KOMMENTAR: Det muslimske samfund må ekskommunikere og marginalisere dem, der jubler over terroren. Så længe imamer taler uldent, kan danskere ikke andet end at skære alle over én kam

Alle over en kam

AF HENRIK GADE JENSEN

Lektor, mag. art.

Hvis en kristen terrorgruppe erobrede fire jumbojet og fløj dem ned i Medina og Mekka, ville jeg som folkekirke‑kristen få et problem. Så måtte jeg overveje, om jeg kunne dele trosfællesskab med terroristerne.

Og hvis min lokale biskop eller præst efterfølgende udtrykte forståelse for aktionen, måtte jeg tage mit religiøse tilhørsforhold op til revision. Enten forlade min kristentro eller arbejde for at ekskommunikere de formastelige. I hvert fald markere min dissens. For tanken om et religiøst fællesskab med super‑terrorister ligger ikke ligefor.

På samme måde må muslimer i Danmark reagere på en sådan måde, så der ikke lades tvivl om, at der i det muslimske miljø i Danmark udfoldes store bestræbelser for at få ekskommunikeret alle terrorist‑sympatisører. Ingen anstændig muslim kan bede sammen med Jiihadkrigere og deres supportere.

Fremtidens integration i Danmark afhænger af, hvordan muslimerne i Danmark klarer denne opgave. Fra uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser fortæller danskere rystende hinanden, at det ikke var muligt at afholde ét minuts stilhed, fordi visse nye medborgere opfatter samme begivenhed som en lykkelig glædesstund.

Muslimerne og de muslimske organisationer har derfor en vigtig opgave i den kommende tid. Danskerne kan ikke rigtig gøre noget. Indtil det muslimske samfund kommer frem til en utvetydig og troværdig afstandtagen til al terror i USA, Israel og hvor som helst, må danskerne anlægge den eneste mulige forholdsregel, nemlig skære alle over en kam.

Det muslimske samfund må vise vilje til at ekskommunikere og marginalisere dem, der jubler over terroren. Så længe imamer taler uldent, kan danskere ikke andet end at skære alle over en kam.

At skære alle over en kam er en forholdsregel, nemlig en klog måde at forholde sig på, indtil andet dukker op. Forholdsregler er umiddelbare og viser sig ‑ heldigvis ‑ oftest at være overdrevne og fejlagtige, men indtil da er de nødvendige.

USA's, Nato's og dermed Danmarks nye fjende er ikke længere en nationalstat, men et internationalt terrornetværk. Vurderet ud fra sympatien og tidligere terror er det uden tvivl blandt muslimer, at de skyldige skal findes.

I den situation har mange velmenende mennesker tråd frem med formaninger om, at terroren mod USA ikke må få os til at se en terrorist hver en muslim på gaden. Det kan næppe nogen være uenig i. Alligevel er det naturligt som en forholdsregel indtil videre at skære alle over en kam, når radikalt ondt begås af nogle tilhøren de gruppen. Som en forholdsregel, ja, og selvfølgelig ikke som en endelig dom i nogen sag. For vi ved alle, at mennesker er forskellige.

Da fjenden var nationalstater, nølede ingen med at skære alle over en kam. Irak har været udsat for blokade af Vesten i 10 år. Alle iraker har båret byrden. 600.000 børn skulle være døde som følge af blokaden. Tallet er sikkert forkert, men meningen med blokaden er jo at straffe Saddam Hussein. Men det rammer kun de uskyldige og næppe nogen skyldige.

Når det er tilladt at blokere samtlige irakere, er det så ikke også acceptabelt at skære alle muslimer over en kam? En naturlig følge af globaliseringen og især indvandringen til de vestlige lande bliver, at grupper på tværs af nationalitet sættes under mistanke. Den etniske smeltedigel betyder, at borgernes loyalitet ikke nødvendigvis har samme retning.

I en tid, hvor jeg som hvid mand skal bøde for, hvad slavehandlere gjorde i 1700, tallet, er der intet forkert i at aftvinge muslimer i Danmark et loyalt sikkerhedstjek. Det står ikke i modstrid med Vestens og især USA's vigtigste civilisatoriske fundament, nemlig at skyld og ansvar er individuelt. Tribalisme, kollektiv skyld og objektiv ansvarlighed er principper i modstrid med Vestens værdier.

Det er som om vores samfund, nationalt og vestligt, har mistet sansen for forholdsregler. Forholdsregler har intet med jura og rettigheder at gøre, men med almenmenneskelige afværgemekanismer. Forholdsregler bruger vi til at forsvare os med. Hvis et menneske, vi ikke kan lide, tilhører en bestemt gruppe, overfører vi det automatisk til alle andre fra gruppen ‑ indtil andet ændrer på det.

Det er et almenmenneskeligt eksistensforhold, som ingen regering eller menneskeret kan ændre på, at mennesker uskyldigt og grundløst kan få overført egenskaber fra nogle få i en gruppe til sig selv.

Det gælder mange muslimer i dag. Derfor er opgaven så meget vigtigere for dem at få godtgjort over for os gammeldanskere, at de ikke skal sættes i bås med terroristsympatisører, Israelhadere eller antiamerikanisme.

* * *