. Ifølge foreningens hjemmeside har man valgt at oprette en ateistisk arbejdsgruppe om ID. Senest slår ateisterne til i Kristeligt Dagblad, hvor de på forsiden med professor Jens Morten Hansen som bannerfører kriti­serer folk, der tror på Gud som univer­sets skaber, for uvidenhed! Imidlertid tyder intet dog på, at Jens Morten Han­sen har ulejliget sig med at sætte sig ind i den teori, som han vil kritisere. Og hvis han ikke ved, hvad ID i virkelighe­den er, sætter det unægteligt hans kritik af teorien og dens fortalere i et noget besynderligt lys.

 

Hvad er intelligent design? Kristeligt Dagblads lederskribent den 14. juli me­ner at vide, at der er tale om en moder­ne variant af det teleologiske gudsbevis, og at teorien derfor efter Kants kritik heraf burde være afvist. Det er ikke en korrekt beskrivelse, selv om det teleolo­giske arguments fokus på "formål" og­så er vigtigt i ID. Men lederskribentens fejl bør undskyldes med, at ID efterhån­den ikke er nogen entydig størrelse. Der er så mange forskellige påstande i om­løb om ID, at det kan være noget af et detektivarbejde at finde frem til retvi­sende kilder, hvis man ikke har fulgt ID-teorien fra begyndelsen.

 

HVIS MAN SKAL VÆRE FAIR i diskus­sionen om ID, må man gå til de forske­re, der har introduceret ideerne. Det gælder især matematikeren William A. Dembski, som har fremlagt sin syste­matiske og principielle teori om ID, og biologen Michael Behe, som har vist, hvordan teorien kan bruges i forhold til diskussionerne om livets oprindelse og udvikling.

Her vil jeg holde mig til det systemati­ske og principielle, altså Dembskis teo­ri. Det problem, som Dembski har taget fat på, drejer sig om, hvordan man rati­onelt kan skelne mellem det, der er de­signet og det, som ikke er designet. Hvordan indser en detektiv, at et spor er tegn på en formålsbestemt aktivitet? Hvordan kan en arkæolog afgøre, om en opgravet genstand er designet eller ej?

 

Hvordan forløber i det hele taget denne type af designargumenter, som vi faktisk allesammen (bevidst eller ubevidst) benytter os af hver eneste dag. Dembski fremlægger sin teori samlet i bogen "The Design Inference", som er udkommet på Cambridge University Press i 1998. Der vist ingen tvivl om, at denne bogs begrebsapparat er helt cen­tralt for det paradigme, som ID-tilhæn­gerne søger at etablere. Selv om bogen kan kritiseres og er blevet det, hører det naturligvis ingen steder hjemme at kal­de dens forfatter for uvidende. Som ak­tiv forsker ved Jens Morten Hansen lige så godt som jeg, at man på berømte forskningsforlag som Cambridge Uni­versity Press vil lægge stor vægt på at sikre sig, at forlagets videnskabelige udgivelser er på højeste videnskabelige niveau. Og dem, der har arbejdet sig igennem Dembskis lidt vanskelige bog er jo helt bestemt heller ikke blevet dummere af det.

Selv Jens Morten Hansen ville kunne få glæde af bogen. Derigennem vil han kunne opdage, hvorfor man med basis i teorier om dagligdags argumenter for design kan nå til, at påstanden om de­sign og formål i naturen kan være en fornuftig konklusion. I det mindste vil han kunne indse, at ID-tilhængerne på ingen måde underkender det rationelle argument, men at de faktisk siger, som de gør, på basis af en systematisk an­vendelse af rationaliteten.

 

DET ER OGSÅ KLART, at ID-tilhænger­ne ser sig selv som arvtagere af de na­turvidenskabelige pionerer, som alle mente, at Gud har skabt (designet) ver­den på en måde, som gør den forståelig for os. Faktisk gjorde Søren Hindsholm i samme avis lørdag i en glimrende arti­kel om Isaac Newton's skelsættende bog 'Principia' 1687 rede for, at New­ton aldrig tvivlede på, at når verden kunne beskrives rationelt matematisk, var det netop, fordi Gud havde skabt den. Troen på verden som skabt, desig­net, var altså bestemt ingen hindring for naturvidenskaben. Tværtimod.

For naturvidenskabens pionerer pas­sede kristendom og forskning glimren­de sammen. Man kunne i den forbin­delse også nævne den danske naturfor­sker Niels Steensen som i en berømt forelæsning fra 1673 under­stregede, at videnskabens formål var at lære Gud bedre at kende.

Faktisk burde få her i landet kende denne tætte historiske sammenhæng mellem naturvidenskaben og den krist­ne tro bedre end Jens Morten Hansen, som blandt andet er kendt for sine glimrende videnskabshistoriske studier af Niels Steensens forskning. Men det er klart, at tanken om kristen skabelses ­eller designertro som motivation for naturvidenskab er generende, hvis man grundlæggende mener, at der er et modsætningsforhold mellem skabel­sestroen og naturvidenskaben.

Det sikkert baggrunden for, at Jens Morten Hansen i debat med mig her i avisen tidligere på året gav udtryk for, at Steensens udtalelser skal ses som et 'kneb' beregnet på at komme uden om farlige konflikter med de kirkelige magthavere. Men det går ikke på den måde at undsige, at troen på design i naturen videnskabshistorisk set har væ­ret befordrende for naturvidenskaben.

Og når det i videnskabens glansperio­der har været sådan, hvorfor kan det samme inspirationsforhold ikke være relevant i dag? Efter min opfattelse kan skabertroen faktisk også i dag være mo­tiverende for god naturvidenskabelig praksis.

Det lader til, at Jens Morten Hansen mener, at selve det at benytte begreber fra intelligent design - altså at tillade tanken om formål og hensigt i naturen - er ødelæggende for naturvidenskabe­lig praksis som sådan. Uvidenhed om intelligent designs begrebsapparat er givetvis forklaringen. Der ses nemlig ikke noget som helst i hans udtalelser, der tyder på, at han for alvor har sat sig ind i ideerne bag den moderne udgave af intelligent design.

Jeg støtter gerne Jens Morten Han­sens ønske om at fremme naturviden­skaben, som jo også er min egen fagli­ge baggrund. Men det gør man ikke ved at forsøge at spænde naturvidenskaben foran ateismens vogn og frakende, at god naturvidenskab kan blive til med et knap så plat metafysisk udgangspunkt.

 

 INTELLIGENT DESIGN er bestemt ik­ke hævet over kritik. I øvrigt tror jeg slet ikke, at tilhængerne af intelligent de­sign vil være kede af kritik. Tværtimod er saglig kritik jo med til at befordre det videnskabelige fremskridt.

Man kan med Karl Popper endda be­skrive den ideelle videnskabelige pro­ces som afhængig af såkaldt kritisk ra­tionalisme. Men kritikken må være seri­øs og velinformeret. Og det gælder be­stemt ikke Jens Morten Hansens på­stand om, at alle tilhængere af intelli­gent design er uvidende. Det er en kritik ud i det blå. I det hele taget bør ateister lægge meget mere vægt på rationalitet og saglighed, hvis vi skal kunne indgå i en debat med dem. Det er i øvrigt man­gel på videnskabelig dannelse at kritise­re en teori, som man i realiteten ikke har sat sig ind i. På den måde gør man naturvidenskaben en bjørnetjeneste og bidrager i øvrigt bare yderligere til for­dummelsen.

 

Peter Øhrstrøm er professor, dr.scient. & lic. phil. ved Aalborg Universitet