Benedikt
XVI præsenterer Irenæus af Lyon, “Kirkens første store teolog”.
Analyse
af den gnosticisme, som biskoppen af Lyon bekæmpede.
Rom, onsdag d.
28. marts 2007 (Zenith) – I den hellige Irenæus af Lyon ser Benedikt XVI ikke
blot “forkæmperen i kampen mod kætterierne”, men frem for alt “Kirkens første
store teolog”. Og paven gør opmærksom på, at traditionen, “den uafbrudte
tradition, ikke er traditionalisme” hos ham.
Under onsdagens
audiens analyserede Benedikt XVI i overværelse af omkring 20.000 besøgende på
Peterspladsen de karakteristiske træk ved den “gnosis”, som Sankt Irenæus af
Lyon bekæmpede, nemlig dens intellektualistiske, dualistiske og hemmelige natur
holdt op imod den autentiske, bibelske, apostoliske tro, der offentlig og
tilgængelig for alle var centreret om Kristus, sand Gud og sandt menneske, og
om åbenbaringen af fællesskabet i den hellige Treenighed.
Benedikt XVI
erindrede om, at “Sankt Irenæus, der stammede fra Smyrna (det nuværende Izmir i
Tyrkiet) i det 2. årh., var elev af biskop Polykarp, der personlig havde kendt
apostlen Johannes. Senere blev han i Gallien medlem af præstekollegiet i den
unge kristne menighed i Lyon”.
Benedikt XVI
beskrev biskoppen af Lyons personlighed med følgende ord: “Irenæus er frem for
alt en troens mand og en hyrde. Som den gode hyrde ejer han mådehold, rig
indsigt i Kirkens lære og missionsiver. Som forfatter forfølger han et dobbelt
mål, nemlig at forsvare den sande troslære mod kætterske angreb og at
fremstille trossandhederne klart og tydeligt.”
Paven forklarede,
at “Irenæus definitivt er forkæmperen i kampen mod kætterierne. I det 2. årh.
var Kirken truet af det, man kalder gnosis, en anskuelse, der gik ud på, at den
tro, der blev udbredt af Kirken, kun var en symbolik beregnet på enfoldige
mennesker, der ikke var i stand til at forstå vanskelige ting; derimod havde de
indviede, de intellektuelle – som man kaldte gnostikerne – forstået, hvad der
skjulte sig bag symbolerne, og havde dannet en elitær, intellektuel
kristemdom.”
“Denne
intellektuelle form for kristendom delte sig mere og mere i forskellige
strømninger præget af tanker, der ofte var mærkelige og overspændte, men
virkede tiltrækkende på mange mennesker. Et fælles træk ved disse forskellige
retninger var dualismen, det vil sige, at man fornægtede troen på den ene Gud,
alles Fader, menneskets og verdens Skaber og Frelser. For at forklare det onde
i denne verden hævdede de eksistensen af et negativt princip ved siden af den
gode Gud. Dette negative princip skulle have frembragt de materielle ting,
materien.”
Paven
understregede, at “Irenæus solidt rodfæstet i den bibelske lære om skabelsen
gendriver dualismen og den gnostiske pessimisme, som undervurderer den
legemlige virkelighed. Han forfægtede urokkeligt materiens, legemets, kødets
såvel som åndens oprindelige hellighed.”
“Men hans værk
rækker langt ud over forkastelsen af kætteriet: man kan faktisk sige, at han
fremstår som Kirkens første store teolog, den, der skabte den systematiske
teologi; han taler selv om systemet i teologien, dvs. hele troens indre
sammenhæng. Kernen i hans lære er spørgsmålet om “troens rettesnor” og dens
videregivelse. For Irenæus er “troens rettesnor” ret beset ensbetydende med den
Apostoliske Trosbekendelse og giver os nøglen til at fortolke Evangeliet,
fortolke Trosbekendelsen i lyset af Evangeliet.”
“Det Evangelium,
Irenæus prædiker, er i virkeligheden det, som han har fået fra Polykarp,
biskoppen af Smyrna, og Polykarps Evangelium stammer fra apostlen Johannnes,
som Polykarp var discipel af,” sagde paven. “Den sande lære er således ikke
den, som de intellektuelle fandt på, og som gik ud over Kirkens enkle tro. Det
sande Evangelium er det, som er blevet forkyndt af biskopperne, som igen har
modtaget det i en uafbrudt kæde fra apostlene. De har ikke videregivet andet
end netop denne enkle tro, som ligeledes er den sande dybde i Guds åbenbaring.
Der eksisterer derfor ikke – siger Irenæus – nogen hemmelig lære bag Kirkens
almindelige Trosbekendelse. Der findes ikke nogen højere kristendom for de
intellektuelle. Den tro, som Kirken offentligt bekender, er den fælles tro for
alle.”
“Kun denne tro er
apostolisk, den stammer fra apostlene, dvs. fra Jesus og fra Gud. Når de
kristne holder fast ved denne tro, der offentligt er videregivet af apostlene
til deres efterfølgere, bør de rette sig efter det, som biskopperne siger, og
de bør især følge Romerkirkens fremragende og meget gamle lære. I kraft af sin
urgamle oprindelse ejer denne Kirke en fuldkommen, apostolisk karakter; den har
vitterlig sin oprindelse fra apostelkollegiets støttepiller, Peter og Paulus.
Alle Kirkerne bør være i overensstemmelse med Romerkirken og i den anerkende
målestokken for den sande apostoliske tradition og Kirkens ene, fælles tro.”
Irenæus
tilbageviser således gnostikernes lære på tre punkter: Den apostoliske
traditions offentlige karakter, dens enestående karakter og Helligåndens virke.
“Den apostoliske
tradition er ‘offentlig’ og på ingen måde privat eller hemmelig,” understregede
paven. “For Irenæus hersker der overhovedet ingen tvivl om, at indholdet af den
tro, der videregives af Kirken, er den, som er modtaget fra apostlene og fra
Jesus, fra Guds Søn. Der eksisterer ikke nogen anden lære end den”.
“For det andet,”
tilføjede Benedikt XVI, “er den apostoliske tradition ‘én’. I modsætning til
gnosticismen, som er opdelt i en række forskellige sekter, er Kirkens tradition
én i sit indholdsmæssige fundament ... og fordi den er én, skaber den en enhed
mellem mennesker, på tværs af de forskellige kulturer, på tværs af de
forskellige folkeslag.”
“Allerede på den
tid – vi befinder os i år 200 – kan vi se Kirkens universalitet, dens
katolicitet og sandhedens samlende kraft, der lige fra Germanien til Spanien,
Italien, Egypten og Libyen forener de meget forskellige realiteter i den fælles
sandhed, Kristus har åbenbaret os.”
“For det tredje
drejer det sig ikke om en overlevering betroet mere eller mindre lærde mænds
kyndighed, men Guds Ånd, der er garant for trosoverleveringens sandfærdighed.”
“Som man kan se,”
konkluderede Benedikt XVI, “indskrænker den hellige Irenæus sig ikke til at
definere begrebet tradition. Hans tradition, den uafbrudte tradition, er ikke
traditionalisme, for denne tradition bliver uafladelig levendegjort i sit indre
af Helligånden, som giver den nyt liv, som lader den blive fortolket og
forstået i Kirkens liv. Ifølge hans lære skal Kirkens tro videregives, så den
fremstår, som det, den bør være, nemlig ‘offentlig’, ‘én’ og ‘åndelig’.”
Benedikt XVI
foreslog følgende aktualisering af Sankt Irenæus’ lære: “Ud fra hvert af de
nævnte karakteristika kan man foretage en frugtbar evaluering af den autentiske
trosoverlevering i Kirken af i dag. Ifølge Irenæus’ lære er menneskets
værdighed, med legeme og sjæl, solidt forankret i Guds skaberakt, i Kristi
billede og i Helligåndens konstante helliggørende virke. Denne lære er som en
‘hovedvej’, der sammen med alle mennesker af god vilje kan kaste lys over
værdidialogens mål og begrænsninger og give en ny impuls til Kirkens
missionsarbejde i kraft af den sandhed, som er kilden til alle sande værdier i
verden.”