Fattigdomsflygtninge skal stoppes med mere hjælp
I de kommende år vil vi stå over for en masseindvandring fra de
nordafrikanske og mellemøstlige områder, som mest of alt har karakter af
folkevandring. Mens befolkningstallet i Europa i de næste årtier vil stagnere,
vil der i de muslimske lande omkring Middelhavet blive tale om en fordobling af
befolkningstallet fra 180 millioner til 360 millioner på 30 år
AF POUL E.
ANDERSEN
tidl. domprovst
Et krav om endnu flere milliarder til
flygtningepolitikken vækker ringe begejstring i den danske befolkning. Det er
der god grund til. En dansk familie med mor og far og tre børn må nemlig
gennemsnitligt betale ca. 26.000 kr. årligt til flygtningearbejde (12‑13
milliarder pr. år) og u‑landsbistand (14 milliarder pr. år).
De fleste vil mene, at det er rigeligt, ikke
mindst i betragtning af, at virkningen er lidet overbevisende. Forskere taler
om mislykket integration, og OECD giver Danmarks indvandrerpolitik
bundkarakter.
Men realiteten er, at der er behov for langt større
midler, og at vor flygtninge‑ og indvandrerpolitik nødvendigvis må
gennemgå en total omlægning. Den hidtidige praksis har skabt en frustreret befolkning, og den har haft voldsomme
konsekvenser for det danske samfund.
Perspektiverne fremover indbyder bestemt heller ikke til optimisme. Som
de fleste ved, udgør den indvandrede del of befolkningen omkring otte procent,
hvilket svarer til ca. 400.000 mennesker. Om 20 år vil tallet være mere end
fordoblet. Det er en udvikling, vi må forholde os til.
Det står allerede klart for mange, at politikerne
må vælge mellem to veje at gå i den fremtidige flygtningepolitik. Begge veje
fører til en alvorlig anfægtelse of det danske velfærdssamfund. Den ene vil
antageligt også lægge op til alvorlig uro mellem forskellige grupper i
samfundet.
Den nyligt offentliggjorte ECRI‑rapport
pålægger de danske myndigheder, pressen og hele det danske samfund at opfatte
de etniske mindretal of indvandrere som et positivt bidrag til det danske
samfund. Og den hævder, at afvigelse fra denne opfattelse kræver »streng
håndhævelse of lovgivningsmæssige tiltag rettet mod diskrimination og hadefuld
tale«. Der kræves også offentlige sanktioner mod nyhedsmedier, som anlægger en
anden linje. Fra politikere og fra erhvervslivet møder man beslægtede
opfattelser især begrundet i ønsket om forøget indvandring til at dække mangel
på arbejdskraft.
Men ofte overses det, at indvandringen allerede
pålægger det danske samfund væsentlige og stigende byrder. 59 procent of alle
indvandrere fra mindre udviklede lande er uden for arbejdsmarkedet, og mange
vil aldrig få fodfæste der. Det skyldes manglende sprogfærdigheder,
analfabetisme, kulturtraditioner og dårlig uddannelse. Og hver eneste ny
generation of indvandrere vil være undergivet samme vilkår.
Dertil kommer, at der i hvert fald blandt
muslimske indvandrere er prestige i at være arbejdsfri, så man i stedet kan
hellige sig opgaven med at være familieoverhoved, god fader og god muslim. Og
en økonomisk tilskyndelse til engagement på arbejdsmarkedet mangler. Masoum
Moradi hævder i en artikel i Politiken den 4. april, at menneskesmuglere sælger
rejser til Skandinavien under varemærket: Arbejdsfrihed og økonomisk tryghed.
Han har ret i, at de økonomiske rammer er vide. Det bekræfter
Indenrigsministeriets tal, der fortæller, at et indvandrerpar med to børn og på
introduktionsydelse koster 583.000 kr. årligt.
Regeringen og de politiske partier gør et stort
arbejde for at fremme integrationen. Men integrationen kan på grund af den
fortsatte og øgede indvandring aldrig afsluttes. Foruden flere tusinde
flygtninge var der år 2000 12.530 familiesammenføringer. Behovene for bistand,
boliger, skoler, hospitaler er grænseløse.
I et romantisk skær kan man se mange charmerende
fornyelser i det danske samfund, men det har sin pris. I Københavns Kommune har
hver fjerde skole flertal af tosprogede elever, og over 30 procent of børnene i
hele kommunen har udenlandsk baggrund, hvilket er en fordobling på 10 år. En
tilsvarende vækst mødes mange steder i landet. Det sociale system er allerede
stærkt belastet, så svage danske kommer i klemme. Kultursammenstødene er
mærkbare, og der spores en stærk vækst i ungdomskriminaliteten. Københavns
politi oplyser, at 72 procent of alle unge mellem 15 og 18 år, der
varetægtsfængsles, har indvandrerbaggrund. På landets 37 krisecentre udgøres
halvdelen of beboerne of kvinder, der er flygtet fra muslimske mænd.
Mens integrationen of indvandrere med baggrund i
religioner of asiatisk rod forløber forholdsvis problemfrit, er det ulig
vanskeligere at integrere muslimer. Til gengæld har de overraskende nok på
trods af deres forskellige grupperinger, ofte i strid med hinanden, formået at
sætte den politiske kulturelle og religiøse dagsorden i indvandrerdebatten, en
dagsorden, hvori deres stærke kulturelle og religiøse særpræg kommer til orde
ofte i form af stærke krav til deres nye medborgere.
En fortsat indvandring af nuværende omfang vil
uvægerligt betyde en svækkelse of det nuværende samfund, en urolig
socialsektor, nedslidning af institutioner og en væsentlig belastning af de
nuværende hårdt pressede danske ungdomsårgange.
Desværre tegner billedet sig på lidt længere sigt
stadig mere usikkert. I mere end 15 år har både fagfolk og politikere vidst, at
vi i de kommende år ud over, hvad vi hidtil har oplevet, står over for en
masseindvandring fra de nordafrikanske og mellemøstlige områder, som mest af
alt har karakter af folkevandring.
Mens befolkningstallet i Europa i de næste årtier
vil stagnere, vil der i de muslimske lande omkring Middelhavet blive tale om en
fordobling af befolkningstallet fra 180 millioner til 360 millioner på 30 år.
Og der findes på det nuværende grundlag ingen mulighed for at skaffe arbejde og
mad til alle disse mennesker i området. Den eneste overlevelsesmulighed for dem
er som fattigdomsflygtninge at opgive enhver lokal tilknytning og med alle
midler kæmpe sig frem til velstanden i Europa. Der er intet, der tyder på, at
de mange oliemilliarder, som samles hos de totalitære muslimske stater, skal
investeres blot drypvis til afhjælpning af denne fattigdom.
Med en uoverskuelig indvandring af
fattigdomsflygtninge vil alle de europæiske velfærdssystemer blive sat på en
hård prøve, og flere vil bryde sammen. Kultursammenstød of voldsomt omfang vil
ikke kunne undgås.
En demografisk ændring af denne karakter vil ingen
demokratiske stater kunne standse med lovgivning eller med våbenmagt, og den
vil først falde til ro, når de sociale og økonomiske vilkår i Europa og
Nordafrika tilnærmelsesvis er udjævnet. Her ender integrationens naturlige
udviklingsvej.
Da udviklingsministerAnita Bay Bundegaard (R) naivt inviterede disse millioner af mennesker hertil, blev hun et mønster på ministeriel letfærdighed. Men samtidig fik hun peget på et problem, som er mere konkret, end de fleste forestiller sig.
En anden vej for integrationspolitikken er
imidlertid ved at tegne sig. Mens den hidtidige udtrykker politikernes afmagt
og stadige tillempning til en ubehagelig udvikling, så kræver den anden
fremsynethed, samarbejde mellem alle europæiske stater og handling:
Hvis Danmark skal overleve som selvstændigt land,
så fordres der milliardinvesteringer i de nævnte muslimske lande i et omfang,
som vi i dag har svært ved at forestille os, og som kun kan gennemføres af en
problembevidst befolkning. Der bliver tale om en anderledes målrettet u‑landsinvestering.
Der vil kræves effektiv begrænsning i antallet af godkendte de facto‑flygtninge
i lighed med, hvad tilfældet er i de fleste andre europæiske lande, en langt
kraftigere stramning of reglerne for familiesammenføring, slankning eller
nedlægning of store dele of den ressourcetunge og megalomane, statsfinansierede
flygtninge‑ og indvandrerindustri, som i store dele af befolkningen har
skabt en kraftig psykologisk barriere mod nødvendig bistand. Investeringer vil
så naturligvis lettes of det lavere prisniveau i nordafrikanske og
mellemøstlige lande. Et enkelt hospital i en mellemøstlig flygtningelejr med
60.000 beboere siges at kunne fungere med et årsbudget på 900.000 kr. (ifølge
sociolog Mehmet Ümit Necef).
Sigtet med omlægningen of flygtninge‑ og u‑landspolitikken
er at bevare mennesker i deres hjemlande gennem udvikling of deres erhvervsliv
bl.a. ved handelsaftaler, der sikrer deres eksport, ved eftergivelsen af gæld
gennem finansiering of uddannelse og of sundhedsreformer og støtte til
børnebegrænsning. Der må sikres effektiv standsning af våbeneksport og
menneskesmugling. Og staterne må inspirere til fri udnyttelse af
forskningsprogrammer og til udveksling of forskere og studerende. Kun eksperter
vil kunne overskue, hvor indsatsen bedst finder sted. Herudover vil der være
behov for bistand til regulære flygtninge i deres nærområder.
Den
kraftige befolkningsekspansion langs Middelhavet konkretiserer mange af de
hidtidige overordnede og teoretiske politiske emner. Men to kraftige impulser
kan omsætte dem til praksis.
Den ene er ønsket om bevarelse af i hvert fald
væsentlige dele of de europæiske velfærdssamfund. Den anden en
kulturel/kristen forpligtethed over for næsten. To begreber, som selvopholdelse
og samvittighed kan sammenblande på en ubehagelig måde. Men hvis de er til gavn
for alle, kan de blive dynamiske faktorer for en nødvendig politik.