ISLAM OG DE KRISTNE
Af Jean‑Mohammed Abd‑El‑Jalil O.F.M.
Mohammed Abd‑EI‑Jalil
fødtes i Fez i Marokko i 1904 som søn af en arabisk slægt, der stammer fra
Andalusien. Han gik i koranskolen i Algier og gjorde derfra sammen med sine
forældre en pilgrimsrejse til Mekka i begyndelsen af den første verdenskrig.
Siden drev han fransk‑arabiske studier ved universiteterne i Fez og Rabat
og kom derfra til Sorbonne og Institut Catholique de Paris. Han havde hidtil
været strengt ortodox muhamedaner. I disse år kom han i forbindelse med
kristendommen. 24 år gammel lod han sig døbe, og i 1929 trådte han ind i
franciskanerordenen, i efterfølgelse af den hellige Frans af Assisi, som i
korstogstiden prædikede evangeliet for muhamedanerne. Som Pater Jean‑Mohammed
Abd‑El‑Jalil blev han præsteviet i 1935, og fra 1936 har han været
professor i arabisk sprog og islamistik ved det katolske universitet i Paris.
P. Abd‑El‑Jalil er en skattet foredragsholder. Således er han en
hyppig gæst ved de internationale katolske studentermøder i Gemen, og i
november 1958 talte han i Academicum Catholicum i København. Blandt hans
publikationer kan nævnes Marie et l'Islam, Paris 1950, som i øvrigt også
er udkommet på tysk under titlen Maria im Islam, Werl 1954.
Problemet islam stiller sig anderledes
end de øvrige religioner. Fra begyndelsen er islam trængt ind på kristendommens
område, både i sin lære og i sin territoriale udbredelse. Berørings‑ og
gnidningspunkterne mellem de to religioner er derfor talrige, og man må kende
dem, hvis man vil stille spørgsmålet islam rigtigt.
Ordet islam betyder hengivelse.
En moslem (muhamedaner) er den troende, der bøjer sig for Gud og helt
underkaster sig hans vilje.
Islam er grundlagt af Muhamed i
Arabien i det 7. århundrede af den kristne tidsregning. Muhamed var en
handelskaravanefører, men også en dybt religiøs sjæl, som længtes efter Gud.
Han følte sig egnet til at føre sit folk, ja hele menneskeheden fra den
herskende afgudsdyrkelse tilbage til den Eneste.
I en alder af ca. 40 år udråbte
Muhamed sig til profet, d. v. s. en af Gud sendt, Guds sendebud, hans talerør.
Det budskab, han bragte, er optegnet i den bog, som kaldes koranen. Texten er
meddelt i løbet af de sidste tyve år af Muhameds liv. Gud alene er den, som
menes at tale i den. Muhamed gentager blot, hvad han tror at have hørt. Det
hele er en slags brudstykkeagtig og usammenhængende lille encyklopædi, som
berører en mængde religiøse, sociale, politiske og historiske spørgsmål. Hele
indholdet i dets fulde omfang anser muhamedanerne for Guds ord, i bogstavelig
forstand.
Derfor kan man meget vel
forstå, at hele deres liv afhænger af denne bog:
De er kun tilfredse, når de
føler sig i overensstemmelse med bogstaven i deres hellige bog.
Islam lærer, at der er een
eneste Gud, som er uden lige, og som ikke har nogen ved siden af sig. Han er
skaberen af alt, hvad der er, »himlen og jorden og alt, hvad der er derimellem«
(koranen). På dommedagen vil han føre de prædestinerede (d. v. s. de troende,
som trofast har holdt fast ved !æren om, at der kun er een Gud) ind i et
paradis fuldt af fryd, en fryd, der ganske vist skildres i sanselige udtryk,
men som er af åndelig natur, og som ikke ‑ i det mindste til tider ‑
udelukker den salige beskuelse af Gud. De fordømte (d. v. s. de mennesker, som
har forfalsket læren om, at der kun er een Gud) vil Gud styrte i helvede.
Sammen med os og helt i
modsætning til jøderne indrømmer muhamedanerne Kristus en særstilling. Han er
Messias, en af de syv største profeter, og har fået mange privilegier af Guds
uransagelige gavmildhed: hans enestående undfangelse, hans jomfruelige fødsel,
hans fuldkomne hellighed, hans magt til at øve særlige undergerninger.
Men imod os nægter
muhamedanerne kristendommens hovedlære:
Guds Ords menneskevordelse og
dermed åbenbarelsen af den hellige Treenighed og Kirkens opståen og kaldelse.
Kristus er et menneske, kun et menneske, som har fået mange privilegier af Gud,
uforskyldt, for intet. De afviser, at jøderne har korsfæstet og dræbt ham. Gud
reddede sin hellige fra deres onde hænder og tog ham til sig i himlen. Derfra
skal han komme tilbage til jorden for at fylde den med retfærdighed. jo mere de
kristne aflægger vidnesbyrd om hans hellighed (hans ydmyghed og sagtmodighed,
hans stræben efter fuldkommenhed), desto nærmere rykker timen for hans
genkomst.
Islams moral og gudsdyrkelse er
kendetegnet ved fem hovedpligter:
bekendelsen af troen,
de daglige bønner,
den lovbefalede almisse,
den årlige faste og valfarten
til Mekka en gang i livet.
Hertil kommer endvidere den almindelige
forpligtelse til den hellige krig, et vist antal af forbud og de bekendte
friheder. Således er det f. ex. forbudt at nyde svinekød og vin. Men polygami
er tilladt: En mand må have fire legitime hustruer på en gang, hvis han kan
være »retfærdig« imod de fire og imod hver af dem i samme mål. Men ved siden af
disse forskrifter anbefaler islam en række dyder: godhed, retfærdighed,
ordholdenhed, løsthed fra de jordiske goder, et moralsk ideal, som er egnet til
at drage sjælene opad, især ved bevidstheden om Guds nærværelse,
som indprentes børnene allerede
ved begyndelsen af religionsundervisningen, med den muhamedanske sætning: »Tjen
Gud, som om du så ham; om du end ikke ser ham: Han ser dig«.
Hovedsynden er synden imod
læren om, at der kun er een Gud. Den, der på en eller anden måde forfalsker
denne lære, skal styrtes i helvede. De andre synder tilgives ved anger. Enhver
muhamedaner, der har syndet svært imod hovedpligterne, kommer også i helvede,
men kun i dets første trin. Senere bliver alle muhamedanere ved Muhameds forbøn
ført ud af helvede, men de skal betegnes med en lysende påskrift på panden med
ordene: »Reddet af den barmhjertige«.
Bortset fra sjældne undtagelser
har de kristnes interesse for islam og muhamedanerne været temmelig ringe og
overfladisk. Man har været nødt til at afværge muhamedanernes angreb eller
bekæmpe dem hos sig. Men deres sjæle har man ofte tænkt meget lidt på. Midt
under korstogene brændte den hellige Frans af Assisi efter at bringe muhamedanerne
det kristne vidnesbyrd. Selv tog han til Damiette i Ægypten. Sine brødre sendte
han til Marokko. I anden halvdel af 13. århundrede forsøgte Raymundus Lullus i
hele Kirken at organisere en planmæssig indsats blandt muhamedanerne.
Dominikanerne og langt senere jesuiterne og kapucinerne tænkte alvorligt på
apostolatet i islam. I vore dage har de hvide fædre og P. de Foucauld vakt de
kristnes interesse for islam.
Men som helhed har
missionsvirksomheden i de islamiske lande hidtil været temmelig begrænset, og
der er dem, der slår sig til tåls med den anskuelse, at muhamedanerne ikke kan
omvendes, eller at de kun kan omvendes ved en fuldstændig og bevidst lammelse,
ja ødelæggelse af deres religions kraft. Således står islam som en blok, man
endnu ikke har givet sig i kast med. Det er derfor vigtigt at vide, hvorfor den
overfor kristendommen er en sådan fast blok, som man ikke har kunnet stille
noget op med.
Vi skal blot fremhæve nogle
særlig karakteristiske træk.
Først og fremmest fremtræder
islam for sine tilhængere som det endelige religiøse system. Enhver muhamedaner
‑ selv den, der er uden dannelse, og den, der helt har vendt
religionsøvelserne ryggen ‑ er overbevist om, at han alligevel tilhører
det endelige religiøse system, som adskiller ham fra alle andre mennesker og
hæver ham over dem. Der er her tale om »jeg« og »ikkejeg«. Man mærker det selv
i husenes indretning og havernes anlæg. Haven strækker sig ikke ud imod
horisonten, men ind imod centrum. Huset er udadtil en streng mur, indadtil er
det glad, frisk og smykket. Det er udtryk for en vendthed mod sig selv, et
»mereværdskomplex«.
Alt, hvad der ikke er dette system, er dømt og affærdiget, og det ved Guds autoritet. Således er kristendommen for enhver muhamedaner en laverestående, forbigående, tilbagelagt, antikveret og forældet religion. Det er for ham en trosvished. Muhamedanerne påberåber sig selv Kristus. De gør sig til dommere mellem jøderne og de kristne. Jøderne bebrejder de, at de ikke har erkendt Messias og Kristi privilegier. Om de kristne siger de, at de har »overdrevet« (gholou) deres religion ved at hævde Kristi guddom. Islam er derimod for muhamedanerne den »gyldne midtes« religion. Den er forberedt gennem jødedommen og kristendommen og legitimeret ved sin lette, »naturlige« (fitra) moral, som gør den tilgængelig for alle mennesker.
Hermed berører vi problemets
grund, det der forklarer det hele: fællesskabsfølelsen hos muhamedanerne,
uforsonligheden i deres trosholdning og i deres vanskeligt tilgængelige,
tillukkede karakter.
De har bevidstheden om at
aflægge vidnesbyrd om, at der er een Gud, en lære der efter deres mening
forvanskes mere eller mindre af alle andre, selv af dem, der kalder sig
monoteister. Muhamedaneren er den, som siger ja til existensen af een eneste
Gud, uden lige, uden rivaler, uden nogen, der har andel i ham, i aritmetisk
forstand een eneste Gud, den helt alene almægtige, den alene virkeligt
»virkende«, den eneste ophavsmand til al aktivitet, ‑ den utilgængelige,
som er uden nogensomhelst analogi med sin skabninger.
Menneskene er kun skabt for at
tilbede ham og ham alene. Men en beklagelig tilbøjelighed får dem til stadig at
føje væsener til ham, som ikke er værdige til tilbedelse. For at kalde
menneskene tilbage på den rette vej sender Gud dem profeter, hvis væsentlige
opgave det er at minde om, at kun Gud har ret til tilbedelse.
Denne åndsholdning gør sig
gældende på alle områder af muhamedansk tænkning og liv. Den ornamentale kunst
f. ex. stræber efter at være uvirkelig, »abstrakt« for at antyde ham, der alene
er virkeligt »virkende«, og som alene ikke forgår. »Alt er forgængeligt
undtagen hans åsyn«, siger koranen. I filosofien modsætter islams teologer sig
kausalitetsprincippet, da de anser det for en formastelighed mod Guds ære. De
er okkasionalister: Det er ikke kniven, der skærer, men Gud, med kniven som en
foranledning. Det er ikke ilden, der brænder, men Gud, med ilden. som en
foranledning.
Denne åndsholdning fører også
til en blanding af gode egenskaber og meget karakteristiske fejl. Hvis det er
den vigtigste opgave at aflægge et sådant vidnesbyrd, så vil det på den ene
side være let for muhamedaneren at indordne sig under Gud, at tage imod hans
vilje, ikke at hænge sig ved noget, der ikke er Skaberen, men blot forgængelig
skabning. Han kan tie, gøre sig fri i sit indre, være rolig og betragte i
timevis. Men på den anden side: Da i sidste instans kun dette vidnesbyrd
tæller, kommer han let til at undlade at gøre sig virkelige og alvorlige
moralske og materielle anstrengelser i sin religion, regne for meget med Guds
barmhjertighed, overlade alt initiativ til den Allerhøjestes almagt og dermed
hengive sig til ubekymrethed, henfalde til ubestemthed i tænkning og handling,
bagatellisere synden og lade de elementer af et moralsk ideal og de virkelige
kim til en højere spiritualitet, som koranen indeholder og anbefaler, være
ufrugtbare i sig.
Men derfor kan man også forstå,
hvor mærkværdigt det forekommer muhamedaneren, at den »kristne« (europæeren og
nu amerikaneren) er så jaget af jordisk arbejde eller rettere sagt lader sig så
stærkt fange af arbejdet, teknikken, og derved afholdes fra ting, som hyppigt
har større værdi. Ydmyghed, sagtmodighed, stræben efter fuldkommenhed, den
sande kristnes karakteristiske træk, mærker han intet til i Kristi tilhængeres
tænkning og liv. Kun ordensfolkene anstrenger sig for at aflægge vidnesbyrd om
Kristi hellighed i et organiseret liv af en art, der forekommer muhamedanerne
at holde de andre kristne tilbage fra at stræbe efter fuldkommenheden.
Uden at ville forklejne de
nødvendige bestræbelser på at forklare og forsvare den fulde sandhed forekommer
det værdifuldt at understrege, at det især er ved det stadige kristne exempel,
ikke blot i klostre, men navnlig i det offentlige liv, i et offentligt liv, der
er orienteret efter Kristi forbillede, at man kan få muhamedaneren til at
spørge sig selv, om han kan lære noget af de kristne, om han ejer den fulde
sandhed eller måske ikke.
Den normale vej til kristendommen
må for en muhamedaner føre fra den viden, han allerede har om Kristus, til et
liv med Kristus og i Kristus, i de kristnes levende fællesskab. Med Kristus,
Guds Ord (Kalimatu Allah) i den fulde kristne betydning af dette ord. I de
kristnes fællesskab, forstået ikke som en fæstning, men som et »legeme i væxt«.
Når en muhamedaner ved kristne
familiers exempel har opdaget Kirken, vil han længes efter at blive ført ind i
den i tænkning og liv. Så vil han se, føle og forstå, hvorledes Kirkens lære og
kun denne lære forklarer Kristi mangfoldige privilegier, som islam anerkender
uden at kunne give anden forklaring på dem end den ene Guds helt frie og
uransagelige almagt. Så vil han gøre den glade erfaring, at den kristne
kærlighed ikke blot er en smuk lære, men en levende, virkende realitet, som
vælder frem af Jesu bankende hjerte i Kirken, at det er denne kærlighed, som
længes efter at omfavne alle nationer, at det er den, der ligger i veer, indtil
alle folkeslag er indlemmet i Kirkens herlige enhed, at det er den, der
indtrængende opfordrer de kristne til med forstand, følelse og i handling at
optage alle de religiøse værdier, som Gud har sået i alle folk, rense dem,
fuldstændiggøre dem og bringe dem til fuldkommenhed og fuld udfoldelse, ‑
og at det endelig er den, der tager menneskenes religiøse anstrengelser,
anelser og ønsker og gennem menneskehedens og især de kristnes angst og håb,
lidelser og glæde »fører dem til befrugtning, for selv at bære evighedsfrugt«.
I.‑M. Abd‑EL‑Jalil
O.F.M.
På dansk ved Kaspar Kallan
Fra tidsskriftet Catholica nr.
2 1959