Humanae Vitae – nok engang

 

I anledning af 40 årsdagen for  fremkomsten af Humanae Vitae er der kommet mange udtalelser dels fra Vatikanet dels fra talrige kommentatorer.  I denne sammenhæng gengives de nordiske biskoppers hyrdebrev, som blev udsendt i oktober 1968. 

 

 

Indledning

 

Kære brødre og søstre i Herren

Efter at flere medlemmer af Den nordiske Bispekonference hver for sig er fremkommet med foreløbige udtalelser om pave Paul VI’s encyklika ‹Humanae Vitae›, ønsker vi nu samlet og efter fælles overvejelser at henvende os til jer om dette  emne.

Som I alle er bekendt med, har den pavelige encyklika i en grad, som vist aldrig tidligere er forekommet, ført til forskellige meningsudtalelser, diskussioner og protester.  Mens nogle godtager den fuldt ud, bliver den af andre helt eller delvis afvist.

 

I.                   Situationen efter encyklikaen

 

Kritikken kommer fra højst forkellige kanter.  For det første siger det sig selv, at de mennesker, som tager afstand fra encyklikaens strenge krav, anser luksus og nydelser for livets egentlige mål.  Hvis protesterne blot kom fra den type mennesker, kunne vi roligt lade hele sagen ligge.  Det har altid været kristen-dommens opgave at forkynde Kristi kors, og at vi ikke skal lade os præge af denne timelige verden (Rom. 12,2).  Når der derfor på grund af en sådan forkyndelse opstår forargelse og meningsforskelle, så er det blot et tegn på, at de kristne har forstået deres pligt.

Men i sandhedens navn må det nævnes, at indvendingerne mod encyklikaen ikke kun kommer fra denne side.  Der findes også troende, som er skuffede, og det ikke kun på grund af letfærdig nydelseslyst, men ud fra erkendelsen af deres ansvar såvel for ægteskab som for menneskeheden som helhed.  Blandt disse findes der såvel præster som lægfolk, som vi biskopper anser for vores trofaste medarbejdere.  Det ville være uretfærdigt at tvivle på disse troendes gode vilje eller gå ud fra, at det er moralsk slaphed eller frygt for det offer, som ligger til grund for deres reaktion mod visse af encyklikaens synspunkter.

 

II.                Encyklikaens egentlige anliggende

 

I denne situation ligger det os stærkt på sinde at fremhæve encyklikaens positive værdier.  En opmærksom gennemlæsning af dokumentet viser tydeligt, at pavens dybeste og egentlige hensigt har været på den mest omsorgsfulde måde at forsvare det kristne ægteskab som et menneskeligt fællesskab, hvor kærlighedens helt personlige karakter understøttes af Guds nåde.  I et sådant fællesskab bliver menneskeværdet respekteret, og det seksuelle element bliver stillet i personlighedens tjeneste, og får sin værdighed af det.  Med dette mål for øje har Kirken et vigtigt vidnesbyrd at aflægge for verden, ikke mindst i vore egne lande, hvor respekten for ægteskabet, således som det Nye Testamente fremstiller det, står i fare for at forsvinde.

Derfor er pavens ord i første række en opfordring til alle om alvorligt at overveje deres syn på dette vigtige anliggende. Encyklikaen går derfor først og fremmest ind for at forsvare den menneskelige værdighed og de værdier, hvis betydning alle kristne er enige om.  Således understreger paven stærkt, at ægteskabets bestemmelse på den ene side er at give plads til et gensidigt personalfællesskab, og på den anden side at stå i det nye livs tjeneste.  Det er vigtigt at have begge disse sider for øje.  Derfor er en af encyklikaens grundtanker, at seksualdriften er uadskilleligt forbundet såved med ægteskab og børn, som med kærligheden og troskaben mellem ægtefællerne.  Seksualitetens plads i menneskelivet er så langt fra blot et rent biologisk fænomen, men er på en ganske væsentlig måde indesluttet i dybe menneskelige og etiske værdier.  Derfor går encyklikaen ind for den livslange troskab i ægteskabet.  Endvidere modsætter den sig alt, som ville give kvinden en mindre menneskeværdig stilling end manden.  Den bekæmper også enhver tanke om en totalitær statsopfattelse, som ville tillade et lands regering at tvinge sine undersåtter til at finde sig i en bestemt biologisk plan for regulering af det menneskelige samliv.  Den advarer mod en livsform som kan fremelske en uhæmmet egoisme med katastrofale resultater til følge, og minder om, at ingen ægte menneskelige værdier kan bestå uden alvorlige moralske anstrengelser, forbundet med selvdisciplin, troskab i det gode, offervilje, tjenersind og selvforglemmende indsats for andre.  Kort og godt, den kæmper for værdier, som de kristne har kæmpet for igennem 2000 år.  Alt dette hører med til encyklikaens centrale målsætning.

Ud over disse centrale anliggender tager encyklikaen også stilling til et mere specifikt spørgsmål, nemlig fødselsreguleringen.

Encyklikaen lærer, at der kan gives alvorlige grunde, som gør det tilladt at begrænse antallet af fødsler (Hum.Vit. 16).  Ud fra en for Guds ansigt formet samvittighed kan ægtefællerne selv bestemme antallet af børn.  Begrundelsen for en sådan begrænsning af børnetallet må selvsagt være af moralsk forsvarlig karakter.

Ved siden af dette afgørende Ja til fødselsregulering indeholder encyklikaen et lige så afgjort Nej til alle kunstige midler for at sikre dens gennemføring.  Bortset fra den periodiske eller varige afholdenhed forbyder den alle andre metoder for fødselskontrol.  Vi ved, at der blandt troende ikke gives så få, som helhjertet og med glæde tager imod disse pavens utvetydige ord, selv om de også er sig bevidst hvilke vanskeligheder dette kan medføre.  For dem betyder pavens afgørelse en hjælp i deres indsats for det kristne ægteskabs fuldkommenhed, og vi giver disse troende vor fulde støtte i deres anstrengelser.

Andre derimod – som det kristne ægteskabs fuldkommenhed ikke ligger mindre på sinde – er skuffede over pavens afgørelse og er ude af stand til at se, hvordan dette lader sig gennemføre i praksis.  Derfor kan vi ikke undlade at tage stilling til deres ppørgsmål: ”Hvilken autoritet har encyklikaen?” – ”Kan en katolik have en anden opfattelse?”

 

III        Encyklikaens autoritet

 

Først og fremmest må det stå helt klart, at det kirkelige læreembedes opgave er at yde de troende en effektiv hjælp på deres ofte vanskelige færd igennem livet.  I udøvelsen af dette er det så langt fra, at embedet vil fratage de troende deres ret til selv at tænke, eller umyndiggøre dem, men vil tværtimod stå dem bi i deres tanker og overvejelser.  I denne læreembedets bistand kan de kirkelige udtalelser antage forskellige grader af forpligtelser.

For det første har Kirken myndighed til gennem en højtidelig og ufejlbar definition at afgøre et spørgsmål.  I et sådant tilfælde foreligger der en trosafgørelse, hvor Helligånden sikrer det kirkelige embede fra at begå fejl.

Men der gives også kirkelige afgørelser, som ikke har denne karakter af ufejlbarhed.  Sådanne afgørelser gør da heller ikke krav på at blive gjort til genstand for en overnaturlig trostilslutning, selv om det ikke betyder, at der ved sådanne anledninger ikke foreligger nogen bistand fra Helligånden.  Fra kirkehistorien kender vi dokumenter, som indeholder udtalelser, som senere er blevet korrigeret eller kompletteret.  Principielt er det derfor ikke udelukket, at noget lignende kan komme til anvendelse på encyklikaen ”Humanae Vitae” – for alle er enige om, at den ikke indeholder nogen ufejlbar definition.

Med hensyn til pavelige dokumenter, som ikke gør krav på ufejlbarhed udtaler det 2. vatikankoncil:             ” Denne viljens og forstandens beredvillighed skal ganske særlig ydes Roms biskops autentiske læreembede, selv når han ikke udtaler sig ”ex cathedra”.  Hans øverste læreembede bør nemlig få den ærbødige anerkendelse og hans afgørelser den oprigtige tilslutning, som hans klare hensigt og vilje udtrykker.  Denne fremgår især enten af dokumenternes art eller af den hyppige gentagelse af samme lære eller af udtryksmåden”.(Lum. Gent. 25)

Denne viljens og forstandens beredvillighed, som der her tales om, gør mennesket positivt indstillet over for det, som bliver sagt, og kræver en religiøst bestemt anerkendelse af pavens embede.  Dette indebærer selvsagt, at ingen drager encyklikaens indhold i tvivl, uden først i erkendelsen af sit ansvar over for Gud at have sat sig grundig og redeligt ind i dens tankegang og fordybet sig i dens målsætning.  Men når en eller  anden af tungtvejende grunde alligevel ikke kan blive overbevist af encyklikaens argumenter, så er det altid blevet anerkendt, at man kan have en anden opfattelse end den, som bliver fremstillet i en ikke-ufejlbar udtalelse.  Ingen må derfor på grund af en sådan afvigende mening alene blive stemplet som en dårlig katolik.    Den, som efter samvittighedsfuld overvejelse anser sig for berettiget til ikke at godtage en lære og ikke i praksis at efterleve den, må over for Gud svare for sin holdning og sin handlemåde.

 

 

III.             IV. Den enkeltes samvittighed

 

Encyklikaen indbyder os også til at sige nogle ord om de alvorlige samvittighedsproblemer, som den stiller os overfor.

Samvittigheden er ikke en slags intuitivt instinkt eller en medfødt værdimåler.  Den virker ved at gøre brug af den sædvanlige erkendelsesevne og anvender moralske principper på den praktiske handling.  Samvittigheden trænger derfor til at blive formet, opdrages og tilføjes kundskaber.  I denne proces må der såvel i samfundet som i den enkeltes liv regnes med en vækst i modenhed, som bl.a. giver sig udtryk i at tage andres erfaringer med i betragtning.  Samvittigheden skaber således ikke sine egne normer, men erkender dem som forpligtende uafhængig af den enkeltes egne ønsker.  Af denne grund trænger samvittigheden til at have visse faste og sikre normer, for at den i hvert enkelt tilfælde kan træffe en beslutning.  En katolik finder disse normer i Guds åbenbaring, i Kirkens lære, i den naturlige morallov, osv.  Dette indebærer på ingen måde, at enhver i hvert enkelt tilfælde af en praktisk afgørelse er i stand til at anvende disse normer med klar og sikker indsigt.  Af denne grund vil enhver kristen alvorligt anstrenge sig for at forstå betydningen og rækkevidden af disse normer og således tilegne sig en stadig bedre oplyst samvittighed.

Imidlertid står det under alle omstændigheder fast, at ingen må handle mod sin samvittighed.  Det er muligt, at samvittigheden tager fejl, eller at en nøjere undersøgelse af spørgsmålet var nødvendig, men det er aldrig tilladt at handle mod sin overbevisning.  Enhver, som virkelig har gjort sit bedste for at blive klar over de rigtige retningslinier, forbliver under alle omstændigheder og i hvert enkelt tilfælde personlig ansvarlig for disse retningsliniers praktiske anvendelse.  Ingen – heller ikke Kirken, kan løse nogen fra forpligtelsen til at følge sin samvittighed og til at bære det ansvar, som dette medfører.  Vi er uden tvivl alle enige om, at enhver, som ud fra en egoistisk holdning med forsæt udelukker børn i sit ægteskab, ikke kan sige sig fri for skyld.  Ligeså siger det sig selv, at der må tages afstand fra enhver form for direkte afbrydelse af et svangerskab, og at ethvert seksuelt forhold uden for ægteskabet med eller uden prævention er forbudt.

Nu kan der imidlertid opstå samvittighedsproblemer i forbindelse med fødselsregulering, som ikke altid er så lette at besvare.  I den hensigt at bidrage til en løsning af dette spørgsmål vil vi komme med følgende betragtninger.

Den ene ægtefælle må vise respekt for den andens personlighed, og altid tage hensyn til hans eller hendes bedste.  Med dette for øje må man undgå handlinger og omstændigheder, som kan skade ægtefællernes gensidige hengivenhed, eller som truer med at undergrave selve ægteskabet.  Forældrene må sørge for gode livsbetingelser for deres børn.  Disse og lignende retningslinier kan bidrage til at kaste lys over vanskelige samvittighedsproblemer.  Den slags kan særlig let opstå i blandede ægteskaber.  Da den ene ægtefælle aldrig har lov til at påtvinge den anden sin egen samvittighedsoverbevisning, foreligger der her et meget alvorligt problem i forbindelse med samvittighedens frihed, som kræver stor takt og hensynsfuldhed.  Også på grund af sygdom kan der opstå grænsetilfælde, hvor den enkeltes samvittighed – så vidt mulig støttet af råd fra en ansvarsbevidst læge – må foretage en afgørelse.  Encyklikaen regner nemlig med omstændigheder, som tillader anvendelse af terapeutiske midler, som efter al sandsynlighed hindrer et nyt svangerskab. (Jvf. Hum. Vit. 15)

Siden den slags grænsetilfælde kan forekomme i samvittighedsafgørelser, er en rådgivers opgave ikke altid let. Sjælesørgeren må have forståelse for, at der i det ægteskabelige livs personlige og intime forhold ofte sker en udvikling og en modning.  Han må også tage den mulighed i betragtning, at en ægtefælle kan være overbevist om, at han i sin samvittighed er forpligtet til ikke at følge encyklikaens retningslinier.  I sådanne tilfælde må man kunne regne med, at der ikke foreligger nogen synd som må skriftes, eller som udelukker fra den hellige kommunion.

Også andre katolikker, der bliver adspurgt, som læger, psykologer og andre, må være opmærksomme på, at der i livets løb kan ske forandringer i modenhed, indsigt og moralsk kraft, og at der gives store uligheder i de forskellige menneskers livssituation.  Det er derfor vigtigt at tilegne sig et helhedsbillede af de mennesker, man vil hjælpe.

 

 

 

 

IV.              V. Koncentration om det væsentlige

 

I brydningen mellem gammelt og nyt i vore dages hurtige udvikling mod en ukendt fremtid gennemgår vor tids menneskehed store og smertefulde kriser.  Det må derfor ikke undre os, at også Kirken har del i de samme prøvelser, og at den samtidig skal søge at oplyse dem med det kristne håb.  Idet vi således bærer vor del af vor samtids usikkerhed, opfordrer dette os til stor gensidig forståelse, således at vi ved vor holdning hellere mindsker end øger andres lidelser og usikkerhed.

På trods af alle meningsforskelle må alt det væsentlige i vor kristne tro forene os.  Vi må over for verden bære vidnesbyrd om den store glæde, som vi ejer i Jesu Kristi evangelium, der er et budskab, som så langt fra at virke hæmmende tværtimod gør os frie.

Af den største betydning er det også at bevare sansen for de rette proportioner.  Der gives i sandhed større problemer i dagens verden end den nøjagtige regulering af ægteskabets mest intime funktioner.  Selv om vi i disse specielle forhold er af forskellig opfattelse, så gives der dog i vort helhedssyn på ægteskabet og på menneskehedens betydning flere og vigtigere ting, som vi er enige om, og som vi som Guds børn i fællesskab må kæmpe for.

Så længe vi på den måde har et blik for de rette proportioner, kan visse meningsforskelle endog være både nødvendige og nyttige, forudsat at vi bevarer enhed og fordragelighed os imellem, og respekt og troskab over for paven.  Enhver udveksling af meninger kræver tolerance i dette ords bedste betydning.  Lad os derfor finde os i, at der gives andre meninger end vor egne og lad os bære hinandens byrder.

 

Vi ved, at Kristus har lært os, at ”snæver er den port og trang er den vej, der fører til livet” (Mt. 7,14), og derfor må ingen blive en hindring for andre til at gå den trange vej.  Vi må tværtimod hjælpe hinanden og ”modigt sætte alt ind på at vort liv bærer præg af klogskab, retfærdighed og fromhed, samtidig med at vi er os bevidst, at denne verdens skikkelse forgår” (Hum. Vit. 25)

Om de første kristne sagde hedningerne: ” Se, hvor de elsker hinanden.”  Vi må derfor ikke ved strid og fjendskab gøre evangeliet utroværdigt.  I den situation, vi for øjeblikket befinder os i, har dette ord sin fulde gyldighed: ”Salige er de, som stifter fred” (Mt. 5,9).  Dette gælder for alle mennesker og ikke mindst for de kristne, når de tager deres ansvar for verden alvorlig.  Midt i al usikkerhed må troen holde fast på det, som ikke kan rokkes: at Kritus har al magt i himlen og på jorden, og at alt er underlagt hans herredømme (jvf. Mt. 28,18).

 

Oktober 1968

 

 


Oversat fra norsk af Ole Dam 18.10.08