KOMMENTAR: Når man
spørger i Øst, får man svar i Vest, konstaterer Poul Sebbelov, som ikke er
tilfreds med svarene fra den katolske generalvikar i Danmark
AF POUL SEBBELOV
Aspekter af forholdet
mellem konfessionerne er på det seneste blevet drøftet i Kristeligt Dagblad.
Generalvikar Messerschmidt reagerer den 10. februar på min kommentar »Det
kristne fællesskab« fra 5. februar. Jeg vil gerne knytte enkelte og for min del
afsluttende bemærkninger hertil.
Det er karakteristisk
for Messerschmidts reaktion, at den ikke udgør noget svar. Han holder sig
påfaldende tavs om det helt centrale spørgsmål, nemlig den apostolske
succession og de betingelser, der er knyttet til den.
Måske fordi det er
mere end vanskeligt at få en meningsfuld helhed ud af den romersk katolske
forståelse af det apostolske embede og så det faktum, at også visse
protestantiske kirker kan henvise til den ubrudte linje af biskopper. Ved at
ville løsrive håndspålæggelsen fra den uforandrede tro og tradition bevæger den
romerske kirke sig ind i en legal fiktion, knyttet til forestillingen om
bispevielsens »uudslettelige segl« (»character indelebilis«). Og nægter altså
implicit, at også biskopper kan gå galt i byen, sådan som kirkehistorien ellers
til overflod demonstrerer det for os.
Den katolske kirkes
generalvikar ønsker heller ikke at kommentere den hierarkiske centralisme, som
kommer til udtryk i romerkirkens påstand om, at én enkelt biskop så at sige er
hævet over kirken og på egen hånd kan træffe afgørelser om kirkens tro. Måske
fordi heller ikke dette krav lader sig forene med virkeligheden, den kirkelige
indbefattet.
Jeg har altid undret
mig over, hvordan katolikkerne får kravet om pavens ufejlbarlighed til at hænge
sammen med f.eks. pave Honorius (625‑638). Han var blandt fortalerne for
den såkaldte »monotelitisme« (læren om, at Kristus kun har en vilje), som blev
afvist af kirken på det 6. Økumeniske koncil i 681. Honorius var vranglærer,
simpelt hen. Men dogmet om pavens ufejlbarlighed er måske kun gyldigt fra det
år, hvor det blev vedtaget, 1871 ? Den forklaring ville jo fjerne problemet med
Honorius, men unægteligt rejse en række andre spørgsmål.
Disse punkter går
Messerschmidt omhyggeligt uden om. I stedet introducerer han nogle teknisk
betonede overvejelser, hvis pointe er, at trosbekendelsen godt kan
»nyformuleres og suppleres, hvis blot selve læren forblev den samme«.
Det er jeg ikke
principielt uenig med ham i. Det kunne godt tænkes, at visse sider af kirkens
lære kunne formuleres anderledes eller udbygges med forklarende tilføjelser.
Men hele pointen Lars Messerschmidt, i den ortodokse kirkes afvisning af
tilføjelsen »filioque« er jo netop, at denne, efter ortodoks opfattelse,
afgørende og katastrofalt ændrer kirkens forståelse af den treenige Gud. Og at
dette har konsekvenser. Læren forbliver netop ikke »den samme«.
I næsten utilladelig
korthed: Ortodoks teologi mener, at hvis man siger: » Helligånden udgår fra
Faderen og fra Sønnen«, tager man hul på en tankegang, der gør Guds ånd til et
upersonligt princip snarere end en guddommelig person. Endvidere bringer man et
element af over‑ og underordning ind i vores måde at tænke om Gud. Og
endelig gør man en af de guddommelige personer til en form for instrument for
de øvrige. Denne fare er præcis det, der udvikles i Vesten i den teologiske
opfattelse, som hævder, at » Helligånden er kærlighedens bånd mellem Fader og
Søn«. Helligånden bliver da til en »kærlighedens energi«, snarere end en
selvstændig, guddommelig person med et selvstændigt virke blandt mennesker og i
kirken.
Hvis man kombinerer
påstanden om, at Helligånden er »et princip«, der udgår fra Kristus, med kravet
om, at en bestemt, nærmere angiven biskop er »Kristi personlige stedfortræder«,
ja så når man den forbavsende konklusion, at paven bliver en slags
»brugsuddeler« eller forvalter af Helligåndens upersonlige virke (»kærlighedens
bånd«).
Den ortodokse kirke
fastholder over for alt dette, at Helligånden udøver en selvstændig virksomhed,
som ikke er underordnet Kristus. Endsige nogen biskop. Og at dette er af
afgørende betydning for kirkens og den enkelte troendes virkeliggørelse af det
kristne liv. Sådan citerer også evangelisten Kristus selv: »Sandhedens Ånd, som
udgår fra Faderen, skal vidne om mig;« (Joh. 15, 26). (For
en uddybning, se f.eks. V Lossky: »The Mystical Theology of the Eastern
Church«, 1991).
Vi ortodokse finder,
at »filioque« er et afgørende element og dertil basis for en række andre
læremæssige uoverensstemmelser. Messerschmidt hævder derimod, at det ikke gør
nogen forskel. Hvis det virkelig er den romerskkatolske position, kan man undre
sig over, at Rom ikke for længe siden har opgivet tilføjelsen. Om ikke andet så
for fredens skyld.
* * *