Pave Benedikt XVI’s opfordring til præsterne:

Vend tilbage til skriftestolen og før en “frelsesdialog” med de angrende

Vatikanet, 11. marts 2010 (VIS). I dag modtog Paven deltagerne i et årligt kursus om det “interne forum” arrangeret af det Apostoliske Pønitentiariat (kirkelig instans i Rom, som afgør vanskelige spørgsmål vedr. Bodens sakramente, og administrerer aflad). “Ved at deltage i dette møde”, sagde han til dem, “har I vist det påtrængende behov for at trænge dybere ned i et område, der er væsentligt for præsternes liv og gerning”.

Benedikt XVI påpegede, at dette års kursus faldt sammen med det aktuelle Præsternes År, der er tilegnet den hellige Jean-Marie Vianney, “som heroisk og frugtbart arbejdede med Forsoningens sakramente. ... Af den hellige ‘Sognepræst af Ars’ kan vi præster lære ikke blot en grænseløs tillid til Bodens sakramente, som fører os til igen at anbringe det i fokus af vores pastorale opgaver, men også den form for ‘frelsesdialog’, som skal være en del af det”, sagde han.

“Bevidsthed om ens egne grænser og nødvendigheden af at vende sig til Guds barmhjertighed for at bede om tilgivelse, af hjertet at omvende sig og finde støtte på vejen til hellighed, er fundamentale elementer af livet som præst. Kun den, der selv har oplevet, hvor stor Guds barmhjertighed er, kan forkynde den og give den videre på overbevisende måde”, forklarede Paven.

Den aktuelle kulturelle situation, der er karakteriseret ved “en hedonistisk og relativistisk mentalitet, der er tilbøjelig til at fjerne Gud fra vores synskreds, gør det ikke nemmere for os at opnå et klart billede af værdisammenhænge og hjælper os ikke med at skelne godt fra ondt eller udvikle en korrekt syndsfornemmelse. Paven bemærkede, at det ikke forholdt sig meget anderledes på den hellige Jean-Marie Vianneys tid, præget som den var af “en fjendtlig holdning til troen, der blev udtrykt af visse kræfter, der ligefrem forsøgte at forhindre forvaltningen af præsteembedet”.

“Sådan var de omstændigheder, under hvilke den hellige ‘sognepræst af Ars’ gjorde ‘kirken til sit hjem’ for at lede mænd og kvinder til Gud”, tilføjede Paven, “og for sine samtidige fremstod han som et tydeligt tegn på Guds nærvær, så mange følte sig tilskyndet til at komme til hans skriftestol”. Paven fortsatte: “Derfor er det nødvendigt for præster selv at efterleve deres kald ‘på en ophøjet måde’, eftersom kun den, der daglig bliver en levende og klar tilstedeværelse af Gud, kan vække syndsbevidstheden hos de troende, give dem mod og fremkalde deres ønske om Guds tilgivelse”.

“Skriftemålets ‘krise’, som der så ofte tales om, er først og fremmest en appel til præsterne og til deres store ansvar for at undervise Gudsfolket i Evangeliets radikale krav. I særdeleshed er den en opfordring til dem om gavmildt at bruge kræfter på at høre skriftemål og modigt at vejlede deres hjord, så den ikke tilpasser sig denne verdens mentalitet, men lærer at træffe afgørelser, der går imod strømmen, ved at undgå tillempninger og kompromiser”.

Til sidst opfordrede Benedikt XVI præsterne til at indlede en “frelsesdialog” med deres skriftebørn, som foreslået af ‘sognepræsten af Ars’. En dialog, som “med udgangspunkt i visheden om at være elsket af Gud hjælper mennesket til at erkende sin egen syndighed og lidt efter lidt føre det frem til en stabil udvikling af hjertets omvendelse, der munder ud i den radikale afvisning af det onde og i et liv levet i overensstemmelse med Guds ønsker”.