Fattigdomsflygtninge skal stoppes med mere hjælp

I de kommende år vil vi stå over for en masseindvandring fra de nordafrikanske og mellemøstlige områder, som mest of alt har karakter af folkevandring. Mens befolkningstallet i Europa i de næste årtier vil stagnere, vil der i de muslimske lande omkring Middelhavet blive tale om en fordobling af befolkningstallet fra 180 millioner til 360 millioner på 30 år

AF POUL E. ANDERSEN

tidl. domprovst

Et krav om endnu flere milliarder til flygtningepolitikken vækker ringe begejstring i den danske befolkning. Det er der god grund til. En dansk familie med mor og far og tre børn må nemlig gennemsnitligt betale ca. 26.000 kr. årligt til flygtningearbejde (12‑13 milliarder pr. år) og u‑landsbistand (14 milliarder pr. år).

De fleste vil mene, at det er rigeligt, ikke mindst i betragtning af, at virkningen er lidet overbevisende. Forskere taler om mislykket integration, og OECD giver Danmarks indvandrerpolitik bundkarakter.

Men realiteten er, at der er behov for langt større midler, og at vor flygtninge‑ og indvandrerpolitik nødvendigvis må gennemgå en total omlægning. Den hidtidige praksis har skabt en frustreret befolkning, og den har haft voldsomme konsekvenser for det danske samfund. Perspektiverne fremover indbyder bestemt heller ikke til optimisme. Som de fleste ved, udgør den indvandrede del of befolkningen omkring otte procent, hvilket svarer til ca. 400.000 mennesker. Om 20 år vil tallet være mere end fordoblet. Det er en udvikling, vi må forholde os til.

Det står allerede klart for mange, at politikerne må vælge mellem to veje at gå i den fremtidige flygtningepolitik. Begge veje fører til en alvorlig anfægtelse of det danske velfærdssamfund. Den ene vil antageligt også lægge op til alvorlig uro mellem forskellige grupper i samfundet.

Den nyligt offentliggjorte ECRI‑rapport pålægger de danske myndigheder, pressen og hele det danske samfund at opfatte de etniske mindretal of indvandrere som et positivt bidrag til det danske samfund. Og den hævder, at afvigelse fra denne opfattelse kræver »streng håndhævelse of lovgivningsmæssige tiltag rettet mod diskrimination og hadefuld tale«. Der kræves også offentlige sanktioner mod nyhedsmedier, som anlægger en anden linje. Fra politikere og fra erhvervslivet møder man beslægtede opfattelser især begrundet i ønsket om forøget indvandring til at dække mangel på arbejdskraft.

Men ofte overses det, at indvandringen allerede pålægger det danske samfund væsentlige og stigende byrder. 59 procent of alle indvandrere fra mindre udviklede lande er uden for arbejdsmarkedet, og mange vil aldrig få fodfæste der. Det skyldes manglende sprogfærdigheder, analfabetisme, kulturtraditioner og dårlig uddannelse. Og hver eneste ny generation of indvandrere vil være undergivet samme vilkår.

Dertil kommer, at der i hvert fald blandt muslimske indvandrere er prestige i at være arbejdsfri, så man i stedet kan hellige sig opgaven med at være familieoverhoved, god fader og god muslim. Og en økonomisk tilskyndelse til engagement på arbejdsmarkedet mangler. Masoum Moradi hævder i en artikel i Politiken den 4. april, at menneskesmuglere sælger rejser til Skandinavien under varemærket: Arbejdsfrihed og økonomisk tryghed. Han har ret i, at de økonomiske rammer er vide. Det bekræfter Indenrigsministeriets tal, der fortæller, at et indvandrerpar med to børn og på introduktionsydelse koster 583.000 kr. årligt.

Regeringen og de politiske partier gør et stort arbejde for at fremme integrationen. Men integrationen kan på grund af den fortsatte og øgede indvandring aldrig afsluttes. Foruden flere tusinde flygtninge var der år 2000 12.530 familiesammenføringer. Behovene for bistand, boliger, skoler, hospitaler er grænseløse.

I et romantisk skær kan man se mange charmerende fornyelser i det danske samfund, men det har sin pris. I Københavns Kommune har hver fjerde skole flertal af tosprogede elever, og over 30 procent of børnene i hele kommunen har udenlandsk baggrund, hvilket er en fordobling på 10 år. En tilsvarende vækst mødes mange steder i landet. Det sociale system er allerede stærkt belastet, så svage danske kommer i klemme. Kultursammenstødene er mærkbare, og der spores en stærk vækst i ungdomskriminaliteten. Københavns politi oplyser, at 72 procent of alle unge mellem 15 og 18 år, der varetægtsfængsles, har indvandrerbaggrund. På landets 37 krisecentre udgøres halvdelen of beboerne of kvinder, der er flygtet fra muslimske mænd.

Mens integrationen of indvandrere med baggrund i religioner of asiatisk rod forløber forholdsvis problemfrit, er det ulig vanskeligere at integrere muslimer. Til gengæld har de overraskende nok på trods af deres forskellige grupperinger, ofte i strid med hinanden, formået at sætte den politiske kulturelle og religiøse dagsorden i indvandrerdebatten, en dagsorden, hvori deres stærke kulturelle og religiøse særpræg kommer til orde ofte i form af stærke krav til deres nye medborgere.

En fortsat indvandring af nuværende omfang vil uvægerligt betyde en svækkelse of det nuværende samfund, en urolig socialsektor, nedslidning af institutioner og en væsentlig belastning af de nuværende hårdt pressede danske ungdomsårgange.

Desværre tegner billedet sig på lidt længere sigt stadig mere usikkert. I mere end 15 år har både fagfolk og politikere vidst, at vi i de kommende år ud over, hvad vi hidtil har oplevet, står over for en masseindvandring fra de nordafrikanske og mellemøstlige områder, som mest af alt har karakter af folkevandring.

Mens befolkningstallet i Europa i de næste årtier vil stagnere, vil der i de muslimske lande omkring Middelhavet blive tale om en fordobling af befolkningstallet fra 180 millioner til 360 millioner på 30 år. Og der findes på det nuværende grundlag ingen mulighed for at skaffe arbejde og mad til alle disse mennesker i området. Den eneste overlevelsesmulighed for dem er som fattigdomsflygtninge at opgive enhver lokal tilknytning og med alle midler kæmpe sig frem til velstanden i Europa. Der er intet, der tyder på, at de mange oliemilliarder, som samles hos de totalitære muslimske stater, skal investeres blot drypvis til afhjælpning af denne fattigdom.

Med en uoverskuelig indvandring af fattigdomsflygtninge vil alle de europæiske velfærdssystemer blive sat på en hård prøve, og flere vil bryde sammen. Kultursammenstød of voldsomt omfang vil ikke kunne undgås.

En demografisk ændring af denne karakter vil ingen demokratiske stater kunne standse med lovgivning eller med våbenmagt, og den vil først falde til ro, når de sociale og økonomiske vilkår i Europa og Nordafrika tilnærmelsesvis er udjævnet. Her ender integrationens naturlige udviklingsvej.

Da udviklingsministerAnita Bay Bundegaard (R) naivt inviterede disse millioner af mennesker hertil, blev hun et mønster på ministeriel letfærdighed. Men samtidig fik hun peget på et problem, som er mere konkret, end de fleste forestiller sig.

En anden vej for integrationspolitikken er imidlertid ved at tegne sig. Mens den hidtidige udtrykker politikernes afmagt og stadige tillempning til en ubehagelig udvikling, så kræver den anden fremsynethed, samarbejde mellem alle europæiske stater og handling:

Hvis Danmark skal overleve som selvstændigt land, så fordres der milliardinvesteringer i de nævnte muslimske lande i et omfang, som vi i dag har svært ved at forestille os, og som kun kan gennemføres af en problembevidst befolkning. Der bliver tale om en anderledes målrettet u‑landsinvestering. Der vil kræves effektiv begrænsning i antallet af godkendte de facto‑flygtninge i lighed med, hvad tilfældet er i de fleste andre europæiske lande, en langt kraftigere stramning of reglerne for familiesammenføring, slankning eller nedlægning of store dele of den ressourcetunge og megalomane, statsfinansierede flygtninge‑ og indvandrerindustri, som i store dele af befolkningen har skabt en kraftig psykologisk barriere mod nødvendig bistand. Investeringer vil så naturligvis lettes of det lavere prisniveau i nordafrikanske og mellemøstlige lande. Et enkelt hospital i en mellemøstlig flygtningelejr med 60.000 beboere siges at kunne fungere med et årsbudget på 900.000 kr. (ifølge sociolog Mehmet Ümit Necef).

Sigtet med omlægningen of flygtninge‑ og u‑landspolitikken er at bevare mennesker i deres hjemlande gennem udvikling of deres erhvervsliv bl.a. ved handelsaftaler, der sikrer deres eksport, ved eftergivelsen af gæld gennem finansiering of uddannelse og of sundhedsreformer og støtte til børnebegrænsning. Der må sikres effektiv standsning af våbeneksport og menneskesmugling. Og staterne må inspirere til fri udnyttelse af forskningsprogrammer og til udveksling of forskere og studerende. Kun eksperter vil kunne overskue, hvor indsatsen bedst finder sted. Herudover vil der være behov for bistand til regulære flygtninge i deres nærområder.

Den kraftige befolkningsekspansion langs Middelhavet konkretiserer mange af de hidtidige overordnede og teoretiske politiske emner. Men to kraftige impulser kan omsætte dem til praksis.

Den ene er ønsket om bevarelse af i hvert fald væsentlige dele of de europæiske velfærdssamfund. Den anden en kulturel/kristen forpligtethed over for næsten. To begreber, som selvopholdelse og samvittighed kan sammenblande på en ubehagelig måde. Men hvis de er til gavn for alle, kan de blive dynamiske faktorer for en nødvendig politik.