KOMMENTAR: Kristentroen er en åbenbaringstro, og kendskabet til Jesus
stammer i lige så høj grad fra det, han selv har fortalt os, åbenbaret. Og det
er dét, dogmatikken hviler på
I Kristeligt Dagblads kronik den
11. december retter J.Th. Keidrng (JTK) et skarpt angreb på ideologiernes
tyranni. Tankesystemer træder ganske
rigtigt tit det enkelte menneske under fode, men min enighed med JTK ophører,
når han inkluderer den kristne dogmatik i rækken af personundertrykkende
ideologier.
JTK definerer dogmatikken som
summen af troserfaringer. Denne definition følger af hans opfattelse of
kristentroen, som reduceres til en subjektiv sag mellem den enkelte og Jesus.
Jeg skal være den sidste til at
benægte at hovedvægten i vores tro bør lægges på det personlige gudsforhold,
men Jesus lægger jo selv enorm vægt på fællesskabet, på kirken, og derfor kan
jeg umuligt lukke mig inde i min private opfattelse af, hvem Jesus er.
Hertil kommer, at kristentroen
er en åbenbaringstro.
Mit kendskab til Jesus stammer
ikke kun fra mine og andres erfaringer af ham men i lige så høj grad fra det,
han selv har fortalt os - åbenbaret. Og det er dét dogmatikken hviler på. Den er altså ikke summen of fortidige
troserfaringer, men et forsøg på at formulere den sandhed, som Jesus har ønsket
at delagtiggøre os i med sit liv, sine ord, sine handlrnger, med sin død og
opstandelse. Dette er kristentroens ‑ objektive grundlag, som aldrig kan
forandres, men naturligvis løbende skal omformuleres, så det bliver forståeligt
for skiftende generationer
Dogmatikken er altså udtryk for,
at vi tager Guds henvendelse til os alvorligt og ikke i individualismens
hellige navn forsøger at reducere Gud til vores opfattelse af Ham. Dogmatikken hænger uløseligt sammen med
vores trosbekendelse, der angiver den sikre grund, som vort personlige og
kirkelige trosliv hviler på. Hermed være også sagt, at der kan forekomme
personlige »gudserfaringer« der strider med den
åbenbarede sandhed, og derfor ikke kan anses for kristne.
Hvis man eksempelvis sætter
spørgsmålstegn ved Jesu guddommelighed – den mest almindelige fejltagelse nu
som i de første århundrede – ja så ville kirken gøre alle en kæmpe
bjørnetjeneste ved blot at sige, at den opfattelse skal der også være plads inden
for fællesskabet. Alt i den enkeltes trosliv og praksis står og falder nemlig
med disse basale sandheder, og desuden er det jo ikke logisk muligt, at den
Jesus, der har åbenbaret sig som Gud og menneske, og som er blevet erfaret som
sådan of generationer af kristne nu også samtidig kan være »blot« menneske.
De åbenbarede Trossandheder skal
man naturligvis tage til sig i fuldkommen frihed, og enhver form for tvang
tortur eller lignende er også i denne sammenhæng i åbenlys modstrid med
evangeliet. At fanatisme og integralisme også forekommer blandt kristne,
beklager jeg ligesom JTK dybt, men jeg afviser at give dogmatikken skylden
herfor.
Jeg tror iøvrigt at Kristeligt
Dagblad ville have gjort kronikøren og os andre en tjeneste ved at have valgt
en mindre dogmatisk illustration til kronikken. Med det uhyggelige billede fra en af inkvisitionens fangekældre
kunne det endnu en gang synes som om, den katolske kirke har patent på en
broget historie med undertrykkelse af anderledes tænkende og troende.
Det ville dog være befriende,
hvis vi, uden at katolikkerne fralægger sig deres ansvar, kunne få slået fast,
at inkvisitionens metoder var typiske for tiden og ikke kun for den katolske
kirke. Det kunne ske ved, at Kristeligt
Dagblad, næste gang lejligheden byder sig frisker sine artikler op med et
billede af et af Calvins kætterbål på torvet i Genève eller hvad med et af en
katolsk præst, der dingler fra en britisk galge. Så kan vi måske komme videre!
katolsk præst
Bredgade 64,
København K.