Opbrud i katolsk syn på islam

Efter lang tid med fokus på dialog skærper Vatikanet den kritiske tone over for den muslimske verden.

Af Andreas Rude

Dialogen mellem den katolske kirke og den muslimske verden har nydt gode kår under pave Johannes Paul II på alle niveauer fra græsrodsbevægelser til regeringsplan. I 2001 var han under et besøg i Syrien den første pave til at besøge en moske i islams 1400-årige historie, og muslimske ledere har haft en fremtrædende placering i de to fredsmøder i Assisi for alle verdensreligioner, som paven tog initiativ til i 1986 og 2001. Men måske er Vatikanet ved at ændre tonen under indtryk af de vilkår, som kristne mindretal i muslimske lande fortsat lever under til trods for den voksende kontakt mellem de to religioner.

Kirkelige iagttagere hæftede sig i al fald ved, at formanden for Det Pavelige Råd for Interreligiøs Dialog, ærkebiskop Michael Louis Fitzgerald, ikke var blandt de nye kardinaler, som paven udnævnte den 21. oktober. Der er naturligvis mange ærkebiskopper, der aldrig bliver kardinaler, men Fitzgerald har en så central stilling, at det ville være oplagt at forfremme ham. Den almindelige forklaring på, at det ikke skete, er, at han ifølge det italienske ugemagasin L'Espresso« kritiseres for at have »en alt for skikkelige tilgang til islam«.

Forestillingen om et kursskifte næres også af en artikel i tidsskriftet La Civiltå Cattolic fra den 18. oktober, der i endog meget skarpe vendinger kritiserer undertrykkelsen af kristne i den muslimske verden.

La Civiltå Cattolica er ikke noget helt almindeligt blad. Det redigeres af en gruppe jesuitter i Rom, og hver eneste artikel læses af Vatikanets statssekretær, kardinal Angelo Sodano, før det trykkes. Statssekretariatet er den vigtigste afdeling i Vatikanet, og fordi han er pavens nærmeste medarbejder, er statssekretæren ofte blevet sammenlignet med andre landes statsminister.

Artiklens centrale tema er, at islam i sin kerne er en aggressiv religion, og at det kristne Europa i næsten tusind år har måttet leve med denne meget truende nabo.

- Det er lydigheden over for ideen om »hellig krig«, der forklarer, hvorfor islams historie består af en uafbrudt række af krige for at erobre de vantros land. Islams historie er i særdeleshed domineret af tanken om at erobre de kristne lande, skriver artiklens forfatter, jesuiterpræsten Guiseppe De Rosa.

Kritik af SaudiArabien

Artiklens andet tema er, at de kristne befolkninger i muslimske lande rubriceres som andenklasses borgere, og at de til stadighed forfølges af magthaverne. Her peger De Rosa blandt andet på udbredelsen af radikal muslimsk lovgivning i lande som Nigeria og Sudan. I Sudan forsøger præsident Nimeirys regime således at påtvinge den sydlige, ikke-muslimske del af landet den berygtede sharia-lovgivning. De Rosa peger ligeledes på situationen i Indonesien og på Pakistans blasfemilove som et stort problem. Den skarpeste kritik rettes dog mod Saudi-Arabien. Landet har omkring en million kristne gæstearbejdere, men de har hverken lov til at bygge kirker eller blot at give udtryk for deres tro. Forbuddet mod kristne kirker på egen jord har dog ikke hindret saudiaraberne i selv at betale for opførelsen af talrige moskeer i Europa, påpeger De Rosa.

- Det er værd at huske på, at Roms moske på Monte Avenne, der blev bygget på jord, som den italienske regering stillede til rådighed, fortrinsvis blev finansieret af SaudiArabien og er den største moske i Europa, midt i kristendommens hjerte, slutter artiklen i La Civiltá' Cattolica.

Hvis Vatikanet virkelig er på vej til at ændre politik i forhold til islam, kan situationen i Irak være en del af forklaringen. Pavestolens modstand mod invasionen af Irak var delvist motiveret af hensynet til de kristne mindretal i den muslimske verden, som man frygtede ville blive gjort til syndebukke. Udbredelsen af fundamentalisme både blandt sunnimuslimer og shiiter i kølvandet på Saddam Husseins fald og shiitiske lederes krav om dannelsen af en islamisk stat i Irak følges derfor med stor ængstelse i Vatikanet.

Krist. Dagbl.