Islam og kardinal Ratzinger

Den sværmeriske interesse for Østen har dannet et sammensat billede af Østen og islam, der ikke altid tager højde for realiteterne. Man kommer jo ikke uden om, at islam i sin selvforståelse i bund og grund adskiller sig fra de vestlige værdinormer. Alene individets stilling og betydningen af mandens og kvindens ligeværdighed vurderes vidt forskelligt i den østlige og den vestlige verden. Ekstremistiske muslimers bombeterror bringer i dag til stadighed islam i vanry, og også i Europa vokser angsten for de morderiske fanatikere. Ingen vil bestride, at det er nødvendigt med bedre gensidigt kendskab og forståelse mellem kulturerne. Men på hvilket grundlag vil de kunne skabes?

Det er et vanskeligt spørgsmål. Jeg tror, at man også her først og fremmest må gøre sig klart, at islam ikke er nogen entydig størrelse. Den har jo heller ikke nogen entydig instans, så derfor bliver dialog med islam altid til dialog med bestemte grupper. Ingen kan tale på vegne af islam som helhed, den har så at sige ikke noget fælles ordnet regelsæt for sin troslære. Og bortset fra de egentlige splittelser mellem sunnier og shiitter, fremstår den naturligvis også i forskellige variationer. Der findes et “nobelt” islam, som fx kongen af Marokko personificerer, og der findes det ekstremistiske, terroristiske islam, som man stadig ikke må identificere med islam som helhed, for så ville man i hvert fald gøre den uret.

Som De også har antydet, er det imidlertid vigtigt, at islam alt i alt har en helt anden fællesskabsstruktur med hensyn til samfund, politik og religion. Når man i dag i Vesten diskuterer muligheden for islamiske teologiske fakulteter eller ideen om islam som deltager i det offentlige retsvæsen, forudsætter man, at alle religioner på en eller anden måde er struktureret ens; at de alle passer ind i et demokratisk system med dettes retsorden og den bevægelsesfrihed, som denne retsorden giver. Men dette må i sig selv stride imod islams væsen.

Islam kender fx overhovedet ikke til den adskillelse mellem det politiske og det religiøse område, som kristendommen har forfægtet lige fra begyndelsen. Koranen er en total religionslov, der styrer hele det politiske og samfundsmæssige liv og går ind for, at hele livsformen skal være underlagt islam. Shariaen præger et samfund fra begyndelsen til enden. Den kan for så vidt godt udnytte visse friheder, som findes i vores forfatning, men det kan ikke være dens mål at sige: ja, nu er vi også inkorporeret i den offentlige ret, nu er vi nøjagtig lige så meget med som katolikkerne og protestanterne. På det punkt er den endnu ikke nået frem til det egentlige, hvilket stadig er årsag til fremmedgørelse.

Islam har en helt anderledes totalitær levevis, den omfatter simpelthen alt, og dens levevis er anderledes end vores. Der findes en ganske tydelig underordning af kvinden i forhold til manden, og der er en meget fasttømret ordning af strafferetten og alle samfundsforholdene, der er i modstrid med vores ideer om et moderne samfund.

Man må yderligere holde sig for øje, at islam ganske enkelt ikke er en konfession, som man indbefatter i det pluralistiske samfunds frie rum. Hvis man stiller det op på den måde, som det mange gange sker i dag, bliver islam bøjet efter et kristent mønster og ikke set, som den i virkeligheden er. Som følge heraf er spørgsmålet om en dialog med islam naturligvis meget mere kompliceret end en dialog mellem forskellige kristne trosretninger.

Kan man så også stille det omvendte spørgsmål: Hvad skal den verdensomspændende styrkelse af islam sige kristendommen?

Denne styrkelse er et fænomen med mange aspekter. For det første spiller nogle finansielle synspunkter en rolle. Den økonomiske magtposition, som de arabiske lande har opnået, og som har gjort det muligt for dem overalt at bygge store moskeer, at sikre tilstedeværelsen af muslimske kulturinstitutter og mange andre lignende ting. Men det er bestemt kun én faktor. Dertil kommer en forstærket identitet, en ny selvbevidsthed.

I den kulturelle situation i det 19. årh. og i begyndelsen af det 20., altså frem til 1960’erne, var de kristne landes overlegenhed på det industrielle, kulturelle, politiske og militære område så stor, at islam for alvor var trængt tilbage i anden række, og kristendommen - i hvert fald de civilisationer, der byggede på den - kunne fremstå som verdenshistoriens sejrrige magt. Men så brød den store moralske krise ud i den vestlige verden, der står som repræsentant for den kristne verden. Konfronteret med Vestens dybe moralske selvmodsigelser og dens indre rådvildhed – der samtidig stod over for en ny økonomisk potens i de arabiske lande – blev den islamiske sjæl vækket på ny: Vi er også noget, vores identitet er bedre, vores religion holder stand, I har ikke længere nogen.

Det er egentlig, hvad den muslimske verden føler i dag: De vestlige lande kan ikke mere forkynde noget moralsk budskab, men har kun know how at tilbyde verden; den kristne religion har takket af, den eksisterer egentlig slet ikke mere som religion; de kristne har ikke mere nogen moral eller nogen tro, der er kun rester tilbage af nogle moderne oplysningstanker; vi derimod har den religion, der holder. Muslimerne har således i dag den opfattelse, at islam til sidst virkelig er blevet stående på scenen som den mest livskraftige religion, og at den har noget at sige verden, ja, at den er den væsentlige religiøse kraft i fremtiden. Tidligere var sharia og alt det på en eller anden måde i stor udstrækning trådt i baggrunden, men nu er sharia den nye stolthed. Dermed er der også vågnet et nyt liv, en ny identitet, en vilje til at leve islam. Det er den store kraft, den har: Vi har et moralsk budskab, som har været der ubrudt siden profetens tid, og vi vil fortælle verden, hvordan man kan leve, for det kan de kristne bestemt ikke. Denne islams indre kraft, der sågar også fascinerer akademiske kredse, må vi naturtligvis tage stilling til.

Joseph Ratzinger, Benedikt XVI

1996 Satz der Erde