Résumé af Bispesynoden den 2. – 23. oktober 2005

Synodefædrenes forslag

Vatikanet, 25. oktober 2005 (VIS) – Som meddelt i går gengives i det følgende nogle af de 50 forslag, som blev forelagt den Hellige Fader til overvejelse, mens han forberedte sin Apostoliske Exhortation (formaningstale) til Bispesynodens 11. ordinære generalforsamling. Synoden blev afholdt i Vatikanet fra 2. til 23. oktober 2005 og havde som tema ”Eukaristien: Kilde til og højdepunkt i Kirkens liv og mission.”

2. Vatikankoncils liturgiske reform (Forslag nr. 2)

Synodeforsamlingen omtalte med taknemmelighed den gode indflydelse, som den liturgiske reform, der blev sat i gang af 2. Vatikankoncil, havde haft på Kirkens liv. Denne reform havde henledt opmærksomheden på skønheden i Eukaristien, der kaster lys over den liturgiske ritus. Misbrug har tidligere fundet sted og mangler heller ikke idag, selv om de i en vis udstrækning er aftaget. Sådanne episoder kan imidlertid ikke formørke skønheden og gyldigheden af den reform, som stadig rummer uudforskede rigdomme, men kalder snarere på større agtpågivenhed med ‘ars celebrandi’, i hvilken man må give ‘actuosa participatio” en fremtrædende plads.

Eukaristien og Bodens Sakramente (Foprslag nr. 7)

Det er af afgørende pastoral betydning, at biskopperne i deres bispedømmer kraftigt fremmer genoplivelsen af undervisning i den omvendelse, der hænger sammen med Eukaristien, og med det for øje opfordrer til hyppigt personligt skriftemål.

Synoden henstiller kraftigt til biskopperne ikke at tillade praktisering af kollektiv syndsforladelse i deres bispedømmer, når der ses bort fra de objektivt exceptionelle omstændigheder, der er nævnt i Johannes Paul II’s Motu Proprio ‘Misericordia Dei’.

I denne forbindelse er det også nødvendigt at fordybe sig mere i det omfang af bod, der allerede er til stede i fejringen af Eukaristien, specielt i bodsriten, således at folk deri oplever ægte momenter af forsoning.

Præstemanglen (Forslag nr. 11)

Eukaristiens centrale placering i Kirkens liv betyder, at problemet med den store præstemangel i visse dele af verden føles meget voldsomt. Mange troende må således undvære livets Brød. For at imødekomme hungeren efter Eukaristien hos Gudsfolket, der ofte er tvunget til at undvære fejring af Eukaristien i lange perioder, er det nødvendigt at iværksætte nogle effektive pastorale initiativer.

I forbindelse hermed bekræftede synodefædrene betydningen af den uvurderlige gave, det gejstlige cølibat repræsenterer i den latinske Kirke. Med henvisning til Læreembedet, specielt til 2. Vatikankoncil og de seneste paver, anmodede fædrene om, at de troende fik en fyldestgørende forklaring på grundene til forbindelsen mellem cølibat og præstevielse, i fuld respekt for Østkirkernes tradition. Man talte noget om ‘viri probati’, men besluttede, at det var en uholdbar hypotese.

Man må endvidere huske på, at menighedens kristne kvalitet og dens tiltrækningskraft har en afgørende indflydelse, når man giver Eukaristien til alle de troende. Det er især vigtigt at tilskynde præsterne til at fremme præstekald, ... at gøre familierne opmærksomme herpå, ... og (gennem biskopper, ved at involvere religiøse familier og bevare respekten for deres karisma) at sikre en mere ligelig fordeling af præsteskabet og gøre præsterne selv mere villige til at tjene Kirken overalt, hvor der opstår behov for det.

Dies Domini (Forslag nr. 30)

Som en frugt af det Eukaristiske År anbefaler Synoden indtrængende, at der gøres betydelige anstrengelser for at sikre, at ‘Dies Domini’ værdsættes og overholdes af hele Kirken. Det er vigtigt at fastslå søndagenes centrale stilling. ... Søndagen er i sandhed den dag, hvor vi i fællesskab med andre fejrer den opstandne Kristus, en helligdag viet Skaberen, en dag til hvile og åbenhed.

Ved hjælp af katekese og prædiken skal de kristne have lejlighed til at meditere over ‘dies Christi’ som dagen for Herrens opstandelse og følgelig som en befrielsesfest, en dag, de får foræret til at glæde sig over Guds Riges godhed.

Det er vort håb, at Herrens Dag også må blive de kristnes dag, respekteret af hele samfundet som en dag til at holde fri fra arbejde.

Skønt lørdag aften faktisk er en del af søndagen (den første vesper), og det er tilladt at opfylde søndagspligten med en lørdagsmesse, bør man huske på, at det er søndagen selv, der skal holdes hellig og ikke må være ‘tom for Gud’.

Brugen af latin i liturgien (Forslag nr. 36)

Når man fejrer Eukaristien ved internationale møder, hvilket bliver mere og mere almindeligt i dag, foreslås det for bedre at udtrykke Kirkens enhed og universalitet:

at messen (con)celebreres på latin (med undtagelse af læsningerne, prædikenen og menighedens forbønner),

at de traditionelle kirkebønner også reciteres på latin, og at der om muligt bliver sunget gregorianske sange;

at præster, der begynder på seminariet, bliver trænet i at forstå og celebrere messen på latin samt bruge latinske bønner og sætte pris på den grgorianske sang;

at muligheden for at opdrage de troende på denne måde ikke bliver forsømt.

Skilte og gengifte katolikker og Eukaristien (Forslag nr. 40)

Idet Bispesynoden henholder sig til Kirkens Læreembedes talrige udtalelser og samtidig deler den store bekymring, som mange fædre har givet udtryk for, fastslår den vigtigheden af, at præsterne i deres holdninger og handlinger viser omsorg og imødekommenhed over for skilte og gengifte troende.

Ifølge den Katolske Kirkes tradition kan de ikke modtage den hellige kommunion, eftersom de befinder sig i objektiv kontrast til Guds Ord, der fra begyndelsen gjorde ægteskabet til en uopløselig pagt. ... Ikke desto mindre hører mennesker, der er blevet skilt og har giftet sig igen, stadig til Kirken, som tager imod dem og følger dem med særlig omsorg, for at de kan føre et kristent liv ved at deltage i messen (dog uden at modtage kommunionen), lytte til Guds Ord, tilbede Eukaristien, bede, deltage i menighedens liv, tale fortroligt med en præst eller en åndelig vejleder, vie deres liv til næstekærlighed, bodsøvelser og tage sig af deres børns opdragelse. Hvis deres ægteskab ikke kan blive ophævet, og der opstår objektive grunde til, at et papirløst samliv ikke kan omstødes, opfordrer Kirken dem til at forpligte sig til at leve i overensstemmelse med Guds lov og ændre deres forhold til et stærkt og trofast venskab; på den måde kan de vende tilbage til det Eukaristiske bord og modtage den omsorg, der er fastlagt af den hævdvundne kirkelige praksis. Men sådanne forhold kan ikke velsignes for ikke at skabe forvirring blandt de troende om ægteskabets gyldighed.

Samtidig håber Synoden, at alle kræfter vil blive sat ind såvel på at sikre tilstedeværelse, præstelig omhu og en korrekt og hurtig behandling fra de kirkelige domstoles side, der behandler sager vedrørende ophævelse af ægteskaber, samt på at foretage videregående studier af de essentielle elementer i et gyldigt ægteskab, idet man samtidig husker på de problemer, der skyldes vor tids dybtgående antropologiske forandringer, som de troende selv risikerer at være påvirket af, specielt når man tager manglen på solid kristen opdragelse i betragtning.

Ikke-katolske troendes adgang til kommunionen (Forslag nr. 41)

Når man går ud fra det fællesskab mellem alle kristne, som allerede fuldbyrdes i dåben – skønt endnu ikke fuldstændig – føles deres adskillelse ved Herrens bord med rette som en kilde til smerte. Som følge heraf fremkommer både fra den Katolske Kirkes side og fra vores ikke-katolske brødre og søstre ofte den indtrængende anmodning om mulighed for nadverfællesskab mellem katolske kristne og andre kristne. Her må det siges tydeligt, at Eukaristien ikke kun er udtryk for og påvirker vores personlige kommunion med Jesus Kristus, men frem for alt den fulde ‘kommunion’ med Kirken. Vi beder derfor ikke-katolske kristne om at forstå og respektere, at eukaristisk fællesskab og kirkeligt fællesskab, i overensstemmelse med hele den bibelbaserede tradition, er nøje forbundet for os, og at kommunionsfællesskab med ikke-katolske kristne derfor stort set ikke er muligt. Derfor må økumenisk concelebration også udelukkes. Imidlertid må det pointeres, at man med henblik på personlig frelse kan give ikke-katolske kristne adgang til Eukaristien, Bodens Sakramente og de Syges Salvelse i visse specielle situationer og under specielle omstændigheder. Dette er muligt og endog anbefalelsesværdigt.

Eukaristi og immigranter (Forslag nr. 45)

Idet Synoden takker dem, der arbejder inden for dette område, opfordrer den alle biskopper til at udøve præstelig omsorg for indvandrere. Dise troende bør modtages som lemmer på det samme Kristi Legeme, uanset deres race, rang eller stand, især når det gælder fejringen af Eukatistien. Kristi kærlighed tilskynder andre lokakirker og institutioner for gudviet liv til generøst at hjælpe de bispedømmer, som modtager et stort antal immigranter.

Sammenhængen mellem Eukaristien og katolske politikere og lovgivere (Forslag nr. 46)

Katolske politikere og lovgivere må være specielt vågne over for deres samvittighed ... på gund af det tunge sociale ansvar ved at fremsætte og forsvare syndige love. Sammenhængen med Eukaristien holder ikke, når der fremmes en lovgivning, der går imod det indbyggede gode i mennesket, imod retfærdighed og naturlov. Den private sfære og den offentlige sfære kan ikke adskilles, så man anbringer sig i en position, der står i modsætning til Guds lov og Kirkens lære, og dette må også gælde med hensyn til Eukaristien. Ved anvendelse af denne ledetråd bør biskopperne handle modigt og klogt med aktuelle lokale situationer in mente.

Eukaristiens sociale dimension (Forslag nr. 48)

Kristi offer er et befrielsesmysterium, der udfordrer os. Det er i forpligtelsen til at ændre uretfærdige strukturer og genoprette værdigheden for mennesket, som er skabt i Guds billede, at Eukaristien virkelig antager den betydning, der ligger i dens fejring. Denne dynamiske bevægelse skaber en åbning mod verden: den stiller spørgsmålstegn ved den globaliseringsproces, der ikke sjældent øger kløften mellem rige og fattige lande, den fordømmer de politiske og økonomiske kræfter, som lader jordens ressourcer forfalde, den gentager de alvorlige behov for retfærdig fordeling m ed hensyn til de uligheder, der skriger til himlen, den tilskynder de kristne til at engagere sig og arbejde i det politiske liv og med sociale opgaver ... De, som har del i Eukaristien, bør arbejde for at skabe fred i denne vores verden, der er præget af vold, krig og – især i dag – af terrorisme, økonomisk korruption og seksuel udnyttelse. Betingelserne for at skabe virkelig fred består i genoprettelsen af retfærdighed, forsoning og tilgivelse.