Pave Benedikt XVI gør op med kristne
sekter, der overdriver betydningen af jordens undergang
Af Andreas Rude
Han er valgt under Michelangelos gigantiske
fremstilling af dommedag i Det Sixtinske Kapel, men selv har pave Benedikt XVI
et ret nøgternt forhold til de sidste tider. Det er tilliden til Kristus, der
er afgørende, og der er ingen grund til, at kristne lader sig indfange af
apokalyptiske profetier eller bekymrer sig om verdens undergang, indskærpede
han forleden pilgrimme på Peterspladsen.
- Lad os ikke frygte for fremtiden, selv når den
forekommer mørk og dyster, sagde paven i en kommentar til en passage fra
Lukasevangeliet om verdens ende. En kristen bør vide, at det vigtigste er at
efterfølge Kristus.
Benedikts ord fik en særlig aktualitet, fordi 29
medlemmer af en russisk sekt - Den Sande Russisk-Ortodokse Kirke - under stor
mediebevågenhed i dagene forinden havde barrikaderet sig i en bjerghule for at
afvente dommedag. Den skulle ifølge sekten oprinde til næste år i maj, og i
mellemtiden truer medlemmerne med at sprænge sig selv i luften, hvis man
forsøger at tvinge dem ud af hulen. Det har de russiske myndigheder vist ingen
planer om, men tilstedeværelsen af fire børn i bjerghulen har øget opmærksomheden
omkring dramaet og fremhævet dets tragiske side. Præster fra den
russisk-ortodokse kirke har da også prøvet at få kultmedlemmerne til at komme
ud, men i skrivende stund hidtil uden held.
Pavens advarsel mod at lade verdens undergang
dominere det kristne liv deles af hovedstrømningerne i både ortodoks og
protestantisk teologi. Kristi genkomst, verdens ende og dommedag hører til i
klassisk kristen tro. Vi ved alle, at vi skal dø, og de kristne har også en forventning
om, at denne verden på et eller andet tidspunkt kommer til en ende. Men der
er en vigtig forskel. For mens vi godt ved, hvor langt et menneskeliv almindeligvis
er, aner vi ikke, hvornår der bliver sat punktum for hele verdenshistorien.
Det er dog fristende at prøve at kigge Gud over
skulderen lige siden kristendommens første tid har forskellige grupper hævdet
en særlig indsigt i, hvornår vi kan forvente dommedag, og hvem der skal
fortabes, og hvem der skal frelses. Svaret er typisk, at det vil ske snart, og at de
frelste er identiske med gruppens medlemmer. Krige, katastrofer og andre
dramatiske begivenheder styrker tendensen, og forventningen om jordens forestående
undergang bliver tit så afgørende for gruppens identitet, at det ender helt
galt. Masseselvmordet i Jonestown i Guyana i 1978, hvor hen ved goo tilhængere
af den amerikanske sektleder Jim Jones døde, er et af de kendteste eksempler i
nyere tid.
Kunne de kristne kirker gøre mere for at forhindre
sådanne ulykker? Igennem historien har kirken jævnligt advaret mod
sekteriske strømninger, ligesom teologerne har søgt at udvikle en nøgtern
forståelse af de sidste tider. Men død og dom, himmel og helvede har ikke været
populære emner på prædikestolene de sidste mange år, og herved er præsterne
måske uforvarende kommet til at overlade scenen til sekter som Den Sande
Russisk Ortodokse Kirke. For selvom præsterne ikke taler om det, er vores
kultur lige så fascineret af død og undergang, som den altid har været.
Benedikt XVI forsøgte sidste år at gå imod
strømmen, da han i fasten prædikede om Helvedet, for at give moderne kristne
et redskab til at forstå deres eget endeligt med.
- Jesus kom for at fortælle os, at han ønsker, at
alle kommer i Paradis, og at Helvede, som der ikke tales så meget om i dag,
eksisterer og er evigt for dem, der lukker deres hjerter for ham, sagde han
dengang.
Prædikenen skabte store avisoverskrifter, men
ifølge Benedikt er det ikke Helvedet eller dommedag, der er gammeldags, men de
forestillinger, som vi gør os om dem. Jo, vi skal alle dø. Jo, verden går
under på et tidspunkt. Men når det er sagt, bør betoningen ligge på Kristus
som menneskenes frelser. Det er ham, vi skal lægge vægt på - ikke på makabre
fantasier om tilintetgørelse og evig ild.
Kristl. Dagbl.