Frihed under kontrol
Kristne i “islamisk land”
Selv om
kristendommen var rodfæstet i hele Mellemøsten længe før Muhammeds fødsel,
truer Islam i dag de kristne menigheder i dette hellige område,
hvor Frelseren lod sig føde blandt
menneskene.
Selv om de kristne i Mellemøsten har levet her
længere end muslimerne, er de blevet en minoritet udsat for diskrimination og
indimellem også for forfølgelse. Og man har fået for vane at kalde denne del af
verden, der tidligere var helt igennem kristen, for “islamisk land”. Ganske
vist lever de kristne ofte under fredelige former sammen med deres muslimske
landsmænd, men den fjendtlige holdning over for dem er taget voldsomt til i
løbet af de sidste år. Frem for alt bliver kristne i muslimske lande betragtet
som anden klasses borgere.
Det er ikke kun begivenhederne den 11. september
2001 og de fjendtlige erklæringer imod Vesten udsendt af islamiske
ekstremister, der på ny har rejst spørgsmålet om forholdet mellem kristne og
muslimer. I mange islamiske lande bliver de kristne i dag konfronteret med
fundamentalistiske bevægelser, der opstår inden for Islam.
I de muslimske staters officielle fremstillinger
har man imidlertid henvist til de kristnes positive rolle som bindeled mellem
to civilisationer. De har faktisk spillet og spiller fortsat en vigtig rolle
inden for en række kulturelle områder, som litteratur, videnskab, sociologi og
endog politik. Det er takket være kristne akademikere og forfattere, at den
arabiske kultur har kunnet opleve en genfødsel i det 19. århundrede. De har
indtaget en vigtig plads i disse landes nyere historie, da disse opnåede
selvstændighed. De kristne skoler og hospitaler nyder ikke blot stor anseelse,
men deres døre står også vidt åbne for muslimerne (ofte 90% eller mere). Det er
de kristne, der har oprettet institutioner til studiet af Islam såvel i Østen
som i Vesten.
Det modsatte forhold eksisterer ikke, bortset fra
nogle få undtagelser. De kristne i Mellemøsten ligger under for en reel
diskrimination, som hovedparten af muslimerne ikke er imod. Krigene i Libanon,
og nu i Palæstina, er skæbnesvangre for de kristne samfunds overlevelse.
I katolske kredse er euforien omkring dialogen i
70’erne nu sygnet hen, selv om pave Johannes Paul II stadig prøver at møde
Islam på sine rejser i udlandet og opfordrer til tolerance, gensidig respekt og
dialog mellem ligemænd. Den inter-religiøse dialog er stadig mulig, især på
steder, hvor de kristne selv er hjemmehørende i landet og deler sprog og kultur
med muslimerne. På den arabiske halvø er dialog mere problematisk, fordi de
kristne her som oftest er udlændinge, der kun bor i landet i nogle år for at
arbejde der. I Saudiarabien eksisterer religionsfrihed ikke. Eftersom
regeringerne i mange muslimske lande ofte betragter missionsvirksomhed som en
form for proselytisme, begrænser den kristne tilstedeværelse sig til et levende
vidnesbyrd om troen: et liv midt iblandt befolkningen og en social indsats
gennem arbejde på hospitaler, skoler og hjem for forældreløse.
I alle landene er der eksempler på, hvordan de
kristne bliver mere eller mindre truet.
Oversat fra L’Homme Nouveau 18. april 2004.