Cølibat skal ikke afskaffes

Af biskop Czeslaw Kozon

23.4. beskæftiger Politiken sig på lederplads med den krise, som er opstået pga. af amerikanske præsters involvering i pædofilisager og deres biskoppers håndtering af dem. Et positivt træk ved lederen er, at den ikke er et angreb på den katolske kirke, men snarere vil videregive et godt råd.

Det gode råd består bl.a. i en opfordring om at afskaffe det forpligtende cølibat for præster. Cølibatet nævnes som en del af årsagen til præsters fejltrin på det seksuelle område samt til vanskeligheden med at rekruttere tilstrækkeligt med nye præster.

At afgive et løfte om et liv i cølibat er en stor udfordring, som ikke gøres lettere af den friere tale om seksualitet og den stærke seksuelle stimulering af unge mennesker i det offentlige rum. Den egentlige årsag til den store nedgang i antallet af præstekald ligger dog et helt andet sted, nemlig i mangelen på eller i det mindste svækkelsen af miljøer, hvor troslivet kan præge det enkelte menneske, som f.eks. familie, skole og foreningsliv og andre fællesskaber. Her var tro og kirkeliv tidligere på en helt anden måde end nu en fællesnævner for alle.

Enhver, der overvejer at blive katolsk præst, må spørge sig selv, om han kan leve et liv i cølibat, men før denne overvejelse kan blive aktuel, må man først have tænkt på i det hele taget af blive præst. Det gør man ikke, hvis man ikke ser en mening med præstegerningen, og dette kan være svært, når man vokser op i en sammenhæng, hvor troen spiller en tilbagetrukket rolle i livet, når man ikke er vant til bøn og kirkegang, når man ikke har et religiøst ordforråd og kan tale om troen.

At blive præst er ikke et spørgsmål om at afveje fordele og ulemper, fremtidsmuligheder og arbejdsvilkår, herunder også cølibatet, som ved andre stillingsvalg. Tanken om at være kaldet, om en indskydelse udefra er væsentlig for præstegerningen. Gud kan give et menneske denne indskydelse under vidt forskellige omstændigheder. Det er dog en kendsgerning, at tidligere tiders mange præstekald opstod i sammenhænge, hvor troen gennemsyrede alt og knyttede mennesker sammen, også selv om sociologiske faktorer spillede ind.

Det er rigtigt, at kravet om, at katolske præster skal leve ugift, er et kirkeligt påbud, som teoretisk kunne ophæves; men tanken om at leve ugift for en sags skyld er ikke grebet ud af luften og heller ikke ubibelsk. At leve ugift ’for himmerigets skyld’ og for denne sag at give afkald på hjem og familie underbygges af Jesu egen livsform og forklares for disciplene (jf. Lukas 14,26;18,29). Inden cølibatet for præsterne blev endeligt påbudt i middelalderen, havde mange kirkemøder anbefalet det.

Kravet om præsters cølibat har i øvrigt intet at gøre med, at den katolske kirke angiveligt »altid har haft det svært med sex.« Katolsk lære om seksualitet dækker mere end præsters cølibat, og man må ikke overse, at indtil langt ind i det 20. århundrede var alle kristne kirker og kirkesamfund stort set enige i spørgsmål om familie- og seksualmoral: afvisning af skilsmisse, af sex før og uden for ægteskabet, af homoseksuelle handlinger m.m. Efter at denne enighed er ophørt, er den katolske kirke (sammen med mange andre kristne) konsekvent fortsat med at forsvare den traditionelle lære. Kun på baggrund af en voksende liberal indstilling til disse moralske spørgsmål kommer et forsvar for den hidtidige uomstridte lære til at se ud som noget specifikt katolsk, hvilket den ikke er.

En behandling af spørgsmålet om cølibatet er ikke fuldstændig uden en rigtig forståelse af ægteskabet og dettes værdi som særlig livsform. Man reducerer ægteskabets formål og betydning ved at fremstille det som en 'sikkerhedsventil' imod begær og drifter, når man hævder, at hvis præster fik lov at gifte sig, ville man blive forskånet for de moralske fejltrin, som et påbudt cølibat nogle gange lader dem kæmpe imod.

Et liv som ægtefælle er heller ikke uproblematisk, og ægteskabets legitime adgang til et seksualliv garanterer ikke i sig selv harmoni og lykke. Dette opnås kun ved forståelse af kærlighed som et opofrende engagement. Også i et ægteskab kan utroskab, alternative former for seksuel tilfredsstillelse, ja selv misbrug af børn trives, ligesom man kan opleve det endelige nederlag i skilsmissen.

Kirken har taget højde for, at den øjeblikkelige mangel på præstekald ikke må føre til en ukritisk optagelse af kandidater til præstestudiet. På baggrund af de allerede nævnte manglende religiøse forudsætninger, tidlige seksuelle erfaringer, mulighed for selvbestemmelse på næsten alle områder m.m. opfordres der til - også ved hjælp af psykologer - at man sikrer sig ekstra vedrørende kandidaternes motivation og modenhed, ligesom det er forbudt uden videre at optage kandidater, som tidligere er blevet bortvist fra et præsteseminarium.

Den øjeblikkelige krise vil ikke gå sporløst hen over den katolske kirke. En tid må den kæmpe med skammen over, at nogle har svigtet, bestræbe sig på at råde bod på forsømmelser over for ofrene for de seksuelle overgreb og bruge kræfter på at genoprette den nedbrudte del af troværdigheden, ikke mindst for fortsat at kunne være i stand til på overbevisende måde at forsvare sin lære om det kristne familieliv.

I sin velkomsttale til de amerikanske kardinaler, som i disse dage mødes i Rom for at drøfte situationen, var paven ikke bange for sige, at kirken gennemgår en renselsesproces, hvor konfrontationen med skandalen må føre til omvendelse og højnet moral. En afskaffelse af det forpligtende cølibat er en detalje, som ville føre andre udfordringer med sig. Cølibatet er - trods eksempler på menneskelig svaghed - en gennemprøvet livsform, der har vist sin værdi, men ligesom ægteskabet kun kan lykkes, hvis det bygger på et fundament af tro. Evangeliets udbredelse og dermed hele kirkens fremtid afhænger af, at dette fundament styrkes ved en mere konsekvent livsførelse og ikke ved, at vi selv hver især slækker på kravene eller får kirken til at gøre det.

Pol. 1.5.02