Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas og den katolske kardinal Ratzinger, idag bedre kendt som pave Benedikt XVI, har sammen skrevet en bog om, hvad religionen kan bidrage med i det sekulariserede samfund.

 

Fornuft og religion i den moderne verden

 

 

Af lektor, cand.mag. Ann-Claire Olsen

 

KUN få år inde i det nye århundrede synes der at tegne sig et billede af, at spørgsmålet om religionens rolle, både i verden som helhed og i det sekulære samfund, står højt på dagsordenen. Det hænger utvivlsomt sammen med den islamistiske terrortrussel, men også med den interkulturelle trafik, der er fulgt i kølvandet på globaliseringen, og som tvinger os til at overveje identitet og livsmål, som ikke længere synes selvfølgelige.

 

I den lille bog "Dialektik der Säkulari­sierung - Über Vernunft und Religion" (Sekulariseringens dialektik - om for­nuft og religion) giver Jürgen Haber­mas 1929 filosof og sociolog, og Kardinal Ratzinger, nu pave Benedikt XVI, 1927- hver deres bud på, hvad re­ligionen kan bidrage med i det sekulari­serede samfund.

Ikke overraskende mener Ratzinger, at religionen kan være et korrektiv til en instrumentel fornuft, der ikke bare har skabt videnskabelige fremskridt, som for eksempel atombomben og gentera­pi, men også og netop gennem disse fremskridt har udfordret og nedbrudt en traditionel etik.

 

Til gengæld synes Habermas som modernitetens og sekulariseringens fortaler gennem nu en menneskealder at udtrykke ny erkendelse ved at ind­tænke religionen som en ikke bare fak­tuel, men også værdifuld, del af, hvad der kaldes det "postsekulære" sam­fund.

Habermas forstår den liberale demo­kratiske stat som ikke-religiøs og uden behov for metafysisk retfærdiggørelse. Den får sin legitimation alene gennem en kommunikativ proces, der fører til rationelle, men fejlbehæftede, resulta­ter, som må overvejes hen ad vejen. Denne stat både forudsætter og be­grunder menneskerettighederne. Bor­gerne, der må være sikret fundamentale rettigheder, giver sig selv forfatningen, og selvom der er tale om en positiv ret, er den rationelt funderet.

 

MOTIVATIONEN FOR borgerne til at forstå sig selv som solidariske medbor­gere, der undertiden må ofre egne in­teresser for andre, begrundes ikke ale­ne i de negative rettigheder, som sikres gennem forfatningen, men udspringer af en "forfatningspatriotisme", fordi selve den demokratiske proces giver mulighed for at præge samfundet aktivt og give sin egen fortolkning af, hvem man som nation ønsker at være. De en­kelte politiske sager, der bliver diskute­ret, er en del af denne selvforståelse.

 

Habermas betvivler ikke, at den fælles religiøse og sproglige baggrund histo­risk set har haft betydning for samfun­dets sammenhængskraft, men i dagens pluralistiske samfund er det ikke læng­ere en fælles identitet, der skaber soli­daritet. Det gør den aktive tilegnelse af de demokratiske principper, der såle­des gerne skulle blive del af den kul­turelle balast.

 

Globaliseringen udgør dog et pro­blem for solidariteten borgerne imel­lem, fordi den udvander demokratiet. Markedsmekanismer, der ikke er un­derlagt demokratisk kontrol, overtager ikke blot politiske områder, men træn­ger ind i privatsfæren. Der opstår skep­sis angående det internationale sam­funds evne til at takle konflikter og so­ciale uretfærdigheder. Faren er, at den enkelte mister interessen for samfun­det som helhed og kører sit eget løb, med Habermas' ord bliver "privatist".

Nogle teoretikere analyserer denne krise fornuftsskeptisk og antihumani­stisk og ser heri en nødvendig følge af sekulariseringen og moderniteten. En sådan fortolkning peger på religionen som eneste vej ud af moradset, fordi man mener, at fornuftstroen, som den effektueres i sekulariseringen, er en særlig europæisk fejludvikling, der nu endelig må korrigeres.

 

Dette er langtfra Habermas' løsning. Efter hans mening kan kun sekularise­ringen og den kommunikative fornuft sikre grundlæggende rettigheder. Reli­gionen skal dog ikke kun ses som soci­alt faktum, men også som en udfor­dring, der må tages filosofisk alvorligt. Den rationelt begrundede filosofi er væsensforskellig fra den religiøst åben­barede sandhed. Det er ikke filosofiens opgave at dømme om religiøse traditio­ner, derimod må religionen mødes med respekt og en lærevillig holdning til de religiøse overleveringer.

Netop via disse overleveringer, som er blevet "levet" og fortolket i over tusinde år, har religionen noget at bidrage med, som fornuften ikke kan sige sig selv.

Hvis tvang og dogmatisme undgås, har man i religionen etiske bud på, hvad det gode liv er, og med disse livsforståelser som pejlemærke kan man bedre få øje på samfundsmæssige patologier og "livsspild".

 

Historisk set har den gensidige ind­flydelse mellem kristendom og græsk metafysik gjort det muligt at "oversæt­te" kristendommen til filosofiske ter­mer, og det har været med til at forme begreber som ansvar, autonomi, indivi­dualitet og fællesskab. I filosofien lever disse begreber videre, frisat fra den reli­giøse forståelse, men med dennes medklingen. Habermas' eksempel er gudbilledligheden, der filosofisk kan forstås som alle menneskers ligevær­dighed. Således kan religionen bidrage med et korrektiv til fornuften uden at udgøre det metafysiske grundlag for retsstaten.

I det "postsekulære" samfund må for­holdet mellem troende og ikke-troende forstås som en komplementær lære­proces, hvor bidrag til den offentlige diskussion tages alvorligt fra begge si­der.

 

RELIGIONEN KAN IKKE gøre krav på at være eneste autoritet, for netop i ned­brydningen af denne autoritet består sekulariseringen. Den troende er ikke kun menighedsmedlem, men også samfundsborger. Den liberale stat må på sin side være parat til at integrere den troende, så han føler sig som en del af samfundet. Da det karakteristiske for den liberale stat er, at borgeren er med til at fortolke forfatningen, må denne mulighed også gælde for den troende.

Ser man på abortlovgivningen, vil man måske mene, at de ikke-troende yder mindst til denne sameksistens. Habermas ser dog også en udfordring for de "religiøst umusikalske", som han regner sig til, da en refleksion over forholdet mellem tro og viden også kræves af dem, og de bliver nødt til at anerkende religionen som ikke kun ir­rationel.

 

Dette kan få betydning for for eksem­pel den menneskeopfattelse, der bliver fremherskende i et samfund, for det er ikke en selvfølge, at det videnskabelige menneskebillede har forrang. Religio­nen må indrømmes en plads i det seku­lære samfund, fordi det simpelthen er uforeneligt med det liberale demokrati at kræve en ensidig sekulariseret ind­stilling. Det påhviler derfor de ikke-tro­ende borgere både at acceptere relevan­te bidrag til samfundsdebatten i et reli­giøst sprog og at forsøge at "oversætte" disse bidrag til et alment tilgængeligt sprog.

 

Ratzingers indlæg angiver med titlen "Hvad der holder verden sammen" en søgen efter en etisk evidens, der kan modsvare både det, han kalder den reli­giøse patologi, som kommer til udtryk i terror begået i Guds navn, og fornuf­tens patologi, som ses i "fagre ny ver­den", hvor videnskabelige landvindin­ger truer menneskeheden med mulig udslettelse eller med at degraderes til produkt.

Dette grundlag skal samtidig kunne favne de mange forskellige kulturer, som den vestlige verden sameksisterer med. Menneskerettighederne har været fornuftens hidtil seneste svar på spørgsmålet om ukrænkelige rettighe­der, men Ratzinger mener, at de burde suppleres af, hvad han kalder, menne­skepligter og menneskegrænser.

 

For kristne kunne udgangspunktet for en korrektion være ideen om Skabe­ren og skabningen, men andre kulturer har andre svar. Det mest interessante i Ratzingers indlæg er måske en vis skepsis over for den vestlige sekularise­ring og rationalitetsforståelse og dens krav om at gælde universelt. Til det, han kalder den nødvendige korrelation mel­lem fornuft og religion, må tilføjes den nødvendige korrelation mellem den vestlige kultur og de øvrige verdenskul­turer, så man ikke ender i en "Vestens hybris". Hver kultur må inden for sit paradigme og sin fornuftsforståelse ar­bejde for dialog mellem fornuft og reli­gion.

Skønt de to samtaleparter lægger ac­centen forskelligt, er de overordnet eni­ge. Religionen er, om man så må sige, kommet for at blive, og i det "postseku­lære" samfund må den finde sin plads som vigtigt, ja måske ligefrem uund­værligt, komplement og medspiller til den igangværende modernitets- og glo­baliseringsproces.

 

Ann-Claire Olsen er lektor og cand.mag. i tysk og filosofi

 

Kristl. Dagbl. 27.2.06