Dialog: Den katolske kirke satser på forholdet til den ortodokse kirke, som den har en nyttig dialog med
AF ANDREAS RUDE
Økumenien - den mellemkirkelige samtale - står
midt i et vadested. Den "ideologiske" økumeni, der for enhver pris
ønsker enhed mellem de kristne og baseret på den lavest mulige fællesnævner,
er død.
Til gengæld er der stor længsel efter autentiske,
kristne vidnesbyrd. Og denne længsel går på tværs af kirkerne og de teologiske
stridigheder.
Sådan opsummerede kardinal Walter Kasper forleden
det 21. århundredes økumeniske udfordringer. Den 73 årige kardinal er formand
for Det Pavelige Råd for de Kristnes Enhed. Dermed er han den øverste embedsmand
i Vatikanet med ansvar for den katolske kirkes kontakt til andre kristne, og
ordene faldt, da han medvirkede ved åbningen af en ny teologisk boghandel i
Rom.
Den katolske kirkes forhold til de ortodokse
kirker er der umiddelbart mest fremtid i, sagde kardinalen. Her har man
genoptaget en nyttig teologisk dialog om alt det, der forbinder ortodokse og
katolikker - sakramenterne og synet på præsternes og biskoppernes embede -
såvel som det, der skiller, først og fremmest pavens rolle.
I mellemtiden samarbejder vi i Europa - det mest
sekulariserede kontinent med henblik på at genopdage kristne rødder og
styrke kristne værdier. På den måde kan vi medvirke i en virkelig historisk
opgave, noterede Kasper optimistisk.
Til gengæld var han mere pessimistisk, hvad angår
de gamle protestantiske kirker - de lutherske, reformerte og anglikanerne - som
ifølge kardinalen har udviklet en forståelse af enhed, der fjerner dem mere og
mere fra et katolsk kirkesyn. Også kirkernes interne splittelser, særligt i
den anglikanske kirke, bekymrede ham, ligesom han fandt deres "tab af
etisk substans" i synet på menneskeligt liv og på ægteskabet
foruroligende.
Derimod så Kasper gode muligheder for en frugtbar
dialog med protestanter uden for de traditionelle kirker.
Der er grupper, forbund og evangeliske bevægelser,
der ønsker at leve i overensstemmelse med evangeliet, og som er taknemmelige
for den katolske kirkes faste holdning til etiske spørgsmål. De danner et
slags åndeligt netværk og er forbundne med grupper, åndelige bevægelser og
ordener inden for den katolske kirke, sagde han.
Kardinalen manede dog også til katolsk besindelse
under indtryk af pinsebevægelsens enorme vækst på den sydlige halvkugle.
Overfor denne "tidevandsbølge"
forekommer det mig, at selvkritik er vigtigere end de traditionelle økumeniske
spørgsmål. Hvorfor er disse menigheder så tiltrækkende? Hvad er det, vi
mangler? Hvordan kan vi forbedre vores pastorale praksis, spurgte han?
Alligevel var det ikke den sydlige halvkugle, men
de europæere, der ønsker at lægge verdsligheden bag sig som ideal, der fyldte
mest i den tyske kardinals betragtninger. Sådanne mænd og kvinder ønsker en
form for kristen enhed, der rækker videre end den enkelte kirkeretning. Og de
er ikke interesserede i teologiske eksperter, advarede Kasper.
Mange af dem er imidlertid åbne overfor et
budskab eller bedre endnu et fundamentalt kristent vidnesbyrd - som udtrykkes
på en måde, som de kan forstå. Og mange mennesker -ikke kun katolikker - har
netop forstået pavens rundskrivelse "Deus Caritas Est" (Gud er kærlighed)
på den måde. Her står vi på tærsklen til en ny form for økumeni, der er intimt
forbundet med ny evangelisering, mente han.
Kardinal Walter Kasper blev udnævnt til formand
for Rådet for de Kristnes Enhed af Johannes Paul II i 2001. I den egenskab
havde han flere kontroverser med kardinal Joseph Ratzinger - den senere pave
Benedikt XVI - blandt andet om, hvor meget de enkelte bispedømmer skulle styres
fra Rom, og her blev Kasper kendt som mere liberal end Ratzinger.
Ikke desto mindre tyder alt på, at pave Benedikt
har stor tillid til sin landsmand, hvis stilling er blevet styrket i pavens
første år. Og i økumenisk henseende er der næppe tvivl om, at de to er helt på
bølgelængde.
Kristl. Dagblad
Andreas Rude er mag.art.
i litteraturvidenskab.