PÅSKE I JERUSALEM 2002

Den jødiske og den vestligt-kristne Påske falder i år under de sidste dage af marts og de første af april - altså tidligt. De orientalske kristne fejrer derimod først Påske i begyndelsen af maj. Mange steder her som andetsteds i orienten fejrer de forskellige kirkesamfund nu både Jul og Påske sammen. Jul efter den vesterlandske beregning og Påske efter den østerlandske. Sikkert en udmærket ordning, men i Bethlehem og Jerusalem ikke rigtig praktisk, når man betænker de store mængder af pilgrimme som normalt besøger Det hellige Land under de store højtider.

Den 21.marts var ærkebiskoppen af Canterbury paa besøg og indbød til reception på det romersk-katolske Notre Dame de Jerusalem center i anledning af to-månedersdagen for Alexandria-mødet af religiøse ledere i det mellemste Østen og de deraf følgende erklæringer. Jeg var paa vej ned til receptionen, da taxichaufføren over radioen fik besked om, at der lige havde fundet et selvmordsattentat sted på en meget nærliggende hovedgade i Vest-Jerusalem.

Vi var alligevel mange, som mødtes i Notre Dame - jøder, kristne og nogle få muslimer.

Palmesøndag oprandt med solskin og det skønneste forårsvejr, og den blev som sædvanlig fejret af de kristne med palmeprocessioner, hvoriblandt den store procession på Oliebjerget, som man har fejret der siden 300-tallet, indtager en prominent plads. Der var ikke så mange deltagere som der plejer at være, men dog alligevel temmelig mange. Under den første intifada var der visse kredse, som betragtede det som utilladeligt, at de kristne i sådanne tider skulle holde deres procession, så den blev indstillet i et par år. Indtil den latinske patriark fandt på den løsning at understrege det tragiske aspekt af Palmesøndag. Så kunne man holde ceremonien som en bodsprocession uden faner og andre tegn på fest. Men i år var de lokale kristne spejdere igen de ledende med deres faner, og den danske menighed var der også med et beskedent eksemplar af Dannebrog, som vi plejer at være.

Onsdag aften fejrede man overalt i jødiske hjem Påskemåltidet til minde om udtoget af Ægypten - det måltid, som for Jesus og hans disciple blev Hans sidste inden Hans lidelse og død. Måltidet var endnu ikke forbi, førend TV og radio præsenterede os for alt andet end festlige programmer. En selvmordsbomber var gået ind midt i Påskemåltidet i en restaurant i Netanyah og havde taget 20 af gæsterne med sig i døden, medens ambulance- og hospitalsfolk var hektisk beskæftiget med at forsøge at redde livet for de mere end 70 sårede.

Sikke fremskridt vi har gjort siden Jesu og Apostlenes tid! Tænk bare, hvis man havde haft adgang til sprængstoffer dengang!

Skærtorsdag med mindet om den sidste Nadver fejrede vi kristne så dagen efter. Sjældent har Kyrie eleison – Herre, forbarm dig lydt med større kraft og inderlighed om aftenen i Gethsemani kirken under den gudstjeneste, vi kalder Den hellige Time.

Vejret var slået om til storm, torden og regn allerede inden den jødiske fest begyndte, og himlen blev ved med at græde også Langfredag, medens vi fulgte Kristus på korsvejen, og under den stille Lørdag.

Påskenat samles vi igen til vågenat og midnatsmesse, fulgt Påskemorgen af højtidelige katolske og protestantiske Opstandelses-gudstjenester i de mange Kirker. Midt i sorg og elendighed må vi mindes Apostelens glødende ord – Men er Kristus ikke oprejst, da er vor prædiken jo tom, og jeres tro også tom. – Og så hilser vi hverandre med et ! Kristus er opstanden – Han er sandelig opstanden!

Og meteorologerne har lovet solskin og varme!

Kirsten Stoffregen Pedersen, Jerusalem