Det moralske menneskes umoral 

 KRONIK Den amerikanske, protestantiske teolog Reinhold Niebuhr er ikke særligt kendt på disse breddegrader. Det er synd, for hans hovedværk om det moralske menneske og umoralsk samfund er stadig god at blive klog på

Af Henrik Gade Jensen, mag.art. 

Indtil 1941 var USA ikke militært engageret i Anden Verdenskrig. Stemningen i USA gik imod at involvere landet i den europæiske borgerkrig. Så i året 1940-1941 kæmpede Storbritannien alene mod et brutalt diktatur, der havde underlagt hele kontinentet. Sovjetunionen havde på det tidspunkt sluttet fred med Tyskland og leverede råstoffer til Nazitysklands krig mod det sidste demokrati i Europa.
 Storbritannien ville aldrig overgive sig. Det garanterede Winston Churchill. Hans vilje holdt modet oppe. USA's præsident Franklin D. Roosevelt var indstillet på at undsætte englænderne. Men opinionen var imod det. Isolationismen dominerede mange politikere, og pacifismen herskede blandt intellektuelle og kirkefolk. Flere udtalelser mod USA's deltagelse i krigen blev vedtaget af amerikanske protestanter i 1930'erne. Teologen Reinhold Niebuhr (1892-1971) trådte på det tidspunkt i karakter og begyndte at agitere for, at USA skulle intervenere i Europa. Det afstedkom oprør i religiøse kredse, hvor kirkefolkene var imod krigen. "Der er historiske situationer, hvor det at afvise at forsvare arven fra civilisationen, hvor mangelfuld den end må være, over for tyranni og aggression kan resultere i konsekvenser værre end krig," skrev Niebuhr i 1941. Krig er slemt, men der findes værre ting. I dag er teologen
 Reinhold Niebuhr ikke så kendt. Ingen af hans bøger blev nogensinde oversat til dansk, og det er svært at spore hans betydning i nutidig dansk åndsliv. Men i mange årtier spillede han en stor rolle i den teologiske og kirkelige debat. Blandt andet var Martin Luther King meget inspireret af Niebuhr. "Alt for mange nærede ubegrundet optimisme på menneskets vegne og hældede ubevidst i retning af det selvretfærdige. Det er mit oprør mod disse holdninger under Niebuhrs indflydelse, der blev forklaringen på, at jeg trods min stærke hældning mod pacifismen aldrig tilsluttede mig en pacifistisk organisation," skrev Luther King. Niebuhr blev født i 1892 i Midtvesten og blev præst i Detroit 1915-1923.
 Oplevelserne i bilfabrikkernes by gjorde Niebuhr socialt indigneret, og han blev fortaler for en social evangelisme af socialistisk tilsnit. I 1923 blev Niebuhr professor i teologi New York og gik fra praksis til teori. Omvendt blev hans teologi nu mere præget af realisme og mindre idealisme. Politisk var han nærmest socialist, men uden at være kadre. Reinhold Niebuhr slog igennem i 1932 med sin bog "Moral Man and Immoral Society" (Det moralske menneske og det umoralske samfund). Det nytter ikke kun at handle moralsk som individ. Det bliver samfundet ikke nødvendigvis bedre af.
 Derfor må bestræbelserne heller ikke kun gå på at udvikle den enkeltes moralske karakter eller sindelag. Der er også et problem i strukturerne eller relationerne mellem mennesker. I teologisk sprogbrug er synden så allestedsnærværende i verden, at den ikke kun beror på menneskets "onde natur", men i høj grad også på mennesket, når det handler sammen med andre. Flok-vis bliver mennesker "onde" på en måde, de aldrig kunne præstere individuelt. Identifikation med en fælles eller højere sag behøver derfor ikke altid at være god, da den også kan udarte i gruppeegoisme.
 Og ondskaben i kollektivet kan være sværere at få øje på, fordi flokken drager og forfører den enkelte ind i det fælles. Og det er meget nemmere at definere noget fælles positivt end individets særegne ønsker. "Moral Man and Immoral Society" er en mærkelig blanding af marxisme og realistisk teologi. Den marxistiske inspiration viser sig i fokus på dialektikken mellem den individuelle og kollektive handling. Frustrationen over, at samfundet kun kan ændres kollektivt eller politisk og ikke ved at ændre personlig adfærd, førte mange marxister ud i revolutionære og voldsprægede stemninger. Niebuhr forkastede også den idealisme, der havde behersket 1800-tallet med troen på betydningen af den enkeltes moralske handling. Samfundet kan ikke kristianiseres gennem moralsk oprustning. Det var svært at ændre det amerikanske samfund gennem gode gerninger over for bilarbejdere i Detroit.
 Teologisk betegner værket en ny realistisk opfattelse af syndens væsen, som ikke kun grundet i personlig umoral (individets grådighed, egoisme, ondskab), men også som et træk ved verden, nemlig en uoprettelig konflikt mellem mennesket som privat- eller enkeltperson og som samfundsvæsen. Selv engle eller moralsk fuldendte helgener ville ikke kunne skabe et perfekt eller konfliktfrit samfund. Næstekærlighed praktiseret af alle betyder ikke et retfærdigt samfund. Handlinger gjort i bedste mening trækker konsekvenser med sig, som utilsigtet kan være skadelige for andre. Niebuhr er blevet kritiseret for at gøre synden til en empirisk kendsgerning ved verden. Teologisk skal synden forkyndes og ikke forklares eller reduceres til natur, seksualitet eller egoisme. Det gør Niebuhr heller ikke. Men han mener godt, at man kan anskueliggøre kristendommens syndsbegreb mere konkret, ja, nærmest som en logisk nødvendighed. "Hele historien bærer vidnesbyrd om det faktum, at den magt, som forhindrer anarki inden for en gruppe, opmuntrer til anarki mellem grupper," skriver Niebuhr.
 Syndens væsen består i den permanente afvejning af intra- og intergruppe orden. Afskaffelsen af et diktatur i ét land kan skabe konflikt med andre lande. Og omvendt skal fredens opretholdelse afvejes med accepten af diktaturer, der undertrykker egen befolkning. Her er ingen rene hænder mulige. Der er store ligheder mellem Niebuhr og den protestantiske tradition i dissekeringen af den enkeltes samvittigheds forsvinden i gruppen. Augustin skriver i sine bekendelser om, hvordan hans ungdoms synd blev begået sammen med andre og ikke ville være gjort alene. "Alene havde jeg ikke gjort det. Altså elskede jeg kammeratskabet med dem, som jeg stjal sammen med. Åh, du venskab som er alt for meget af fjendskab." Søren Kierkegaards angreb på mængdens tendens til at undertrykke samvittigheden og sandheden står i samme tradition. Mennesker flygter ind i mængden, hvor fejheden trives, fordi den enkelte flyr sit ansvar. For Kierkegaard beroede kristendommen på, at den enkelte sættes over mængden. I politik gøres mængden (partiet, flertallet, klassen, procenten) derimod til instansen. "Moral Man and Immoral Society" burde være pligtlæsning for alle, der mener at kunne gøre en forskel ved at blande sig i politik. Bogen er også et opgør med en pacifisme og sentimentalitet og en tro på enkle løsninger.
 Vi står midt i syndens verden, hvor ingen er rene, men vi alle er smittede. Derfor angår verden de relative forskelle, og der er ingen moralske absolutter. Moral kan ikke gøres op i kategoriske afgørelser som fred eller krig, godt eller ondt, men i stykvise og relative handlinger, der alle har mangeartede virkninger. Pragmatik uden eftergivenhed.
 Derfor blev det også naturligt for Reinhold Niebuhr op gennem 1930'erne at distancere sig fra pacifismen og socialismen. Krigen og interventionen blev for ham det nødvendige valg. Ikke fordi han derfor "går ind for krig" og er "imod fred", men fordi det var det rette valg i den konkrete situation. Krigen i Europa var nødvendig for at bekæmpe et stort onde. Monstre forstår kun sværdet. Efter Japans angreb på Pearl Harbour i 1941 vendte opinionen, og hele USA's økonomi blev sat ind på at bane vejen for en invasion i Europa. En gal diktator skulle fejes af bordet. I dag er det oplysende at se tilbage på valgsituationer, som i dag synes indlysende, men som dengang var kontroversielle og genstand for debat. Efter Anden Verdenskrig meldte Reinhold Niebuhr sig under præsident Trumans faner og blev liberal antikommunist. Nu hed tyrannen Stalin og ideologien kommunismen. Niebuhr tilhørte gruppen af liberale koldkrigere, der formulerede den selvbevidste liberale og ikke-kommunistiske selvforståelse. Denne retning dominerede det demokratiske parti i USA indtil pacifisterne og utopisterne igen tog over med George McGoverns valg til præsidentkandidat i 1972 og Jimmy Carter som præsident i 1976. Herefter nyorienterede Truman-demokraterne sig til dem, der fra 1980'erne - ufrivilligt for de flestes vedkommende - betegnes som neokonservative. Fælles er troen på, at verden er således indrettet, at diktatorers træghed af og til gør krig til et moralsk rigtigt valg. Bortset fra at nutidens neokonservative er mere optimistiske i troen på demokrati og markedsøkonomi end Niebuhr var.

Henrik Gade Jensen, mag.art. i filosofi

Kristeligt Dagblad  11 maj  2005