Bratislava, Europæisk Forum , 27. juni 1998

1. Europa, et land med konflikter og frihed

"De der glemmer fortiden, er dømt til at gentage den". Vi må ikke glemme at de fleste mennesker på vores kontinent i dag lever i relativ fred, men at det europæiske samfund i de foregående århundreder har været grobund for konflikter og spændinger. Der har været mange forskellige årsager til disse konflikter: religionskrige og forfølgelser, totalitære ideologier, etniske stridigheder og nationalisme, politiske regimer og militær ekspansionisme, demografisk pres, socio-økonomiske afsavn og ulige fordeling af pengene, etc. På den anden side er det europæiske samfund som intet andet (med undtagelse af det nordamerikanske samfund der er udsprunget af det europæiske) karakteriseret ved sin erfaring med frihed og stræben efter lighed. Louis Dumont har meget rammende beskrevet det moderne Europa som et forsøg på at nå frem til "homo aequalis", i modsætning til Indien ("homo hierarchicus") og alle andre hierarkiske samfund (1). Forsøget på at opnå lighed med hensyn til muligheder og frihed er grundlæggende for vort samfunds historiske projekt. Det har været kilden til mangfoldige spændinger, men også til vort håb, såvel det kristne som det verdslige. Vi må ligeledes huske på at vores kollektive orientering mod lige frihed for alle ikke kun har rod i en plan om oplysning og uddannelse (menneskerettigheder, tankens frihed, frihed til videnskabelig forskning), men også i det jødisk-kristne syn på Guds børns frihed og den respekt vi skylder alle mennesker som skabninger skabt af den samme Gud. Uanset hvilke følger sækulariseringen og den ideologiske udvikling i det postmodernistiske Europa måtte opvise, kan det europæiske projekt ikke forstås medmindre man ser det som en fortsat stræben efter de værdier der findes i lige frihed, lige respekt og lige muligheder for alle borgere. Europæerne har i deres anstrengelser for at finde frem til en mere ligelig fordelig af goderne i samfundet udvist stor solidaritet og vedholdenhed.

Men lige muligheder giver sig ikke altid udtryk i ens resultater. Europa har aldrig været, og bliver formentlig aldrig, et egalitært samfund. For det første fordi vi må erkende at mennesker er fundamentalt forskellige og på ingen måde lige med hensyn til evner og kapacitet. For det andet fordi vi er tilbageholdende med at give for megen magt til en institution, hvad enten det drejer sig om en religiøs autoritet, staten eller arbejdsmarkedet, så den kommer til helt at bestemme over vores liv. Det europæiske lighedsideal søger at undgå de faldgruber vi kender fra "Fagre ny verden" og "General Napoleon". Det foretrukne lighedsideal er negativt: pluralisme, ingen dominerende indflydelse, magtadskillelse. Institutionelt skulle ligheden være resultatet af et funktionelt differentieret samfund hvor det enkelte individ kan bevæge sig frit mellem de forskellige samfundsområder: kirken, staten, arbejdsmarkedet, videnskaben eller kunsten, familien og fritiden, loven og uddannelsessystemet, uden at være domineret af nogen af dem. Man kunne kort og godt beskrive det fundamentale konfliktbegreb i vort samfund ved at definere det som "et område der stiller alle de andre i skyggen" i folks liv. Da Kirken blev for mægtig og begyndte ikke blot at kontrollere den religiøse tro, men også undervisningssystemet, den akademiske frihed og indsættelsen af kongerne, var et oprør uundgåeligt. Men når overflod af penge tillader visse rige mennesker ikke blot at udvide deres finansielle magt, men også at købe stemmer, dirigere dommeres afgørelser eller få tildelt akademiske eller kirkelige privilegier, er der noget der i bund og grund er forkert. Alle europæere, hvad enten de er marxister eller liberale, kristne eller agnostikere, vil kunne blive enige om at bekæmpe et enkelt områdes dominans over alle de andre i samfundet (2). Kort sagt: de er anti-dogmatiske, anti-monolitiske og anti-totalitære. Derfor forstås Europas historie også bedst som en konstant kritik af magtmisbrug og ideologimisbrug.

 

2. Konfliktfyldte tendenser inden for den socio-økonomiske udvikling

Det er ikke en selvfølge at betragte Europa som en socio-økonomisk enhed. For det første vil der fortsat være store forskelle mellem de vestlige og østlige dele af Europa selv om den tidligere kommunistiske blok har taget hastige skridt hen imod en fri markedsøkonomi (og, ironisk nok, netop på grund af denne udvikling). Liberaliseringen i Centraleuropa har affødt en betydelig stigning i fattigdom og ulighed og i betragtelig grad formindsket håbet om en gennemsnitstilværelse.

Dette bekræftes af de nyeste tal:

"I Tjekkiet har 18% af befolkningen en indtægt på under 35% af gennemsnitslønnen. I 1994 lå realindkomsten under niveauet fra 1990, og pensionerne nåede kun op på 76% af 1990-værdien. I Ungarn lever 20-25% af befolkningen under hvad vi anser for eksistensminimum. Antallet af fattige er mere end fordoblet ved at stige fra 1 million til 2,5 millioner, og forskellen i indtægt mellem den højeste og den laveste indtægtsdecil er gået fra 3,9 til 5,9 i 1993. I Slovakiet lever 35% af befolkningen under grænsen for eksistensminimum. Siden 1989 er reallønnen faldet med 25%. Overalt er levealderen faldet. I Litauen er gennemsnitslevealderen for mænd fx faldet fra 64,8 år i 1990 til 61,1 år i 1994, og i Ungarn fra 66,2 år (1988) til 64,8 år i 1994. De officielle tal viser at arbejdsløsheden er steget overalt: i Slovenien (14%), i Slovakiet (15%) og i Ungarn (11%). Kun Tjekkiet har undgået en stigning i arbejdsløshedsraten". (3)

Imidlertid er der også fortsat store forskelle i levestandard inden for EU, fx mellem nord og syd, mellem den angelsaksiske tilnærmelse og kontinentet, mellem unionens centrum og periferi.

Hvis vi prøver at udrede nogle fælles tendenser hvad angår den socio-økonomiske udelukkelse og ulighederne, skiller seks faktorer sig ud som umiddelbart foruroligende:

1. de globale forskydninger inden for arbejdsmarkedet
2. individualiseringsprocessen
3. manglen på tilpasset skolegang og faglig uddannelse
4. nedgangen i befolkningstallet og den længere levetid
5. grænserne for solidaritet (og socialforsorg)
6. indvandrerstrømmene og fremmedhadet.

For klarheds skyld vil jeg behandle disse faktorer hver for sig. Det siger sig selv at de i virkeligheden griber meget ind i hinandens sfærer. Det er ligeledes meget vanskeligt at opstille nogen form for hierarki imellem dem. Men tilsammen vil de forværre ulighederne i Europa langt ind i det næste århundrede.

1. Globale forskydninger inden for arbejdsmarkedet

Den relative lighed eller ulighed i Europa bestemmes først og fremmest af den adgang størstedelen af borgerne har til de økonomiske produktionsfaktorer. Hvis folk er udelukket fra aktiv deltagelse i produktionsprocessen, vil de til stadighed være afhængige af andre for at få opfyldt deres behov (statsindgreb, socialforsorg, privat solidaritet). Under alle omstændigheder vil man betragte dem (og de vil betragte sig selv) som andenrangs borgere.

Eftersom den økonomiske produktion er afhængig af en kombination af fire faktorer – naturlige ressourcer, kapital, arbejde og viden – vil de fleste mennesker være afhængige af arbejdsmarkederne, for de er hverken i besiddelse af tilstrækkelige naturlige ressourcer, fornøden kapital eller viden til at tjene til livets ophold uden at være beskæftiget. Efter industrialiseringen er arbejde (som selvstændig eller lønmodtager) blevet den dominerende form for økonomisk deltagelse i vores samfund (tidligere var den afgørende faktor hvor meget land man ejede).

Med hensyn til beskæftigelsen kan man observere flere tendenser der fører til sociale gnidninger og mulig udelukkelse fra arbejdsmarkedet:

• Mens det totale antal arbejdspladser inden for EU fx har været relativt stabilt (det er steget fra 122,6 mio. i 1965 til 132,8 mio. i 1990, men faldet til 128,8 mio. i 1993), har antallet af mennesker i den arbejdsdygtige alder (16-64 år) været fortsat stigende i den samme periode (fra 188 mio. til 222 mio.). Som følge heraf er beskæftigelsen faldet fra 65% til 58%. Det vil sige at der i EU eksisterer en betragtelig arbejdsreserve (folk der enten er blevet udelukket eller ville være i stand til at komme ind på arbejdsmarkedet for første gang).
• Antallet af jobtilbud er ganske vist forblevet relativt uændret, men til gengæld har jobsammensætningen på arbejdsmarkedet ændret karakter: beskæftigelsen har skiftet fra landbrug og industri (den primære og sekundære sektor) til servicefag samt forskning og udvikling (tredie og fjerde sektor). Denne proces er årsag til gnidninger blandt arbejderne (der bliver nødt til at forlade tidligere arbejdspladser eller lade sig videreuddanne, hvad ikke alle er i stand til) såvel som blandt arbejdsgiverne (lukning af fabrikker, flytninger, skabelse af nye produkter og nye uddannelser). Hverken sociallovgivningen, skattesystemet eller fagforeningerne har tilpasset sig hurtigt nok til at kunne foregribe denne (globale) udvikling ordentligt.
• Flere kvinder (husholdninger med to indtægter) og enlige mennesker er kommet ud på arbejdsmarkedet og har dermed forøget den globale efterspørgsel efter jobs, mens udbuddet som sådan er forblevet konstant. Kampen om de ledige arbejdspladser er derfor blevet hårdere.
• Lønarbejde er hårdere beskattet end andre produktionsfaktorer, især kapital, fordi lønarbejde vanskeligere lader sig flytte og fordi sociale ydelser historisk set altid har været knyttet til lønarbejdernes faglige status. Dette skatteniveau er et meget stort handicap for det europæiske arbejdsmarked og gør meget ofte oprettelsen af nye arbejdspladser alt for bekostelig ( både i sammenligning med priserne på det indre marked hvor den marginale produktivitet ikke er tilstrækkelig høj til at betale de totale lønudgifter, og i sammenligning med lønniveauet for det samme arbejde uden for Europa).

Som følge af en kombination af disse tendenser (samt nogle andre faktorer vi ikke vil medtage i denne analyse) har arbejdsløsheden i Europa haft en tendens til at blive strukturel, og det vil den blive ved med at være så længe der ikke sker nogle fundamentale ændringer (af de nævnte faktorer er det kun skatten der kan bruges som middel til forandring, og det vil endda være meget vanskeligt).

Det er selvfølgelig også sandt at en del af arbejdsløsheden skyldes det sorte markeds "skjulte virkelighed" (anslået til 1/5 af det belgiske bruttonationalprodukt og 1/8 af det spanske) samt fænomenet "den frie ridder" (nogle vil ikke arbejde, men lever af arbejdsløshedsunderstøttelse i stedet for at høre ind under et andet system med garanteret indkomst). Ikke desto mindre dækker disse "skjulte virkeligheder" også over en hel del usikkerhed og fattigdom blandt dem der må leve på den måde. Man kan sammenligne denne situation med den strukturelle underbeskæftigelse i landbrugssamfund (livegne, fæstebønder der arbejder fuldtids for en utilstrækkelig løn).

1. Individualiseringsprocessen

En anden faktor der er med til at skabe social udelukkelse og fattigdom er opløsningen af familieenhederne (på grund af separation, skilsmisse eller dødsfald) eller manglende evne til at skabe nogle nye (der er et stigende antal enlige mennesker i vores samfund, især i den aktive del af befolkningen). Denne individualiseringsproces er resultatet af en tendens der i meget lang tid har præget vort vestlige samfund: de fleste finder det normalt at indrette deres liv autonomt og hæge om deres personlige frihed på alle områder. Men autonomi som tydeligvis kan være en god ting for de velbjergede og rige bliver en belastning og en kilde til yderligere isolation for de svage og fattige. Alle statistikker viser at enlige mennesker i gennemsnit har større risiko for at blive syge eller fattige, at leve kortere eller have vanskeligheder med at opdrage deres børn. Familier med kun én forsørger løber en tre gange så stor risiko for at synke ned i fattigdom.

Man må således – uden for den sags skyld at vende tilbage til den præ-moderne moralske opfattelse af ægteskabet som den eneste løsning – erkende at mange europæeres manglende evne til at engagere sig i et stabilt forhold hvor man samarbejder og bekymrer sig for hinanden (det være sig i et traditionelt ægteskab, et religiøst kommunitet eller et homoseksuelt forhold) er en tungtvejende årsag til social udelukkelse og fattigdom (4). Det ser ud som om europæerne (i modsætning til amerikanerne) begynder at lide under en overdreven individualisme og at de bliver nødt til at vende denne udvikling for at reducere den sociale udelukkelse i fremtiden.

 

2. Manglen på tilpasset uddannelse

Parallelt med overgangen fra en industriel økonomi til en post-industriel økonomi med service og informationsteknologi i centrum kan man se en glidning mod "kundskab" som første og afgørende produktionsfaktor. Som følge deraf vil folk mere og mere blive udelukket fordi de mangler de kundskaber og færdigheder der kræves for at deltage i samfundets økonomi. Manglen på tekniske og intellektuelle evner kan til en vis grad afhjælpes hvis man sidder inde med kapital og naturlige ressourcer. Men de der kun har deres ukvalificerede arbejde at tilbyde på markedet vil sakke bagud langt mere end det var tilfældet i den industrielle æra. Statistikkerne viser faktisk allerede i dag hvor afgørende kundskabsfaktoren er:

• Uddannelsesniveauet er en af de mest afgørende faktorer med hensyn til at få et arbejde og en tilstrækkelig høj indtægt;
• Der er sammenhæng mellem et lavt uddannelsesniveau og sygdom, familieproblemer og arbejdsløshed;
• På grund af den måde skolesystemet er opbygget på, går mangelfuld skoleuddannelse i arv: børn af forældre uden uddannelse har mindre chance for at gennemføre en højere uddannelse (5);
• De socio-økonomiske virkninger af mangel på uddannelse kan formindskes gennem et ægteskab hvor parterne befinder sig på forskelligt uddannelsesniveau, men i vore samfund lader det desværre til at de fleste par stadig er meget lige (de fleste mennesker prøver at finde sig en partner med nogenlunde samme uddannelsesniveau).

Vi bør naturligvis gøre alt hvad vi kan for at ændre denne tendens ved at tilpasse skolesystemet gennem forskellige demokratiseringsbestræbelser (gode offentlige skoler betalt af skatteyderen, gode udvælgelsessystemer til at evaluere elevernes personlige kapacitet og evner i stedet for at forstærke den sociale baggrund de har fra deres forældre), god faglig uddannelse og gode muligheder for efteruddannelse, løbende voksenundervisning, etc. Alle disse anstrengelser er nødvendige, men de vil ikke være tilstrækkelige til at udjævne niveauforskellene med hensyn til de kommende europæeres evner og muligheder.

Derfor må man sige at hvis der er noget sandt i opfattelsen af samfundet som klassedelt, er det sandsynligt at den fremtidige klassedeling vil være baseret på forskellene i kundskaber på det tekniske, intellektuelle og informationsmæssige område. Uddannelse er blevet nøglen til magt, men i sit væsen er denne uddannelse hverken demokratisk eller egalitær selv om vi kunne ønske det.

Når det er tilfældet, skyldes det ikke så meget at skolen mangler institutionel støtte i vore samfund, men at en betragtelig del af befolkningen ikke er i stand til at få det rette kulturelle udbytte af skolegangen. Den kulturelle udelukkelse starter allerede i familierne: hvis man vokser op uden at lære at tale det officielle sprog, hvis man går alt for tidligt ud af skolen, hvis man aldrig har lært at interessere sig for politik og derfor ikke forstår at udøve sine rettigheder som borger, kan hverken administrativ eller finansiel støtte råde bod på dette kulturelle handicap. Fra at være traditionelle er vore samfund blevet post-industrielle i stadigt stigende tempo. For mange af vore kulturelt set svage borgere er denne udvikling gået alt for hurtigt. Når det mislykkes for de lokale systemer (familien, naboerne, de lokale foreninger) at opdrage folk til aktive borgere, vil enhver ekstra investering i uddannelse kun uddybe kløften mellem begavede og mindre begavede.

1. Nedgang i befolkningstallet og længere levetid

Europa er det første kontinent der har oplevet de demografiske virkninger af industrialiseringen og velfærdsstaten. På grund af en stadig nedgang i dødeligheden er befolkningstallet vokset dramatisk i det forrige og det sidste århundrede (fx er Flanderns befolkning blevet tidoblet) indtil fødselstallet til sidst faldt til under ligevægtspunktet (anslået til gennemsnitligt 2,2 børn pr. kvinde) og befolkningstilvæksten standsede og i visse tilfælde gik den modsatte vej. I 90’erne faldt det gennemsnitlige fødselstal i EU til 1,59 og i Rusland til 1,31. Indtil nu har man i Vesteuropa kunnet undgå en nedgang i folketallet takket være en kombination af et netteoverskud af indvandrere og en længere levetid. Men eftersom indvandringen næppe vil stige (den støder på politiske forbehold) vil den dominerende demografiske faktor i Europa være en befolkning der består af flere og flere ældre. I Østeuropa er denne tendens allerede slået igennem da de nævnte faktorer ikke spiller den samme rolle dèr og dødeligheden vokser på grund af social og økonomisk ustabilitet (6).

Vi burde nok acceptere forøgelsen af den gennemsnitlige levealder (stadig højere for kvinder end for mænd) som en positiv faktor hvis det ikke var fordi:

1. den er ulige fordelt blandt europæerne idet den er mere udtalt for de rige end for de fattige;
2. den risikerer at forstyrre ligevægten mellem generationerne; i stedet for at have relativt flest unge mennesker risikerer vi at få relativt flest ældre;
3. denne demografiske udvikling skaber flaskehalse i generationsgeledderne (jf. den såkaldte "baby boom"-generation født mellem 1955 og 1965) med en top omkring 1985 der vil blive fulgt af en "pensionist-top" omkring 2015;
4. den vil medføre større krav til lægerne og hele sundhedssektoren med den dobbelte konsekvens at udgifterne inden for sundhedsvæsenet vil stige samtidig med at de vil være ulige fordelt mellem generationerne.

Det er ganske klart at den demografiske udvikling kommer til at påvirke "uddelingen" af fattigdom og udelukkelse, både på grund af de forandringer der bliver nødvendige på det politiske plan (nye pensionssystemer, ændring af reglerne for sygesikring, boligstøtte, hospitalsophold) og med hensyn til fordeling af arbejdet (højere pensionsalder, større politisk og social vægt på de ældre, særlig pleje af meget gamle mennesker, etc.). Endelig rejser det aldrende Europa også spørgsmålet om den Gamle Verden vil være i stand til at imødegå de hurtige forandringer vi vil blive konfronteret med i fremtiden. Det er klart at en høj alder kan frembyde fordele som visdom og erfaring, men det forudsætter at europæerne ikke tager til takke med at blive pensioneret når de er 55 år, men er parate til at yde en indsats ud over denne alder. Her vil det blive nødvendigt med en fundamental mentalitetsændring.

1. Solidaritetens grænser

Under industrialiseringsprocessen har europæerne udviklet et nyt solidaritetssystem der rækker ud over de præ-moderne systemer med udstrakt hjælp fra familie (eller naboer) samt velgørenhed (ulønnet, organiseret af kirken eller samfundet). Der blev oprettet landsdækkende systemer med sygesikring og bistandshjælp. Disse systemer sørgede for en generel beskyttelse mod de største farer for udelukkelse i et industrisamfund: fagligt betingede sygdomme og arbejdsulykker, sygdom blandt familiemedlemmer, arbejdsløshed, pension, bekostning af børns opdragelse og uddannelse, dårlige boliger. Disse systemer byggede på familieoverhovedets status som forsørger og på bidrag fra arbejdere og arbejdsgivere (Bismarck-modellen) eller på statsborgerretten og skatterne (Beveridge-modellen). I begge tilfælde har de udviklet sig fra frivillige systemer for gensidig forsikring og er blevet til generelle og obligatoriske systemer for social beskyttelse. For dem der faldt igennem maskerne i nettet blev systemerne som oftest suppleret med forskellige former for en garanteret minimumsindtægt afpasset efter de individuelle behov. Disse bistandssystemer har haft en tendens til at blive meget omfattende og komplicerede og forbruge mellem 1/5 og ¼ af statsbudgettet. Samtidig har de været relativt effektive med hensyn til at reducere fattigdommen og bevilge penge fra de besiddende til de mindre bemidlede (i højere grad fra de produktive til de uproduktive og fra folk med et godt helbred til de syge end fra de rige til de fattige: en horisontal fordeling mere end en vertikal). Visse europæiske lande, som fx Benelux, har nået en historisk lav grad af fattigdom takket være deres effektive bistandssystem (6% ifølge EU’s fattigdomsstandard der siger at en person er fattig når hans indkomst er "mindre end halvdelen af gennemsnitsindkomsten"; uden overførselsindkomsterne ville dette tal have ligget på ca. 35%).

Ikke desto mindre beviser dette resultat ikke at bistandssystemet er i stand til at løse alle sociale problemer hvis bare det får penge nok til det. Systemet frembyder tre væsentlige begrænsninger:

1. Fattigdommens hårde kerne. Selv de bedste bistandssystemer formår ikke at afskaffe fattigdommens såkaldte hårde kerne. Faktum er nemlig at fattigdom ikke kun er et spørgsmål om økonomisk hjælp, men den drejer sig også om kulturelle, psykologiske og sociale handicaps der kræver en helt anden form for hjælp. Desuden kan de sociale ydelser nok hjælpe folk til at overleve, men de får dem ikke ud af systemet (der er forskellige former for "fattigdomsfælder": ydelserne er for lave; de bliver taget fra én lige så snart man har noget der ligner en indtægt; man kommer ind i en slags kronisk afhængighed, etc.).
2. Trætheden ved at være solidarisk. Når det handler om solidaritet, dukker der forskellige slags dilemmaer op inden for vort samfund. For det første forlanger folk (fra overklassen og middelklassen) at få del i de samme ydelser som de der virkelig har behov for dem, men de er meget tilbageholdende når det gælder om at betale noget til systemet medmindre de kan se en økonomisk fordel for dem selv i det. Almindelige ydelser (som børnetilskuddet) gør systemet meget omfattende og meget dyrt. Det eneste rigtige ville være at skabe et system med ligevægt mellem de almindelige ydelser og nogle mere målrettede ydelser så pengene virkelig kunne blive til gavn for dem der har det største behov. – For det andet har visse privilegerede grupper den opfattelse at chancen for at de en dag virkelig skulle få brug for systemet er meget ringe i sammenligning med de økonomiske forpligtelser det pålægger dem. Dette er tilfældet for visse kategorier af selvstændige, men også for en del højt uddannede unge mennesker med gode udsigter til at komme højt op på den sociale rangstige. De ville foretrække at komme ud af systemet og tegne private eller faglige forsikringer som ville være mere fordelagtige for dem. Men hvis alle de "gode liv" forlader systemet, er det kun de "dårlige" der bliver tilbage (de der betaler mindre end de modtager), og dette fænomen (med omvendt selektion) risikerer at underminere solidariteten endnu mere. Hvis vi ønsker at det sociale sikkerhedsnet og velfærdsstaten skal overleve, bliver det nødvendigt at overtale de "gode liv" til at forblive inden for systemet. – Når vi således ser bort fra problemerne vedrørende den økonomiske overgang til servicesamfund og den aldrende befolkning, vil alle yderligere reformer inden for socialsektoren i fremtiden dreje sig om det fundamentale spørgsmål om solidaritet mellem de stærke og de svage i vore post-industrielle samfund.
3. Konkurrencedygtigheden. Sidst, men ikke mindst, blev det sociale samfundssystem indført på nationalt plan på et tidspunkt hvor de nationale økonomier endnu havde mulighed for intern kontrol og autonomi. Sådan forholder det sig ikke længere med den globale økonomi vi har i dag. Et voksende antal europæiske selskaber har større og større vanskeligheder med at konkurrere med foretagender der hverken betaler de samme lønninger eller bidrager til sociale sikkerhedsforanstaltninger. Hvis vi derfor skal oprethode fordelene ved det sociale sikkerhedsnet på lokalt plan, bør systemet udbredes over hele verden så manglen på det ikke længere udgør en konkurrencemæssig fordel.

1. Indvandrerstrømmene og fremmedhadet

Europa udgør i dag mindre end 9% af verdens befolkning. Hvis de aktuelle tendenser holder, vil det blive endnu mindre i fremtiden: 6,4% i 2025. Til gengæld ligger den europæiske levestandard langt over verdensgennemsnittet, og den vil sandsynligvis blive ved med at stige. Som følge deraf kan man forvente at indvandrerpresset vil vokse tilsvarende.

Tidligere, fx i efterkrigstiden der var præget af økonomisk vækst, blev indvandrerne modtaget med åbne arme (mellem 1945 og 1973). Siden 1974 har de fleste europæiske lande prøvet at standse indvandringen med den begrundelse at den økonomiske krise ikke tillod dem at integrere nye indvandrere. Imidlertid er indvandringen fortsat, om ikke legalt, så illegalt, eller ved hjælp af forskellige smutveje (anmodning om asyl, familiesammenføring eller ægteskab med en europæisk partner): mellem 1981 og 1992 har Tyskland haft en ekstra indvandring på 1,3 mio. mennesker (uden at medregne asylansøgere og "Aussiedler", etniske tyskere der er vendt tilbage til deres land). I Holland er befolkningen vokset med 634.000 mennesker, i England med 534.000, i Schweiz med 548.000 og i Belgien med 129.000 (8).

Herudover har de samme lande også modtaget et stigende antal asylansøgere (i 1992 blev der registreret 1.982.550 tilfælde i EU’s 12 medlemslande, og endnu en gang var det Tyskland der modtog de fleste). Efter 1992 er indvandrertallet dalet som følge af strengere modforholdsregler og international koordination (Schengen-aftalen). Det står imidlertid klart at forholdsreglerne ikke er effektive nok og ikke vil kunne standse indvandringen på langt sigt.

Denne repressive indstilling er desuden ikke engang nødvendig. For det første er antallet af ikke-EU-borgere inden for EU fortsat bemærkelsesværdigt lavt (ca. 3% af den samlede befolkning); for det andet har de interne folkevandringer inden for Europa vist sig mindre omfattende end ventet efter Berlinmurens fald (øst-vest) og indførelsen af det indre marked (inden for selve EU). Det lader til – bortset fra nogle tilfælde af tvungen folkevandring der først og fremmest skyldtes borgerkrige, som i Bosnien eller Kosovo – at europæerne foretrækker at blive tæt ved deres kulturelle rødder, i modsætning til fx amerikanerne eller asiaterne inden for deres respektive kontinenter. Europæerne er snarere tilbøjelige til at rejse frem og tilbage, omend somme tider for længere perioder ad gangen.

Når indvandrerfænomenet har skabt et massivt socialt ubehag i Europa og sandsynligvis vil fortsætte med at gøre det i en overskuelig fremtid, skyldes det en række specifikke forhold:

1. En stærk koncentration af indvandrerstrømme med hensyn til tid og rum. Tyskland trak fx det største læs mellem 1988 og 1994 idet det på én gang tog imod strømme af udenlandske borgere, asylansøgere, "Aussiedler", folk der kom fra øst efter genforeningen og flygtninge fra ex-Yugoslavien. Disse samtidige strømme af indvandrere har tydeligvis været for meget for det tyske samfund der ikke har været i stand til at assimilere dem på fredelig vis. Resultatet har været en række gnidninger der i højere grad skyldtes sociale spændinger end økonomiske omstænndigheder. Lignende iagttagelser kan man gøre med hensyn til koncentrationerne af fremmede i de fleste vesteuropæiske storbyer.
2. Fremmedhad opstår overalt hvor dårligt stillede sociale grupper mødes. Selv om de fleste indvandrere der kommer til Europa søger efter en bedre tilværelse, skal man ikke af den grund tro at alle nyankomne er fattige og ukvalificerede. Mange indvandrere har tværtimod uddannelser og faglige kvalifikationer der ligger over gennemsnittet. Men de der ikke har en sådan baggrund ender uundgåeligt med at forøge antallet af dårligt stillede lokale grupper: fattige borgere eller anden- og trediegenerations indvandrere for hvem det ikke lykkes at blive integreret (specielt nordafrikanere og tyrkere). Derfor har den sociale dualitet der eksisterer blandt de indfødte en tendens til at forplante sig til indvandrerne. Disse sidste bliver så betragtet som syndebukke og som årsag til de førstes sociale afsavn (hvad de ikke er). Denne situation med ikke accepteret indvandring, opståen af byghettoer og identitetsforvirring (folk føler sig hverken som marokkanere eller europæere) er årsag til social uro og et fremmedhad der går langt ud over det begrænsede antal det drejer sig om. Europæerne må gøre sig klart at de ikke kan leve på et lukket kontinent, langt fra resten af verden. Europa er blevet et indvandringsland mere end et udvandringsland, og dets befolkning må indstille sig på denne nye situation ved at føre en kontrolleret positiv indvandrerpolitik og hurtigt acceptere en udvikling der fører til et multi-kulturelt samfund. Men denne holdning synes at ligge de nuværende politikere meget fjernt; de synes dikteret af frygt eller afvisning af problemet som de prøver at vælte over på nabolandene (9).

1. Status

Hvis vi skal forsøge at formulere nogle generelle konklusioner af den foreliggende analyse, ville det blive følgende:

1. Selv om der ikke i det europæiske samfund består en dualitet i forholdet fifty-fifty mellem de besiddende og de fattige, er der alligevel adskilligt der tyder på at der er en kompleks række af faktorer som skubber mange grupper hen imod social udelukkelse: arbejdsløshed, manglende uddannelse, isolation, dårlig integrering af indvandrere, befolkningskoncentration i by-ghettoer, mangel på adgang til understøttelse fra det offentlige, kulturelle savn. Dertil kommer at disse faktorer samtidig gør sig gældende blandt en aldrende befolkning der oplever en afmatning af solidariteten. Faren for at blive udelukket er faktisk meget ulige fordelt i befolkningen eftersom både det klassiske familie- og klassesammenhold er stærkt for nedadgående. Som følge deraf risikerer det europæiske samfund at nærme sig andre vestlige samfundsmodeller som den nordamerikanske eller den australske: lande fulde af muligheder for de veludstyrede, men skæbnesvangre for de svage.
2. Risikoen for social udelukkelse vil sandsynligvis stige, netop fordi de fleste middelklasse-europæere ikke føler sig direkte truet af de givne perspektiver og dybest set heller ikke forpligtet til at acceptere fundamentale politiske forandringer. I et demokratisk system med overvægt af rige har en minoritet på 20-25% dårligt stillede ikke magt nok til at ændre systemet radikalt. De fleste mennesker accepterer de nuværende rater for arbejsløshed, fattigdom, sociale afsavn og ensomhed alt imens de håber på yderligere udligning melem markedskræfterne (liberalisering, reduktion af overførselsindkomster og sociale ydelser) samt mindre reformer inden for social- og sundhedssektoren (ekstra pensionsmidler, begrænsning af sundhedsudgifterne, sammenhæng mellem arbejdsløshedsunderstøttelse og videreuddannelse, etc.). Denne opportunistiske og reaktionære holdning gør ikke europæerne klare til at møde de fremtidige udfordringer i en global økonomi styret af viden i en multi-kulturel verden der kræver internationale politiske institutioner og regler.
3. Hvis man skal forestille sig et nyt klassedelt samfund, må det være baseret på den ulige fordeling af viden. Det vil blive tilfældet for hele planeten, men vort kontinent vil ikke blive sparet for virkningerne heraf.

Hvis vi ønsker at møde disse udfordringer ud fra en virkelig social europæisk plan, må vi tage fat på forskellige indbyrdes forbundne problemer: de politiske instrumenter og befolkningsmentaliteten (10).

1. Instrumenterne

De europæiske samfund har udviklet nogle meget betydelige instrumenter til social politik: forskellige former for bistandsydelser, et udbredt netværk af offentlige goder, bl.a. skolegang og uddannelse, en overflod af muligheder for jobskabelse, etc. I denne forbindelse bør vi imidlertid nævne to vigtige problemer:

1. Fra et institutionelt synspunkt er de socialpolitiske instrumenter alt for tæt knyttet til den industrielle epoke, dvs. til modtagernes arbejdsmæssige status samt til fagforeningernes og arbejdsgiverorganisationernes rolle. Denne situation er blevet uhensigtsmæssig fordi

a) borgerne har brug for social bistand (sygesikring, folkepension, børnepenge, etc.) ikke kun som lønmodtagere, men også som borgere;

b) den samlede arbejdsbetaling er blevet for høj fordi den er blevet behæftet med alt for høje skatter og afgifter til sociale ydelser; c) fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne er blevet konservative pressionsgrupper der forsvarer en svunden tids privilegier i stedet for at være progressive kræfter til forsvar for de virkeligt trængende. Frem for at skabe nye arbejdspladser bliver de sociale konflikter udnyttet til at forbedre arbejdsforholdene for de allerede velbjergede. Arbejdsgiverne vil hellere beskytte deres produktionsnicher eller fordelene inden for deres egne sektorer end gå med til at støtte en fælles økonomisk politik.

Derfor nødvendiggør den nye socialpolitik en gennemgribende reform inden for socialsektoren, så man fjerner sig fra Bismarck-modellen og nærmer sig Beveridge-modellen: repræsentanterne for lønmodtagerne og arbejdsgiverne skal kun tage sig af de forhold der har direkte sammenhæng med arbejdet (arbejdsløshed, arbejdsbetingede sygdomme, arbejdsulykker, efterløn) mens alle andre forhold, incl. folkepension, bør sortere udelukkende under de offentlige myndigheder og gælde for samtlige borgere. Et alternativt og mere radikalt forslag gående ud på at garantere alle borgere en basisindkomst uafhængig af den enkeltes behov og personlige formue og til gengæld reducere de offentlige hjælpeforanstaltninger, forekommer os ikke at være en retfærdig løsning (10). Men vort social- og sundhedsvæsen trænger i høj grad til en grundig reform, specielt hvis vi skal kunne leve op til de fremtidige demografiske udfordringer (= flere og flere ældre: mere vægt på pensionerne, indførelse af selektive kriterier med hensyn til udgifterne for det offentlige sundhedsvæsen).

2. Socialpolitikken har alt for længe udelukkende været de enkelte nationale staters og nationale organisationers domæne. Den bør hurtigst muligt blive genstand for en international harmonisering med udgangspunkt i den Europæiske Union. Efter Anden Verdenskrig blev der taget forskellige initiativer til indførelse af en international socialpolitik i det Europæiske Fællesskab for Kul og Stål (en forløber for EF og EU: ligestilling for mænd og kvinder, helbredsmæssige beskyttelsesstandarder på arbejdspladserne), i Europarådet (menneskerettigheder, incl. sociale rettigheder) og i EF (de europæiske strukturfonde, forskellige sociale handlingsprogrammer). Anstrengelserne for at etablere et virkeligt Socialt Europa blev imidlertid bremset af neoliberalismen (Thatcher-perioden) samt af nationale interesser og delinger (adskillige fagforeninger og politiske partier var bange for at miste deres nationale magtposition ved en gennemført harmonisering af de socialpolitiske instrumenter). Det er derfor det økonomiske Europa (Det indre marked og den monetære union) i den grad har overskygget den sociale og skattemæssige union. Men på langt sigt vil det føre til en katastrofe. Hvis den politiske Union ikke giver effektive garantier for social beskyttelse og ikke i tilstrækkelig grad får harmoniseret de offentlige indtægter og udgifter medlemslandene imellem, vil ikke blot Unionen lide skibbrud, men nationalstaterne vil ikke længere være i stand til opfylde deres socialpolitiske forpligtelser inden for den nye (globale, post-industrielle) økonomi der unddrager sig de nationale autoriteters kontrol. Europa bør derfor etablere en effektiv international politisk autoritet på kontinentet for at styre markederne dèr hvor nationalstaterne ikke længere formår at gøre det. En Social Union er en nødvendighed med henblik på udviklingen hen imod et effektivt verdensomspændende socialpolitisk netværk.
2. Mentaliteten

Socialpolitik kan kun lykkes hvis den finder udbredt støtte i befolkningen. Her har religionen og politiske bevægelser spillet – og vil sikkert fortsat spille – en afgørende rolle. Europa har udviklet et socialt system der er helt anderledes end det vi finder i andre industrialiserede områder (Nordamerika, Japan, de nyopdukkede magter i det fjerne Østen) fordi det har været baseret på en blanding af tre traditioner: den kristne sociallære, liberalismen og socialismen. Jeg har en kraftig fornemmelse af at det især er den typiske blanding af kristendom og socialisme der tidligere har givet den europæiske socialpolitik dens saft og kraft.

Efter de sidste revolutioner i 80’erne, kommunismens fald og ophøret af de enkelte nationers industrielle økonomi, har disse klassiske europæiske projekter endnu ikke fundet et nyt ståsted og har ikke været i stand til at fostre nye projekter. Velfærdsstatens krise har også vist sig at være en krise for politiske utopier og en krise med hensyn til politisk engagement. Det afgørende spørgsmål er om den europæiske socialisme og Europas kristne demokrati vil kunne fremvise en ny politisk vision for vores kontinent. Hvis ikke, vil neoliberalismen kun blive udfordret af den konservative nationalisme hvilket ikke er nogen lovende fremtidsudsigt. Andre nye politiske bevægelser (økologi, menneskerettigheder) fremsætter ganske vist en interessant kritik af markedskapitalismen, men giver ikke et alternativt almengyldigt svar på den liberale individualisme.

Dette er nok det centrale problem: de sociale netværker, dvs. solidaritets- og bistandsmekanismer på lokalt, nationalt og internationalt plan, vil for fremtiden kun kunne fungere hvis størstedelen af borgerne er i stand til at engagere sig i store institutioner. Uden deres aktive deltagelse og engagement i skoler, kommunalbestyrelser, sociale institutioner, politiske partier etc. vil kløften mellem privatpersoner og offentlige myndigheder blot vokse til uacceptable højder, så de førstnævnte trækker sig tilbage i jagten på personlig lykke (det tyskerne kalder "innere Emigration") og de sidstnævnte mere og mere synes at være rene teknokrater. Vort fremtidige samfund vil da for alvor kunne karakteriseres ved fremmedgørelse. En sådan fremmedgørelse kan kun overvindes hvis tilstrækkelig mange europæere kan overtales til ikke at isolere sig i deres egne private sfærer, men i stedet bekymre sig om og være med til at tage ansvaret for store offentlige institutioner. Det er dette verdslige kald som de kristne (akkurat som mange humanister, jøder og muslimer) villigt har fulgt i tidligere tider fordi de erkendte parallellen mellem kaldet til at være discipel og til at være en ansvarsfuld borger. Mon kristendommen i Europa vil være stærk nok til at svare på dette kald igen i det næste århundrede under nye omstændigheder (12)? Det håber jeg.

1. Louis Dumont, Homo Hierarchicus, Gallimard, 1966; Homo Aequalis, Gallimard, 1977; Essais sur l’Individualisme, 1983.
2. Michael Walzer, Spheres of Justice, Basic Books, 1983 (en klassisk fremstilling af kompleks lighed som ikke-domineret forskellighed).
3. K. Van den Bossche, note vedr. CEEC socialpolitik, UFSIA, 1966, s. 206.
4. Cantillon & Marx, Naar en sociaal doelmatig tewerkstellingsbeleid, UFSIA, 1966, s. 51.
5. I. Nicaise, Armoede en menselijk kapitaal, HIVA, GMG 89/3, 1998, 231-244.
6. David Coleman, Europe’s Population in the 1990’s, Oxford: en betydelig tilbagegang blev observeret mellem 1992 og 1993 i Østtyskland, Rusland, Litauen og Ungarn.
7. P. Rosanvallon, La nouvelle question sociale, Seuil, 1995.
8. J. Salt, "Migration Pressures on Western Europe", i Coleman, o.c., s. 99.
9. S. Collinson, West European Migration Policy Towards the 21^st Century, London. Royal Institute of International Affairs, 1993.
10. Jeg kan ikke gøre fuldstændig rede for disse punkter her. For yderligere detaljer henviser jeg til J. Sweeny & J. Van Gerwen (udg.): More Europe. A Critical Christian Inquiry into the Process of European Integration, Kok Pharos, 1997.
11. P. Van Parijs, "Arguing for Basic Income", Verso, London, 1992; "Sauver la solidarité", 1995 og "Refonder la solidarité", Cerf, Paris, 1996.
12. Det var E. Troeltsch’s sidste spørgsmål i slutningen af hans klassiske oversigt over "De kristne kirkers sociallærer" (Die Soziallehren der Kristlichen Kirchen und Gruppen, Mohr, 1912). Troeltsch’s konklusioner kunne tages som et frugtbart udgangspunkt for et kristent svar på Europas aktuelle situation.

Oversat af Kirsten Dam