Snarlig udgivelse af et dokument om homoseksuelle og præsteseminarier

 

 

Vatikanet, 30 aug. 2005 (ACI). – Kongregationen for Katolsk Uddannelse, som kardinal Zenon Grocholewski er formand for, agter at udsende et dokument, i hvilket han vil redegøre for den politik, der skal følges med hensyn til personer med homoseksuelle tilbøjeligheder, der søger optagelse på et præsteseminarium, oplyste en kilde i Vatikanet.

 

Dokumentet, der kan offentliggøres i næste måned, vil slå fast, at aspiranter til præsteuddannelsen på seminarierne ikke kan have homoseksuelle tilbøjeligheder.

 

Teksten forkaster således den “de facto” politik, som er blevet anvendt på visse seminarier, specielt i USA og Centraleuropa, der som eneste betingelse stillede krav om at kunne leve i cølibat, men uden at skelne mellem normale kandidater og kandidater med homoseksuel tilbøjelighed.

 

Ifølge kilden fremfører teksten, at det på grund af den naturlige sameksistens på et seminarium ville være en uretfærdig handling såvel over for personen med tilbøjelighed til homoseksualitet som over for de normale studerende, at lade denne person blive optaget på seminariet.

 

Dokumentet skal være skrevet i pastorale vendinger, men baseret såvel “på Kirkens klare lære angående homoseksualitet som på de begivenheder, der i den senere tid har fundet sted inden for Kirken”, meddelte kilden til ACI Prensa.

 

Selv om der ikke foreligger nogen officiel dato for dokumentets udsendelse, kunne det udmærket blive kort tid, førend Sekretæren for Kongregationen for Katolsk Uddannelse, Msgr. J. Michael Miller, midt i denne måned indleder en revisionsproces på 220 seminarier i USA.