Sådan vælger kardinalerne en ny pave

 

Den hvide røg

 

 

 

 

AF ANDREAS RUDE

 

Man siger undertiden, at kardi­nalkollegiet i den katolske kirke er verdens mest eksklusive klub. Næppe alle kardinaler bryder sig om beskrivelsen, men i det øje­blik, hvor en ny pave er valgt, og den hvide røg bølger ud af skor­stenen, må kardinalerne i Det Sixtinske Kapel under Michelan­gelos dommedagssceneri føle et enestående ansvar. Med deres valg af endnu en efterfølger til apostlen Peter er en ny æra i den kristne kirkes historie begyndt.

 

Det er svært at forestille sig den katolske kirke uden noget jordisk overhoved, men overgangen fra én pave til en anden er omhygge­ligt styret af talrige bestemmel­ser, hvoraf nogle er ældgamle, og andre daterer sig så sent som 1996, hvor pave Johannes Paul II i konstitutionen Universi Domini­ci Gregis (Hyrde for hele Herrens flok) fastlagde de gældende reg­ler. Den vigtigste embedsmand efter en paves død er kardinal­kammerherren, den såkaldte ca­merlengo, som er ansvarlig for ad­ministrationen af Den hellige Stol. Det er ham, der slår den af­døde paves ring i stykker, forseg­ler hans gemakker og arrangerer hans begravelse. Det er også ca­merlengo'en, der forbereder valget af den nye pave, og det er under hans ledelse, at valghandlingen udføres.

 

Siden 1100-tallet er det kardina­lerne, der vælger paven. Konkla­vet, det vl sige forsamlingen af valgberettigede kardinaler, træ­der sammen mellem 15 og 20 da­ge efter pavens død for at give alle tid til at nå frem. På den morgen, hvor konklavet begynder, fejrer kardinalerne messe sammen i Peterskirken. Om eftermiddagen samles de i Pavepaladset og be­væger sig i højtidelig procession til Det Sixtinske Kapel, hvor de

Paven og danske skoleelever
 
 

 


aflægger ed på at overholde bestemmelserne for konklavet. Konklave kommer af "cum cla­vis" - lukket med nøgle - og bestemmelserne skal først og fremmest sikre, at valget kan foregå i hemmelighed, og at kardinalerne ikke udsættes for ydre pres under valghandlingen. Det er med gan­ske få undtagelser ikke tilladt kardinalerne at kommunikere med omverdenen, ligesom aviser radio, tv, båndoptagere og foto­grafiapparater er bandlyst. Og både Det Sixtinske Kapel og Do­mus Sanctae Marta, som er det "hotel" i Vatikanet, hvor kardina­lerne og den assisterende stab er indkvarteret under konklavet, er i forvejen blevet gennemgået af teknikere med henblik på at af­sløre skjulte mikrofoner eller an­det uautoriseret elektronik.

 

Paven vælges af kardinalerne, men ikke alle kardinaler har stemmeret. I 1975 besluttede Paul VI under stort postyr at udelukke kardinaler over 8o år fra valg­handlingen. Paul VI udvidede samtidig antallet af valgberettige de kardinaler fra 8o til 120 blandt andet for at sikre kardinalkollegi­et større geografisk bredde. Rom er stadig centrum for den katol­ske kirke, men de tre største ka­tolske lande er Brasilien, Mexico og USA, og kirken har i de sene­ste årtier oplevet sin største vækst i Afrika og Asien.

 

Skønt pavevalget er en demo­kratisk proces, er det ikke alle kardinaler, der har lige stor ind­flydelse. Hvis ikke de selv stiller op, fungerer kardinaler, der i for­vejen er anerkendt som ledere af forskellige geografiske, sprog­lige eller ideologiske grupperin­ger inden for kirken, ofte som en art kampagneledere. Efterhånden som afstemningerne skrider frem, er det vigtigt for kandida­terne hele tiden at øge antallet af stemmer ikke blot for at vinde valget, men også for at undgå dy­be splittelser i kardinalkollegiet som følge af afstemningerne. Her har kampagnelederne en stor opgave i ikke bare at promovere deres egen kandidat, men, idet de gør det, også at arbejde for den størst mulige konsensus.

 

I 1963 var det den belgiske kardinal Le­on-Joseph Suenens, der sikrede, at kirkens mere liberale kardina­ler samledes om kardinal Monti­ni, der blev valgt som Paul VI. Og i 1978 kunne pave Johannes Paul II takke Wiens ærkebiskop, kar­dinal Konig, for sit valg.

 

I princippet er kardinalerne frie til at vælge enhver døbt mand som pave, men i realiteten er alle paver blevet valgt blandt de for­samlede kardinaler siden 1300­tallet. Hvis de vil, kan kardinaler­ne begynde valget samme efter­middag, som konklavet er trådt sammen. Der kræves to tredjede­le flertal for et gyldigt valg, og hvis det ikke lykkes på konklavets første dag, mødes kardinalerne igen næste morgen. Herefter kan der være op til to afstemninger om formiddagen og to om efter­middagen. Efter hver afstemning brændes stemmesedlerne, og hvis der ikke er fundet nogen ny pave, tilsættes våd halm for at skabe den sorte røg, der fortæller skarerne på Peterspladsen, at de må vente lidt endnu. Hvis der sta­dig efter flere dages afstemninger endnu ikke er fundet en kandidat der kan mønstre to tredjedele flertal, kan paven vælges ved en simpel flertalsafgørelse. Dette var en af de mere markante ændrin­ger, som pave Johannes Paul II indførte i 1996, formentlig i et forsøg på at hindre langvarige og resultatsløse konklaver. De fleste konklaver siden midten af 1800tallet er dog blevet afgjort på et par dage. Man skal tilbage til 1831 for at finde et konklave, der vare­de 54 dage og helt tilbage til 1800 for at finde et, der varede tre en halv måned.

 

Når den afgørende afstemning har fundet sted, og den nye pave har modtaget valget, fortæller han kardinalerne, hvilket navn han vil tage. Herefter lover kardi­nalerne ham lydighed, for så snart han er valgt, er han pave med alle dertilhørende beføjelser. På dette tidspunkt vil den hvide røg fra de brændte stemmesedler have fortalt offentligheden, at den nu har en pave, men dette dette første tegn følges senere op med en officiel proklamation fra Pe­terskirkens balkon.

 

 

 

Paven og de katolske skoleledere
 
Reglerne for pavevalg er noget, der løbende diskuteres i den ka­tolske kirke, og det er en debat, der også vil fortsætte i den nye paves regeringstid. Men selv om procedurerne for et pavevalg altså ikke tillægges guddommelig oprindelse, er troen på, at Hellig­ånden vejleder kardinalerne un­der valghandlingen afgørende for katolikkers forståelse af, hvad et konklave er. Skønt kirkepolitiske studehandler, personlige sym- og antipatier, samt menneskelige ambitioner utvivlsomt også er en del af valgprocessen, giver kon­klavet i sin struktur plads til Hel­ligåndens indgriben gennem de gudstjenester, som kardinalerne samles om, og den personlige bøn og meditation, der går forud for afstemningerne. De kardina­ler, der samles i Det Sixtinske Ka­pel, ved bedre end de fleste, at der ikke er nogen perfekt måde at vælge en pave på. Men måske kan de søge trøst i det faktum, at langt de fleste paver valgt i det ty­vende århundrede - trods deres store forskellighed- blev kendt viden om som gode mennesker, hvis eksempel inspirerede til ef­terfølgelse langt ud over den ka­tolske kirke.  Kristl. Dagbl.