Der gøres stadig flere forsøg på at finde fælles fodslag mellem
katolikker og ortodokse kristne, men fuldstændig enhed ligger ikke lige for
Af Andreas Rude
Talrige kristne kirkeretninger var repræsenteret,
da pave Benedikt XVI for nylig åbnede jubilæumsåret for apostlen Paulus med en
aftengudstjeneste i en af Roms ældgamle basilikaer, Sankt Paul uden for Murene.
Blandt deltagerne var det dog æresoverhovedet for den ortodokse kirke, den
økumeniske patriark af Konstantinopel, Bartholomæus I, der fik den absolutte
hædersplads, da patriarken bad side om side med paven ved Paulus' grav.
Næste dag blev symbolikken endnu stærkere under
en festmesse i Peterskirken, hvor de to kirkeledere skiftedes til at læse
evangeliet, prædike og sammen reciterede trosbekendelsen på græsk, før de i
fællesskab lyste velsignelsen over de troende. Ingen tvivl om, at i pavens
økumeniske bestræbelser kommer den ortodokse kirke før alle andre.
Også de reformatoriske kirker var repræsenteret
ved jubilæets åbning, og da både Luther og Calvin har beskæftiget sig meget
med Paulus, håber man fra katolsk side, at jubilæet kan styrke kontakten
yderligere til den protestantiske verden.
For paven er det dog genskabelsen af fuldkommen
og synlig enhed mellem alle døbte, der er det afgørende mål, og når han kigger
raden rundt, er det kun i den ortodokse verden, at han finder en lignende
tankegang.
Under sin prædiken i Peterskirken glædede
patriark Bartholomæus sig således over fremskridtene i den katolsk-ortodokse
dialog "trods de store vanskeligheder" og understregede, at den
ortodokse kirke "oprigtigt ønsker og ivrigt beder for, at disse
vanskeligheder må blive overvundet" på vej mod "enhed i tro og i
Helligåndens fællesskab".
Hvor langt enhedsbestræbelserne er kommet i nogle
lokale sammenhænge, fik verden et eksempel på tidligere på sommeren, da lederen
af den ukrainsk-katolske kirke, kardinal Lubomyr Husar af Kiev, overraskende
foreslog, at ukrainske kristne fik et "dobbelt" kirkemedlemskab, så
de kunne være forbundet med både Rom og Konstantinopel.
Den ukrainsk-katolske kirke fejrer gudstjeneste
efter ortodoks liturgi, skønt den anerkender pavens overhøjhed, men det
forhindrede ikke patriarken af Konstantinopel i at tage vel imod forslaget.
Det vil, sagde han, skabe en situation som i kristendommens første årtusind,
før den første store kirkesplittelse i 1054.
Så enkelt er det bare ikke alligevel, for
patriarken af Konstantinopel taler trods sin æresforrang kun for en mindre del
af den ortodoksen verden. I Ukraine strides ikke færre end tre kirker om, hvem der repræsenterer
den sande ortodoksi - de to af dem uafhængige, og den tredje, der hører under
Moskva Patriarkatet, en del af den russisk-ortodokse kirke. Størst sympati
hersker der mellem patriarken af Konstantinopel og de uafhængige ortodokse
kirker. Til gengæld er den russisk-ortodokse kirke langt den største af de
nationale ortodokse kirker, og patriarken af Moskva og patriarken af Konstantinopel
er i realiteten rivaler, når det drejer sig om lederskabet blandt de godt 250
millioner ortodokse kristne verden over.
Skulle paven og patriarken af Konstantinopel
derfor indgå en aftale om dobbelt kirkemedlemskab for de ukrainske katolikker,
vil det helt sikkert afføde en meget kraftig reaktion fra Moskva, der kan
bringe den altid let bevægelige samtale mellem Rom og Moskva i fare. Så derfor
bliver kardinal Husars forslag næppe til noget.
Kirkelige manøvrer på det politiske plan
forhindrer dog ikke millioner af katolikker og ortodokse i at føle et nært
slægtskab teologisk og moralsk, og disse bevægelser på græsrodsplan gør
indtryk på paven og patriarkerne.
Det er den realitet, der frem for alt bar
ceremonierne i Sankt Paul uden for Murene og i Peterskirken.
Symboler og gestus er meget vigtige og har en
egen kraft. Det er ortodokse og katolikker helt enige om.
Kristl. Dagbl.