Hvorfor den traditionelle liturgi? – et personligt bud

Af prof. ph.d. Carl Winsløw

Det er snart 40 år siden, den katolske liturgi gennemgik en radikal reform. Hovedtrækkene i de nye former er velkendte, især hvad angår den hellige messe – for det ikke må glemmes at reformen også omfattede de øvrige sakramentale riter (for dåb, vielse, skriftemål osv.). Messen er jo den liturgi, som katolikker hyppigst deltager i, nemlig mindst hver søndag. Og forandringerne i Messens ydre form var betydelige: latin forsvandt i praksis næsten helt, ligesom den gregorianske sang. Samtidig blev det almindeligt, at præsten fejrer messe bag et bordlignende alter med en smal dug på. For at undgå at han derved kom til at vende ryggen til Kristus i tabernaklet, blev dette mange steder flyttet til en mindre synlig plads end på højalteret. De smukke højaltre blev i øvrigt ofte revet ned. Af andre nyskabelser, som fulgte med reformen af messen – om end nogle af dem først kom til efterhånden – kan nævnes pigeministranter, lægfolk som kommunionsuddelere, og ikke mindst at kommunionen modtages stående og i hånden.

Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af de ændringer, som hidtil er nævnt, var en del af den ”officielle reform”. Koncilsdokumentet om liturgien siger endda, at latin og gregoriansk sang skal bevares i den romerske liturgi. Desuden blev mange af de synlige forandringer indført uden tilladelse, og først efter forgæves forsøg på at forbyde dem, er de blevet tilladt. Den reform, som de troende oplevede, var således for en stor del præget af lokale initiativer og en vis lovløshed. Der er dog ingen tvivl om, at mange katolikker satte pris på alle forandringerne og i dag ikke kunne tænke sig at vende tilbage til de traditionelle former – yngre katolikker kender dem ofte slet ikke.

Men nu er der så sket noget nyt. Pave Benedikt udstedte den 7. juli i år et dekret, der gør de førkonciliære liturgiske bøger for den hellige messe og de øvrige sakramentale liturgier til en fuldgyldig ”ekstraordinær” form af den romerske ritus. Paven begrunder sin beslutning med, at der er en del katolikker, som har holdt fast ved de traditionelle former, som – med eller uden tilladelse – er blevet benyttet i en stadig større del af Kirken siden reformen i 1969. Han indrømmer også, at Kirken til en vis grad har fejlbedømt situationen: kærligheden til de traditionelle former af liturgien er ikke forsvundet med tiden, tværtimod. Det er ikke kun gamle mennesker, men også over 1000 katolske præster og et ukendt tusindtal af lægfolk i alle aldre, som i dag føler sig stærkt knyttet til den traditionelle form af liturgien. Hvorfor nu det?

Paven giver for så vidt selv et svar i det brev til biskopperne, som ledsager dekretet: Hvad tidligere generationer har holdt helligt, forbliver helligt og stort også for os, og det kan ikke pludselig forbydes eller endog anses for skadeligt. Det påhviler os alle at bevare de skatte som har formet sig i Kirkens tro og bøn, og at give dem deres rette plads. Bevidstheden om, at den traditionelle form af liturgien har udviklet sig gennem hele kirkehistorien – og har formet og næret store skarer af helgener – udgør en central del af den kærlighed vi har til den. Mange af de bønner og hymner, som indgår i den traditionelle messe, kan føres tilbage til Kirkens tidligste århundreder. Messens form har udviklet sig organisk gennem århundrederne, og der er løbende føjet ting til, så man fx også finder tekster af kirkefædre som Sankt Thomas Aquinas. Men der er aldrig før 1969 fjernet betydelige dele af de liturgiske tekster. Det er en objektiv kendsgerning, at de liturgiske bøger fra 1969 er mere end en sædvanlig revision: der er tilføjet så mange nye ting, og fjernet så mange gamle, at man netop kan tale om en helt ny form af liturgien – den, vi nu skal til at kalde ”den ordinære”. Den er naturligvis fuldt gyldig og helt lovligt indført, men det er samtidig slået endegyldigt fast, at det også er fuldt legitimt at foretrække den traditionelle form – kaldet den ”ekstraordinære” form.

Disse historiske betragtninger kan dog nok virke lidt teoretiske som forklaring på, at mange unge katolikker i dag er villige til at rejse langt for at deltage i den ekstraordinære liturgi. At fremhæve dens ydre træk som forklaring kan på den anden side give det indtryk, at præferencen selv er noget rent ydre og dermed måske også overfladisk. Jeg vil dog alligevel forsøge at pege på nogle synlige træk ved den ekstraordinære form af messen, som jeg personligt finder særlig udmærkede, ud fra den betragtning at liturgiens ydre form er til for at hjælpe os til en dybere indsigt i troen.

I den ekstraordinære form af messen ved vi nøjagtig, hvad der venter os. Rubrikkerne i messebogen giver stort set ingen valgmuligheder for præsten. Han og menigheden kan derfor koncentrere sig om Messeofferet, snarere end om personlig kreativitet og udfoldelse. På denne måde kan også lægfolket virkelig deltage aktivt i Gudstjenesten, som i første række er bøn og lovprisning.

I den ekstraordinære form af messen begynder vi med trinbøn og syndsbekendelse som tegn på, at præsten for os træder frem for Guds alter i ydmyghed og med ærbødighed for det store mysterium, som skal fejres der. På søndage bestænkes vi inden messen med vievand som et tegn på den indre renselse, som det store mysterium fordrer. Alt i begyndelsen af messen stemmer vort sind til den omvendelse og bod, som ethvert kristenliv til stadighed bør præges af, og som i særdeleshed er en passende indgang til den hellige messe.

I den ekstraordinære form af messen er det synligt at præsten for det meste henvender sig til Gud, sammen med og på vegne af menigheden. Han står nemlig under det meste af messen vendt mod Gud, som er synligt til stede på alteret foran os alle. Præsten vender sig undertiden mod menigheden for at hilse den, velsigne den, og så videre – men det meste af tiden er hans bøn, som menighedens, rettet til vor Frelser, hvis korsoffer fornys på alteret i den hellige messe. Selv helt små børn forstår, at der er en anden til stede ved messen, når de ser præsten foran alteret - i den hellige messe vender vi os sammen til vor Herre.

I den ekstraordinære form af messen læses hvert år de samme tekster, vi følger den kalender, som er udviklet gennem hele kirkehistorien, og vi synger de hymner og litanier, som Kirken har sunget i umindelige tider. For hvert år fordyber vi os stadig inderligere i denne ene cyklus af tekster og bønner, hvis rytme former og udtrykker vor tro. Den hellige fader nævner i ledsagebrevet til motu propriet ”Summorum Pontificum”, at den traditionelle kalender skal suppleres med de helgenfester, som er kommet til siden 1962. Det glæder vi os naturligvis til.

I den ekstraordinære form af messen er Messeofferet helt i forgrunden. Vi hører en epistel og en evangelietekst, og på søndage er der normalt også prædiken. Men det centrale – som normalt udgør hovedparten af Messen – er fejringen af det store mysterium, Kristi korsoffer. Den kanoniske bøn og konsekrationen siges stille – stilheden muliggør en fordybelse i disse centrale dele af liturgien, som går langt videre end ordene og vor forstand.

I den ekstraordinære form af messen modtager vi Kristi legeme knælende, på tungen, i tavshed. Præsten tilsiger os de gamle ord: Vor Herres Jesu Kristi legeme bevare din sjæl til det evige liv. Amen. Hvad skulle vi dog også kunne gøre, andet end et knæle i ærbødighed og taknemmelighed, når vi modtager Kristus selv? Igen er det ydre tegn med til at styrke vor tro på sakramentet – og dette tegn kan også forstås af helt små børn.

I den ekstraordinære form af messen er vi hjemme alle vegne. Den bedes i de samme former og på det samme sprog overalt i verden. Ingen er i menigheden er fremmede, og enhver præst kan uden særlig forberedelse frembære messeofferet offentligt overalt i verden. I en tid, hvor stadig flere rejser eller endog bor i fremmede lande, er den traditionelle messe på en måde meget moderne!

I den ekstraordinære form af messen lærer drenge og unge mænd kærligheden til liturgien gennem ministranttjenesten, som – ligesom præstedømmet – er forbeholdt mænd. At være ministrant er en krævende og givende tjeneste, som kræver betydelig oplæring og opmærksomhed. Ministranten har en betydningsfuld rolle i liturgien – særlig dens første del, med trinbøn og syndsbekendelse – og stifter på en særlig måde bekendtskab med den enestående tjeneste ”i Kristi sted”, som det er at være præst. Vi kan da også glæde os over rigtig mange præstekald til de præsteselskaber, som fejrer den traditionelle messe – ofte fra børnerige familier, som deltager i den traditionelle liturgi.

Man kunne blive ved, men ord er en fattig erstatning for selv at deltage. Til slut vil jeg blot udtrykke min dybe taknemmelighed til den hellige Fader, som har hørt de troendes ”indstændige bønfaldelser” og åbnet mulighed for, at vi – og tusinder af andre katolikker – igen må kunne leve vores tro i den traditionelle forms rytme. I fuld forståelse og accept af, at den ordinære form er en anden – men med fuld ret til at vælge den ekstraordinære. Ikke alt er tilladt – heller ikke i den ordinære form – men den form vi elsker, og som millioner af troende har elsket før os, kan ikke længere forbydes eller endog anses for skadelig. Vort trosliv afhænger ikke længere af ”indulter” og ”generøsitet” – den ekstraordinære liturgi har igen fuld borgerret i Kirken. Man kan også håbe på, at den nye situation vil betyde,at mange flere katolikker stifter bekendtskab med de ekstraordinære former. Der vil sikkert også blive flere, der efter eget ønske deltager i liturgien under begge former, og som lærer at elske dem begge. /cw