Afslutningen på Jubelåret 2000

 

 

Af NIELS CHRISTIAN HVIDT

 

ROM ‑ Pave Johannes Paulus II åbnede jubelåret julenat 1999. Grunden til, at Jubelåret ikke begyndte som det »normale« år 2000 den første januar 2000 er, at Jubelåret netop er en trosfejring af Jesu 2000 års fødselsdag, og selvom der blandt videnskabsfolk er usikkerhed omkring Kristi præcise fødedato, fejrer traditionen den den 24. december og ikke den 1. januar.

Grunden til, at Jubelåret så hverken lukkes den 24. december 2000 eller den 1. januar 2001 men netop den 6. januar er, at den katolske kirke her fejrer den anden store fest for Kristi tilsynekomst, den såkaldte epifanifest, en liturgisk festdag, som Østens ortodokse kristne fejrer langt mere andægtigt end selve Jesu fødsel. Dermed har den katolske kirke ifølge kommentatorer søgt at lægge sig op ad og ære den Østkirkelige praksis for at udtrykke dens ønske om øget enhed med denne del af kristenheden, som den katolske kirke teologisk og åndeligt står allertættest på.

De pavelige statistikker siger, at jubelåret har bragt over 25 mio. pilgrimme til Rom. Over 8.500.000 troende har deltaget i pavelige messer, audienser og andre officielle arrangementer. Det er en tredobling ifølge normen. Tallet indeholder de 2 mio. unge, der i august måned deltog i ungdomsdagene i Tor Vergata i den sydlige udkant af Rom og som aviserne stadig skriver om som en af de enkelthændelser, der mere end nogen anden vil medvirke til at grundfæste katolsk tro og egenidentitet i denne nye generation.

 

Den øgede pilgrimsstrøm, kom ikke som en overraskelse. Inden Jubelårets begyndelse forudsagde nogle dommedagsstatistikker at i alt 40 mio. pilgrimme ville komme til byen, så både den katolske kirke og byen Rom arbejdede på højtryk for at forberede festlighederne både fra de praktiske og de mere festlige sider.

Kirken indså tidligt, at den ville få brug for et hav af volontører, der kunne tage sig af pilgrimmene, og derfor blev over 70.000 volontører indkaldt til at give i alt 14 dage af deres tid. 6.000 af disse 70.000 var udlændinge fra alle verdensdele, de resterende 64.000 var italienere. I snit har der således konstant været udstationeret omkring 800 blåklædte volontører i byen Rom, det være sig i lufthavnen for at hjælpe pilgrimmene med at finde vej til det rigtige tog eller i kirkerne for at finde skriftestolen med det rigtige sprog. For ganske mange pilgrimme, ikke mindst de 2 mio. unge i Tor Vergata, bød Jubelårets Rom‑besøg sikkert også på andre attraktioner end troens alene, men visse statistikker tyder på, at de mange pilgrimmes rejse til Rom alligevel først og fremmest har været motiveret af tro og dernæst af kultur.

Dominikanerne, der står for at høre gode gammeldags katolske skriftemål i Santa Maria Maggiore basilikaen rapporterer således om en fordobling af antallet af skriftemål, og det er en fordobling af antallet af skriftemål, og det er en god katolsk indikator for, at folk har brugt pilgrimsrejsen til at tage et dybere spadestik i troen og søgt at rense ud i mulden. At troen snarere end kulturen har været pilgrimmenes primære motivation bliver også tydeligt ved det faktum at kulturelle institutioner har været skuffede over færre besøgende end beregnet.

Til trods for tredoblingen af antallet af besøgende i Rom kunne Vatikanmuseerne således kun forevise en forøgelse i billetsalget på godt 20 procent.

Til tider har travle menige romere på vej til arbejde sikkert ønsket at skyde de mange pilgrimme til Jupiter, fordi de ofte har sinket trafikken, men generelt anses Jubelåret for at have været en stor succes. Det har kommet Roms borgmester Rutelli til gode. Havde arrangementet været et flop, var han næppe blevet Berlusconis modkandidat til præsidentposten ved det kommende italienske parlamentsvalg. Den italienske stat besluttede for længe siden, at byen Rom skulle fornys æstetisk inden det store jubelår. Derfor besluttede man at dække en betydelig del af udgifterne til alle nødvendige bygningsreno-vationer, der faktisk viste sig at være så mange, at størsteparten af de nødtørftige romer-ske facader var indhyllede i stilladser i store dele af 1999. Rom's bybillede er i dag et ganske andet end før arbejdernes begyndelse og udgør i sig selv en fornyet årsag for den gar­vede Rom‑turist til at vende tilbage til byen.

Samtidig med det æstetiske løft fik Rom også stærkt tiltrængte trafikale forbedringer, således er hele den tidligere ofte forstoppede motorringvej, der omkranser Rom, nu herligt tresporet.

 

Men hvad er Jubelåret i grunden for en størrelse og hvad er dets formål? Jubelåret er en hævdvunden tradition, der ifølge det Gamle Testamente blev fejret alle 50 år i Israel. Således hedder det i Tredje Mosebog 25:10: »I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et Jubelår for jer.« Det indebar frihed for slaver samt eftergivelse af gæld og fri føde for fattige. Maccabæerperioden det 2. århundrede før Kristus synes at have indebåret et ophør for Jubelårstraditionen der heller ikke blev praktiseret af de første kristne. Jubelårstraditionen som vi kender den i dag er et middelalderligt produkt, der første gang blev fejret officielt under Pave Bonifacius VIII i 1300. Middelalderlige kilder gør det imidlertid klart, at der sikkert under indflydelse af det Gamle Testamente længe før havde været en magisk glans over tallet 50, der af katolske kirkeledere som kardinal Latron i 1220 blev forbundet med eftergivelse af gæld.

Den gammeltestamentlige konkrete gældssanering blev i katolsk sammenhæng overført på det åndelige plan og bundet sammen med afladstanken, der i misbrugt og misforstået form ikke alene udgjorde gnisten til reformationsilden, men som vedbliver at være en økumenisk varm kartoffel i vor tid. Det er forklaringen på, at katolske eksperter inden Jubelåret 2000 storformidlede om hvad Jubelåret betyder og ikke betyder. Således er de fleste opmærksomme katolske pilgrimme godt klar over, at Jubelåret har meget at gøre med gældssanering men absolut intet med syndetilgivelse, som ordnes i skriftestolen. Ifølge katolsk tankegang afhjælper Jubelårsafladen de dårlige vaner og konsekvenser, som dårlige handlinger som regel fører med sig: Pilgrimmen får ekstra guddommelig nåde til at udbedre syndens effekter, enten på jorden ved at bede folk om en undskyldning eller hinsides ved kortere tid i skærsildens flammer af længsel efter den Gud, som sjælen endnu ikke er tilstrækkeligt lutret til at kunne blive evigt forenet med. Denne tanke får sit konkrete udtryk ved at de troende går igennem den såkaldte Jubelårsdør der findes i de fire romerske hovedbasilikaer, Peterskirken, Laterankirken, Santa Maria Maggiore og Pauluskirken. Ved hver af disse døre, som kun åbnes i Jubelåret og som pilgrimmene gerne står i lange køer for at træde igennem står et skilt med ordene: »Kristus er døren. Gennem ham går vi fra syndens til nådens liv.«

 



 

Selom Jubelåret således har stor åndelig betydning for pilgrimme, der kommer til Rom i år, har den katolske kirke dog ikke skrottet den gammeltestamentlige tanke om konkret gældssanering for fattige. Tværtimod har år 2000 budt på mange storpolitiske volontariatsinitiativer der afspejler de enkelte volontørers gode hensigter på et større plan, og pave Johannes Paulus II har i samarbejde med internationale ledere og mediefolk inden og under Jubelåret lagt moralsk pres på de rige lande for at eftergive de fattige lande deres gæld. I et møde 100 dage inden Jubelårets begyndelse mødte Paven således repræsentanter for den engelskbaserede Jubilee 2000 organisation, der kæmper for gældssanering, herunder Bob Geldorf, Quincy Jones, og Bono, som overrakte ham en bog af den irske poet Seamus Heaney samt sine legendariske fluebriller, som Paven til Bono's fryd oven i købet prøvede med fornøjelse. Desværre blev billederne af Paven med Bono's briller aldrig gjort offentligt tilgængelige. Til gengæld for brillerne modtog Bono Pavens personlige rosenkrans. Bono kaldte ham siden »the First Funky Pontiff« og benævnte ham i sit brev til hans 80 års fødselsdag den 18. maj 2000: »En poet i bureaukratiet, en politiker blandt præstestanden, en landmand i magtens korridorer, en målmand i den endelige kamp, en komiker blandt børn og en rockstjerne, en stor mand, en stor »showman«, en hellig mand i Vatikanet.«

Som det er sket før har den aldrende pave Johannes Paulus II i jubelåret 2000 formået at forene mennesker af de forskelligste baggrunde om en fælles sag ‑ fra støtten af fortabte pilgrimme i Rom til storpolitiske initiativer til fordel for den tredje verden.