Forsvar for ægteskab og familie

HOMOSEKSUALITET: Forsøg på at sidestille samliv mellem personer af samme køn med ægteskabet vil tilsløre forkyndelsen af den kristne skabelsesorden

AF CZESLAW KOZON

Tilfældigvis falder affentliggørelsen af Vatikanets udtalelse vedrørende parforhold mellem personer af samme køn sammen med meddelelsen om, at juridisk indgåelse af registrerede parforhold de

facto foregår i danske lutherske kirkerum. Fra tilhængere af ligestilling mellem disse forhold og ægteskabet rettes utilfredsheden mod forfatteren af Kristeligt Dagblads leder den 5. august og mod Vatikanets Troslærekongreation (Klaus Bondam i Kristeligt Dagblad den 7. august og Knud Thøger Sørensen den 13. august).

Jeg vil ikke gå ind på Troslærekongregationens (kirkeligt råd for dogmatiske anliggender, red.) specifikke anliggende, at opfordre katolske politikere til at modarbejde (videre) legalisering af parforhold mellem personer af samme køn. Selv om det ikke er uvæsentligt, vil jeg heller ikke opholde mig ved spørgsmålet om den katolske kirkes syn på seksuelle handlinger mellem personer af samme køn. Diskussionen herom bliver let følelsesladet uden alligevel at ramme sagens kerne.

I det katolske syn på hele denne sag drejer det sig nemlig ikke blot om at afvise homoseksuelle handlinger, men først og fremmest om at forsvare ægteskab og familie, og afledt heraf, hvordan mennesket så skal udtrykke og bruge sin seksualitet. Som følge af det stadig større pres på både kirker og civile myndigheder for at få ligestillet det registrerede partnerskab med ægteskabet, ender sidstnævnte med at blive fremstillet som en samlivsform og livsstil, der ikke er bedre eller vigtigere end andre.

Hvis samlivsformer betragtes,som noget rent individuelt, der kun defineres af den enkeltes personlige valg af livsstil, vil den traditionelle kristne holdning til ægteskab og samliv for mange være uforståelig og forældet. Men i klassisk kristendom, både katolsk og ikke katolsk, består ægteskabet ikke bare i, at to personer finder sammen. Der ligger en orden bag, som er med til at bestemme mennesket og dets forhold til Gud, til at fortælle os noget om Gud selv, især når vore ord er utilstrækkelige til at beskrive ham.

Selv om Bibelens skabelsesberetning ikke skal forstås ordret, er dens fremstilling af, at mennesket er skabt som mand og kvinde, en bindende fastlæggelse af, hvem mennesket er, hvordan Gud opfatter os, og derfor også, hvordan vi skal opfatte os selv. Kristus selv minder os om skabelsesberetningens vigtighed. Også på hans tid var der, mennesker, der - endda med henvisning til Moses - søgte at lirke ved ægteskabets oprindelige status og uopløselighed (Matt. 19,7 cf. 5. Mos. 24,1). Hertil svarer Jesus med ord, der også er aktuelle i vor tid og drejer sig om alt, som anfægter skabelsesordenen:

... »men fra begyndelsen var det ikke således.« (Matt. 19,9)

Ægteskabet er et vigtigt billede på forholdet mellem Gud og mennesker og også en afspejling af Gud som treenig. Et nøgleord i hele denne diskussion er » komplementaritet« og »relation«, at noget forskelligt er del af en helhed, således at helheden, enheden, ikke er tænkelig uden de enkelte, forskellige elementers møde med hinanden. Derfor kommer de enkelte elementer heller ikke til deres ret, hvis de forbliver isoleret. Således er Gud netop Gud, fordi han består af tre forskellige personer forenet i et væsen, i en evig relation, der bygger på kærlighed. På samme måde kommer alt menneskeligt kun fuldt til udtryk i både mandligt og kvindeligt, når disse to aspekter mødes, i det ægteskabelige samliv i almindelighed og særligt tydeligt i seksualiteten, selv om den langt fra er det eneste, der knytter to mennesker sammen. En gud bestående af tre identiske personer (eller bare af en) ville ikke være vor Gud, ligesom et parforhold med to personer af samme køn aldrig vil kunne

være et billede på denne Gud eller afspejle alt menneskeligt, dvs. både det mandlige og det kvindelige. Nogle vil sikkert affeje denne argumentation som uvedkommende for det enkelte menneskes frihed til at tilrettelægge sit liv; men hvis vi bevæger os bort herfra, er vi ikke længere på kristen grund.

Uden at blive for polemisk vil jeg også kommentere en bemærkning i Klaus Bondams indlæg (den 7. august), selv om den ikke har direkte med ovenstående emne at gøre. Den er dog alligevel symptomatisk for, hvordan diskussionen om grundlæggende ting i kristenlivet bar bevæget sig fra det principielle og overordnede til det individuelle og følelsesmæssige. Klaus Bondam præsenterer sig selv som ikke døbt og siger samtidig, at han engang har deltaget i nadveren. Hvis dåb og nadver ikke har noget med hinanden at gøre, ville min kommentar til Klaus Bondams altergang være overflødig; men nu er det engang sådan, at dåb og nadver hører sammen, fordi de to sakramenter på hver sin måde knytter et menneske til den korsfæstede og opstandne Kristus. Den ene, uigentagelige dåb underbygges ved den jævnlige modtagelse af nadveren. Der er ikke noget galt i ikke at være døbt, hvis Gud endnu ikke har bragt en hertil; men så kan man heller ikke meningsfuldt foretage det næste skridt - at modtage nadveren.

Kirken fordømmer ikke homoseksuelle mennesker. De er også omfattet af Guds kærlighed og må ikke diskrimineres eller udsættes for foragt; men det betyder ikke, at samliv mellem personer af samme køn kan sidestilles med ægteskabet. Forsøg herpå vil tilsløre forkyndelsen af den kristne skabelsesorden og alt, hvad der udspringer heraf.

Czeslaw Kozon,

katolsk biskop, København

Kristl. Dagblad 19.8.03