Bibelen og homoseksualitet

Flemming Kofod‑Svendsen gennemgår i dagens kronik det bibelske vidnesbyrd angående homoseksualitet. De konkrete udsagns afvisning af homoseksuel praksis må bedømmes som en specificering af det grundlæggende bibelske syn på seksualitet, og disse udsagn kan ikke opfattes som perifere eller ligegyldige, men må betragtes som centrale og normative

AF FLEMMING KOFOD‑SVENDSEN

MF, Kristeligt Folkeparti

Endnu en gang er debatten om vielse af homoseksuelle dukket op. I stedet for mere eller mindre spidsfindige juridiske drøftelser bør man undersøge, hvad de bibelske tekster siger. Homofil praksis bliver omtalt både i Gammel Testamente (GT) og Ny Testamente (NT), men det er væsentligt med en ret brug af de bibelske tekster.

Det er en kendsgerning, at det bibelske materiale er mangesidigt, og at det samfund, vi lever i, på mange måder er forskelligt fra de samfund, som de bibelske skrifter oprindelig henvendte sig til. For at tage højde for de problemer, som følger heraf, er det formålstjenligt at skelne mellem tre trin:

Hvordan forstod man oprindelig den konkrete tekst?
Hvad er forpligtende i dag?
Hvordan overføres og anvendes indholdet af en konkret bibelsk tekst på vore dages problemstillinger? Disse arbejdstrin kan ikke adskilles helt, men giver alligevel en struktur over arbejdsgangen.

Ad 1. Man må søge at læse teksterne i deres historiske sammenhæng og herunder søge at se den konkrete tekst både i dens umiddelbare og i dens fjernere kontekst. Det indebærer bl.a. bestræbelsen på at se, i hvilken teologisk helhedsramme den konkrete tekst hører hjemme.

Ad 2. Der har i tidens løb udkrystalliseret sig en række regler for ret bibeltolkning. Den vigtigste regel er, at Bibelen er sin egen fortolker. Denne tolkningsregel kan udmøntes i andre regler:

Jesu forkyndelse og gerning er Bibelens centrum. De nytestamentlige tekster skal derfor læses i lyset af de centrale tekster, f.eks. det dobbelte kærlighedsbud og Bjergprædikenen, hvor Jesu etiske undervisning kommer frem.
NT med centrum i Jesus Kristus udgør kriteriet for, hvad der i GT har gyldighed. Dette hænger sammen med, at både Jesus selv og NT i øvrigt understreger, at der er sket et pagtshistorisk brud ved Jesu Kristi komme. Den gammeltestamentlige åbenbaring er »skyggen« (Hebr. l0,ff), og sagen selv ligger først klart med Jesu og apostlenes undervisning. Åbenbaringen i GT har karakter af foreløbig åbenbaring.

Lad mig også nævne den tolkningsregel, der går ud på, at man må være opmærksom på de konkrete teksters karakter og bl.a. sondre mellem beskrivelser af historiske forhold og udsagn af læremæssig karakter. Det betyder eksempelvis, at de gammeltestamentlige udsagn om flerkoneri (bigami) ikke kan, tillægges læremæssig autoritet.

Ad 3. En ret bibelbrug forudsætter, at de forhold, som de bibelske tekster omhandler, svarer til nutidige forhold eller på rimelig måde kan overføres på nutidige forhold.

I GT forbydes homoseksuel praksis udtrykkeligt to steder i den såkaldte Hellighedslov, nemlig 3 Mos 18,22: »Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed«, og 3 Mos 20,13: Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død«. Her er der tale om et klart og omfattende forbud mod homoseksuel praksis. Der er endog grund til at antage, at forbudene har en generel adresse. Det udtryk, som bruges i 3 Mos 18,22 om partneren, »med en mand«, betyder egentlig » en person af hankøn«. Der er altså tale om en meget generel term, som signalerer, at enhver form for kønslig omgang mellem mænd er forbudt. Det samme udtryk, »en person af hankøn«, bruges i øvrigt i 1 Mos 1,27 om skabelsen af mennesket som mand og kvinde. Det indicerer, at homoseksuel praksis må betragtes som et brud på den kønspolaritet, som Skaberen har givet.

Den tekst i GT, som traditionelt har været anset for mest tungtvejende, når det gælder afvisning af homoseksuel praksis, er beretningen om forsøget på homoseksuel voldtægt mod de to engle, som besøgte Lot i Sodoma (1 Mos 19,1‑11). Det fremgår imidlertid ikke entydigt, at det var homoseksuel praksis, som var Sodomas synd. Homoseksuelle handlinger indgår nemlig i den konkrete tekst sammen med andre elementer som vold, voldtægt og social synd. Man kan med en vis ret hævde, at det var volden, forsøget på homoseksuel voldtægt, som udgør det centrale i Sodomas synd. Dermed kan man ikke isoleret betragtet benytte denne tekst som argument imod ikke‑voldelig homoseksualitet. Samtidig afslører teksten, at man i GT kender til homoseksualitet, som ikke er knyttet til kultisk prostitution.

I NT afvises homoseksuel praksis tydeligt i tre tekster: A) Rom 1,26‑27. B) 1 Kor 6,9f. C) 1 Tim 1,10. Paulus taler i disse tekster principielt og generelt. I Romerbrevsteksten understreges det ved brug af bestemt artikel.

Det tjener på grundsproget til at fokusere netop på arten og ikke individerne. I et samlet overblik over disse tekster fra såvel GT som NT er der tre ting, som springer i øjnene:

1. De anførte tekster er entydige i deres afvisning af homoseksuel praksis. Intet sted i Bibelen så meget som antydes det, at homoseksuel praksis skulle være accepteret.

2. Både de gammeltestamentlige forbud mod homoseksuel praksis og de tre nytestamentlige tekster, som på forskellig vis afviser denne praksis, har omfattende karakter. Det er ikke specielle udgaver af homoseksuel praksis, men enhver form for mandlig (og kvindelig, Rom 1,26) homoseksuel praksis, der afvises.

3. Der er tale om relativt få og kortfattede tekster. Dette kan tolkes som et indicium for, at homoseksualitet ikke blev regnet for noget stort problem for Guds folk i GT og NT. Og det begrænsede antal tekster må desuden opfattes som et tegn på, at afvisningen af homoseksuel praksis blev anset for selvfølgelig.

Skønt Bibelens udsagn om homoseksuel praksis er entydige og omfattende, er der i princippet to forhold, som kunne medføre, at de ikke har aktuel anvendelse:

Hvis de bliver ophævet af andre mere centrale tekster.
Hvis det ved en nærmere undersøgelse viser sig, at den homoseksualitet, som er aktuel i dag, er af en helt anden beskaffenhed end den som de bibelske tekster tager afstand fra.

Hvad er da den teologiske helhedsforståelse bag teksterne? De konkrete tekster om homoseksualitet lader sig bedst forstå som en nødvendig konsekvens af Bibelens grundlæggende syn på seksualitet og samliv, som vi møder det hos Jesus Kristus (Matt 19,1‑12) og i Første Mosebogs beskrivelse af tilværelsens grundvilkår (1 Mos 1‑2). Bibelens grundlæggende syn på seksualitet og samliv kan udfoldes i to punkter:

Kønsdifferentieringen er et skabelsesgivet grundvilkår. Mennesket er skabt som mand og kvinde (1 Mos 1,27; Matt 19,4). Seksualitet er ikke forstået som et isoleret aspekt ved personen, men som en omfattende faktor i menneskers liv. Lignelsen i Ez 16 genspejler, hvordan seksualiteten præger person, fællesskab og livsløb. Den er stærk; og den kan være både god og farlig: »Kærligheden er stærk som døden, lidenskaben er grum som dødsriget« (Højs 8,6). Seksuel nærhed kan være basis for godt fællesskab, se Højsangen, som viser både mandlig og kvindelig sensualitet. Men den kan også gøre stor skade, det er historien om David og Batseba et eksempel på (2 Sam 11).
Alt legitimt seksuelt samliv hører hjemme inden for ægteskabets ramme (1 Mos 2,24; Matt 19,5f). Netop fordi GT forstår seksualitet som en omfattende og vigtig faktor i menneskets liv, er seksuel adfærd strengt reguleret. Fra 1 Mos 2,24 via Hellighedsloven (3 Mos 18) til de profetiske lignelser (Hos 2; Ez 16 osv.) møder vi den opfattelse, at seksualitet skal leves inden for en offentligt indgået, livslang og gensidig forpligtende ægtepagt mellem mand og kvinde. NT bekræfter GT's syn.
Denne forståelse af ægteskabet værnes af det sjette bud, som i både GT og NT indtager en

fremtrædende plads.

De konkrete udsagns afvisning af homoseksuel praksis må da bedømmes som en specificering af det grundlæggende bibelske syn på seksualitet og samliv.

Dermed kan disse udsagn ikke opfattes som perifere eller ligegyldige, men må betragtes som centrale og normative.

Denne forståelse af den teologiske ramme om teksterne om homoseksualitet er ikke grebet ud af den blå luft. Det fremgår bl.a. af, at både teksterne i Hellighedsloven (3 Mos 18,22 og 20,13) og Rom 1,26f terminologisk griber tilbage til 1 Mos 1,27. Desuden forstår 1 Tim 1,10 tydeligvis homoseksuel praksis som en overtrædelse af det sjette bud. Og muligvis er det samme tilfældet med 1 Kor 6,9. Konsekvensen af at se teksterne om homoseksualitet i den anførte teologiske helhedsramme er bl.a., at forbudet mod homoseksuel praksis er baseret på Guds skabervilje og har dermed universel adresse.

De relevante bibelske tekster om homoseksualitet er både entydige og omfattende i deres afvisning af homoseksuel praksis. Alt tyder på, at enhver form for mandlig (og kvindelig, Rom 1,26) homoseksuel praksis afvises.

Denne afvisning bliver endvidere helt indlysende, hvis de konkrete tekster om homoseksualitet forstås som en specificering af det grundlæggende bibelske syn på seksualitet og samliv. Der er hverken grundlag for at hævde, at de bibelske tekster handler om noget helt andet end den moderne, ægte homoseksualitet, eller at man ud fra kærlighedsbudet eller de ægte homoseksuelles »skabthed« kan sandsynliggøre, at den bibelske afvisning er irrelevant. Bibelen går ikke ind for vielse af homoseksuelle.