Den ensomme ulv?

Forsøgte KGB at myrde Paven? Var det CIA? Eller Khomeini?

Oberst Lars Reinholdt Møller reder konspirationsteorierne ud i en tyve år gammel, uopklaret sag.

Af LARS R. MØLLER

Oberst Lars R. Møller (f. 1954) har arbejdet næsten tyve år i hæren. I 1994 var han næstkommanderende for NORDBAT 2, den skandinaviske FN‑delegation i Bosnien. Udnævnt til oberst i 1999, hvor han gjorde tjeneste under NATO som planlægningschef ved Det Multinationale Korps' hovedkvarter i Polen. Arbejder p.t. som brigadechef i Slagelse.

Lars Møller udgav sidste år bogen Operation Hurricane ‑ Efterretningsvirksomhed før og nu, og i år bogen Operation Bøllebank. Soldater i kamp ‑ begge på Høst & Søn.

MIDT i sidste måned besluttede Italien overraskende at benåde og udvise Mehmet Ali Agca til Tyrkiet. Han havde siddet næsten 20 år i fængsel for at forsøge at myrde Paven, og hans overførsel til et tyrkisk fængsel ville ifølge den tyrkiske premierminister Bülent Ecevit

forhåbentlig kunne kaste lys over forskellige mord begået i forbindelse med det tyrkiske militærs magtovertagelse i 1980. Episoden førte ligeledes til spekulationer i den internationale presse om, hvem der egentlig stod bag mordforsøget på Paven.

Der var samlet omkring 100.000 mennesker på Peterspladsen om eftermiddagen onsdag den 13. maj 1981. Da pavemobilen ankom, hilste Paven, som han havde for vane på mængden, og han havde netop velsignet en lille pige, da det første skud lød klokken 17.18. Kuglen ramte Paven i mellemgulvet og passerede millimeter fra Pavens hjertepulsåre. Den anden kugle ramte hans højre hånd, og det tredje 9 millimeter projektil ramte højere oppe i højre arm. Agca blev anholdt af en italiensk politibetjent, mens Paven i hast blev kørt til hospitalet.

På hospitalet kom Paven øjeblikkelig på operationsbordet, og da han vågnede efter en knap seks timers operation, var han overbevist om, at han var blevet frelst af jomfruen af Fatima.

Indtil i dag ved man endnu ikke, hvem der stod bag. Der er blevet fremsat et utal af teorier, fordi retssagen mod Agca ikke kastede lys over sagen. For at kunne forstå baggrunden for de forskellige teorier er det nødvendigt at erindre om, at den kolde krig på tidspunktet for attentatet rasede på fuld kraft.

Sammenholdet hos de folkedemokratiske stater i Østeuropa blev efter Anden Verdenskrig fastholdt med succes. Skulle der en enkelt gang som i Ungarn i 1956 eller i Tjekkoslovakiet i 1968 være slinger i valsen, blev udbryderne hurtigt og brutalt sendt ind i enighedens fold af en overvældende militær styrke. Men den polske udfordring til dette sammenhold viste sig at overgå opstanden i Ungarn og foråret i Prag.

Den polske krise begyndte, da kardinal Karol Wojtyla, ærkebiskoppen i Krakow, blev valgt som Pave Johannes Paul II den 16. oktober 1978. Ingen statsleder i den kommunistiske verden havde glemt Stalins hånende spørgsmål: »Hvor mange divisioner har Paven?« Men det skulle vise sig, at den første polske Paves moralske autoritet ville blive mere afgørende for den kolde krigs udfald end både NATO og Warszawapagtens samlede militære udstyr.

DEN sovjetiske ambassadør i Warszawa Boris Aristov rapporterede til Kreml, at de polske myndigheder betragtede den nye Pave som ekstremt antikommunistisk. KGB og det tilsvarende polske SB havde haft Wojtyla i kikkerten siden 1971, fordi han åbenlyst kritiserede forholdene i Polen. Han gav udtryk for, hvad de fleste polakker tænkte, hvilket ifølge KGB og SB betød, at han undergravede Polens ideologiske værdier. SB forsøgte i 1973-74 at rejse tiltale mod den næsvise kardinal. Men Wojtyla stod under den polske kirkes beskyttelse, og selvom SB havde interneret det nuværende overhoved, kardinal Stefan Wyszinski, i tre år i 1950’erne, turde regimet under Gierek i 1970’erne ikke længere arrestere en kardinal.

Da nyheden om Pavevalget blev kendt, ringede kirkeklokkerne over hele Polen, og folk strømmede ud på gaderne for at fejre begivenheden. De ledende medlemmer af det polske kommunistparti var chokerede. Officielt sendte man ganske vist sine lykønskninger til Vatikanet, men både SB og KGB var dybt bekymrede over, at så mange trofaste kommunister var begejstrede for valget.

Polen var formentlig det mest katolske land i verden; ifølge KGB var 90% af den den polske befolkning katolikker. KGB vurderede i talrige rapporter, at nogle af Johannes Paul II’s handlinger efter sin tiltrædelse var direkte rettet mod Sovjetunionen, men det virkeligt bekymrende var, at Paven tilsyneladende agtede at give Vatikanet en større international betydning.

Moskvas frygt for, at det polske politbureau ikke turde imødegå truslerne mod dets autoritet fik yderligere næring, da stigningen på fødevarepriserne i sommeren 1980 resulterede i en strejke og dannelsen af fagforeningen Solidaritet under ledelse af Lech Walesa. Den 31. august 1980 blev den uafhængige fagforening lovliggjort med underskrivelsen af Gdansk-aftalen. Fagforeningen blev opfattet som en stor trussel mod »det socialistiske Commonwelth«, og det sovjetiske politbureau vedtog en handlingsplan i september 1980, der skulle tale de polske kolleger til fornuft.

Den 5. september blev Gierek afløst af Kania, og han måtte lægge øre til megen kritik under et ekstraordinært topmøde i Moskva den 5. december. De polske ledere skulle se at få orden i eget hus, ellers agtede resten af Warszawapagten at intervenere. 18 divisioner og interventionsplanen var klar. Efterfølgende overtalte Kania dog den sovjetiske leder Bresjnev til at holde sig ude, fordi det ville ende i en katastrofe for alle. Men i løbet af 1981 fortsatte den polske regering med at miste terræn i forhold til Solidaritet, og det sovjetiske pres mod de polske myndigheder om at modstå kravene fra den katolske kirke og Solidaritet blev yderligere forstærket.

Hvordan hang det sammen med attentatforsøget mod Paven? En teori tager udgangspunkt i, at Pavens død ville lette presset mod den polske regering og dermed bremse truslen mod det folkedemokratiske sammenhold.

En anden teori bunder i, at Paven var årsag til Vatikanets voksende internationale engagement, og forbindelserne til USA i nogles øjne kunne virke særdeles uhensigtsmæssige. En af de første, der besøgte Paven efter valget, var William Casey, der i 1981 var direktør for CIA. Han var overbevist katolik, og under audiensen havde Casey ytret sympati for Pavens mistro og frygt for den kommunistiske fare. Da Casey forlod Rom, var han overbevist om, at den nye Pave ville være i stand til at besvare Stalins spørgsmål om Pavens divisioner med et svar om, at tro kunne være mere effektiv end en hvilken som helst militær styrke.

Casey tog til Washington for at briefe præsident Reagan og vendte tilbage til Rom for at indgå en hemmelig aftale med Paven, der ville garantere, at Paven fremover ville blive holdt fuldt informeret om alle amerikanske forhold.

Hver fredag eftermiddag orienterede lederen af CIAs kontor i Rom Paven om de seneste efterretninger, der var blevet indhentet af USA's efterretningssystemer. Intet andet udenlandsk statsoverhoved havde adgang til de efterretninger, som Paven modtog af amerikanerne. De var medvirkende til, at Paven kunne fremtræde som leder på topniveau med sin egen personlige stil inden for såvel den katolske kirke som over for den øvrige del af verdenssamfundet.

CIA's indflydelse i Vatikanet var omfattende. Paven havde mange kontakter med den amerikanske administration, og forbindelsen mellem CIA og Pavestolen var ifølge præsident Reagans første sikkerhedsrådgiver, Richard Allen (en anden overbevist katolik), en af historiens store alliancer, fordi Reagan var overbevist om, at Paven ville hjælpe ham med at ændre verden.

Det pavelige diplomati, den politiske kerne i Vatikanstatens centraliserede bureaukrati, havde flere gange i sin fem hundrede års historie været dybt involveret i internationale begivenheder. Men denne gang havde det nær kostet Paven livet.

EFTER attentatet søgte alle at finde en sammenhæng. Det var for nemt at antage, at Agca var en »ensom ulv«; og da de første antydninger af en bulgarsk forbindelse dukkede op, var det ikke vanskeligt at tro på en sammensværgelse planlagt i Kreml. Da retssagen mod Agca blev indledt, blev der tiltalt i alt 7 mand, heraf tre bulgarere. Hvis Moskvas mest trofaste følgesvend Bulgarien var involveret, måtte Sovjetunionen også være det.

Der var indicier, der pegede på en sådan forbindelse, men de stammede alle fra Agca, der under undersøgelserne havde vist sig at være fyldt med løgn. Men Sovjetunionen havde afgjort motiver. Hvis demokrati først blev introduceret i Polen, var fremtidsudsigterne for resten af østblokken mørke. Enten skulle det spirende demokrati slås ned eller også ville det spredes til resten af Østeuropa. Hvorfor skulle man ikke bare fjerne symbolet på Polens identitet og inspirationskilden for millioner af polakker? Og hvorfor skulle man ikke anvende den hemmelige bulgarske tjeneste Darzhavná Sigurnost (DS) til formålet, en tjeneste, der ikke veg tilbage for mord, og som var direkte underlagt KGB?

Set fra Moskva var Agca den ideelle morder, men med undtagelse af seks ugers ophold i Bulgarien i sommeren 1980 var der umiddelbart intet, der tydede på en forbindelse til

sovjetblokken. I Tyrkiet var han tilknyttet den stærkt højreorienterede terrorgruppe De grå Ulve. Han blev arresteret som mistænkt for mordet på en fremtrædende provestlig skribent Abdi lpekci i 1979, og det var lykkedes ham at flygte med hjælp fra De grå Ulve. Det viste sig imidlertid, at man formentlig kunne påvise en direkte forbindelse mellem Agca og det bulgarske DS og dermed også KGB. De grå Ulve samarbejdede med den tyrkiske mafia, som forsynede gruppen med våben og penge. Mafiaen arbejdede fra Bulgarien i fuld forståelse med landets kommunistiske ledere.

Paven møder Agca i fængslet i 1983.

Efter at det tyrkiske militær overtog magten i september 1980, blev Bulgariens involvering i våbensalg til både venstre‑ og højreorienterede terrorgrupper i Tyrkiet åbenlys. Udover østblokkens almene interesse i at fremkalde ustabile tilstande i et NATO‑land medførte handelen også et værdifuldt tilskud af hård valuta til de bulgarske myndigheder, der lod sig betale for den omfattende trafik af tyrkiske våbensmuglere. Agca fortalte, at han blev introduceret for bulgarske agenter i Sofia via et medlem af den tyrkiske mafia, ligesom bulgarske embedsmænd skulle have forestået den logistiske support under attentatet i Rom. Agca tilbragte faktisk det meste af juli og august 1980 i Sofia, og selv om han brugte et falsk indisk pas, er det vanskeligt at tro, at en af Tyrkiets mest eftersøgte terrorister kunne opholde sig i Sofia uden at blive genkendt af myndighederne. Agca kunne beskrive de tre bulgarere, ligesom han også senere udpegede dem på fotos. Men der var på mange områder store huller i Agcas historie og det eneste, retten i Rom kunne fastslå, var, at han havde forsøgt at myrde Paven. Han blev idømt fængsel på livstid og ved god opførsel kunne han tidligst blive prøveløsladt i 2009.

DER var mange ting, der underbyggede teorien om, at KGB var involveret i attentatet, men omvendt var der også meget, der pegede på det modsatte. Eksempelvis var Solidaritet slet ikke oprettet, da Agca opholdt sig i Sofia, ligesom den amatørmæssige udførelse af planlægning og attentat ikke bar præg af, at der stod professionelle folk bag. Men der findes også en anden teori om attentatet: Den såkaldt iranske forbindelse.

Da nyheden om attentatforsøget nåede Tel Aviv, var det Mossads vurdering, at attentatet var foretaget af en sindssyg fanatiker. Men udover chokket havde attentatet ingen direkte betydning for Israel, og israelerne havde problemer nok i forvejen. Men da Nahum Admoni i september 1982 blev chef for Mossad, skete der noget. Admoni havde en polsk baggrund, hans forældre havde boet i Gdansk, og desuden vidste han, hvor magtfuld den katolske kirke var, den kirke, der blandt andet havde været medvirkende til valget af John F. Kennedy til præsident. Admoni besluttede at foretage sin egen undersøgelse. Baggrunden for denne beslutning var, at Israel aldrig var blevet anerkendt af Vatikanet, og måske var der en mulighed for at slå en handel af med Vatikanet, hvis Mossad kunne fremkomme med nye oplysninger.

I det amerikanske efterretningssystem var den almindelige mening sammenfattet i en tophemmelig rapport: »Agcas attempt to kill the Pope«. Agca havde været en del af et KGB‑inspireret komplot med det formål at dræbe Paven, af frygt for at han ellers skulle opflamme den polske nationalisme.

Allerede i 1981 var Solidaritet under Lech Walesa begyndt at rejse børster over for de polske myndigheder, men Paven havde bedt Walesa om ikke at gøre noget, der kunne bevirke, at Sovjetunionen måtte gribe til en militær intervention. Paven bad også den svagelige kardinal Wyszinski om at forsikre Polens kommunistiske ledere om, at Pavestolen ikke ville tillade, at Solidaritet gik over stregen. Da Solidaritet i løbet af sommeren 1981 truede med en generalstrejke, indfandt kardinal Wyszinski sig på Walesas kontor, knælede, greb fat i fagforeningslederens bukser og erklærede, at han ville holde fast indtil døden, hvis strejken ikke blev aflyst. Det blev den så.

I Tel Aviv var det Mossads vurdering, at Paven klart forstod nødvendigheden af ikke at provokere Sovjetunionen. For det første blev det anset for usandsynligt, at Moskva skulle have ønsket at myrde Paven. Dernæst blev delegering af opgaven til Bulgarien vurderet som lidet sandsynlig. KGB ville ikke have delegeret en så vigtig opgave til andre, og at bulgarerne skulle have iværksat attentatet på eget initiativ, blev betragtet som udelukket.

Mossad begyndte herefter at interessere sig for CIAs indflydelse Vatikanet. Den israelske sikkerhedstjeneste konkluderede, at de tætte forbindelser til CIA havde været medvirkende til, at Paven øjensynlig havde accepteret det amerikanske synspunkt om, at attentatforsøget havde været iscenesat fra Kreml.

Efter et halvt års undersøgelse var Mossad i stand til at konkludere, at attentatforsøget formentlig var blevet iscenesat fra Teheran med fuld billigelse af ayatollah Khomeini. Mordet på Paven skulle have indledt starten på en hellig krig mod Vesten og dets dekadente værdier, som blev støttet af den katolske kirke.

De iranske føringsofficerer havde forudset, at attentatet kunne slå fejl, og havde derfor sikret sig, at Agca ville blive opfattet som en uafhængig fanatiker, der arbejdede på egen hånd. Dette foregik ved, at man lækkede oplysninger om hans baggrund. Agca var blevet født i den afsides liggende landsby Yesiltepe i det østlige Tyrkiet og var opvokset midt i det islamiske fundamentalistiske miljø. Han havde tilsluttet sig den pro‑iranske terrorgruppe De Grå Ulve, da han var 19 år gammel. Dagen efter at han var flygtet, modtog tyrkiske aviser et brev fra Agca, der advarede mod Pavens planlagte besøg i Tyrkiet tre dage senere: »De vestlige imperialister, der frygter, at Tyrkiet og dets islamiske naboer vil udvikle sig til betydende politiske, militære og økonomiske magter i Mellemøsten, sender i dette afgørende øjeblik bagmanden for korstogene til Tyrkiet, Johannes Paul, der går for at være en religiøs leder. Hvis dette besøg ikke aflyses, agter jeg personligt at dræbe Paven.«

Mossads analytikere var overbevist om, at dette brev ikke var forfattet af Agca, der næsten var analfabet, og ved en analyse af Khomeinis taler fandt man mange lighedstræk med de fraser, der var anvendt i brevet. Mossads undersøgelser viste, at Agca efter sin flugt fra fængslet havde søgt tilflugt i Iran, hvor han tilbragte måneder i træningslejre for terrorister.

I januar 1981 fløj Agca til Libyen og kontaktede CIA‑overløberen Frank Terpil. Mossad opdagede, at Agcas kontakt med Terpil var blevet iscenesat fra Teheran, og efter attentatforsøget blev disse oplysninger lækket til KGB, som så efterfølgende kunne hævde, at attentatforsøget havde været planlagt af CIA. KGB havde rådighed over en effektiv afdeling for psykologiske operationer, og denne påstand medvirkede til at tegne et yderst forvirret billede af attentatet på Paven.

Teheran havde endvidere arrangeret, at Agca rejste fra Libyen til Sofia i Bulgarien i februar 1981, hvor han mødte personer, der fortalte ham, at de tilhørte den bulgarske efterretningstjeneste. CIA syntes naturligvis ikke, at det var morsomt at blive beskyldt for attentatforsøget og beskyldte derfor KGB for at have iscenesat attentatet via deres bulgarske lejesvende.

FOR Mossad var situationen perfekt; man kunne underminere CIAs betydning i Vatikanet og måske samtidig få adgang til Paven med den korrekte version af begivenhederne omkring attentatforsøget. Paven modtog via forskellige mellemmænd Mossads version, og da Paven mødtes med Agca i Rebibbia‑fængslet i Rom den 23. december 1983, er der ingen tvivl om, at han udspurgte ham om begivenhederne. Der er ingen beviser for dette, men det står fast, at Paven og Agca havde en dyb fortrolig samtale. Senere udtalte en talsmand for Vatikanet, at »Ali Agca kun havde kendskab til et vist niveau. På et højere niveau vidste han intet. Hvis der var en sammensværgelse, blev den planlagt af professionelle, og professionelle efterlader ingen spor.«

Paven var formentlig blevet overbevist, for efterfølgende blev hans stab orienteret om, at en konflikt i verden ikke ville opstå mellem Øst og Vest, mellem USA og Rusland, men mellem den islamiske fundamentalisme og kristendommen. Forbindelsen mellem Mossads kontaktofficer og Vatikanets embedsmænd fortsatte. I april 1986 besøgte Johannes Paul som den første Pave nogensinde den jødiske synagoge i Rom, men først i december 1993 anerkendte Vatikanet Israel.

Ovennævnte er et meget kort og simplificeret referat af nogle af de forskellige teorier om attentatforsøget mod Paven. Der findes ingen entydige svar, men noget kunne tyde på, at den iranske forbindelse er det bedste bud. I 1991 åbnede Bulgariens dengang nye præsident Zhelyu Zhelev for den bulgarske efterretningstjenestes arkiver og tillod de italienske myndigheder under ledelse af en amerikansk historiker at gennemgå dem. Bulgarien ønskede ikke at have mistanken hæftet på sig i det nye Europa efter Murens fald, og ud fra den efterfølgende tavshed kan man gå ud fra, at italienerne ikke fandt noget kompromitterende. Derefter er der kun den iranske forbindelse tilbage ‑ medmindre man tror på, at Agca reelt var »den ensomme ulv«.

Tyve år efter i år 2000