Brobyggerne

Kirkesplittelse:  En intens dialog mellem den ortodokse og den katolske kirke kulminerede med en konference i slutningen af maj.  Der er et spirende håb om, at det 1000-årige skisma mellem øst og vest kan heles

 

 

AF ANDREAS RUDE

Til næste år vil det være 950 år siden, at paven i Rom og patriarken af Konstantinopel i 1054 gensidigt lyste hinan­den i band og dermed ind­ledte det første varige brud i kristendommen. Den runde dag vil dog næppe blive markeret, og i mange kirke­lige kredse er der sågar et spirende håb om, at kirke­spaltningen mellem øst og vest - skismaet - kan være tilendebragt, førend det når at fylde 1000 år.

Som den foreløbige kul­mination påa en ekstraordi­nær intens dialog på alle ni­veauer mellem den ortodok­se og den katolske kirke i de seneste to år mødtes om­kring 20 fremtrædende teo­loger fra begge sider således i Vatikanet fra den 21. til den 24. maj til en konference om paveembedet. At ikke færre end tre ortodokse patriarker - af henholdsvis Konstanti­nopel, Serbien og Bulgarien - valgte at sende repræsen­tanter til en konference, der var arrangeret af Vatikanet, vurderede iagttagere som politisk meget betydnings­fuldt, ikke mindst fordi pa­triarken af Konstantinopel er det formelle overhoved for hele den ortodokse kirke. Alvoren bag initiativet blev også understreget af, at det var uden adgang for pressen.

- Diskussionen om pave­embedet har en historie, der er præget af polemik, mis­forståelser og overdrivelser, udtalte monsignore Eleute­rio Fortino fra Det Pavelige Råd for de Kristnes Enhed efter den fire dage lange konference.

Han tilføjede at den pri­vate konference havde givet de katolske og ortodokse teologer lejlighed til at »identificere problemerne særligt med henblik på det bibelske grundlag for pave­embedet, den måde forståelsen af embedet har udviklet sig på, og det praktiske for­mål, som paveembedet tje­ner i kirkens tjeneste«.

 

Sakramenter tilfælles

I dag er der ganske vist øku­meniske kontakter mellem den katolske kirke og de al­lerfleste kristne trosretnin­ger, men for katolikkerne har bruddet mellem øst- og vestkirken en anden karakter end for eksempel den pro­testantiske reformation, der 500 år senere delte Vesteuro­pa på tværs.  For selv om der er forskel på de kirkelige skikke, har den ortodokse og den katolske kirke stadig de syv oldkirkelige sakramen­ter tilfælles, ligesom man gensidigt anerkender gyldig­heden af hinandens præste- ­og bispevielser. Det er der­for også tilladt katolikker at modtage nadveren - kommu­nionen - fra en ortodoks præst, hvis ikke de kan kom­me til messe i en katolsk kir­ke.

 

Mange i den katolske kir­ke, inklusive den nuværende pave, sætter også den orto­dokse kirkes spiritualitet meget højt, måske med en grum mistanke om, at den latinske teologi i sin iver ef­ter at skabe klarhed i begre­berne og orden i systemerne har tilsidesat en mere umid­delbar fromhedstradition.

Til gengæld er der næppe tvivl om, at mange ortodok­se kirkeledere i tiden efter den kolde krigs ophør er ble­vet opmærksomme på nød­vendigheden af at engagere sig mere direkte i den mo­derne verden, og at den ka­tolske kirke på grund af sit globale udsyn har en del at byde på i så henseende.

Den formelle anledning til bruddet i 1054 kan forekom­me vanskelig at forstå i dag. Det, der dengang delte par­terne, var en teologisk og sproglig spidsfindighed, det såkaldte » filioque-spørgs­mål«, der drejede sig om den rette forståelse af forholdet mellem Fader, Søn og Hel­ligånd i Treenigheden, sådan som det udtryktes i den ni­kæanske trosbekendelse. De fleste moderne kirkehi­storikere er dog enige om, at bruddet mere var resultatet af den måde, hvorpå den vestlige og den østlige kri­stendom over flere århund­reder havde udmøntet sig i forskellig retning, end af no­gen virkelig dogmatisk ue­nighed.

 

 

Første pave i Grækenland

Politiske og militære begi­venheder gjorde dog også deres til at cementere kirke­spaltningen, og katolske sol­daters plyndring af Konstan­tinopel (det nuværende Istanbul) i 1204 under det fjerde korstog var den begi­venhed, der for alvor slog hovedet på sømmet for den ortodokse verden. Da pave Johannes Paul II i maj 2001 som den første pave nogen­sinde besøgte Grækenland, benyttede han derfor også lejligheden til offenligt at undskylde for det historiske overgreb og tog dermed me­get af luften ud af den følel­sesmæsige modstand i den græske kirke mod hans be­søg.

Johannes Paul II's besøg kom i det hele taget til at markere et dramatisk ven­depunkt i forholdet mellem den katolske kirke og den græsk-ortodokse kirke. Pa­vens oprigtighed gjorde ind­tryk, og efterfølgende har grækeme stået i spidsen for den større ortodokse åben­hed over for Rom. Her spil­ler det praktiske samarbejde i EU en hovedrolle, og den græsk-ortodokse kirkes le­delse synes at have konklu­deret, at kirkelig forsoning og samarbejde er en for­udsætning for at sikre kristendommen gennemslags­kraft på områder som kultur, undervisning, miljø, bioetik og socialpolitik.

Året efter pavens besøg fulgte ærkebiskop Christo­doulos af Athen op på den nyvundne goodwill ved at sende en højtstående delega­tion til Vatikanet. Delega­tionen blev ledet af metropo­lit (biskop) Panteleimon af Attikis, der i sin henven­delse til paven var meget direkte i sin udlægning af

samtalernes endemal.

- Her ved begyndelsen til det 21. århundrede er det vor pligt at vende tilbage til den fælles vej, vi delte i de første 10 århundreder, sagde han blandt andet.

I år gengældte Johannes Paul II på sin side kompli­menten, da en katolsk dele­gation i april besøgte ærke­biskop Christodoulos og den græsk-ortodokse synode i Athen. Og selv om man fra katolsk side var omhyggelig med at understrege, at besø­get først og fremmest angik det pastorale samarbejde

med en enkelt, national orto­doks kirke, fremgik det af kommentarerne til pressen, at man håbede på en afsmit­tende effekt på den overord­nede teologiske dialog med hele den ortodokse verden.

Katolikker og ortodokse tog de første skridt mod for­brødring i 1965, da pave Paul VI og den daværende patriark Athenagoras af Konstantinopel ophævede de gensidige fordømmelser fra middelalderen. Dialogen fik dog et ekstra skub i 1978, da polakken Karol Wojtyla blev den første slaviske pave i Romerkirkens historie. Det var således kun kort tid efter, at han var blevet valgt, at Jo­hannes Paul II lancerede fo­restillingen om, at Europa fremover skulle trække vej­ret med begge lunger anerkendelse af, at den euro­pæiske civilisation bygger såvel på arven fra Rom som fra Byzans. Ikke over­raskende var det en metafor, der blev vel modtaget i Øst- og Centraleuropa, og som si­den hen har vist sig livskraf­tig også i politiske kredse.

Der er næppe heller tvivl om, at mange i såvel den po­litiske som den kirkelige verden for længst har til­kendt Rom et praktisk leder­skab i spørgsmål, hvor poli­tik, religion og moral flyder sammen, hvad enten det nu er situationen i Mellemøsten eller kirkernes stilling i EU. Og det er en praksis, der i den ortodokse verden styr­kes af at pavens historiske forrang som »Roms patri­ark« ikke anfægtes.

Spørgsmålet om pavens lederskab blev også taget op af pave Johannes Paul II selv i rundskrivelsen » Ut Unum Sint« (At de alle må være.et) fra 1995, hvori han opfor­drer til en overvejelse over, hvordan paven i fremtiden kan udøve sit embede på en måde, der kan løse konflik­terne med de ikke-katolske kirker og kirkesamfund uden at sætte nogle væsentlige elementer af paveembedet over styr.

 

 

Pavens ufejlbarlighed

Det prekære anliggende om pavens ufejlbarlighed er her vanskeligt at komme uden­om (selvom dogmet kun er bragt i anvendelse en enkelt gang siden dets vedtagelse i 1870), men ellers peger em­bedsmænd i Vatikanet på, at det i forholdet til den orto­dokse kirke er synet på, hvordan paven i praksis skal lede kirken, der er afgørende. Og her skynder man sig at tilføje, at paven ingen am­bitioner har om at lede de or­todokse kirker på samme måde, som han leder den romersk katolske kirke. En række mindre ortodokse og orientalske kirker har allere­de i århundreder været une­rede med Rom, og den ud­strakte frihed, de nyder på felter som liturgi, organisa­tionsstruktur og kirkeret, kunne været en model også for den større kirkelige en­hed.

Fra ortodoks side er spørgsmålet først og frem­mest, hvor pavens symbol­ske forrang stopper, og hans juridiske overhøjhed begyn­der. Hvis paven er »den før­ste blandt ligemænd«, bety­der det så for eksempel, at han skal have myndighed til at skride ind over for de samme ligemænd, hvis disse overskrider deres kompeten­ce? Her peger den fremtræ­dende franske ortodokse teo­log Olivier Clement på, at den symbolske og den juridiske side af sagen ikke fuldstændig kan adskilles.

- Den symbolske forrang, som vel at mærke alle ortodokse kirker allerede tillæg­ger paven, må nødvendigvis også give Roms patriark en eller anden form for myn­dighed, også selv om det kun er retten til at føre for­sædet, sagde Clément ifølge det italienske nyhedsbureau I Media.

Den bulgarsk-ortodokse metropolit Dometian, der deltog i konferencen i maj, var mere pragmatisk.

Spørgsmålet om pavens overhøjhed er modent til dis­kussion, sagde han til Vati­kanets radio forud for møderækken.

- Det er op til os at følge vores samvittighed og pligt og besvare pavens opfor­dring på en måde, så vi kan sikre virkeligt fremskridt, tilføjede han.

Alligevel vil det nok være for optimistisk at tro, at orto­dokse og katolske kirkeledere kan nå frem til en fælles forståelse af pavens rolle li­ge med det samme. For skønt individuelle ortodokse kirker som den bulgarske og den græske er interesserede i en tilnærmelse til Rom, så trækker den russisk-ortodok­se kirke, der er den største af de ortodokse kirker, i den modsatte retning.

Unfair konkurrent

Den russisk-ortodokse kirke ser nemlig i højere grad Rom som en unfair konkur­rent end som en fremtidig samarbejdspartner og har i flere år anklaget Vatikanet for at udnytte kirkens svæk­kelse efter mere end 70 års kommunistisk undertrykkel­se til at vinde konvertitter overalt i det tidligere Sovjet­unionen.

Umiddelbart før det økumeniske møde i maj aflyste to russisk-ortodokse teolo­ger således deres deltagelse i protest over, at Vatikanet havde oprettet to nye ro­mersk-katolske bispedøm­mer i Kasakhstan, som den russisk-ortodokse kirke be­tragter som sit territorium.

I mellemtiden fortsætter den snart 83-årige pave med at opfordre til enhed og for­soning mellem katolikker og ortodokse og således også på sine seneste udenlandsrejser til Kroatien og Bosnien. I det katolske Kroatien, som han besøgte i begyndelsen af juni, var hans væsentligste politiske pointe, at kroaterne ikke kan forvente medlems­skab af EU, førend de be­gynder at overholde menne-skerettighederne og lærer at leve med deres ortodokse naboer.

- Paven fortæller os, at vi kroater må have modet til at forsones med vores fjender, sagde journalisten Sime Jur­lina, der rapporterer for BBC's kroatiske nyhedstje­neste.- Det er meget vigtigt, at han er slavisk. Det, at han kan tale til os på vores eget sprog, giver hans ord meget større vægt, tilføjede jour­nalisten.

Det er også sådanne bud­skaber, der styrker pavens anseelse langt uden for den katolske kirke og således og­så hos den ortodokse øku­meniske patriark Bartholo­mæus I af Konstantinopel.

- Pavens betydning som moralsk og religiøs leder, ik­ke blot for katolikker, men for alle mænd og kvinder af god vilje, har sit udspring i en dyb personlig tro og i overbevisningen om, at den­ne tro skal leves på en måde, så også andre vil se sandhe­den, besinde sig på retfær­digheden og finde freden, sagde han ved en gudstjene­ste i Istanbuls katolske dom­kirke den 17. juni - 949 år efter at den østlige og vest­lige kristendom gik hver til sit.

- Når vi betragter verden af i dag og græder over død og ødelæggelse, hvordan kan vi så tillade os andet end virkeligt at stræbe efter en­hed, spurgte patriarken.

 

Kristeligt dagblad

 

 

Det store skisma

Det store skisma er betegnelsen på splittelsen mellem den romerske (katol­ske) og den byzantinske (ortodokse) kri­stendom i 1054. Den ortodokse kirke udgøres i dag af 14 nationale ortodokse kirker og skønnes at have 150 millioner tilhængere. Den katolske kirke har mere end en milliard tilhængere.

 

De unerede kirker

De unerede kirker er betegnelsen for 22 forskellige grupper af kristne fra ikke-­latinske kirker, som i tidens løb er blevet forenet med Rom. Deres liturgi er stadig græsk, kirkeslavisk, armensk med flere, ligesom de har bevaret andre traditioner som for eksempel gifte præster.

 

Patriarker

Oldkirkens fem patriar­ker var biskopperne af Rom, Alexandria, Antiokia, Konstantinopel og Jerusalem. Patriar­kerne var i princippet ligestillede, men paven i Rom og efter ham patri­arken af Konstantinopel har en æresforrang. Efter kirkesplittelse er der kommet flere patriar­ker til både i den orto­dokse og i den katolske kirke.