Islam og fundamentalismen
Mod intolerance kan man intet stille op med imødekommenhed, fremhæver dagens kronikør ( i Jyllandsposten) foranlediget af den kendsgerning, at diskussionen om forholdet mellem demokrati og islamisk fundamentalisme af sørgelige årsager også er aktualiseret i Danmark
Mod intolerance
kan man intet stille op med imødekommenhed, fremhæver dagens kronikør
foranlediget af den kendsgerning, at diskussionen om forholdet mellem demokrati og
islamisk fundamentalisme af sørgelige årsager også er aktualiseret i Danmark.
Den 11. september 2001 blev den dato, som vil huskes som dagen for den
islamiske fundamentalismes rystende og bragende debut på den store
verdensscene. Den har naturligvis været kendt i mange år både i storpolitik og
i mere lokale terrorhandlinger. I Danmark møder vi fundamentalismen i mindre
terroristisk prægede lokalopgør, men især gennem den kulturelle og politiske
debat.
En gruppe unge
dansk-muslimske politikere med fundamentalistisk baggrund har gennem længere
tid hårdnakket forsøgt at gøre sig gældende i det danske partisystem. For en
del af dem gælder, at de har en form for tilknytning til den pakistanske
muslimske organisation Minhaj-ul-Quran, som i lighed med mange andre
fundamentalistiske organisationer har underafdelinger i Danmark. Medlemstallet anslås for øjeblikket til
mellem 1200 og 1500. Da der er tale om en fortløbende og meget hård kamp,
bliver diskussionen om forholdet mellem demokrati og islamisk fundamentalisme
også aktualiseret i Danmark.
Og det rejser
spørgsmålet om, hvad islamisk fundamentalisme i virkeligheden dækker over. Dagspressen har vurderet de unges
medlemskabet Af Minhaj-ul-Quran meget forskelligt. Nogle dagblade har
fastholdt, at organisationen er en slags humanitær bevægelse, der lægger vægt
på socialt arbejde, uddannelse og integration af flygtninge. En forbindelse til
denne organisation er derfor en udmærket forudsætning for engagement i dansk
partiarbejde. Andre påviser, at
Minhaj-ul-Quran er en fundamentalistisk organisation, som arbejder på at
udbrede islam til hele verden, som går ind for dødsstraf, som fordømmer
homoseksualitet, bifalder undertrykkelse af kvinder og fastholder shariarettens
barbariske straffemetoder. Det vil derfor være utænkeligt, at holdninger af
denne art skulle kunne finde plads i et dansk politisk system. Der er ingen tvivl om, at begge vurderinger
kan begrundes, afhængigt af, hvilket udgangspunkt man tager.
Antallet af
islamiske fundamentalistiske bevægelser er meget stort. Indbyrdes er de
forskellige, og de kan endog bekrige hinanden. Men med deres religiøse
udgangspunkt i Koranen og den muslimske tradition hadith, har de et fælles
fundament.
Blandt de
kendteste kan foruden Minhaj-ul-Quran (Pakistan) nævnes partier og organisationer
som GIA og FIS (Algeriet), Refah Partsi og Milli Görüs (Tyrkiet), Hamas, PFLP,
Fatah, Hizbolla, Islamisk Jihad og A.I.C.P. (Mellemøsten) og Det Muslimske
Broderskab (panarabisk). Også det yderst ekstremistiske Hizb-ut-Tahrir
(Khilafa) gør sig for tiden stærkt gældende som vækkelsesbevægelse i
Danmark. Blandt de mange mere eller
mindre fundamentalistiske organisationer, der findes i Tyskland, vurderer
Bundesamt für Verfassungsschutz, at 22 er militante (1997) og har betydelig
tilslutning. Alle de store fundamentalistiske organisationer er repræsenteret i
Danmark, og de indgår i et tæt intereuropæisk og som regel også internationalt
netværk.
Der skelnes
mellem skriftfundamentalisme og politisk fundamentalisme. Men det er to
betegnelser, der til en vist grad betinger hinanden.
Skriftfundamentalisme:
Man siger ofte,
at i kristendommen blev Gud menneske:
Jesus.
I islam blev
Gud en bog: Koranen.
Skriftfundamentalismen
bygger på den påstand, at hvert ord og hvert bogstav i Den hellige Skrift er
Guds tale. Enhver kritik heraf er derfor en anfægtelse af Guds majestæt og en
alvorlig overtrædelse.
I kristendommen
har fundamentalismen i denne forstand ikke kunnet overleve en historisk
fortolkning. Her er alene det enkelte menneskes forståelsen af Jesu ord og gerninger
troens grundlag. Helt anderledes forholder det sig i islam. Her er Koranens ord
Allahs endelige åbenbaring. Intet kan ændres eller gøres bedre. Den er loven,
som skal følges til punkt og prikke. Og selvom den i storslået skuen forkynder
barmhjertighed overfor rette troende, så rummer den anvisninger og krav, der er
ufatteligt grusomme. Koranens lovpræg kan naturligvis spores i muslimske
samfund i form af stærk optagethed af retskrav og lovspørgsmål. Det mærkes også
blandt muslimske indvandrere i Danmark, som herved adskiller sig stærkt fra
andre religiøse samfund i landet.
Muslimernes
traditioner om profeten Muhammads sædvaner er omkring det 9. årh. samlet og nedskrevet som hadith. De opfattes
som hjælp til at forstå de samfund, hvori Koranens bud skal efterleves. Også
her er retstænkning fremtrædende.
Hadith forstås af retslærde som en autoritativ og opdragende udfyldelse
af Koranens bestemmelser, når de skal aktualiseres i et bestemt samfund. Ofte
anses de for at have kanonisk gyldighed.
Et yderst
centralt punkt i muslimsk religion er det religiøse retssystem sharia, der
begrundes både ud fra Koranen og fra hadith. Shariaen nægter at adskille
religiøse og verdslige forhold. Den gælder for alle samfundets områder,
og den går forud for al verdslig lovgivning. Fundamentalister og
traditionalister arbejder på at sætte shariaen med alle dens hårde
straffebestemmelser i stedet for den verdslige lov, fordi den savner religiøs
begrundelse. For mange muslimer er det logisk af hævde, at muslimer i Danmark
ikke nyder godt af den grundlovssikrede religionsfrihed, da shariabestemmelser
endnu ikke kan gøres gældende under dansk lovgivning. Men samtidig hævder de,
at frafald fra islam er så alvorlig en lovovertrædelse, at den fortjener
dødsstraf.
Politisk
fundamentalisme: Fælles
for islamiske fundamentalister er kravet om oprettelse eller genoprettelse af
en islamisk stat, hvor shariaen gælder. Et sådant krav er allerede opfyldt i
Iran, Saudi-Arabien, Afghanistan, dele af Sudan og dele af Nigeria, og det er
tilsyneladende på vej i Pakistan og Algeriet med alvorlige overgreb mod
fundamentale menneskerettigheder til følge. Sådanne ønsker har altid levet hos
muslimer, men de er især blevet radikaliseret gennem den af Khomeini skabte
religiøse vækkelsesbevægelse og revolutionen i Iran. Golfkrigens ydmygelse af
muslimer spiller også en rolle.
Men
radikaliseringen af islamiske lande og grupper udspringer også af vreden mod
den vestlige verdens verdsliggørelse, ikke mindst gennem globaliseringen og det
moralske forfald. De enorme sociale problemer i mange muslimske samfund har
skabt en politisk radikalisering af de religiøse organisationer. I storbyernes
befolkningslag af håbløst fattige har de fundamentalistiske bevægelser ofte i
voldsom opposition til myndighederne etableret stærke folkelige fundamenter
gennem arbejdet på at afhjælpe den yderste nød, gennem forbedring af
sundhedssystemet og ved oprettelse af skoler.
Og ikke mindst
islamiske skoler har vist sig at være et slagkraftigt instrument for udbredelse
af fundamentalistiske budskaber. Det er de også i Danmark. I de politiske fundamentalistiske grupper
fornyes de gamle muslimske skikke. Når traditioner med krav om dødsstraf,
lemlæstelse som sanktion, seksuel puritanisme, nedklassering af kvinder og
stærke afgrænsninger af rent og urent skal håndhæves i menneskers eget navn, så
bliver de problematiske, men når de opfyldes i Allahs navn, sker det uden
belastning af samvittigheden. De blodige spor efter retfærdigheden i Allahs
navn har da også tegnet sig skarpt i store dele af verden. Fundamentalismen er på stadig fremmarch. Den
moderate muslim, Bassam Tibi, professor i Göttingen og verdenskendt for sine
litterære arbejder om forholdet mellem muslimer og kristne, anklager de vestlige
kulturer for at være selvopgivende, og han hævder, at det er naivitet, hvis man
tror, at man med velvilje, tolerance og forståelse kan nå en hyggelig
konsensus. Man afslører herved blot, at man intet ved om sagen. (”Krieg der
Zivilisationen”, 1998 ). Mens største delen af muslimske indvandrere i Danmark
er åbne for en form for integration i et vestligt samfund, så er der også
stærke tegn på, at fundamentalismen herhjemme er i stærk vækst.
De fleste
danske har lært muslimske medborgere at kende som venlige og imødekommende
mennesker. Men i den politiske og religiøse verden må man være opmærksom på, at
begrebet taqiyya (forstillelse, omformning) spiller en rolle. Både i
kristendommen og islam stilles krav om sandhed i tale og handling. Men et
orientalsk sandhedsbegreb har ikke nødvendigvis nøjagtigt sammenfald med det
vestlige. Kulturelt set kan høflighedsbegrebet ofte være vigtigere end
sandhedsbegrebet. Men i religiøs og politisk henseende kan sagen være mere
problematisk. I spørgsmål af den art kan en muslim endda være forpligtet på at
udøve taqiyya, så man skjuler både sine egne hensigter og religiøse
holdninger. Hos shiiterne praktiseres
taqiyya stærkest, men også i den største gruppe, sunni er taqiyya almindelig.
I storpolitik
har det vist sig svært at indgå bindende aftaler med muslimer.
Men også i almindelige dagligdags politiske religiøse forhold er
aftaleforpligtethed anderledes end hos europæere. I dansk omgang med muslimer
giver det anledning til frustration, forundring og tvivl om, hvordan man
overhovedet skal forstå hinanden. Taqiyya skal ikke opfattes som personlig
utroværdighed, men som udtryk for en brugbar tradition, der dog som regel er
ukendt for danske. I politiske og religiøse forhandlinger må man nødvendigvis
tage den i betragtning. (Se f. eks.. U.
Spuler Stegemann, professor, Marburg Universitet: ”Muslime in
Deutschland”, 1998). Begrebet er kun sporadisk og med stor forsigtighed berørt
i dansk forskning.
Når man i
Vesteuropa tager stilling til den voksende islamiske fundamentalisme, har man
ofte to forskellige indfaldsvinkler.
Der er mange,
der vælger at se den i et socialt perspektiv. Den er udsprunget af den
fattigdom og undertrykkelse, der råder i mange mindre udviklede lande, især i
storbyerne. Fundamentalismen repræsenterer en social indignation, som også
kommer til udtryk i, at de fundamentalistiske organisationer ofte præsenterer
et socialt program, hvor man går ind for reformer, og i varierende grad
tilbyder social bistand, politisk prægede uddannelsestilbud og omsorg for
flygtninge. Der er andre, der i højere
grad opfatter fundamentalismen som en radikalisering af væsentlige religiøse
tanker i Koranen og den islamiske tradition, hadith. I den religiøse dimension
henter den aggressiviteten og den neo-absolutistiske politisk/religiøse
målsætning: Det muslimske verdenssamfund grundlagt på shariaretfærdigheden.
Muslimske fundamentalister ser sig selv i dette perspektiv. Den euromuslimske politolog Bassam Tibi
analyserer i flere af sine bøger fundamentalismens fremkomst, særpræg og
målsætning. Og han udtrykker sin store ængstelse over dens hurtige vækst. Han
siger, at hvis Europa ønsker at vedblive at være Europa under det nuværende og
kommende islamiske pres, må europæerne undlade i multikulkulturalismens navn at
opgive kontinentets vesterlandske identitet. (”Krieg der Zivilisationen” p. 331
). Og han slår fast, at overfor de neoabsolutistiske ideologier opnår man intet
med kulturrelativistiske og multikulturelle utopier. Mod intolerance kan man
intet stille op med imødekommenhed.
* * *