Perioden
september til december 2001 er et godt eksempel på de økumeniske bestræbelser i
den katolske Kirke, der inddrager nødvendigheden af katolikkers og
ikke-katolikkers gensidige kendskab til hinanden.
Man kan sige, at
den katolske Kirke for tiden arbejder intenst med henblik på enhed mellem de
kristne samt på interreligiøs dialog, især med jøderne. Man kan fx betragte
perioden fra september til december 2001.
En frugtbar
periode
Først var der
Johannes Paul II’s besøg i Armenien fra 25. til 27. september 2001 og den
græsk-ortodokse Patriark af Antiokia Ignatius IV Hazins besøg i Rom 22.
oktober. Derefter holdt den blandede Komité for teologisk dialog mellem den
katolske Kirke og den assyriske Østkirke sit årlige møde fra 7. til 11.
november 2001, der især handlede om retningslinierne for interkommunion (fælles
nadver) mellem den (katolske) kaldæiske Kirke og den assyriske Østkirke. Så kom
turen til den internationale anglikansk-katolske Kommission for enhed på missionsområdet,
der holdt møde 24. november i Rom med deltagelse af fem katolske biskopper og
fem anglikanske biskopper. Samme dag passerede deltagerne i den mennonitiske
Verdenskonference Rom på vej til Assisi for at holde deres fjerde dialogmøde
med den katolske Kirke.
Desuden blev der af
repræsentanter for den katolske Kirke organiseret en række møder rundt omkring
i verden, fx i Kerala med den syrisk-ortodokse Kirke fra 14. til 16. oktober,
alt imens den katolske Kirke og det lutherske Verdensforbund i Columbus (Ohio)
16. oktober underskrev en fælles erklæring om refærdiggørelseslæren.
Inden da havde
Johannes Paul II i påsken, der faldt 15. april for de ortodokse og for
katolikkerne, fremsat forslag om at indføre en fælles dato for påsken. Vi ved,
at Østkirkerne stadigvæk fastsætter datoen for påsken på grundlag af den gamle
julianske kalender, indført af Julius Cæsar år 46 f. Kr., mens de fleste
vestlige Kirker følger den kalender, der blev reformeret af Gregor XIII i 1582.
Fra 30. april til
3. maj holdt den internationale komité for forbindelsen mellem jøder og
katolikker sit 17. møde i New York med deltagelse af 14 katolikker og 40
jødiske repræsentanter med emnet “Anger og forsoning”. Ved den lejlighed blev
der underskrevet en vigtig erklæring om beskyttelse af religionsfriheden og de
hellige steder.
At sige, at det
økumeniske arbejde skulle være gået i vinterhi, ville derfor ikke være i
overensstemmelse med sandheden. Der bliver ustandselig holdt møder og fundet
frem til overensstemmelser, der fremmer det gensidige kendskab mellem
katolikker og ikke-katolikker. Det er en meget vigtig fase, for ved at lære
hinanden at kende kan man få fjernet mange af de misforståelser, der kommer
oven i de allerede kendte vanskeligheder. Og for at der kan opstå venskab og næstekærlighed
er det nødvendigt at se hinanden, mennesker er ikke abstrakte væsener. Gennem
sine utallige rejser har Johannes Paul II vist denne metodes frugtbarhed. Ved
at gøre sig til rejsende og pilgrim har han, som Katharina af Siena kaldte “jordens
sagtmodige Kristus” efterlignet sin Mester, der nedsteg fra Himlen for at
færdes blandt menneskene.
Ja til nåden
Man har kritiseret erklæringen Dominus Jesus, som gentager udtrykket “Ecclesia... subsistit in Ecclesia catholica” fra koncilkonstitutionen Lumen gentium. Det betyder ikke, at de, som ikke har kendt den katolske Kirke, er udelukket fra Guds Rige; her må vi citere kardinal Journet: “Ved verdens ende når den evige adskillelse mellem Himmel og Helvede finder sted, vil man så kunne sige, at alle de udvalgte har tilhørt den katolske Kirke? Ja, enten gennem fuldbyrdet handling eller gennem ønske. For at høre til den katolske Kirke skal man sige ja til Kristus, ja til Treenigheden. Vil alle de, som har tilhørt den katolske Kirke eksplicit og begrebsmæssigt have kendt Kristus og Treenigheden? Vil de overhovedet have hørt tale om dem? Nej, men det ja, de har sagt til den nåde, der har berørt dem, har implicit været et ja til Kristus og Treenigheden” (Tekst fra en tale om Kirkens mysterium holdt i aug. 1952).
Denne tanke er også formuleret i Paul VI’s trosbekendelse fra 1968:
“Men den guddommelige frelsesplan omfatter alle mennesker; og de, som uden egen skyld er ubekendt med Kristi Evangelium og hans Kirke, men oprigtigt søger Gud og under nådens indflydelse anstrenger sig for at gøre hans vilje, som deres samvittighed lader dem erkende den, disse mennesker kan i et antal, som kun Gud kender, opnå frelsen.”
Det er en umådelig stor og ufortjent nåde i handling at tilhøre Kirken, men denne nåde, som bør bære frugt i overensstemmelse med lignelsen om talenterne, er ikke den eneste måde at få adgang til Kirken på, en retskaffen samvittighed og det implicitte ønske er tilstrækkeligt.
Artikel af pater Patrick de Laubier i L’Homme Nouveau 20. oktober 2002.