Katolske forklaringer og bortforklaringer

KOMMENTAR: Den katolske og den ortodokse kirke har svært ved at nærme sig hinanden på grund af Roms pavelige krav og Vatikanets forståelse af den apostolske succession

AF POUL SEBBELOV

Debatten om forholdet mellem ortodokse og katolikker har bølget frem og tilbage i denne avis i over to måneder. Nærværende skribent havde egentlig erklæret sig ude af diskussionen, men lektor J.P. Duclos' kronik den 19. februar er så tendentiøs og nedladende, og den fremstiller min argumentation så fordrejet, at jeg må gøre indsigelse.

Allerførst vil jeg gerne sige tak til lektoren for den nydelige bedømmelse, han giver min kronik af 18. december. Ifølge Duclos er den »et ganske klart og velartikuleret udtryk« for det ortodokse standpunkt. Hans tilsyneladende velvilje kølnes dog hurtigt; måske fordi mit indlæg skulle være et udtryk for »den iskolde luft«, som »de østlige kristne« lægger ud mellem sig og Vesten. Ikke desto mindre påtager Duclos sig at kommentere og korrigere det, han til en begyndelse kalder mit »partsindlæg«. Så er tonen jo også lagt: Som om katolikkernes biskop Kozons, generalvikar Messerschmidts og den katolske lektors eget indlæg, i modsætning til mine, ikke skulle være »partsindlæg«, men uangribeligt objektive, akademisk distancerede og derfor mere troværdige redegørelser.

Og just som saglig redegørelse forklæder lektor Duclos, så resten af hans kronik. Jeg skulle »påstå«, at bruddet mellem Rom og Konstantinopel udelukkende skyldtes filioque. Vist gør jeg ej. I min kronik står der klart og tydeligt, at bruddet er »udtryk for en kompliceret og langvarig historisk proces«. Og jeg lægger, både i kronikken og mine øvrige indlæg, mindst lige så megen vægt på i hvert fald to andre grunde til, at vore to kirker har vanskeligt ved at nærme sig hinanden: Roms pavelige krav og forståelsen af den apostolske succession.

»Kronikøren synes ikke at være klar over...« , docerer lektor Duclos videre og fremhæver, at ved to lejligheder har paven i Rom fremsagt trosbekendelsen sammen med patriarken fra Konstantinopel og uden filioque. Jamen, det er da sikkert udmærket, men fra et ortodokst synspunkt betyder det ikke, at uenigheden »godt nu kan siges at være ude af verden«. Vist er den ej. Der skal anderledes substantielle boller på den teologiske suppe end en pavelig lejlighedsgestus. Hvis der skulle være mere i sagen end det, hvis Rom officielt havde givet afkald på sin version af bekendelsen, ja så ville der være noget, denne skribent »ikke var klar over«. Og så ville måske en af en række hindringer være overvundet. Men gad nu også vidst.

Vi arme ortodokse, eller »græsk‑katolikker«, som Duclos foretrækker, skal efter hans mening blot have »forklaret«, hvorfor romerne har en anden trosbekendelse, end vi har, og at dette er uden dybere betydning. Lektoren er fuld af fortrøstning til, at så »vil de kunne forstå meningen«. Vi må jo mildt sagt være noget tungnemme, vi »græsk-katolikker«, siden det igennem næsten 1000 år ikke er lykkedes at »forklare« os den enkle kendsgerning, at vi er ofre for er illusion, som romersk‑katolske teologer for længst har gennemskuet.

Hvad er Duclos' ærinde med alle disse bortforklaringer? Jeg kan ikke vide det med bestemt

hed, men øvelsen munder ud i, at han fremsætter den ikke just epokegørende ide, at der slet ikke er nogen trosforskelle, men blot » kulturelle grænser« og »mentalitetsforskelle« mellem Øst og Vest og mellem Nord og Syd. At det hele altså dybest set beror på en række misforståelser.

Teorien holder ikke ved en nærmere betragtning. Jeg er selv én af mange vesterlændinge, der også er ortodokse kristne. I al fredsommelighed er jeg sikker på, at min og mange ortodokses mentalitet og opdragelse og hele kulturelle baggrund er lige så »vestlig« som lektor Duclos'. Det er faktisk ganske længe siden, ortodoks kristendom var et eksotisk fremmedelement i Vesten, og man derfor kunne bagatellisere de trosmæssige forskelle med »kulturfaktoren«.

Der kan åbenbart være grund til endnu en gang at slå nogle kendsgerninger fast: Den ortodokse kirke og ortodokse kristne samtaler gerne med andre kirker og kristne. Det ortodokse udgangspunkt for samtalen er, at der består en række virkelige (til forskel fra indbildte) trosmæssige uenigheder mellem konfessionerne. Centralt blandt disse finder vi trosbekendelsens ordlyd, forståelsen af den apostolske succession og opfattelsen af den kirkelige autoritetsstruktur. Hertil kommer kirkernes forskellige lære om jomfru Maria. Alle forsøg på at slå disse uenigheder hen som ubetydelige misforståelser tjener efter min opfattelse blot til at forplumre begreberne og vanskeliggøre enhver meningsfuld konfrontation.

* * *