Dominikanerne og inkvisitionen

Den katolske orden vil ikke kun konfrontere mørke sider hos sig selv, men også rense ud i myter

AF mag. art. ANDREAS RUDE

Da forfatteren Umberto Eco i sin verdensberømte roman »Rosens Navn« introducerede dominikanermunken og inkvisitoren Bernard Gui, fremmanede han samtidig en hel række forestillinger hos læseren om den middelalderlige kirke, om kættere og om Dominikanerordenen.

Gui er en historisk skikkelse, og i Ecos udlægning - særligt i filmversionen af »Rosens Navn« - portrætteres han som en blodtørstig fanatiker. Mange moderne historikere peger dog på, at sandheden om Gui er mere facetteret end som så, og at det også gælder den kirkelige domstol, inkvisitionen som han repræsenterede.

Bernard Gui er en af de personligheder, som blev drøftet af deltagerne i en tre-dages konference i Rom fra den 23. til den 25. februar om Dominikanerordenens rolle inkvisitionen. Konferencen, der var lukket for offentligheden, fandt sted på ordenens eget universitet, Sankt Thomas Aquinas Universitet, kaldet Angelicum, med deltagelse af 50 historikere og teologer.

Det var pave Johannes Paul II, der i årene op til årtusindskiftet opfordrede den katolske kirke til at tage hånd om de mere dystre kapitler i sin historie. Det medførte et større symposium om inkvisitionen i 1998, hvor bl.a den danske ekspert dr.phil. Gustav Henningsen deltog:

Mørke sider

Dominikanernes seneste initiativ er en opfølgning på det større symposium og var derfor præget af en vis ydmyghed. Der er dog næppe tvivl om, at ordenen ikke bare så den seneste konference som en mulighed for at konfrontere mørke sider hos sig selv; men også som en anledning til at rense ud de i myter, der er opstået omkring inkvisitionen.

Dominikanerpater Arturo Benal Palacios, der er retshistoriker og arrangør af konferencen, fortalte således den engelske avis Daily Telegraph, at Dominikanerordenen ikke havde noget imod at vedgå sine fejl. Samtidig forudså han, at fremtidens historieforskning formentlig vil vise, at forestillingen om inkvisitionens misgerninger er stærkt overdrevne.

- Vi er trætte af den udbredte fejltagelse, at det var os, der grundlagde inkvisitionen, at vi var ophavsmændene til massakrerne og de eneste, der var ansvarlige for forfølgelserne, siger han til avisen.

Dominikanerordenen, eller Ordo Prædicatorum (Prædikeordenen), som er dens officielle navn, blev grundlagt i 1216 af den hellige Dominikus, og da pave Gregor IX nogle år senere oprettede inkvisitionen til at vogte over troens renhed og bekæmpe det albgensiske kætteri, betroede paven dominikanerne denne nye domstol. Ordenen fik efterfølgende ry for at fare frem med stor nidkærhed og brutalitet ikke bare mod albigenserne i Frankrig, men også under den spanske inkvisition i det 15. og det 16. år hundrede.

Her er det særligt dominikaneren og storinkvisitoren Tomás de Torquemada, som var en af hovedmændene bag udvisningen af jøderne fra

Spanien, der for eftertiden er kommet til at stå som indbegrebet af umenneskelig grusomhed.

Historisk ry

Et sådant ry angår selvfølgelig ikke bare historiske enkeltpersoner, men også de mange tusinde munke og nonner, der udgør Dominikanerordenen i dag. Og dette forhold var medvirkende til, at det daværende overhoved for ordenen, englænderen Timothy Radcliffe for fire år siden tog initiativ til at bestille en undersøgelse af dominikanernes rolle i inkvisitionen.

- Inkvisitionen er en meget kompleks størrelse. Der var mange forskellige inkvisitioner, den romerske inkvisition, den spanske inkvisition og mange flere, som antog forskellige former. Der var tidspunkter, hvor inkvisitionen blev opfattet som mild og retfærdig og andre, hvor den oplagt var hård og grusom. Det var derfor, generalkapitlet i Bologna i 1998 bad ordenens historiske institut om at undersøge, hvad præcis dominikanernes rolle var i inkvisitionen, sagde Timothy Radcliffe til den franske katolske avis La Croix for et par år siden.