Fem års pontifikat af Benedikt XVI’s privatsekretær
Rom, 5. oktober 2010 - “Fem års pontifikat set gennem Benedikt XVI’s privatsekretærs øjne. En pave, der overrasker” er den titel, som l’Osservatore Romano har givet dette indlæg af Mgr. Gänswein.
Den 27. Capri San Michele Pris for klassen Sandfærdige Billeder – tildelt værket “Benedikt XVI urbi et orbi. Med paven i Rom og rundt i verden” (Città del Vaticano, Libreria editrice vaticana, 2010), under redaktion af pavens privatsekretær – blev den 25. september overrakt Mgr. Gänswein i Anacapri (Italien). Den franske udgave af l’Osservatore Romano bringer den 5. oktober 2010 hans indlæg ved denne lejlighed.
Af Mgr. Georg Gänswein
Et “lustrum”, det er meget; et “lustrum”, det er ikke ret meget; et tidsrum på fem år, det er langt, et tidsrum på fem år, det er ikke ret langt.. Det spørgsmål kan man diskutere længe og finde argumenter både for og imod. Den 19. april dette år var der gået fem år, siden kardinal Joseph Ratzinger blev valgt til pave under navnet Benedikt XVI. Femårsdagen for hans valg har været den konkrete anledning til denne udgivelse. Men den dybere årsag ligger i tilskyndelsen til at følge den Hellige Faders spor i hans bispeembede i Rom (urbi), på hans apostoliske rejser i Italien og i de forskellige lande og verdensdele på¨jorden (orbi) og dér finde det budskab, der ligger gemt i hans taler, prædikener, breve og katekeser. Det er i denne optik, at den jordiske tid, chrónos, for os alle kan og skal blive til en kairós, en nådens tid. Refleksionen over de fem års timelige værdi får dermed en ganske anderledes dimension, som unddrager sig logikken i de matematiske kalkuler.
De, der stod på Peterspladsen eller sad foran deres fjernsyn i det øjeblik, da den hvide røg fra det Sixtinske Kapel sendte verden budskabet om de nye pave, vil aldrig glemme deres sindsbevægelse, da den nyvalgte pave viste sig på Peterskirkens ydre loggia og henvendt til de troende improviserede de uforglemmelige ord: “Kære brødre og søstre, efter den store pave Johannes Paul II har kardinalerne valgt mig, en simpel og ydmyg arbejder i Herrens vingård. Den kendsgerning, at Gud også kan arbejde og handle ved brug af mangelfulde redskaber, trøster mig, og jeg forlader mig frem for alt på jeres bønner i glæden over den opstandne Kristus og i tillid til hans konstante hjælp. Vi går fremad, Gud vil hjælpe os, og Maria, hans hellige Moder, er på vor side. Tak!” (jf. ORLF nr. 17 fra 26. april 2005).
Alle steder på jorden har vand altid været det samme. Det er altid den samme forbindelse af brint og ilt. Og alligevel er vandet overalt forskelligt. Hvorfor? Fordi vandet hver gang får en speciel karakter afhængig af den jordbund, det siver igennem. Det samme er tilfældet med paverne. De udfører den samme opgave og svarer på det samme kald fra Jesus; men hver enkelt af dem svarer med sin egen personlighed og med sin egen unikke følsomhed.
Alt dette er vidunderlig smukt: Det er et tegn på enheden i forskelligheden; det er en mirakuløs fornyelse i kontinuiteten; det er en ypperlig manifestation af det, som sker alle vegne i Kristi hellige Kirke, hvor fornyelsen og kontinuiteten eksisterer side om side og uophørligt finder overensstemmelse. Pave Benedikt XVI er ikke som pave Johannes Paul II, Deo gratias; Gud bryder sig ikke om gentagelse eller fotokopier. Og Johannes Paul II var ikke som Johannes Paul I, Deo gratias, ligesom Johannes Paul I ikke var som Paul VI, Deo gratias, og Paul VI var ikke som Johannes XXIII, Deo gratias. Og dog har de alle sammen elsket Kristus inderligt og trofast tjent hans Kirke: Deo gratias quam maximas!
Men – og det er virkelig enestående og opbyggeligt – pave Benedikt XVI har som den første pave vist sig tro mod sin forgænger; det er et tegn på stor ydmyghed, som vækker forbavselse og dyb beundring. Da Benedikt XVI dagen efter sit valg til paveembedet henvendte sig til kardinalerne i det Sixtinske Kapel, udtrykte han sig således: “I disse timer er jeg besjælet af to modstridende følelser. På den ene side en følelse af uegnethed og menneskelig ængstelse på grund af ansvaret [...] På den anden side føler jeg en dyb taknemmelighed mod Gud, der ikke svigter sin hjord, men fører den gennem tiderne under ledelse af dem, han selv har valgt til sin Søns stedfortrædere, og som han har gjort til sine hyrder. Kære venner, denne dybe følelse af taknemmelighed over Guds barmhjertigheds gave er trods alt den dominerende i mit hjerte. Og jeg betragter dette som en speciel nåde, jeg har opnået takket være min ærede forgænger Johannes Paul II. Jeg har en fornemmelse af, at hans stærke hånd knuger min; jeg synes, jeg kan se hans smilende øjne og høre hans ord, der i dette øjeblik er helt specielt henvendt til mig: “Frygt ikke!”” (ibid.)
Hvor er disse ord dog oprigtige og samtidig prægede af ydmyghed! Det, at paven lader sin forgængers forbøn være den primære årsag til sit pontifikat, er virkelig pragtfuldt: Hjertets fred midt i sindsbevægelsens uventede storm. Pave Benedikt XVI har givet Kirken og verden en vidunderlig lektion i hyrdeadfærd: Den, der påbegynder en kirkelig tjeneste – det går hans lektion ud på – bør ikke slette sporene efter den, som tidligere har udført dette arbejde, men bør ydmygt træde i forsporene på ham, der har vandret og arbejdet før ham selv. Hvis det altid var tilfældet, ville meget godt arvegods være reddet, mens det tværtimod ofte bliver ødelagt og sat over styr. Paven har taget denne arv til sig, og han arbejder videre på den med sin stilfærdige og reserverede stil, med sine afvejede og dybsindige ord, med sine afmålte, men skarpsindige handlinger. I sin åbningstale til Petersembedet den 24. april 2005 brugte Benedikt XVI nogle meget klare udtryk: “Det virkelige program for mit styre er ikke at gøre min vilje, ikke at fremme mine egne idéer – sagde paven – men sammen med hele Kirken at lytte til Guds ord og hans vilje, og at lade mig lede af ham, sådan at det bliver ham, der leder Kirken i denne historiske periode” (ibid.). Fem år er gået siden da. For et pontifikat er det ganske vist ikke nogen lang periode, men et tilstrækkelig langt tidsrum til gøre det første regnskab op. Hvilken sag kæmper Benedikt XVI for? Hvilket budskab ønsker han at formidle til menneskene i Rom og i hele verden? Hvad er det, der ansporer ham, og hvad er det lykkedes ham at rokke ved?
Først må det understreges, i hvilken grad paven har overrasket os alle: Allerførst ved den alvor, hvormed han har påtaget sig sin forgænger Johannes Paul II’s opgave ved at fortolke den på en ny og samtidig meget vital måde. Johannes Paul II var paven med de store forestillinger, med den umiddelbart suggestive kraft; Benedikt XVI er ordets pave i besiddelse af ordets kraft: Han er teolog i højere grad end en mand med store armbevægelser, han er en mand, der “taler” om Gud.
Samtidig er vi blevet dybt forundrede over, at det er lykkedes den tidligere præfekt for Troslærekongregationen med sin varme og så spontane og ægte ligefremhed ubesværet at vinde folks hjerter. Det mod, som tydeligt præger den tyske paves pontifikat, har også været ganske uventet. Benedikt XVI frygter ikke sammenligninger og debatter. Han omtaler med rene ord Vestens forsømmelser og fejltagelser, han kritiserer den vold, der foregiver at være religiøst retfærdiggjort. Han holder aldrig op med at foreholde os, at man vender ryggen til Gud med relativisme og hedonisme, såvel som med religionstvang ved hjælp af trusler og vold. I centrum for pavens tanker står forholdet mellem tro og fornuft; mellem religion og afstandtagen fra vold.
Ud fra hans synspunkt vil reevangeliseringen af Europa og hele verden først være mulig, når menneskene forstår, at tro og fornuft ikke er modsætninger, men står i indbyrdes forbindelse med hinanden. En tro, der ikke måles med fornuften, bliver i sig selv uden fornuft og berøvet enhver mening. En opfattelse af fornuften, der udelukkende anerkender det, som er måleligt, er på den anden side ikke tilstrækkelig til at forstå hele virkeligheden. Fornuften bør give plads til troen, og troen bør hylde fornuften, for at de ikke hver især skal svækkes af deres egen ontologis snævre horisont. Paven ønsker i virkeligheden på ny at indskærpe kernen i den kristne tro: Guds kærlighed til mennesket, som i Jesu død på korset og i hans opstandelse finder sit uforlignelige udtryk. Denne kærlighed er det uforanderlige centrum, som den kristne tillid bygger på her i verden, men også forpligtelsen til barmhjertighed, næstekærlighed og afstandtagen fra vold. Det er ikke et tilfælde, at Benedikt XVI’s første encyklika hedder Deus caritas est, “Gud er kærlighed”. Det er et tydeligt tegn; og mere end det, en programerklæring for hans pontifikat. Benedikt XVI vil have det fascinerende ved det kristne budskab til at fremstå i al sin stråleglans. Det er det, som frem for alt er karakteristisk for teolog-pavens pontifikat. I det perspektiv findes styrken og ligeledes muligheden for en fremtid for troen. Budskabet fra Peters Efterfølger er lige så enkelt som dybt: Troen er ikke et problem, der skal løses, den er en gave, som skal genopdages på ny hver eneste dag. Troen bringer glæde og fuldkommenhed.
Men troen har et menneskeligt ansigt – Jesus Kristus. I ham er den skjulte Gud blevet synlig, håndgribelig. I sin grænseløse storhed skænker Gud sig til os i sin Søn. Paven er opsat på at bringe budskabet om Gud, der er blevet kød, urbi et orbi, til store og små, til dem, der har magt, og til dem, der ikke har, inden for Kirken og uden for den, hvad enten man bryder sig om det eller ej. Og selv om alles øjne og alle kameraer er vendt mod paven, drejer det sig på ingen måde om ham. Den Hellige Fader sætter ikke sig selv i centrum, han forkynder ikke sig selv, men han forkynder Jesus Kristus, verdens eneste forløser. Den, der lever i fred med Gud, som lader sig forsone med ham, finder også fred med sig selv, med sin næste og med skabningen, der omgiver ham. Troen hjælper til at leve, troen bringer glæde, troen er en stor gave: Det er pave Benedikt XVI’s dybeste overbevisning. For ham er det en hellig pligt at efterlade sig spor, der fører til denne gave. I ord og billeder vidner den prisbelønnede bog om dette, den er skrevet som et bevis på hengivenhed og kærlighed til den Hellige Fader og som et lille redskab – ligeledes ydmygt og mangelfuldt, men stemningsfuldt takket være de sigende billeder – til evangelisering og dokumentation af et vidnesbyrd, der tilkendegives “i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende” (ApG 1,8).