Hermed følger hovedpunkterne i Benedikt XVI’s nye
Encyklika “Caritas in veritate” (Kærlighed i sandhed), der handler om
menneskets fuldstændige udvikling i kærlighed og sandhed. Encyklikaen, der er
dateret den 29. juni, festen for apostlene Peter og Paulus, består af en
introduktion, seks afsnit og en konklusion.
I introduktionen minder paven om, at
næstekærligheden er kernen i Kirkens sociallære, også selv om den risikerer at
blive misfortolket og ikke medtaget i det etiske indhold. Men “en
næstekærligheds-kristendom uden sandhed risikerer ikke at blive andet end et
katalog over gode synspunkter, der kan være nyttige for samfundslivet, men uden
større betydning ... Udviklingen har brug for sandhed”, og paven fastholder to
kriterier for moralsk handling med rod i næstekærligheden i sandheden.
Retfærdigheden og almenvellet. Alle kristne er kaldet til næstekærlighed, også
i deres rolle i samfundet.
Det første afsnit gentager budskabet fra encyklikaen
Populorum Progressio og stadfæster Evangeliets fundamentale betydning
for skabelsen af et frit og retfærdigt samfund. “Troen er rettet mod udvikling
uden at være baseret på privilegier eller magt ... men udelukkende på Kristus
... Årsagerne til underudviklingen er ikke kun af materiel art”. Den skyldes
også manglen på et broderligt sindelag mellem personer og folkeslag.
Udviklingen er emnet for andet afsnit. “En
stræben, hvis eneste mål er profit, udhuler rigdommen og skaber fattigdom”.
Derfor er en udpræget spekulativ finanspolitik en af grundene til den dårlige
udvikling. Flygtningestrømmene, der “ofte er forårsaget af særlige
omstændigheder og derefter bliver dårligt taget hånd om, samt den
ukontrollerede udnyttelse af jordens ressoucer er med til at forværre
fænomenet”. Over for disse indbyrdes forbundne problemer opfordrer paven til et
nyt menneskesyn og udarbejdelsen af en ny udviklingsplan, eftersom den stigning
i rigdom, som finder sted på verdensplan i rent absolutte tal, kun får
ulighederne til at vokse og skaber nye former for fattigdom.
På det kulturelle plan, fortsætter encyklikaen,
åbner mulighederne for meningsudvekslinger nye perspektiver for dialog, men
dette sker ikke uden risici: en kulturel sammenblanding, hvori de forskellige
kulturer skulle have samme værdi, en kulturel udjævning med accept af en
hvilken som helst livsstil. Hvad angår den skandaløse sulttilstand, opfordres
der til en retfærdig landbrugsreform i udviklingslandene. Paven understreger
også, at respekten for livet på ingen måde kan skilles fra spørgsmålet om
udvikling. “Når et samfund har til hensigt at drage livets hellighed i tvivl og
ville afbryde det for ikke at skulle påtage sig den menneskelige byrde”,
forråder det udviklingen i sandhed. Denne tendens kan ende med afskaffelse af
retten til religionsfrihed - vold, der ligeledes når sit højdepunkt i
fundamentalistisk inspireret terrorisme.
Tredje afsnit er forbeholdt emnet “Broderskab,
økonomisk udvikling og det borgerlige samfund”. Det indledes med en lovprisning
af begrebet “gave”, der sjældent erkendes “på grund af en udpræget forbrugerisk
og utilitaristisk livsanskuelse”. Efter Benedikt XVI’s mening “bør udviklingen
for at være ægte menneskelig give plads til princippet om gratis ydelser”. Hvad
markedet angår, bør den logiske følge være, at det “er målrettet mod
almenvellet, som er den politisk herskende klasses primære ansvar”. Encyklikaen
Centesimus Annus understreger nødvendigheden af et system baseret på
markedet, staten og samfundet, og som stræber efter en “civilisering af
økonomien”. Vi mangler stadig principper for en solidarisk økonomi, mens
markedet og politikken har brug for mennesker, der er indstillet på
solidaritet. Globalisationen bør endvidere ikke opfattes som en ren og skær
socio-økonomisk proces, al den stund den har brug for “en kulturel orientering
såvel på det personlige plan som vedrørende ejendomsfællesskabet, åben for det
transcendente og i stand til at korrigere egne fejltagelser”.
Folkenes udvikling, rettigheder og pligter over
for miljøet udgør indholdet af det fjerde afsnit. Regeringer og internationale
organisationer kan ikke tilsidesætte rettighedernes objektivitet og
ukrænkelighed, der kun bliver vigtigere i forbindelse med den demografiske
vækst. Og for at seksualiteten ikke skal “reduceres til hedonisme og
fornøjelse”, opfordres staterne til “at føre en socialpolitik, der sætter
familien i centrum”. I al almindelighed har økonomien brug for etik for at
fungere ordentligt, “men en etik, der respekterer det enkelte individ ... og som
børe fokusere på udviklingsprogrammer, specielt med hensyn til internationalt
samarbejde ... Internationale organisationer har pligt til at kulegrave
effektiviteten af deres forskellige funktioner, der ofte er alt for dyre”.
Paven tager desuden fat på energispørgsmålet. Visse staters eller magtgruppers
hamstring af naturlige ressourcer udgør “en alvorlig hindring for de fattige
landes udvikling ... De teknologisk udviklede samfund kan og skal formindske
deres energiforbrug ...og fremme forskningen i alternative energiformer”.
I det følgende afsnit tager Benedikt XVI fat på
spørgsmålet om samarbejde. “Folkenes udvikling afhænger frem for alt af
bevidstheden om, at menneskene tilhører en stor familie”, og heri har
kristendommen en rolle at spille ved at insistere på en udvikling, som kun er
“mulig, hvis Gud har sin plads i det offentlige rum”. Paven henviser til
subsidiaritetsprincippet, der hjælper mennesket “via melleminstansers
autonomi”. Susidiariteten er “den bedste modgift mod enhver form for en altomfattende
offentlig forsorg ... og det bedste middel til at rette globaliseringen mod en
autentisk menneskelig udvikling”. Paven opfordrer de rige lande til at afsætte
en større del af deres bruttonationalprodukt til udviklingshjælp i respekt for
deres forpligtelser. Han udtrykker også håbet om en mere omfattende adgang til
uddannelse og udvikling af de enkelte mennesker; at give efter for relativisme
er nemlig en sikker vej til forarmelse, som det bl.a. kommer til udtryk i den
perverse sex-turisme. “Det er trist at konstatere, at denne ofte finder sted
med støtte fra de lokale offentlige myndigheder”. Til sidst anfører han
flygtningeproblematikken og gør opmærksom på, at enhver flygtning råder over
alle menneskerettighederne, og at disse bør respekteres af alle og under alle
omstændigheder. I denne sammenhæng påpeger han ligeledes nødvendigheden af en
reform af FN samt “af verdens økonomiske og finansielle opbygning”.
Det sidste afsnit af encyklikaen handler om
menneskenes udvikling i forhold til teknologien og advarer mod den prometheiske
antagelse, at “det skulle være muligt at genoprette menneskeheden takket være
teknologiens vidundere, for teknologien råder ikke over den absolutte frihed
... Det mest afgørende virkefelt for den aktuelle kulturkamp mellem teknologisk
absolutisme og moralsk menneskeligt ansvar er bioetikken. Fornuft uden tro er
dømt til at reduceres til en illusion om sin egen almagt”. Det sociale
spørgsmål er blevet et antropologisk spørgsmål, idet forskningen ved hjælp af
fostre eller kloning “fremmes af en kultur, der tror, at den har opklaret
ethvert mysterium”. Benedikt XVI frygter en “systematisk racehygiejnisk
fødselsplanlægning”, og fremhæver i sin konklusion, at den menneskelige
udvikling “har brug for kristne vendt i bøn mod Gud, opfyldt af kærlighed og
tilgivelse, af selvfornægtelse og imødekommenhed over for næsten, af
retfærdighed og fred”.
Vatican
Information Service
7.
juli 2009
KD