ISLAM   Koranen og dermed islam er udtryk for en intolerant samfundsorden dikteret af en såkaldt gud, som ned til mindste detalje har lovgivet om menneskelivet

 

Løgnen om islams barmhjertelige gud

 

 

 

 

AF POUL ERIK ANDERSEN

 

Der er noget rivende galt med det interview, Kristeligt Dagblad den 17. april bragte med dr. Mona Siddiqui, der under rubrikken "Islam har glemt den barmhjertige gud" præsenteres som bri­tisk ekspert i islamisk lovgiv­ning.

Enten benægter Mona Sid­diqui, at Koranen efter mus­limsk opfattelse er guds ord fra ende til anden, eller også forsøger hun i lighed med al­le de forskruede danske præ­ster og biskopper, som i naiv og salvelsesfuld henrykkelse hævder, at muslimer og kristne har samme Gud, at kvæle sandheden om islam og Koranen. De ubestride­lige og faktuelle kendgernin­ger er, at Koranen og dermed islam først og fremmest er en intolerant samfunds­orden dikteret af en såkaldt gud, som ned til mindste de­talje har lovgivet om øko­nomi, kost, familieforhold, sex, strafferet med videre og med et indhold, som er i vild modstrid med både den dan­ske grundlov og samtlige vedtagne menneskerettig­hedserklæringer. Alt dette garneres med et ubehjælp­somt sammensurium af jødisk og kristen teologi gåen­de ud på, at Abraham var den første muslim, og at Jesus var budbringeren for Mu­hammed, som så til gengæld var den sidste og endelige profet, der skulle forestille at forkynde Guds definitive lov for menneskeheden.

 

EN AF VORE EGNE såkaldt velintegrerede muslimer, den danskuddannedelæge Mazhar Hussein, tidligere medlem af Det Radikale Ven­stres hovedbestyrelse, ud­trykte netop denne opfattelse af Koranen meget præcist i Jyllands-Posten København den 15. juni 1999, hvor han sagde: "Jeg er fundamenta­list, et dejligt misforstået be­greb, fordi det i Danmark bruges synonymt med fana­tikere, men det betyder, at Koranen er guds ord: Der er ikke et bogstav eller et kom­ma, der er sat forkert i Kora­nen. Det mener alle mus­limer, og derfor er alle mus­limer også fundamentali­ster."

 

Ifølge interviewet i Kriste­ligt Dagblad mener muslim­ske Mona Siddiqui åbenbart ikke, at Koranen er guds ord. Hun afskriver eksem­pelvis guds åbenbaringer til Muhammed om ægteskab mellem muslimer og ikke­-muslimer i Sura 5, vers 6 som et verdsligt udslag af forsøg på social kontrol, hvilket det selvfølgelig også er.           

Ligeledes erklærer hun, at straffeformerne i Koranen ikke hører nogen steder hjemme, og det har hun da fuldstændig ret i. De er rent ud sagt barbariske, men de er altså ifølge Muhammed blevet dikteret til ham af den muslimske gud. Denne så­kaldt barmhjertige gud, som Mona Siddiqui hævder er blevet kvalt i dogmatik.

Det er mildest talt besyn­derligt, at Kristeligt Dagblad ikke har fattet skismaet i Mo­na Siddiquis udtalelser og spurgt ind til hendes hold­ning om autensiteten af Mu­hammeds påstande om, at indholdet af Koranen ude­lukkende består af budska­ber, han har modtaget fra Vorherre. Det er jo i realite­ten dette postulat, der er sel­ve kernen og hele grundlaget for islam som såkaldt reli­gion.

 

ENDNU MERE besynderlig virker indledningen på artik­len, hvor Kristeligt Dagblads journalist skriver, at Allah har 99( ! ) navne, hvoraf langt de fleste er positivt eller ven­ligt ladede, hvorefter hun kun nævner de to, nemlig

"tilgivende" og "barmhjer­tig", som til bevidstløshed går igen i Koranen, og som vel at mærke kun gælder de muslimer, som totalt har un­derkastet sig Allahs (eller Muhammeds) vilje. For alle andre lyder det evindelige omkvæd Sura efter Sura: "Al­lah ser alt, Allah hører alt, og Allah er slem til at straffe."

 

Og det er helt korrekt. Denne islams barmhjertige gud er vitterlig slem til at straffe, og det i en sådan grad, at producenter af splat­terfilm fremstår som fantasi­løse amatører i sammenlig­ning med de helvedesbeskri­velser, Koranen er spækket med. Således er åbenbarin­gen i Sura 18, vers 3o et typisk eksempel på den mus­limske guds raffinerede sa­disme: "Og sig: sandheden er fra jeres Herre. Lad da den, der vil tro, tro, og lad den, der vil, være vantro. Vi har visselig forberedt de uretfærdige en ild, hvis telt skal omslutte dem. Og hvis de råber om hjælp, skal de hjælpes med vand som smel­tet bly, der brænder deres an­sigter. En frygtelig drik og en frygtelig hjælp."

 

Poul Erik Andersen, journalist