Hos de kristne kirkefædre har der været mindst to
måder at forstå den evige fortabelse på. Den ene tolkning går ud på, at
fortabelsen består i helvedes evige pine; den anden tolkning forstår
fortabelsen som tabet af liv, altså den evige død. I denne artikel om frelse og
fortabelse gennemgås de to teorier og peger på den ortodokse kirkes forståelse
som den mest »fornuftige« model.
AF NIELS HENRIK GREGERSEN
teologisk forskningsprofessor
De store kristne ord om frelse og fortabelse er
omgærdet med billeder og associationer, som ikke altid er på sin plads. Det
skyldes, at vi ofte læser Bibelen ud fra et tolkningsfilter, der er forud
fastlagt af en bestemt helvedesteologi.
Når vi hører ordet dom, medhører vi straks en
straf. Når vi taler om frelse, tænker vi straks på en indeklemt frelsthed. Når
der tales om fortabelse, går tanken straks til helvedes pine.
Men der findes faktisk to forskellige, ortodokse
teorier om helvede: en torturteori, der kredser om helvede som pinested, og en
annihilationsteori, som forstår fortabelse som en tilintetgørelse. Ordene
»frelse« og »fortabelse« hører hjemme i denne eksistentielle sfære og kan for
så vidt bruges om noget meget dennesidigt. Man kan komme frelst i land efter et
skibbrud, ligesom man kan føle sig fortabt og alene, ligesom stående uden for
livets cirkulation. Men når det gælder den evige frelse og den evige
fortabelse, så taler vi karakteristisk nok i passivform, når det gælder frelsen
(man » bliver frelst«), men mere aktivt om fortabelsen (man »går fortabt«). Det
er som om, at fortabelsen finder sted som en ikke‑intenderet konsekvens
af ens handlinger, Uhyggen består i, at man nærmest kan gå hen og blive fortabt
‑ uden at vide det, og uden at ville det.
Men spørgsmålet er, om fortabelsen overhovedet kan
»bestå« i »noget«, når den grundlæggende tanke er, at et menneske i den evige
fortabelse mister alt?
Som sagt er der hos kirkefædrene mindst to måder
at tænke den evige fortabelse på. Den ene tolkning går ud på, at
fortabelsen består i helvedes evige pine: den anden tolkning forstår
fortabelsen som tabet af liv, altså den evige død. Førstnævnte tolkning har
præget Vestkirken (inklusive reformationskirkerne), mens den anden tolkning har
været mere fremtrædende i Østkirken. Torturteorien om helvedes pine er udtryk
for en gengældelsestanke: de gode/de troende skal genrejses, mens den
retfærdige hævn skal udfoldes evindeligt på de onde/de vantro. Helvedes pine
er, hvis vi holder os til Augustin, den højst tænkelige ulykke: »Ingen tortur,
som vi mennesker kender til, udøvet gennem så lange tider, som den menneskelige
fantasi kan forestille sig det, kan sammenlignes med denne straf, som er evig«.
Straffen er nemlig både sjælelig og legemlig. At gå fortabt er at leve i en
stadig kvælningsproces, der aldrig bliver til død.
Men ikke nok med, at helvedes pine er endeløs i
tid, den er også udsigtsløs. Der er ikke noget rensende formål med helvedes
pine. Der er alene tale om en guddommelig straf, der ikke kommer andet ud af
end fortsat straf. Ganske vist har også Augustin læst profeten Malakias (kap.
3) og ved, at Guds dom kan være en renselsesdom. Men Augustin skynder sig at
slå fast, at renselsens dom alene gælder for de udvalgte. Fortabelsens masse
vil lide under en endeløs og formålsløs fordømmelse. Retfærdig er straffen,
fordi den er Guds. Men Augustin indrømmer, at det ikke er menneskeligt muligt
at forstå, hvorfor den er retfærdig.
Vi står her over for en teologi, som ejer en
betydelig stringens, men som også fremstår som ganske afstumpet. Stringent er
hele tankegangen, fordi menneskehedens dobbelte udgang på den yderste dag
tilbageføres til Guds dobbelte prædestination før alle tider. Mennesket
straffes ganske vist for sin egen synd og for sin egen vantro. Men sagen er, at
efter syndefaldet kan mennesket (ifølge Augustins egen arvesyndslære) ikke
andet end at synde, medmindre Helligånden træder til, hvad Han ikke gør særlig
ofte. Denne skrækkens logik (som filosoffen Kurt Flash har kaldt den) forsøgte
den senere lutherdom at undgå ved at fastholde Guds universelle frelsesvilje.
Modigt gik gammellutheranerne i Konkordieformlen fra 1577 på dette punkt imod
både Augustin og Calvin (og stiltiende også imod Luthers egen opfattelse i hans
skrift om Den trælbundne vilje). Motivet var her det ærkelutherske, at intet
kristenmenneske skal tvinges ud i spekulationer med hensyn til sin evige frelse
eller fortabelse.
Men konkordiefædrene tog ikke afstand fra
torturteorien som sådan. Selvom Gud ikke har forudbestemt (prædestineret)
bestemte mennesker til den evige fordømmelse, så ligger det dog alligevel i
Guds urokkelige forudviden (forsyn), at nogle vil blive evigt salige, mens
andre vil blive pint i al evighed. Resultatet bliver altså det samme som for
Augustins og Calvins vedkommende ‑ også selvom lutheranerne gjorde det
sjælesørgeriske anliggende gældende, at ingen, som holder sig til Guds Ord,
behøver at frygte for sin frelse. Men som sagt bliver resultatet ens, og det
skyldes, at der er to alvorlige spørgsmål, som står ubesvaret tilbage i den
gamle lutherdoms frelseslære. Det ene spørgsmål er, om Gud da lader alle de
mennesker gå fortabt, som har levet uden for forkyndelsens virkekreds, dvs.
tiden uden for kristenheden. Det andet spørgsmål er, hvorfor Gud den Almægtige,
som jo netop vil ethvert menneskes frelse, så ikke af nåde skænker troen til
ethvert menneske, som har mødt Guds ord. Skrækkens logik afværges altså kun
temmelig lokalt, nemlig alene for de sandt kristne inden for den synlige kirke.
Den retfærdighed, som tilskrives Gud, fører altså
til frelse af de få og til fortabelse for de mange. En udstødelsens logik får
det sidste ord. Gud er nådens gud for heldige få, men gengældelsens Gud for de
mange og uheldige. Gud fremstår her med ideen om endeløs tortur som den mest
udspekulerede sadist, som tænkes kan.
De yderste konsekvenser af denne augustinske teori
finder vi hos Gregor den Store, som i sine Dialoger skriver, at de frelstes
glæder og taknemmelighed bliver forøget ved at betragte helvedes kvaler hos de
fortabte. Denne tankegang er naturligvis skamløs. Men uforvarende viser Gregor
hermed, hvorfor den traditionelle torturteori om helvede er uholdbar. Hvis
nemlig det evige liv indeholder en forherligelse af skadefryden, så er helvede
indført som et departement i himmelen. Hvilken »frelst« far eller mor ville
nemlig kunne bære en viden om, at ens »fortabte« søn eller datter evigt pines?
Eller omvendt? Torturteorien forudsætter en ekstrem individualisme, som
glemmer, at mennesker forbliver knyttet til hinanden med kærlighedens bånd. Kan
man forestille sig, at Gud, som er Kærligheden selv, evigt river kærlighedens
bånd mellem mennesker itu, når netop kærligheden er »størst af alt«?
Men der er en anden måde at tale om fortabelse på
i kirkens ortodokse tradition, nemlig at forstå fortabelse som tilintetgørelse.
I denne udlægning bliver Dommens ild forstået som den fortærende ild, der ikke
lader noget tilbage at pine. Fortabelse er tilintetgørelse (evig død), ikke
tortur (evig pine).
Pointen er her, at Gud på Dommens Dag siger ja til
synderen, men nej til synden. På dommens dag negerer Gud syndens negation.
Ilden er den ild, der udsletter den eksistens, der vil leve for sig
selv, men som ikke kan leve for sig selv.
Denne forståelse af fortabelse er et spørgsmål om
at være eller at blive gjort til intet. Men det drejer sig også om en bestemt
forståelse af menneskets frelse. Frelsen er at vende sig fra det onde, som
altid kun snylter på det godes eksistens (som mis‑tillid, mis‑undelse
etc.), og vende sig mod Gud, der er al værens kilde. Som formuleret af biskop
Gregor of Nyssa (en af de tre store kappadokere, der formulerede
treenighedslæren bag den fælleskristne Nikænske Trosbekendelse), så må på den
yderste dag »det onde fjernes helt og fuldt fra væren, og ....det, som ikke
virkelig eksisterer [men kun snylter på det gode], må helt ophøre med at
eksistere. Eftersom det onde i kraft af sin natur kun eksisterer i kraft af det
frie valg, så vil det onde, når al fri vilje lever i Gud, undergå en
fuldstændig tilintetgørelse«.
Fortabelse
er her forstået som ondskabens tilintetgørelse i ethvert menneske. Men denne tilintetgørelse kræver netop den
ild, der kan rense sjælen. Gud har kun et formål, nemlig at bringe ethvert
menneske til fuldkommenhed. »Nogle vil allerede i dette liv renses fra det
onde, mens andre vil blive helbredt siden hen gennem ilden«. Gregor forestiller
sig således, at helbredelsesprocessens varighed vil svare til den ondskab, som
er kommet ind i enhver person. På denne baggrund bliver helvedes ild ikke
forstået som en endeløs pine, men som en tidsbegrænset smerte over ondskaben og
dens konsekvenser. Helvede forstås med
andre ord som et renselsessted, et Purgatorium.
Selv lærte
kirkefaderen Gregor af Nyssa på denne baggrund alle tings genoprettelse. Uanset
om man tilslutter sig Gregors apokatastasislære eller ej, så er pointen
imidlertid, at fortabelse betyder tilintetgørelse, og at den erfaring af smerte
over det levede liv, som skal opleves på den yderste dag, har et helbredende
formål.
Jeg mener, at man på baggrund af forståelsen af
fortabelsen som en tilintetgørelse kan tale forsvarligt om helvedes ild ‑
og i det mindste om den teoretiske mulighed af evig fortabelse. Dommens Dag er
Oplysningens Dag, hvor synden viser sin komplette uigennemførlighed.
Spørgsmålet er jo, om noget menneske, der på Dommens Dag virkelig får den
tilbundsgående åbenbarelse af, hvem Gud er, og hvem vi selv er, virkelig ønsker
at holde fast ved syndens projekt. Kun den, der end ikke i forklarelsens
situation vil tage imod Guds evangelium, kan gå fortabt.
Dette er
fortabelsens residuale mulighed. Gud kan nemlig ikke frelse nogen, som ikke vil
frelses, men står fast på en vrede, en forurettelse eller et hovmod. Dommens
dag er således forstået som en kamp mellem Guds tålmodighed og menneskets
stædighed. Men pointen er, at den rensende ild vil menneskets transformation og
ikke dets destruktion.
* *
*