CURIA
eller den "hellige" regering
Enhver stat eller organisation har for at kunne fungere
en regering, styrelse og direktion der fastlægger og sikrer de hovedlinier og
principper hvorefter staten skal fungere.
Andre former for organisationsledelser har været forsøgt i historiens
løb, men de har ikke overlevet igennem længere tid, i alt fald ikke når det
drejede sig om større organisationer eller stater.
I vort eget land har vi den regering som vi
fortjener; sådan siger man fordi vi
selv har valgt den, selv om alle eller i al fald alle, der ikke har stemt på
regeringen, besværer sig over den uduelige styring af landet.
Når det gælder den Katolske Kirke og dens lilleputstat
Vatikanet, så kan man nok brokke sig, men samtidig måske glæde sig over at man
ikke har stemt på den. Det er de
færreste der ved noget videre om Kurien, som den kaldes på dansk, selv om denne
"regering" på mange måder har indflydelse på de enkelte troendes
forhold til deres kirke.
Inden vi kigger på hvad og af hvem Kurien består, vil en
lille gennemgang af Kuriens sæde, Vatikanet, nok være på sin plads.
Vatikanet
Der findes utallige bøger, tidsskrifter, rejseførere etc.
der ud fra hver sin synsvinkel beskriver Vatikanet, denne mikroskopiske stat på
kun 44 ha ~ 0,44 km2, men med en
verdensomspændende rækkevidde. Denne fremstilling drejer sig om den romerske
kuries rolle og funktion; kurien har – for at bruge Johannes Paul d. 2.’s ord –
”fra de tidligste tider arbejdet for at være til hjælp for Peters embede” (Den
apostoliske konstitution om reform af den romerske kurie Pastor Bonus,
3). Det er kuriens opgave at hjælpe paven ”i udøvelsen af hans hverv som den
øverste hyrde for den universelle Kirke og for lokalkirkerne” (PB, 1).
En
anderledes stat
Det er vigtigt at bemærke forskellen mellem Den hellige
Stol eller Pavestolen, Vatikanstaten og Vatikanet. Pavestolen er uløseligt
knyttet til Peters embede og er lige så gammel som Kirken selv; Vatikanstaten,
der i dag er tæt forbundet med Pavestolen, har kun eksisteret som uafhængig
politisk enhed siden underskrivelsen af Laterantraktaten i 1929; Vatikanet, der
ofte bruges synonymt med Pavestolen eller Vatikanstaten, refererer til det sted
hvor apostlen Peters grav befinder sig.
For at Pavestolen kan opfylde sin mission, har den
brug for det effektive og kompetente arbejde der ydes af et fællesskab af mænd
og kvinder – præster, ordensfolk og lægfolk – som gennem de forskellige
institutioner og kontorer helliger sig tjenesten for den verdensomspændende
Kirke.
Vatikanstaten er en uafhængig stat, men ejer ikke alt
det som normalt karakteriserer et politisk samfund. Det drejer sig om en
anderledes stat: den eksisterer for at garantere udøvelsen af Pavestolens åndelige
frihed, dvs. som et middel til at sikre Pavens virkelige og synlige
uafhængighed i hans styre til gavn for den universelle Kirke og i dens
pastorale arbejde der omfatter hele menneskeheden.
Den er ikke oprettet med henblik på et bestemt befolkningsgrundlag
og mangler derfor andre staters sociale institutioner; desuden bor næsten alle
de personer der arbejder i Vatikanstaten uden for denne og har ikke de
rettigheder og pligter (fx af skattemæssig art) der normalt følger med et
statstilhørsforhold.
Vatikanstaten udfolder heller ikke de økonomiske
aktiviteter som stater normalt gør.
Bortset fra Vatikanstatens egne indtægter og de meget begrænsede midler der
tilflyder den fra hvad der er tilbage af de fonde den fik som erstatning for de
ejendomme som den italienske stat overtog i forbindelse med Laterantraktaten,
stammer Den hellige Stols indtægter fra frivillige ydelser fra katolikker over
hele verden (i 1998 gav lokalkirkerne ca. 145 mio. kr.).
Disse materielle ydelser er udtryk for solidaritet med Pavestolen
og dens aktiviteter. Denne solidaritet modsvares af en klar ansvarsbevidsthed
for at midlerne bliver brugt i overensstemmelse med givernes dispositioner og
vilje, det være sig til opretholdelse af Pavestolen og dens aktiviteter eller
til specielle formål (mission, karitativt arbejde etc.) når dette udtrykkelig
ønskes.
Vatikanet
og Peters grav
Når Vatikanet i dag er kendt i hele verden, er det ikke
fordi det for længe siden var en hellig høj hvor etruskiske spåmænd tog varsler
om fremtiden eller ”vaticinerede” (af latin vaticinari: at spå) – heraf
navnet. Det er ganske enkelt fordi de kristne lige fra de første århundreder
har troet at apostlen Peter var blevet begravet der.
I den Kirkehistorie som Eusebios (265-340), der
var biskop i Cæsarea fra ca. 314, har skrevet, finder vi et usædvanligt
vidnesbyrd om denne tro: ”I en skriftlig diskussion med Proculus sagde han
(Gaius) angående de steder hvor de omtalte apostles (Peters og Paulus’)
jordiske rester blev anbragt, disse ord: ’Jeg er i stand til at fremvise
apostlenes trofæer. Hvis man går op til Vatikanet eller ud på vejen til Ostia,
finder man minderne om dem der grundlagde denne Kirke’” (Eusebios’ Kirkehistorie,
II, XXV, 6-7).
På grundlag af denne overbevisning igangsatte Pius d. 12.
i 1939 udgravningerne under Peterskirken som ifølge traditionen var blevet
bygget af Konstantin oven på Peters grav (denne basilika ligger neden under den
nuværende basilika). Elleve år efter meddelte han officielt at man havde fundet
Petrers grav. I 1976, på festen for apostlene Peter og Paul, bekræftede Paul d.
6. sikkerheden af dette fund. Og han tilføjede: "Vi er endnu en gang
blevet beroliget med hensyn til sikkerheden af de tilsyneladende positive
resultater af de vedholdende og videnskabelige undersøgelser der har fundet
sted for at fastslå identiteten og ægtheden af levningerne af apostlen Peter,
Simon, Johannes’ søn, den jævne fisker fra Galilæa; apostlen Peter som Jesus valgte til at være overhoved for den
første gruppe af udvalgte disciple og som han gjorde til hovedhjørnesten i den
bygning der kaldes Kirken."
Lidt om Kirkens
struktur
Hvert år udgiver Libreria Editrice Vaticana (Vatikanets
forlag) på italiensk Annuario pontificio, en diger bog, der er en kilde til informationer om Kirkens liv.
Den indeholder en komplet liste over kardinalerne (med en kort biografi af hver
enkelt af dem), patriarkerne, ærkebiskopperne og hele den katolske Kirkes andre
prælater (såvel af latinsk som østlig ritus); ærkebispedømmerne og
bispedømmerne i hele verden (med statistikker vedrørende de enkelte
lokalkirkers forhold: antal katolikker, sogne, præster, diakoner, ordensfolk,
præstestuderende, skoler, årlige dåbshandlinger...); Pavestolens og Vatikanstatens funktionærer og institutioner; de
pavelige repræsentationer i hele verden; de diplomatiske missioner ved
Pavestolen; de forskellige ordener og sækularinstitutter; de pavelige
seminarier, etc. Den er et must for alle der ønsker at gøre sig
fortrolige med den katolske Kirkes institutioner.
Ifølge tallene fra Annuario pontificio fra 1999
(fremlagt af statssekretæren og de ansvarlige for Kirkens statistiske kontor)
var antallet af katolikker i verden i slutningen af 1997 på 1.005.000.000, dvs.
17,3 % af verdens befolkning. Katolikkernes andel, der er i svag nedgang på
verdensplan, er forskellig fra verdensdel til verdensdel:
Nord- og Sydamerika (62,9 %),
Europa (41,4 %),
Oceanien (27,5 %),
Afrika (14,9 %) og Asien (3 %).
Antallet af præster i funktion (404.208, heraf 263.521
arbejdende for bispedømmerne) varierer meget lidt. Derimod er antallet af
præstestuderende steget med 2,5 % i forhold til 1996. Endelig har der været
over en million præste- og søstervielser (heraf 819.278 søstre), og antallet af
faste diakoner er 24.407.
I de senere år har kardinalkollegiet udviklet sig og er
blevet mere internationalt. Det var 26. juli 1999 sammensat på følgende måde
(antallet af kardinaler med ret til i påkommende tilfælde at vælge en ny pave
er anført i parentes):
81 (47) europæiske kardinaler
16 (13) fra Nordamerika
24 (18) fra Latinamerika
14 (12) fra Afrika
15 (13) fra Asien
4
( 4) fra Oceanien
I alt: 154 (107)
Kurien
set indefra
Apostlene og deres efterfølgere blev kaldet af Kristus til
at fremme det fællesskab der genspejles i den kollegiale måde Kirken er
struktureret på (apostlene med Peter i spidsen). Denne Kirkes magt og autoritet
er udtryk for en tjeneste (diakoni) efter Kristi eksempel, han der kom for at
tjene. Den romerske kurie kan kun forstås i denne sammenhæng. Den har
eksisteret fra de første tider for at hjælpe paven i Peters embede. I
historiens løb har kurien udviklet sig, så den kunne svare til de enkelte
epokers behov. De nyeste ændringer er resultatet af et pastoralt ønske efter 2.
Vatikankoncil. Gennem alle disse ændringer forbliver kurien dog til tjeneste
for Kirkens fællesskab og enheden i troen. Da dette fællesskab består af
biskopper fra hele verden, vidner det om den kollegialitet der er
karakteristisk for kirkens struktur.
Den 28. juni 1988 publicerede pave Johannes Paul d. 2.
den apostoliske konstitution Pastor Bonus om reform af den romerske
kurie.
Ligesom Paul d. 6.’s reform i 1967 er Johannes Paul d.
2.’s svar på det ønske som koncilfædrene fra 2. Vatikankoncil fremsatte i
dekretet om biskoppernes hyrdehverv i Kirken. De bad faktisk om at de
forskellige organer måtte få ”en nyordning, der bedre svarer til tidens, de
forskellige egnes og riters behov” (Christus Dominus, 9).
Kuriens funktion
Den romerske kuries institutioner ledes uden undtagelse
af en præfekt (kardinal) eller en præsident (ærkebiskop) der til hjælp har en
sekretær og en undersekretær. De fleste har også tilknyttet nogle embedsmænd og
rådgivere der kan være præster, ordensfolk eller lægfolk. Lederne og
medlemmerne af kuriens institutioner ophører med at fungere ved pavens død, og
de løbende sager behandles så af sekretærerne. Hver institution har sin egen
procedure for sagsbehandling. De vigtigste afgørelser skal altid forelægges
paven til godkendelse, og han kan, hvis han finder det hensigtsmæssigt, samle
kardinalerne til assistance i et generalkonsistorium. Kurien skal holde god
kontakt med lokalkirkerne og udveksle synspunkter med biskopperne når disse
aflægger deres ad limina besøg i Rom. (Ad limina apostolorum = til
apostlenes tærskel; en betegnelse for den pligt, der påhviler biskopperne, at
de hvert 5. år skal rejse til Rom for at valfarte til apostlenes Peters og
Pauli grave, samt aflægge besøg hos paven i forbindelse med deres 5-års rapport. Skikken er ældgammel og skal ses i lyset af
pavens universelle tilsynspligt). Den
skal hele tiden være bevidst om sit hyrdehverv.
Ved den romerske kurie forstår man alle de institutioner
der hjælper den øverste biskop med hans hyrdeembede.
Institutionerne omfatter Statssekretariatet,
kongregationerne, domstolene, rådene og de administrative tjenester, dvs. det
Apostoliske Kammer, Administrationen af den hellige Stols Ejendomme,
Præfekturet for den hellige Stols Økonomi.
De er i juridisk henseende indbyrdes lige.
Til kuriens institutioner hører også Præfekturet for det
pavelige hus og Kontoret for pavens liturgiske fejringer.
Oversigt
over den romerske kuries institutioner
Statssekretariatet
Statssekretær: Kardinal
Angelo Sodano (Italien)
Første
Sektion: Almindelige sager
Stedfortræder:
Monsignore Giovanni Battista Re (Italien)
Anden
Sektion: Relationer med andre stater
Sekretær: Monsignore
Jean-Louis Tauran (Frankrig)
Kongregationer
Kongregationen
for Troslæren
Præfekt: Kardinal
Joseph Ratzinger (Tyskland)
Kongregationen
for de orientalske Kirker
Præfekt: Kardinal
Achille Silvestrini (Italien)
Kongregationen
for Gudstjenester og Sakramenter
Præfekt: Kardinal
Jorge A. Medina Estévez (Chile)
Kongregationen for
Salig- og Helgenkåringsprocesser
Præfekt: José
Saraiva Martins, c.m.f. (Portugal)
Kongregationen for
Biskopperne
Præfekt: Kardinal Lucas Moreira Neves, o.p.
(Brasilien)
Kongregationen
for Folkeslagenes Evangelisering
Præfekt: Kardinal
Jozef Tomko (Slovakiet)
Kongregationen
for Gejstligheden
Præfekt: Kardinal
Darío Castrillón Hoyos (Colombia)
Kongregationen for
Ordener og Sækularinstitutter
Præfekt: Kardinal
Eduardo Martínez Somalo (Spanien)
Kongregationen for
katolsk Uddannelse
Præfekt: Monsignore Zenon Grocholewski (Polen)
Domstole *
Det apostoliske Pønitentiariat (Pœnitentiaria
Apostolica)
Storpønitentiar: Kardinal William Wakefield Baum
(USA)
Den apostoliske
Stols Højesteret (Segnatura Apostolica)
Præfekt: Monsignore
Mario Francesco Pompedda (Italien)
Den romerske Rota
(Rota Romana)
Dekan: Monsignore
Rafaello Funghini (Italien)
Pavelige Råd
Det
pavelige Råd for Lægfolk
Præsident: Kardinal
James Francis Stafford (USA)
Det
pavelige Råd for Fremme af Kristen Enhed
Præsident: Kardinal Edward
Idris Cassidy (Australien)
Det
pavelige Råd for Familien
Præsident: Kardinal
Alfonso López Trujillo (Colombia)
Det pavelige Råd for
Retfærdighed og Fred (Justitia et Pax)
Præsident:
Monsignore François X. Nguyên Van Thuân (Vietnam)
Det
pavelige Råd “Cor Unum”
Præsident Monsignore
Paul Josef Cordes (Tyskland)
Det pavelige Råd for
den pastorale Omsorg for Immigranter og Rejsende
Præsident:
Monsignore Stephen Fumio Hamao (Japan)
Det
pavelige Råd for pastoral Hjælp til Medarbejdere i Sundhedssektoren
Præsident: Monsignore Javier Lozano Barragán
(Mexico)
Det
pavelige Råd for Fortolkning af Lovtekster
Præsident:
Monsignore Julián Herranz (Spanien)
Det
pavelige Råd for Dialogen mellem Religionerne
Præsident: Kardinal
Francis Arinze (Nigeria)
Det
pavelige Råd for Kultur
Præsident: Kardinal
Paul Poupard (Frankrig)
Det
pavelige Råd for social Kommunikation
Præsident:
Monsignore John Patrick Foley (USA)
Kontorer
Det
apostoliske Kammer
Pavelig Kammerherre:
Kardinal Eduardo Martínez Somalo
(Spanien)
Administrationen
af den hellige Stols Ejendomme
Præsident:
Monsignore Agostino Cacciavillan (Italien)
Præfekturet
for den hellige Stols Økonomi
Præsident:
Monsignore Sergio Sebastiani (Italien)
Andre institutioner
Præfekturet for det
pavelige Hus
Præfekt: Monsignore James
Michael Harvey (USA)
Kontoret
for Pavens liturgiske Fejringer
Pavelig
Ceremonimester: Monsignore Piero Marini (Italien)
Den
Hellige Stols Pressetjeneste
Direktør: Joaquín
Navarro-Valls (Spanien)
Centralbureauet
for Kirkestatistik
Chargé d’affaires: Monsignore
Vittorio Formenti (Italien)
Den
pavelige Schweizergarde
Kommandant: Oberst
Pius Segmüller (Schweiz)
Kommissioner og Komitéer
Den
pavelige Kommission for Kirkens kulturelle værdier
Præsident:
Monsignore Francesco Marchisano (Italien)
Den
pavelige Kommission for kirkelig Arkæologi
Præsident:
Monsignore Francesco Marchisano (Italien)
Den
pavelige Bibelkommission
Præsident: Kardinal
Joseph Ratzinger (Tyskland)
Den
internationale Teologikommission
Præsident: Kardinal
Joseph Ratzinger (Tyskland)
Den pavelige
Kommission “Ecclesia Dei”
Præsident: Kardinal
Angelo Felici (Italien)
Den
pavelige Komité for de internationale eukaristiske Kongresser
Præsident: Kardinal Edouard Gagnon, p.s.s.
(Canada)
Den
pavelige Komité for Historievidenskab
Præsident: Monsignore
Walter Brandmüller (Tyskland)
Centralkomitéen
for Jubelåret 2000
Præsident: Kardinal
Roger Etchegaray (Frankrig)
Den
romerske Kuries Disciplinærkommission
Præsident: Kardinal
Vincenzo Fagiolo (Italien)
Institutioner under den Hellige Stol
Det pavelige
Videnskabernes Akademi
Præsident: Nicola
Cabibbo
Det
pavelige akademi for Socialvidenskab
Præsident: Edmond
Malinvaud
Det
pavelige Akademi for Livet
Præsident: Juan de
Dios Vial Correa
Vatikanets
hemmelige Arkiver
Arkivar: Monsignore
Jorge María Mejía
Det
apostoliske Præsteembede
Den hellige Faders
præst: Monsignore Oscar Rizzato
Det
apostoliske Vatikanbibliotek
Bibliotekar:
Monsignore Jorge María Mejía
Vatikanets
tv-Center
Direktør: Ugo
Moretto
Sankt
Peters Fabrik
Præsident: Kardinal
Virgilio Noè
Avisen
L’Osservatore Romano
Chefredaktør: Mario
Agnes
Vatikanets
mangesprogede Bogtrykkeri
Generaldirektør:
Elio Torrigiani, s.d.b.
Vatikanradioen
Generaldirektør:
Pasquale Borgomeo, s.j.
*)
De
kirkelige domstole
- Det
apostoliske Pønitentiariat (Pœnitentiaria Apostolica) der
behandler sager vedrørende Bodens sakramente, koncessioner og anvendelse
af aflad.
- Den
apostoliske Højesteret (Segnatura Apostolica) der overvåger
om retssagerne administreres korrekt i Kirken. Den fungerer som
kassationsret.
- Den
romerske Rota der især behandler sager vedrørende ægteskabers
gyldighed og hvis afgørelser kan appelleres til Segnatura Apostolica.
De romerske Kongregationers funktioner
Kongregationen
for Troslæren
Troslærekongregationens primære opgave er at fremme og
sikre troslæren og de kristne sæder og skikke i hele den katolske verden; lederen af denne kongregation regnes af
mange for at have det betydeligste embede under paven. Den opfordrer til studier der giver en
større indsigt i troen og mulighed for i troens lys at besvare de nye spørgsmål
der opstår i kølvandet på videnskabens og den menneskelige kulturs fremskridt.
Den hjælper biskopperne med at holde fast i og
viderebringe den sande lære.
For at troen ikke skal lide skade som følge af
udbredelsen af fejlagtige synspunkter, har den pligt til at forlange at få
bøger og andre skrifter som udgives af troende mennesker vedrørende katolsk tro
og livsvandel til gennemsyn. Den vurderer ligeledes dokumenter vedrørende troen
som udgives af Vatikanets andre institutioner.
Den dømmer i sager hvor troen bliver angrebet, hvor
sakramenter forvaltes på en fejlagtig måde o. lign.
Den pavelige Bibelkommission og Den internationale
Teologikommission hører naturligt ind under Troslærekongregationen.
Kongregationen
for de orientalske Kirker
Kongregationen tager sig af sager vedrørende de
orientalske kirker både med hensyn til personer og emner.
Medlemmer af Kongregationen er de orientalske kirkers patriarker
og ærkebiskopper såvel som præsidenten for Rådet for Fremme af Kristen Enhed.
Embedsmændene vælges så de i videst muligt omfang har kendskab til de
forskellige riter.
Kongregationen
for Gudstjenester og Sakramenter
Uden at anfægte Troslærekongregationens kompetence tager
denne Kongregation sig af alt hvad der falder ind under regler for og fremme af
liturgien, først og fremmest af sakramenterne.
Den sikrer overholdelsen af reglerne for sakramenternes
forvaltning.
Den står for udgivelse og rettelse af liturgiske tekster;
den gennemser specielle kalendere og forskellige lokalkirkers særlige
messetekster. Den kontrollerer også oversættelser af liturgiske bøger og deres
tilpasninger som forinden er gennemarbejdet af bispekonferencerne.
Det er også denne Kongregations opgave at fastslå om et
ægteskab ikke er fuldbyrdet og i påkommende tilfælde finde frem til en rimelig
grund til at give dispensation. Ligeledes har den kompetence til efter gældende
regler at behandle sager om annullering af en ordination.
Kongregationen
for Salig- og Helgenkåringsprocesser
Kongregationen behandler i overensstemmelse med en
fastlagt procedure alt hvad der fører til en afdød persons kanonisering.
Den gennemgår omhyggeligt alt det materiale der kommer
fra biskopperne og afgør om der er tilstrækkeligt grundlag til at indstille til
paven at foretage en salig- eller helgenkåring.
Den afgør også om en helgen kan få titel af kirkelærer; i
en sådan sag rådfører den sig først med Kongregationen for Troslæren.
Endelig afgør den alt vedrørende relikviers ægthed og
deres opbevarelse.
Kongregationen
for Biskopperne
Denne Kongregation behandler sager vedrørende
lokalkirkers oprettelse, deling, sammenlægning og lignende ændringer.
Den tager sig af udnævnelsen af biskopper og
titularbiskopper og sørger i det hele taget for lokalkirkerne. Den tager sig af
alt i forbindelse med biskoppernes ad limina besøg, lokale konciler og
biskopkonferencer hvis statutter og afgørelser den modtager og gennemarbejder
og godkender.
Alt hvad der har med personalprælaturer at gøre, hører
også ind under denne Kongregation.
Kongregationen
for Folkeslagenes Evangelisering
tidl. Propaganda Fide
Kongregationen styrer og koordinerer evangeliserings- og
missionsarbejdet i hele verden. Den fremmer studiet af teologi og spiritualitet
og afstikker normer og retningslinier for missionsarbejdet så det passer til de
forskellige tider og steder.
Den opfordrer gudsfolket til gennem bøn at støtte missionsarbejdet
og hjælpe med til at vække kald til mission både blandt præster, ordensfolk og
lægfolk.
Den har et særligt kontor til at administrere de penge
der tilflyder Vatikanet fra forskellige sider og som er bestemt til missionen.
Den er forpligtet til at aflægge regnskab herfor til Præfekturet for den
hellige Stols Økonomi.
Kongregationen
for Gejstligheden
Denne kongregation tager sig af præsters og diakoners
pastorale arbejde og hjælper dem med alle spørgsmål desangående.
Den tager sig som følge heraf også af de troendes
religiøse uddannelse ved at opstille normer for katekese og sammen med
Troslærekongregationen godkende kateketisk materiale.
Den beskæftiger sig med alt vedrørende gejstlighedens
liv, disciplin, rettigheder og pligter.
Kongregationen
for mandlige og kvindelige Ordener og Sækularinstitutter
Kongregationens hovedopgave er at beskæftige sig med
efterlevelsen af de evangeliske råd, det være sig inden for de traditionelle
ordener eller i de nyere former for apostolisk liv hvor man lever i verden uden
at være tilknyttet en orden.
Den har således ansvaret for at religiøse institutter og
sækularinstitutter udvikler sig i deres grundlæggeres ånd og tjener Kirkens
frelsesmission.
Det påhviler den at arrangere konferencer for såvel
mandlige som kvindelige ordensledere, at godkende deres respektive statutter og
holde øje med at disse søges realiseret.
Alle former for gudviet liv, fx også eneboerliv, hører
ind under denne Kongregation. Det sammer gælder for alle tredieordener.
Kongregationen
for katolsk Uddannelse
Kongregationen beskæftiger sig først og fremmest med
præsters og ordensfolks uddannelse, men også med andre katolske
undervisningsanstalter som universiteter og skoler.
Den støtter biskopperne i deres arbejde for at
præsteseminarierne må give de vordende præster den bedst mulige uddannelse
såvel på det menneskelige og åndelige plan som trosmæssigt og pastoralt. Den
følger opmærksomt med i om styrelsen af seminarierne lever op til
præsteuddannelsens krav og om lederne og lærerne med deres eget livs eksempel
bidrager til at forme de studerendes personlighed og give dem en god
forberedelse til deres liv i Kirkens tjeneste.
Kongregationen opstiller normer for ledelsen af katolske
skoler og hjælper de enkelte biskopper med at oprette skoler hvor det er
muligt, for at de kristne elever kan få religionsundervisning og pastoral
omsorg.
Den sørger for at der bliver oprettet tilstrækkeligt med
katolske universiteter og andre undervisningsanstalter, hvor undervisning i
såvel naturvidenskabelige som humanistiske fag kan finde sted på grundlag af
kristne pricipper.
* *
*
De nye
etiske spørgsmål
Da Johannes Paul d. 2. i 1985 oprettede Kommissionen for
Pastoral Hjælp til Medarbejdere i Sundhedssektoren (gjort til Paveligt Råd i 1988),
udtalte han at ”de nye grænser der trækkes af videnskabens fremskridt og af
disses mulige anvendelser af teknisk og terapeutisk art, berører de mest
følsomme områder af livet i selve dets opståen og dets dybeste mening.” En af
de vigtigste opgaver for dette Pavelige Råd er at informere Kirkens biskopper
og præster om hvad der sker inden for forskningen (fx forskningen i det
menneskelige embryon, organdonation, smertebehandling, etc.) for at de kan
gennemtænke en passende pastoral holdning hertil.
Interview
med Kardinal Paul Poupard
Præsident
for det Pavelige Råd for Kultur
Man sammenblander ofte benævnelserne ”Vatikanet”, ”Rom”,
”Vatikanstaten”, ”Den Hellige Stol”, ”Den Apostoliske Stol” og ”Den Romerske
Kurie”. Kan De forklare os hvilken forskel der er på dem?
Det er rigtigt at man ikke tager det så nøje. Men
ligegyldigt hvilket navn man bruger, så drejer det sig om paven og hans
medarbejdere. For at skabe lidt mere klarhed vil jeg tage dem et for et.
Vatikanet er en af Roms syv høje. Den
kommer ind i verdenshistorien som det sted hvor apostlen Peter blev slået ihjel
under den grusomme kejser Neros forfølgelser omkring år 67. Derefter blev
Vatikanet, hvor den første pave blev begravet, meget hurtigt et pilgrimssted
hvor der blev rejst en basilika, og ved siden af den blev der bygget en
residens til Peters efterfølgere.
Rom var hovedstaden i det romerske
Rige. Peter og Paulus kom dertil for at prædike Evangeliet. De led martyrdøden
der. Og da det romerske Rige forsvandt, blev Cæsarernes hovedstad det synlige
midtpunkt i den Kirke som Peters efterfølger er biskop for. Trosfællesskabet
med Biskoppen af Rom, dvs. paven, er prøvestenen for de kristnes tilhørsforhold
til Jesu Kristi ene, hellige, katolske og apostoliske Kirke. Denne tro er årsag
til at den kaldes den romerske Kirke.
Vatikanstaden er sæde
for Vatikanstaten der blev oprettet ifølge Laterantraktaten og underskrevet den
11. februar 1929 af pave Pius d. 11.’s statssekretær og kong Vittorio Emmanuele
d. 3.’s premierminister. Indledningen til traktaten er ganske klar:
”For at sikre den Hellige Stol absolut og synlig
uafhængighed må den garanteres en indiskutabel suverænitet, også på det
internationale plan. Derfor er det nødvendigt med specielle klausuler at
oprette Vatikanstaten og tilkende Den Hellige Stol fuld ejendomsret, eksklusiv
og absolut magt samt suveræn jurisdiktion over den.” Den samme dag forklarede
pave Pius d. 11. Roms sognepræster ”at han havde anmodet om det mindst mulige
territorium der var nødvendigt for at suveræniteten kunne bestå, for ellers
ville den ikke have et sted hvor den kunne sætte sin fod”. Og faktisk udgør
Vatikanstatens område mindre end ½
kvadratkilometer. Verdens mindste stat har sin betydning fra sin usædvanlige
symbolske værdi. Dens internationalt anerkendte suverænitet befrier paven fra
enhver mistanke om ydre indblanding og sikrer ham den nødvendige uafhængighed i
udøvelsen af sine åndelige funktioner.
Den Hellige Stol eller Den Apostoliske Stol
er det juridiske udtryk for den katolske Kirkes Centralstyre som paven er det
synlige overhoved for. Som biskop af Rom styrer paven ikke direkte
Lokalkirkerne hvis overhoveder er biskopperne der ikke er underordnet paven,
men er hans brødre i Apostelkollegiet.
Den romerske Kurie er de
samlede institutioner der hjælper paven i hans hyrdeembede for den universelle
Kirke. Denne mangfoldige organisme undergår jævnligt forandringer for at kunne
svare til tidens pastorale behov. Der har været tre afgørende vendepunkter:
Sixtus Quintus i 1588, Pius d. 10. i 1908 og Paul d. 6. i 1967 efter 2.
Vatikankoncil. Johannes Paul d. 2. har fortsat denne omstrukturering der
understreger Kuriens pastorale karakter: 9 Kongregationer, 11 Pavelige Råd og 3
Domstole grupperet omkring Statssekretariatet der tjener som omdrejningspunkt
for dem alle og ligesom en regerings statssekretariat har ansvaret for
relationerne med andre stater.
Hvordan vil De forklare at der i dag udgives så mange meget kritiske
bøger om Vatikanet? Og hvordan skal man svare på forfatternes insinuationer?
”Hvor mange adspredelser har Vatikanet?” spurgte den
store magthaver Stalin sarkastisk Pierre Laval. Siden da er den mægtige
ateistiske Sovjetunion forsvundet, og paven udfører stadig frit sin tjeneste
med ord der generer medieverdenens nye magter. Da sandheden virker generende,
prøver mange at skabe uro omkring paven og hans medarbejdere, men forgæves –
det vidner mængden af bogudgivelser om. Det eneste våben Kirken råder over, er
det samme som Jesus anvendte over for Pilatus der ville dømme ham til at blive
korsfæstet: Sandheden.
Mange katolikker forestiller sig at Vatikanet er ensbetydende med
Kirkens ”centralstyre”. Er ”centralstyre” det rigtige ord at bruge?
Som jeg allerede har sagt, er udtrykket centralstyre ukorrekt.
Den Hellige stols forskellige tjenester hjælper paven i hans uerstattelige
arbejde med at drage en verdensomspændende omsorg for alle Lokalkirkerne;
herved styrkes enheden i troen og fællesskabet for Gudsfolket, og Kirkens
mission udbredes i verden.
De pavelige institutioners dokumenter taler meget om ”konsultation”.
Kan De forklare os hvori denne konsultation består?
Det dokument som Det Pavelige Råd for Kultur udsendte
til pinse 1999, ”Med henblik på et hyrdebrev om kultur”, forklarer det ganske
tydeligt. Som De ved, kommer alle verdens biskopper til Rom hvert femte år på ad limina besøg
hos paven og hans medarbejdere. Og vi glæder os daglig over at modtage dem.
Personlig har det slået mig at se hvor mange biskopper der var forvirrede over
den kulturelle udvikling og hvor magtesløse de følte sig over for mediernes
kraftige indflydelse. Mange af dem har bedt os om hjælp. I marts 1994 holdt jeg
en tale herom i en Plenarforsamling i den organisation der samler præster og
eksperter fra alle verdensdele og som bad om at der blev udarbejdet et dokument
til at hjælpe biskopperne med at skelne mellem hvad der står på spil, at
identificere holdepunkterne og finde frem til de vigtigste pastorale opgaver. I
november 1994 samlede jeg nogle eksperter der skulle hjælpe os med at finde
kildemateriale og forberede en realistisk arbejdsplan: Pater Schönborn, der
senere er blevet ærkebiskop af Wien, Pater Cottier, sekretær for den
Internationale Teologikommission, Pater Langevin fra det teologiske Fakultet i
Montreal, og Pater Doré, den nuværende ærkebiskop af Strasbourg, samt Pater
Rodé der senere er blevet ærkebiskop af Ljubljana. Jeg sendte et udkast til
alle medlemmer og konsulenter, og det resulterede i et projekt som Det Pavelige
Råd for Kultur fremlagde på et møde for vore konsulenter fra Latinamerika,
Afrika, Asien og Europa, kort sagt fra hele verden, i januar 1996. Denne tekst
blev så i forbedret udgave forelagt den nye Plenarforsamling i 1997, endnu en
gang rettet til efter biskoppernes anmærkninger og til sidst, som jeg allerede
har nævnt, udgivet sidste pinse. Det er altså fem års trafik frem og tilbage
mellem Det Pavelige Råd for Kultur og Lokalkirkerne.
Den romerske Kurie har været igennem flere reformer i løbet af det 20.
århundrede. Den har også indstillet sig på begivenheder der krævede nye svar.
Kan De sige lidt om denne evne til tilpasning som man tit ikke kender så meget
til?
Den romerske Kurie udfører et pastoralt arbejde.
Derfor bør den hele tiden tilpasse sig for bedre at udfylde denne tjeneste, som
2. Vatikankoncil udtrykte det i ønsket om at ”kongregationerne underkastes en
nyordning, der bedre svarer til tidens, de forskellige egnes og riters behov,
især hvad angår deres antal, navn, kompetence, deres eget indre liv og deres
indbyrdes koordinering af arbejdet” (Dekretet om biskoppernes hyrdehverv i
Kirken ”Christus Dominus”, 28. oktober 1965). Det gjorde pave Paul d. 6. så med
den apostoliske Konstitution Regimini Ecclesiae Universae af 15.
august 1967, og denne er igen blevet ajourført af Johannes Paul d. 2. med
Konstitutionen Pastor Bonus af 28. juni 1988.
Efter at Johannes Paul d. 2. i 1980 havde bedt mig om
at efterfølge Kardinal Franz König som præsident for Sekretariatet for de
ikke-troende, gav han mig den opgave at skabe Det Pavelige Råd for Kultur som
blev oprettet i 1982 og omstruktureret i 1993. Det nuværende Råd fortsætter de
to foregåendes linie i overbevisning om at ”det bedst tænkelige sted at møde de
ikke-troende på er kulturen, denne åndens fundamentale dimension der bringer mennesker
i kontakt med hinanden og forener dem i det dybest set mest karakteristiske,
deres fælles menneskelighed” (Apostolisk Brev 25. marts 1993).
For et par måneder siden var De præsident for Bispesynoden. På hvilket
område bragte den håb for vore Kirker i Europa og for Europa selv?
Det var en meget stor oplevelse for mig. Ti år efter
Berlinmurens fald fik jeg lov til på nært hold at fornemme Kirkens livskraft.
Især når jeg lyttede til vore brødre der havde gennemlevet store prøvelser
under det tidligere ateistiske regime, fra Moskva til Warszawa, fra Budapest og
Bucarest, fra Prag og Bratislava, fra Vilnius og Sarajevo, var det som om jeg
hørte fortællingen fra Apostlenes Gerninger om de vidunderlige ting som
Helligånden efter pinsedagen udvirkede gennem apostlene og Maria. Og uden at
bagatellisere tidens udfordringer kunne vore brødre fra det sækulariserede
Vesteuropa også berette om oplevelser der vidner om en tro der leves,
praktiseres og deles, især blandt de unge, Kirkens sande surdej og bærere af et
evigt ungt håb til Kristus midt i det gamle Europa som efter nogles mening har
mistet håbet.
* *
*
Kardinal Paul Poupard blev præsteviet i 1954 i
bispedømmet Angers (Frankrig) og blev hjælpebiskop i ærkebispedømmet Paris i
1979. Han var knyttet til Statssekretariatet (1959-1971) og rektor for Institut
Catholique i Paris (1979-1981) førend han skabte den institution der skulle
blive til Det Pavelige Råd for Kultur som han i dag er præsident for.
Ordforklaringer
Diakoni
kommer af det græske διακονια
(diakonía) der betyder tjeneste og henviser til den gerning der blev
betroet apostlene og dermed biskopperne (jf. Apg 1, 17 og 25; 21, 19; Rom 11,
13; 1 Tim 1, 12).
Kardinal
kommer af det latinske cardo der betyder en tap hvorom
en dør kan dreje sig, og deraf igen noget eller nogen der fungerer som
omdrejningspunkt eller centrum. I kirkeligt sprog betegner det personer udnævnt
af paven som hans specielle rådgivere og vælgere af en ny pave – altså
dørtapper i Kirkens liv
Kongregation
kommer af det latinske congregare der betyder
samle til en flok eller i almindelighed samle eller forene. Kongregationerne er
den romerske Kuries ministerielle departementer der har samme magt som en regering
og derfor kan sammenlignes med en civil stats ministerier.
Konsistorium
kommer af det latinske consistere der betyder stille sig hen
eller opholde sig et sted. Det betegner en forsamling af de kardinaler som er i
Rom, når de mødes med paven for at gennemgå sager der er vigtige for kirkens
liv eller for at deltage i meget højtidelige ceremonier. Et konsistorium kan
være ”hemmeligt” (når det finder sted for lukkede døre), ”halv-offentligt” (når
andre prælater har adgang) eller ”offentligt” (når det er åbent for et stort
antal mennesker). Det er ”ordinært” når det er kardinalerne fra Rom der
sammenkaldes, og ”ekstraordinært” når alle verdens kardinaler sammenkaldes.
Den
Romerske Kurie
kommer af det latiske curia der i oldtiden
betegnede det sted hvor det romerske senat behandlede offentlige sager. Senere
fik det betydningen ”regering”. I den katolske Kirke betegner det hele den
Hellige Stols administration.
Rota
kommer af det latinske rota der betyder et hjul
eller en kreds og hænger sandsynligvis sammen med den cirkelformede forsamling
af tilhørere der skulle dømme ved domstolene.
Den
Hellige Stol
er det samme som Den apostoliske Stol og betegner
det pavelige embede hvis indehaver er Roms biskop der efterfølger apostlen
Peter som overhoved for hele den katolske Kirkes bispekollegium. I udvidet
betydning omfatter den Hellige Stol sammen med pavens person de styreorganer
han almindeligvis benytter sig af for at opfylde sin funktion som overhoved for
den universelle Kirke.
*
* *
Referencer: Questions Actuelles; Le Point de Vue de
L'Église
Annuario Pontificio
Katolsk Minileksikon
Oversat og bearbejdet af Kirsten og Ole Dam