FRANCISKANERE eller
MINDREBRØDRE
Tiggerorden grundlagt af den hellige Frans af
Assisi efter 1209. I dag eksisterer der
tre forskellige grene af franciskanerordenen: Mindrebrødre (Ordo Fratrum
minorum), Franciskanerkonventualer (Ordo Fratrum minorum conventualium) og
Kapucinere (Ordo Fratrum minorum cappucinorum).
Da den hellige Frans efter 1209 grundlagde en ny
religiøs orden, gav han den i sin første regel navnet Fratri minores,
mindrebrødre, for på den måde at understrege denne bevægelses særlige ydmyghed
og for at stille disse minores i modsætning til de majores, som
indtog de første pladser under Toscanas sol. “Formålet” med den primitive
livsførelse var sammensat af uddrag af Evangeliet og en række opfordringer til
brødrene. Den nye ordens (1221) endelige regel blev godkendt i 1223 af Pave
Honorius III. Udover at aflægge de tre grundlæggende løfter skal mindrebrødrene
love absolut fattigdom, såvel privat som i fællesskabet. Viet til bøn og
udbredelse af Evangeliet skal de prædike omvendelse og bod og i øvrigt
opretholde livet ved arbejde suppleret med almisser. Reglens kapitel XII
anbefaler allerede, at man respekterer, hvis der er brødre, der føler et
guddommeligt inspireret kald til at tage ud og prædike Evangeliet i
ikke-kristne lande.
I 1219 tæller ordenen allerede flere tusinde
brødre, fordelt over tretten provinser. Denne rivende udvikling forbliver
karakteristisk for den nye orden, samtidig med at der opstår interne spændinger
mellem “spirituelle” og “konventualer”. På et meget tidligt tidspunkt, allerede
mens den hellige Frans endnu lever, opstår der forskellige fortolkninger af
reglen. Skulle fattigdomskravet føres ud i sin yderste konsekvens? Og hvor
langt skulle man gå i sin troskab mod den hellige Frans’ testamente? Disse
brændende spørgsmål truer med at splitte ordenen i to modstridende lejre, en
der går ind for en streng observans, og en der foretrækker besindighed og
mådehold. Den 21. september 1230 udsender Pave Gregor IX bullen Quo elongati,
hvori han dekreterer, at den hellige Frans’ åndelige testamente ikke er nogen
lov. Indførelsen af læge nuntii, kuratorer med magt til at handle
ejendom på brødrenes vegne, en magt som de selv snart overtager, er kun med til
at forværre det allerede eksisterende ubehag. Afgrunden bliver dybere og dybere
mellem de spirituelle, der nærer streng respekt for det primitive franciskanske
ideal og afviser ethvert kompromis, og det større antal mindre strenge
mindrebrødre, der slår sig ned i kommuniteter. I deres overdrevne fanatisme går
de spirituelle så langt, at de benægter pavens ret til at fortolke den hellige
Frans’ regel, der i deres øjne er et nyt evangelium.
I 1257 bliver Bonaventura forstander for ordenen,
og på generalkapitlet i 1260 gennemfører han Narbonnekonstitutionerne, der
udelukker faren for fejlagtige fortolkninger, og derved redder han
mindrebrødrenes åndelige enhed. De vanskeligheder, der er opstået som følge af
det stadigt voksende antal jordiske goder, bliver reduceret gennem princippet
om den “fattige brug” af dem, dvs. en meget begrænset brug af dem i
kommuniteterne. Disse konstitutioner fra Narbonne kom til at danne grundlag for
forskellige statuære tekster i den følgende tid. Til at modvirke tendenserne
til en yderliggående rigorisme opstiller Bonaventura et værn i form af den “rette
overholdelse” af reglen men samtidig
også af de pavelige bestemmelser. Da Celestinus V bliver pave i 1294,
eksisterer der allerede 36 huse med Pave Celestinus’ fattige eremiter, til dels
oprettet af de spirituelle. I begyndelsen af det 14. årh. anmoder de
spirituelle om at blive definitivt adskilt fra ordenen. Pave Johannes XXII
afslår denne anmodning og fordømmer hele den spirituelle bevægelse.
Som tiden går, bliver adskillige klostre
reformeret i al stilfærdighed, og ved et paveligt dekret indsættes i 1415 en
generalvikar for reformen samt provincialvikarer (her skal det bemærkes, at
generalvikaren hierarkisk rangerer direkte under ordensforstanderen; det samme
gælder de enkelte provincialvikarer). Dette initiativ får stridighederne til at
blusse op igen, for konventualerne føler, at ordenens enhed er truet. Og
resultatet bliver ganske rigtigt, at “Observansen”, en betegnelse der fra nu af
dækker alle reformerede eller spirituelle, endelig går af med sejren med Leo
X’s bulle Ite et vos af 29. maj 1517, der samler alle de reformerede
under det nye navn “mindrebrødre af den regulære Observans” og skiller dem
definitivt fra konventualerne. Disse sidstnævne bliver frataget ordenens segl,
der bliver overgivet til forstanderen for Observansen. Denne dag i 1517
betegner således et brud i mindrebrødrenes historie; herefter udgør de to,
senere tre uafhængige grene.
Prædikenen, den form for apostolat, der står
anført i reglen fra 1223, slås fast af Pave Gregor IX i 1230; bullen Quo elongati
fastslår, hvilke studier der forlanges af de brødre, der får lov til at
prædike. Da mindrebrødrene således er blevet en ordo studens, må de nu
på det læremæssige område konkurrere med den hellige Dominicus’ prædikebrødre.
Franciskanske studieklostre, kaldet studia, åbnes i forbindelse med
universiteterne, især i Paris (1219), Bologna (1220), Oxford (1224), London og
Canterbury. Narbonnekonstitutionerne i 1260 genoptager de principper for
studiernes tilrettelæggelse, der allerede var fremsat i 1239. Den franciskanske
tanke er blevet tydeligt belyst af store navne inden for teologien og
videnskaben. Foruden Bonaventura kan nævnes William af Ockam, den hellige
Antonius af Padua og især Roger Bacon. Franciskanernes indtrængen i
universitetsverdenen har været årsag til et øget antal konflikter mellem
universitetsfolkene og mindrebrødrene. Franciskanerne har taget aktivt del i
pavedømmets anstrengelser for at skabe forsoning mellem de vestlige og de
østlige Kirker. Det er også vigtigt at nævne ordenens udbredelse på
missionsmarken, hvor den fx får tilkendt specielle rettigheder over Gravkirken
i Jerusalem. Jean de Plancarpin, Guillaume de Rubrouck og Jean de Montcorvin
blev af paven og den franske konge udsendt på en diplomatisk mission til Kina;
den sidste af disse tre franciskanere blev den første ærkebiskop af Peking i
1307 og grundlagde tre kinesiske bispedømmer. Det er blevet sagt om
franciskanerne, at “den geografiske videnskab skylder dem meget”.
Pave Leo X besluttede i 1517 med sin bulle Ite
et vos at lade hele ordenen være underkastet observanternes forstanders
jurisdiktion, så han fik overdraget den højeste autoritet, som konventualernes
forstander indtil da havde haft: denne fik så titel af stormester for
konventualerne. Denne nye indordning af ham under ordensforstanderen blev på
papiret, og de to grene af ordenen organiserede sig uafhængigt af hinanden, alt
imens de bibeholdt en enhed i princippet. Man må derfor betragte dem hver for
sig: på den ene side mindrebrødrene af den regulære Observans (de gamle
observanter) og på den anden side konventualerne (en fortsættelse af det
oprindelige ordenssamfund, struktureret af Bonaventura i det 13. årh.), og
endelig kapucinerne.
Med dette navn betegner man de gamle observanter
efter bullen Ite et vos. Denne nye gruppering omfattede alle de
gamle reformerede samlet egenmægtigt af paven. For at efterkomme et ønske fra
mange af dem om en ekstrem strenghed havde Leo X planlagt oprettelsen af
lukkede klostre. Det blev forstanderens og generalkapitlets opgave at sørge for
dette med risiko for, at der ville opstå nye reformcentre. Der udviklede sig da
også forskellige bevægelser med disse som udgangspunkt, uden at de dog brød med
ordenen. Bortset fra de italienske Reformati, grundlagt af Francesco di
Gesù og Bernardino d’Asti i 1532, og de spanske barfodsmunke, der i 1557 tog
navnet alcantariner efter deres leder Pedro d’Alcantara, brød rekollekterne til
sidst ikke enheden i Observansen. Den franske revolution, ved hvilken ca. fyrre
rekollekter og lige så mange konventualer mistede livet, blev imidlertid ikke
afslutningen på observanternes historie, idet de genopstod i det 19. årh.
Da Pave Leo XIII i 1897 gerne ville styrke enheden
i Observansen, bestemte han, at alle observanter uden undtagelse skulle samles
under navnet Mindrebrødre, Ordo Fratrum minorum sine ullo apposito (uden
nogen tilføjelse). Mindrebrødrene uden tilføjelse har især virket inden for
videnskabelig forskning med forstanderen Fidele di Fanas grundlæggelse af et
center for middelalderstudier, Qiuarrachi i nærheden af Firenze. Mellem 1884 og
1888 skabte Fidele di Fana i Rom det internationale Sankt Antonius Kollegium,
der i 1933 blev til Athenaeum Antonianum. Det er især lykkedes den
franciskanske Observans at oprette missioner i Latinamerika takket være de
spanske og portugisiske kongers bevågenhed.
Selv om bestemmelserne fra 1517 anbragte
konventualerne på en andenplads, fjernede de ikke disses opfattelse af at være
i kontinuitet med den orden, der blev grundlagt af den hellige Frans og
reorganiseret af den hellige Bonaventura. Stik imod Pave Leo X’s forventninger
var konventualerne ikke kaldede til at forsvinde. Under Tridentinerkoncilet gav
en kommission konventualerne nogle nye konstitutioner, constitutiones pianæ,
dvs. Pius V’s, da det var ham, der godkendte dem i 1565. Konventualerne modtog
ved den lejlighed det “tridentinske privilegium”, der gav dem mulighed for at
eje besiddelser i fællesskab, for dem selv og uafhængigt af pavestolen.
Brødrenes personlige fattigdom opretholdtes. Til trods for store vanskeligheder
og mangfoldige prøvelser udviklede ordenen sig og oplevede en storhedstid i det
17. og 18. årh., hvor den forøgede sin mængde af prægtige bygninger. Den
franske Revolution og det første kejserdømme nedbrød ordenen og ødelagde mange
af dens bygninger over hele Europa. I slutningen af det 19. årh. talte
konventualerne 368 ordenshuse og 1480 munke. I det 20. årh., efter 1918,
oplevede ordenen en renæssance. De sidste konstitutioner stammer fra 1932.
Ordenen ledes af en forstander, der assisteres af et råd på fire medlemmer.
Hver provins, der ledes af en provincial og et råd på tre medlemmer, er delt i
forvaltningsområder med en kustode i spidsen. Mindrebrødrene har ansvar for de
store franciskanske kirker, tretten basilikaer og ordenens gamle Archivio
generalizio.
Siden begyndelsen af det 19. årh. har konventualerne været klædt i sort
og ikke længere i askegråt som tidligere: en hætte og et slag – et skapular,
der er større end mindrebrødrenes. De bærer fodtøj og lejlighedsvis en hat.
Til forskel fra de andre reformbevægelser, der
opstod efter 1517 inden for Observansen, brød grundlæggerne af Kapucinerordenen
lige fra begyndelsen med Observansen, som de egentlig tilhørte; denne nye
bevægelse, der følte sig kaldet til så stor en udvikling, er derfor ikke udgået
fra nogen af de rekollektklostre, der blev dannet efter 1517.
KD