KAPITEL IV
1. FORHOLDSREGLERNE FOR
MODTAGELSEN AF
DEN HELLIGE
KOMMUNION
80. Som det fremgår af de forskellige afsnit af
messen, skal Eukaristien også tilbydes
de troende “som det middel, der befrier os fra vore daglige forseelser og
beskytter os mod dødssynder”.[160]
Syndsbekendelsen i begyndelsen af messen har til formål at hjælpe deltagerne
med at forberede sig til at fejre de hellige mysterier på værdig måde;[161]
alligevel “har den ikke den samme virkning som Bodens Sakramente”,[162]
og den kan ikke erstatte Bodens Sakramente med hensyn til forladelse af
alvorlige synder. Sjælesørgerne skal i deres katekese sørge omhyggeligt for at
formidle den kristne lære på dette område til de troende.
81. På samme måde er det Kirkens uskrevne lov, at
enhver skal prøve sig selv,[163]
for at den, der er bevidst om at have begået en alvorlig synd, ikke fejrer
messe eller går til kommunion uden først at have været til skrifte, medmindre
han har en vægtig grund dertil og ikke har mulighed for at komme til skrifte;
hvis det er tilfældet, må han ikke glemme, at han er strengt forpligtet til at
opvække fuldkommen anger, hvilket indebærer et fast forsæt om at skrifte
snarest muligt.[164]
82. “Kirken har desuden givet nogle regler, der
tilsigter at fremme de troendes hyppige og gavnlige modtagelse af Eukaristien,
samt at fastsætte nogle objektive betingelser for, hvornår man skal afholde sig
fra at uddele kommunionen”.[165]
83. Det er helt klart at foretrække, at alle de,
der deltager i fejringen af messen, modtager den hellige kommunion i løbet af
denne fejring, forudsat at de opfylder de betingelser, der tillader dem at gå
til kommunion. Det sker imidlertid somme tider, at de troende går til kommunion
i stort tal og uden den nødvendige skelnen. Det er præsternes pligt at
forhindre et sådant misbrug med besindighed og fasthed.
84. Når den hellige messe fejres for en stor
forsamling eller fx i store byer, må man yderligere passe på, at der ikke sker
det, at ikke-katolikker eller endog ikke-kristne af lutter uvidenhed går frem
for at modtage kommunionen uden hensyn til Kirkens Læreembedes forskrifter
såvel på det læremæssige som på det disciplinære plan. Præsterne har pligt til
på et passende tidspunkt at oplyse de tilstedeværende personer om den sandhed
og den disciplin, som nøje bør overholdes.
85. Katolske præster forvalter kun sakramenterne
på lovlig vis for katolikker, som på deres side kun modtager dem på lovlig vis
fra katolske præster, når man undtager bestemmelserne i can. 844 §§ 2, 3 og 4
samt i can. 861 § 2.[166]
Desuden kan de betingelser, der er fastsat i can. 844 § 4, og som ikke under
nogen omstændigheder kan fraviges,[167]
ikke skilles fra hinanden; det er derfor nødvendigt at disse sidste altid er
påkrævet samtidig.
86. De troende opfordres indstændigt til ikke at
aflægge skriftemål under fejringen af messen, men helst på de dertil fastsatte
tidspunkter, så at de kan modtage dette sakramente i fred og ro og til gavn for
dem selv, uden at de bliver forhindret i at deltage aktivt i messen. Man bør
oplyse dem, der plejer at gå til kommunion hver dag eller meget ofte, om
vigtigheden af at modtage Bodens Sakramente regelmæssigt, alt efter den
enkeltes muligheder.[168]
87. Før børn kommer til Første Kommunion, bør de
skrifte og modtage absolutionen.[169]
Desuden skal Første Kommunionen altid meddeles af en præst, og den må aldrig
modtages uden for fejringen af en messe. Bortset fra ekstraordinære tilfælde er
det ikke hensigtsmæssigt at meddele Første Kommunionen under messerne
skærtorsdag og langfredag. Det er bedre at vælge en anden dag, som fx en af
søndagene i påsketiden (fra den 2. til den 6. søndag) eller Kristi Legems og
Blods Fest eller søndagene “per annum”, eftersom søndagen med rette betragtes
som Eukaristiens dag.[170]
“Børn, som endnu ikke er nået til skelsår og alder”, eller børn, som
sognepræsten “anser for utilstrækkeligt forberedt”, bør ikke have lov til at
modtage Eukaristien.[171]Undtagelsesvis
kan det alligevel ske, at et barn til trods for sin unge alder anses for
tilstrækkelig modent til at modtage sakramentet; i så tilfælde skal man ikke
nægte at give det den første Kommunion, forudsat at det er blevet ordentligt
undervist.
2. UDDELINGEN
AF DEN HELLIGE
KOMMUNION
88. De troende modtager normalt Eukaristiens
Sakramente under messen og på det tidspunkt, som er foreskrevet af selve riten
for fejringen, det vil sige umiddelbart efter den celebrerende præsts
kommunion.[172] Det tilkommer den
celebrerende præst at uddele kommunionen – eventuelt med hjælp fra andre
præster eller diakoner; selve messen bør ikke fortsætte, så længe de troendes
kommunion ikke er afsluttet. Ekstraordinære hjælpere kan i overensstemmelse med
rettens normer hjælpe den celebrerende præst, men kun når det er nødvendigt.[173]
89. For at “kommunionen gennem disse tegn bedre
kan fremstå som en deltagelse i det netop fejrede offer”,[174]
anbefales det, at de troende kan modtage den med de hostier, der er blevet
konsekreret i den samme messe.[175]
90. “De troende modtager kommunionen knælende
eller stående, efter hvad Bispekonferencen har bestemt”, med den Hellige Stols
stadfæstelse. “Hvis de modtager kommunionen stående, anbefales det dog, at de
før modtagelsen af sakramentet udfører den af Bispekonferencen fastsatte
skyldige respektfulde gestus”.[176]
91. Med hensyn til uddelingen af kommunionen må
man huske, at “præsterne ikke kan nægte at meddele sakramenterne til mennesker,
som beder betimeligt om dem, som er forskriftsmæssigt forberedt og ikke af
Kirkeretten er forhindret i at modtage dem”.[177]
Alle katolikker, der ikke kirkeretligt er forhindrede deri, må derfor have
adgang til at modtage kommunionen. Det er følgelig ikke tilladt at nægte en
troende kommunionen, fx af den simple grund at vedkommende ønsker at modtage
Eukaristien knælende eller stående.
92. Enhver troende har altid ret til efter eget
valg at modtage kommunionen i munden.[178]
Hvis en kommunikant – i de områder, hvor
Bispekonferencen tillader det, med Pavestolens godkendelse – ønsker at modtage
sakramentet i hånden, kan man give ham den konsekrerede hostie. I så tilfælde
skal man imidlertid omhyggeligt sørge for, at hostien bliver indtaget med det
samme foran præsten, for at ingen skal fjerne sig med det eukaristiske brød i
hånden. Hvis der er risiko for profanering, må kommunionen ikke uddeles i
hånden på de troende.[179]
93. Man skal holde fast ved brugen af bakken ved
menighedens kommunion for at undgå, at den hellige hostie eller et stykke af
den falder på gulvet.[180]
94. De troende har ikke lov til “selv at tage den
hellige hostie eller den hellige kalk, og endnu mindre at lade dem gå fra hånd
til hånd”.[181] Hvad dette angår, bør
følgende misbrug standses: det sker, at brudefolk under bryllupsmessen
gensidigt giver hinanden den hellige kommunion.
95. Lægfolk, “som allerede har modtaget
Eukaristien, kan modtage den igen den samme dag, men i så fald kun under en
eukaristisk fejring, som de selv deltager i, når der ses bort fra
bestemmelserne i can. 921 § 2”.[182]
96. Det sker, at ikke konsekrerede hostier eller
andre spiselige eller ikke-spiselige ting bliver uddelt under eller før den
hellige messe på linie med kommunionen; en sådan praksis, der strider mod
forskrifterne i de liturgiske bøger, bør udtrykkeligt fordømmes. Den er på
ingen måde i overensstemmelse med den romerske ritus’ tradition, og den
indebærer en risiko for at skabe forvirring hos de troende med hensyn til
Kirkens lære om Eukaristien. Hvis der nogle steder i kraft af en særlig
bevilling eksisterer den specielle skik at velsigne noget brød til uddeling
efter messen, skal man omhyggeligt sørge for, at der bliver givet en præcis kateketisk
oplysning om meningen med denne handling. Til gengæld er det ikke tilladt at
indføre andre lignende skikke, og man må aldrig benytte ikke-konsekrerede
hostier på den måde.
3. PRÆSTERNES
KOMMUNION
97. Hver gang præsten fejrer den hellige messe,
skal han kommunicere ved alteret på det tidspunkt, der er fastsat i missalet.
Til gengæld skal koncelebrerende præster kommunicere, før de går over til
uddelingen af kommunionen. En celebrerende eller koncelebrerende præst må
aldrig vente med selv at modtage kommunionen, til menighedens kommunion er
afsluttet.[183]
98. Koncelebrerende præsters kommunion skal finde
sted efter de regler, som er foreskrevet i de liturgiske bøger, og der skal
altid anvendes hostier, som er konsekreret i selve messen;[184]
desuden skal kommunionen altid modtages under begge skikkelser af alle
koncelebranterne. Det må understreges, at når præsten eller diakonen giver den
hellige hostie eller kalken til koncelebranterne, må han ikke sige noget, dvs.
at han ikke udtaler ordene: “Kristi Legeme” eller “Kristi Blod”.
99. Kommunionen under begge skikkelser er altid
tilladt “for præster, der ikke kan fejre messen eller koncelebrere”.[185]
4. KOMMUNIONEN
UNDER BEGGE SKIKKELSER
100. For i højere grad at tydeliggøre tegnets
fylde i det eukaristiske måltid for de troende får lægfolk også adgang til at
modtage kommunionen under begge skikkelser i de tilfælde, der er beskrevet i de
liturgiske bøger, vel at mærke hvis det forud og til stadighed ledsages af en
passende katekese vedrørende de dogmatiske principper på dette område fastlagt
af Tridentinerkoncilet.[186]
101. For at uddele den hellige kommunion under
begge skikkelser til lægfolk er det nødvendigt, at man sørger for at vedtage en
fremgangsmåde, der er tilpasset omstændighederne; denne vurdering påhviler i
første række de lokale biskopper. Det er absolut nødvendigt at udelukke enhver
risiko – selv den allermindste – for en profanering af Kristi Legeme og Blod.[187]
For at sikre en større koordination på dette område skal Bispekonferencerne
offentliggøre nogle pricipielle normer med hensyn til “den måde, hvorpå den
hellige kommunion under begge skikkelser uddeles til de troende, samt omfanget
af tilladelsen til denne kommunionsuddeling”;[188]
disse skal godkendes af Pavestolen, dvs. af Kongregationen for Gudstjenester og
Sakramenter.
102. Man bør ikke lade lægfolket drikke af kalken,
hvis der er et meget stort antal kommunikanter til stede[189],
så det er vanskeligt at vurdere, hvor meget vin der skal bruges til
Eukaristien; man bør nemlig undgå risikoen for “at der bliver for meget af
Kristi Blod til overs, som skal indtages efter fejringen”.[190]
Det samme gør sig gældende i følgende tilfælde: når det er vanskeligt at
organisere kommunikanternes adgang til kalken; når fejringen kræver anvendelse
af så stor en mængde vin, at det kan være svært med sikkerhed at vide, hvor den
kommer fra, og af hvilken kvalitet den er; når man til en bestemt fejring ikke
råder over tilstrækkeligt mange præster eller uddannede kommunionsuddelere; når
en betragtelig del af menigheden af forskellige årsager hårdnakket holder fast
ved ikke at ville drikke af kalken, hvilket bevirker, at tegnet på enhed på en
måde går tabt.
103. I de tilfælde, hvor kommunionen uddeles under
begge skikkelser, godkender normerne i Det romerske Missale det princip, at
“det er muligt at indtage Kristi Blod enten ved at drikke direkte af kalken,
ved at dyppe hostien eller ved at bruge et sugerør eller en ske”.[191]
Når kommunionen uddeles til de troende, kan biskopperne udelukke, at den gives
med sugerør eller ske på de steder, hvor det ikke er skik og brug, men må
imidlertid altid lade muligheden stå åben for, at hostien dyppes i kalken. Men
i dette sidste tilfælde skal der bruges hostier, som hverken er alt for tynde
eller alt for små, og kommunikanten skal modtage Sakramentet af præsten og kun
i munden.[192]
104. Det er ikke tilladt den, der modtager
kommunionen, selv at dyppe hostien i kalken og heller ikke at modtage hostien i
hånden, når den har været dyppet i Kristi blod. På samme måde skal den hostie, som
er beregnet til at blive dyppet, være fremstillet af et gyldigt materiale, og
den skal være konsekreret; det er med andre ord absolut forbudt at anvende
brød, der ikke er konsekreret eller er fremstillet af andet materiale.
105. Hvis det ikke er tilstrækkeligt med én kalk
for at kunne uddele kommunionen under begge skikkelser til koncelebrerende
præster eller til menigheden, er der intet til hinder for, at hovedcelebranten
anvender flere kalke.[193]
Man må jo ikke glemme, at alle de præster, der fejrer messen, er forpligtede
til at modtage kommunionen under begge skikkelser. På grund af det tegn, der
fremvises, er det anbefalelsesværdigt at bruge en noget større hovedkalk
samtidig med nogle andre, som er mindre.
106. Efter konsekrationen skal man absolut undgå
at hælde Kristi Blod fra en kalk til en anden for ikke at krænke så stort et
mysterium. Til Kristi Blod må man aldrig anvende krukker, kar eller andre
beholdere, der ikke fuldstændig overholder de fastsatte bestemmelser.
107. Ifølge de kanoniske love “pådrager den, som
kaster de konsekrerede hostier væk, tager dem med sig eller gemmer dem til et
vanhelligt formål, sig en exkommunikation latae sententiae forbeholdt
Pavestolen; en gejstlig kan desuden pådrage sig en anden straf, inklusive
bortvisning fra præstestanden”.[194]
Hertil må også føjes enhver handling, der udtrykker foragt – med vilje og
alvorligt – mod det konsekrerede brød og den konsekrerede vin. Den, der således
handler mod de nævnte forskrifter, fx ved at kaste de hellige emner i
sakristiets kumme eller på et uværdigt sted eller måske på gulvet, pådrager sig
de straffe, der er fastsat desangående.[195]
Alle skal desuden huske på, at man, når uddelingen af kommunionen under
fejringen af messen er slut, skal overholde Det romerske Missales forskrifter.
Først og fremmest skal eventuel tilbagebleven konsekreret vin drikkes med det
samme af præsten selv eller – efter forskrifterne – af en anden hjælper.
Tiloversblevne konsekrerede hostier skal ligeledes spises af præsten ved
alteret, eller de kan anbringes på et sted beregnet til opbevaring af den
eukaristiske reserve.[196]
Rom, Kongregationen for
Gudstjenester og Sakramenter, 25. marts 2004,
Festen for Mariæ
Bebudelse.
Francis Kard. ARINZE
Præfekt
Domenico
SORRENTINO
Ærkebiskop Sekretær
[160] Tridentinerkoncilet, Session XIII, 11. oktober 1551, Dekret om den hellige Eukaristi, kap. 2: DS 1638; jf. Session XXII, 17. september 1562, Lære om det hellige Messeoffer, kap. 1-2: DS 1740, 1743; Kongregationen for Riter, Instruks Eucharisticum mysterium, n. 35: AAS 59 (1967) p. 560.
[161] Jf. Missale Romanum, Ordo Missae, n. 4, p. 505.
[162] Missale Romanum, Institutio Generalis, n. 51.
[163] Jf. 1 Kor 11,28.
[164] Jf. Codex iuris canonici, can. 916; jf. Tridentinerkoncilet, Session XIII, 11. oktober 1551, Dekret om den hellige Eukaristi, kap. 7: DS 1646-1647; Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, n. 95: AAS 95 (2003) pp. 457-458; Kongregationen for Riter, Instruks Eucharisticum mysterium, n. 35: AAS 59 (1967) p. 561.
[165] Jf. Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, n. 42: AAS 95 (2003) p. 461.
[166] Jf. Codex iuris canonici, can. 844 § 1; Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, nn. 45-46: AAS 95 (2003) pp. 463-464; jf. også Det pavelige Råd for Fremme af Kristen Enhed, Direktoriet for anvendelse af principperne og reglerne for økumeni, Bestræbelserne på enhed, nn. 130-131: AAS 85 (1993) pp. 1039-1119, her p. 1089.
[167] Jf. Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, n. 46: AAS 95 (2003) pp. 463-464.
[168] Jf. Kongregationen for Riterne, Instruks Eucharisticum mysterium, n. 35: AAS 59 (1967) p. 561.
[169] Jf. Codex iuris canonici, can. 914; Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Deklaration Sanctus Pontifex, 24. maj 1973: AAS 65 (1973) p. 410; Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter og Kongregationen for Gejstligheden, Brev til Formændene for Bispekonferencerne, In quibusdam, 31. marts 1977; Enchiridion Documentorum Instaurationis Liturgicae, II, Rom 1988, pp. 142-144; Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter og Kongregationen for Gejstligheden, Responsum ad propositum dubium, 20. maj 1977: AAS 69 (1977) p. 427.
[170] Jf. Johannes Paul II, Apostolisk brev Dies Domini, 31. maj 1998, nn. 31-34: AAS90 (1998) pp. 713-766, her pp. 731-734.
[171] Jf. Codex iuris canonici, can. 914.
[172] Jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 55.
[173] Jf. Kongregationen for Riter, Instruks Eucharisticum mysterium, n. 31: AAS 59 (1967) p. 558; Den pavelige Kommission for den autentiske Tolkning af Den kanoniske Lov, Responsum ad propositum dubium, 1. juni 1988: AAS 80 (1988) p. 1373.
[174] Missale Romanum, Institutio Generalis, n. 85.
[175] Jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 55; Kongregationen for Riter, Instruks Eucharisticum mysterium, n. 31: AAS 59 (1967) p. 558; Missale Romanum, Institutio Generalis, nn. 85, 157, 243.
[176] Jf. Missale Romanum, Institutio Generalis, n. 160.
[177] Codex iuris canonici, can. 843 § 1; jf. can. 915.
[178] Jf. Missale Romanum, Institutio Generalis, n. 161.
[179] Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Dubium: Notitiae 35 (1999) pp. 160-161.
[180] Jf. Missale Romanum, Institutio Generalis, n. 118.
[181] Ibidem, n. 160.
[182] Codex iuris canonici, can. 917; jf. Den Pavelige Kommission for den autentiske Tolkning af Den kanoniske Lov, Responsio ad propositum dubium, 11. juli 1984: AAS 76 (1984) p. 746.
[183] Jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 55; Missale Romanum, Institutio Generalis, nn. 158-160, 243-244, 246.
[184] Jf. Missale Romanum, Institutio Generalis, nn. 237-249; jf. ligeledes nn. 85, 157.
[185] Jf. ibidem, n.. 283a.
[186] Jf. Tridentinerkoncilet, Session XXI, 16. juli 1562, Dekret om den Eukaristiske Kommunion, kap. 1-3: DS 1725-1729; 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 55; Missale Romanum, Institutio Generalis, nn. 282-283.
[187] Jf. Missale Romanum, Institutio Generalis, n. 283.
[188] Jf. ibidem.
[189] Jf. Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruks Sacramentali Communione, 29. juni 1970: AAS 62 (1970) p. 665; Instruks Liturgicae instaurationes, n. 6a: AAS 62 (1970) p. 699.
[190] Missale Romanum, Institutio Generalis, n. 285a.
[191] Ibidem, n. 245.
[192] Jf. ibidem, nn. 285b og 287.
[193] Jf. ibidem, nn. 207 og 285a.
[194] Jf. Codex iuris canonici, can. 1367.
[195] Jf. Det Pavelige Råd til Tolkning af Lovtekster, Responsio ad propositum dubium, 3. juli 1999: AAS 91 (1999) p. 918.
[196] Jf. Missale Romanum, Institutio Generalis, nn. 163, 284.