“Kærligheden bærer ikke nag” (1 Kor 13,5)
1. “Se, vi går op
til Jerusalem” (Mark 10,33). Med disse ord opfordrer Jesus disciplene
til at følge ham på den vej, der fører fra Galilæa til det sted, hvor hans
forløsergerning skal fuldbyrdes. Denne vej til Jerusalem, som evangelisterne
fremstiller som kronen på Jesu vandring på jorden, er forbillede på livet for
den kristne, der har sat sig for at følge Mesteren på vejen til Korset. Denne
opfordring til at “gå op til Jerusalem” retter Kristus også til menneskene af i
dag, og han gør det med særligt eftertryk i fastetiden, der er en tid til
omvendelse og tilbagevenden til det fulde fællesskab med ham gennem personlig
deltagelse i hans døds og opstandelses mysterium.
For de troende frembyder fastetiden derfor en
passende lejlighed til at tage deres liv op til grundig revision. Ved siden af
de mennesker, der med ædelt sind vidner om Evangeliet, er der i vor moderne
verden en del døbte, som over for den krævende opfordring til at påbegynde
“opstigningen til Jerusalem” indtager en holdning, der er udtryk for ubønhørlig
modstand og somme tider ligefrem direkte oprør. Det er mennesker, hvis bønsliv
foregår på en ret overfladisk måde, så Guds ord ikke har nogen indvirkning på deres
tilværelse. Der er også mange, som ikke tillægger Bodens Sakramente nogen som
helst betydning og kun betragter søndagsmessen som en nødvendig pligt.
Hvordan skal vi så tage imod den opfordring til
omvendelse, som Jesus også retter til os i denne fastetid? Hvordan kan vi ændre
vort liv radikalt? Det drejer sig først og fremmest om at åbne sindet for
liturgiens rammende budskaber. Forberedelsestiden til påsken er en gave fra
Guds forsyn og en dyrebar mulighed for at nærme sig ham ved at lukke verden ude
og koncentrere sig om at lytte til sine indre tilskyndelser.
2. Der er kristne,
der mener, at de kan undvære denne stadige åndelige kraft, fordi de ikke
erkender nødvendigheden af at konfrontere sig selv med Evangeliets sandhed. For
at ord som “Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer” (Luk
6,27) ikke skal gribe forstyrrende ind i deres livsmønster, prøver de på at
gøre dem tomme og uskadelige. For disse mennesker bliver det vanskeligt at
acceptere disse ord og omsætte dem til en meningsfuld livsførelse. Det er
virkelig ord, der, hvis man tager dem alvorligt, kræver en radikal omvendelse.
Når vi føler os krænkede og sårede, fristes vi til at give efter for
psykologiske mekanismer som selvmedlidenhed og hævnfølelse og lade hånt om Jesu
opfordring til at elske vore fjender. Menneskenes daglige genvordigheder viser
dog med stor tydelighed, hvor ubegribeligt det er, at man fraskriver sig
tilgivelse og forsoning, når man vil opnå en personlig og social fornyelse.
Dette gælder for forholdet mellem mennesker, men også for forholdene mellem
samfund og mellem nationer.
3. De talrige
tragiske konflikter, der splitter menneskeheden, og som undertiden endog
skyldes misforståede religiøse spørgsmål, har gravet grøfter af had og vold
mellem folkeslag. Dette sker også somme tider mellem grupper og partier, der
tilhører en og samme nation. Indimellem oplever vi således med en følelse af
afmagt, at stridigheder, som man for længst troede bilagt, blusser op igen og
giver indtryk af, at visse folkeslag er viklet ind i en uendelig spiral af
vold, som vil medføre en stribe af ofre, uden at der er udsigt til en konkret
løsning på problemerne.Og de ønsker om fred, der kommer fra alle dele af
verden, synes frugtesløse: den nødvendige indsats for at nå til den ønskede
enighed er ikke stærk nok.
Over for dette foruroligende scenario kan de
kristne ikke forholde sig passive. Og det er grunden til, at jeg i det lige
afsluttede jubelår har gjort mig til talsmand for Kirkens bøn til Gud om
tilgivelse for dens børns synder. Vi er fuldt ud klare over, at de kristnes
fejl ulykkeligvis har plettet Kristi Kirkes ansigt, men i tillid til Guds
barmhjertige kærlighed, der stillet over for angeren ikke bærer nag, ved vi
også, at vi tillidsfuldt gang på gang kan begynde forfra. Guds kærlighed finder
sit højeste udtryk netop i den situation, hvor det syndige og utaknemmelige
menneske igen lukkes ind i det fulde fællesskab med ham. Fra denne synsvinkel
er “erindringens renselse” først og fremmest en fornyelse af den guddommelige
barmhjertighed, en bekendelse, som Kirken på alle niveauer gør til sin med
fornyet overbevisning.
4. Den eneste vej
til fred er tilgivelse. At modtage og yde tilgivelse baner vej for et nyt og
bedre forhold mellem mennesker, standser hadets og hævnens spiral og sprænger
ondskabens kæder omkring modstandernes hjerte. For de nationer, der arbejder på
en forsoning, og for alle dem, der ønsker en fredelig sameksistens mellem
enkeltindivider og folkeslag , er der ingen anden vej end modtaget og tilbudt
tilgivelse. Hvilken rigdom af gavnlig belæring finder vi ikke i Guds ord: “Elsk
jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres
himmelske Faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader
det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matt 5, 44-45)! At elske den,
der har såret én, afvæbner modstanderen og kan forvandle selv en slagmark til
et sted for solidarisk samarbejde.
Dette er en udfordring til det enkelte menneske,
men også til samfund, folkeslag og hele menneskeheden, og helt specielt til
familierne. Det er ikke let at omvende sig til tilgivelse og forsoning. At
forsone sig med hinanden kan allerede forekomme problematisk, når det er ens
egen fejl, der ligger til grund for uoverensstemmelsen. Når det er den andens
fejl, kan en forsoning ligefrem opfattes som en urimelig ydmygelse. For at tage
et sådant skridt er det nødvendigt med en indre omvendelsesproces; man må have
mod til ydmygt at adlyde Jesu bud. Hans ord efterlader ingen tvivl: ikke bare
den, der er årsag til uvenskabet, men også den, det går ud over, bør arbejde på
en forsoning (jf. Matt 5, 23-24). Den kristne bør stifte fred, også når
han føler sig som offer for en, der med urette har såret og slået ham. Gud selv
har handlet sådan. Han forventer, at hans discipel følger ham og på den måde
arbejder med på sin broders frelse.
I vor tid synes tilgivelse mere og mere at være en
nødvendig dimension for at skabe en ægte social fornyelse og konsolidere freden
i verden. Når Kirken prædiker tilgivelse og kærlighed til ens fjender, påfører
den bevidst hele menneskehedens fælles arv en ny måde at nærme sig hinanden på;
en måde, der ganske vist er møjsommelig, men samtidig fuld af håb. Til at gøre
dette véd den, at den kan regne med hjælp fra Gud, der aldrig svigter den, der
påkalder ham i vanskelige øjeblikke.
5. “Kærligheden
bærer ikke nag” (1 Kor 13,5). Med dette udtryk fra Første Korintherbrev
minder Paulus os om, at tilgivelsen er en af de mest ægte måder at øve
næstekærlighed på. Fastetiden er et godt tidspunkt for at uddybe rækkevidden af
denne sandhed. Gennem Bodens Sakramente giver Faderen os sin tilgivelse i
Kristus, og det ansporer os til at være næstekærlige og ikke betragte næsten
som en fjende, men som en broder.
Måtte denne bods- og forsoningstid tilskynde de
troende til at tænke og handle i den ægte næstekærligheds ånd, der er åben for
alle sider i mennesket. Denne indre holdning vil få dem til at bære Åndens
frugt (jf. Gal 5,22) og med et nyt hjerte yde materiel hjælp til den,
der er i nød.
Et hjerte forsonet med Gud og med næsten er et
gavmildt hjerte. I fastetiden får “kollekten” en særlig betydning, fordi det
ikke drejer sig om at give noget af sin overflod for at berolige sin egen
samvitighed, men om solidarisk at bekymre sig om den elendighed, der findes i
verden. Synet af så mange brødre og søstres forpinte ansigter og smertelige
vilkår, tilskynder os til at dele i det mindste noget af det, vi ejer, med den,
der er i nød. Og fasteofferet er endnu mere værdifuldt, når giveren er befriet
for nag og ligegladhed, egenskaber, der ligger milevidt fra fællesskabet med
Gud og ens medmennesker.
Verden forventer af de kristne et helstøbt
vidnesbyrd om fællesskab og solidaritet. I den forbindelse er følgende ord af
apostlen Johannes usædvanlig rammende: “Den, der har jordisk gods og ser sin
broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed
blive i ham?” (1 Joh 3,17)
Brødre og Søstre! Den hellige Johannes
Chrysostomos gør i sin kommentar til Jesu opfordring til opstigningen til
Jerusalem opmærksom på, at Kristus ikke lader sine disciple være uvidende om
den kamp og de ofre, der venter dem. Han understreger, at det er svært at give
afkald på sit eget “jeg”, men ikke umuligt, når vi stoler på Guds hjælp, som vi
får “gennem fællesskabet med Kristi person” (PG 58, 619 f.).
Derfor ønsker jeg i denne fastetid at opfordre
alle troende til at bede inderligt og fulde af tillid til Gud, om at han vil
tilstå hver enkelt af os på ny at erfare hans miskundhed. Kun denne gave kan
hjælpe os til at modtage og med stadig større glæde og gavmildhed efterleve
Kristi kærlighed, der “ikke hidser sig op, ikke bærer nag; den finder ikke sin
glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden” (1 Kor 13, 5-6).
Med disse tanker anmoder jeg Barmhjertighedens
Moder om at våge over hele Samfundet af troende på dets vej gennem fasten og
giver af hele mit hjerte hver enkelt af jer den apostoliske velsignelse.
JOHANNES PAUL
II