Europas identitet har ingen mening uden kristendommen,

mener Johannes Paul II

 

Vatikanet, søndag den 2. maj 2004 (ZENIT) – Dagen efter ti nye landes indtræden i den Europæiske Union udsender paven en appel om, at integrationen i Europa ikke udelukkende må blive af politisk og økonomisk art, men at den også baseres på de fælles værdier, som er skabt af kristendommen.

 

“Europa gennemlever i disse dage en vigtig etape i sin historie”, erklærede paven i sin tale i dag før bønnen Regina Coeli, i overværelse af de pilgrimme, der var forsamlet på Peterspladsen. De ti nye landes indtræden (Polen, Slovakiet, Slovenien, Letland, Estland, Litauen, Ungarn, Tjekkiet, Kypern og Malta), en begivenhed, ingen kunne forestille sig, da Karol Wojtyla blev valgt til pave for 25 år siden.

 

Men paven lægger ikke skjul på sine bekymringer.

 

“Hvis enheden mellem de europæiske folk skal holde, kan den ikke kun være økonomisk og politisk. Som jeg sagde på min pilgrimsrejse til Santiago de Compostela i november 1982, er Europas sjæl endnu i dag stadig en enhed, fordi den har hjemmel i fælles menneskelige og kristne værdier. Historien om dannelsen af de europæiske nationer går hånd i hånd med evangeliseringen”, forklarede paven.

 

“Til trods for de åndelige kriser, der har sat deres præg på kontinentet helt op til vore dage, ville dets identitet være uforståelig uden kristendommen”, mener han.

 

“Det er netop af den grund, at Kirken i de senere år har villet yde talrige bidrag til konsolideringen af den kulturelle og åndelige enhed, frem for alt med de specielle synoder for Europa i 1990 og 1999”, sagde Johannes Paul II.

 

“Evangeliets livgivende saft og kraft kan sikre Europa en sammenhængende identitetsudvikling i frihed og solidaritet, i retfærdighed og fred”, understregede han.

 

Paven er overbevist om, at “kun et Europa, der genopdager og ikke udvisker sine kristne rødder, kan være i stand til at møde det tredje årtusinds store udfordringer, freden, dialogen mellem kulturer og religioner, beskyttelsen af menneskeheden”.

 

Johannes Paul II beder alle kristne, fra øst og fra vest, om at gøre en indsats for “denne vigtige opgave” og bidrage til “et åbent og oprigtigt økumenisk samarbejde”.