Kapitel II
1. EN
AKTIV OG BEVIDST
DELTAGELSE
36. Fejringen af messen som Kristi og Kirkens
handling er midtpunktet i hele det kristne liv for såvel den universelle som
den partikulære Kirke og for hver enkelt af de troende,[87]
“som den når på forskellig måde alt efter forskellen i kirkelig stand, opgave
og aktiv deltagelse.[88]
På denne måde manifesterer det kristne folk – “en udvalgt slægt, et kongeligt
præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk”[89] –
sin samhørighed og sin hierarkiske struktur.[90]
“Skønt de troendes almindelige præstedømme og det præstelige hierarkiske
præstedømme i deres væsen og ikke blot i grad er forskellige, har de dog
relation til hinanden, fordi de hver for sig på sin særlige måde har del i
Kristi ene præstedømme”.[91]
37. Ved dåben bliver alle kristne befriet fra
deres synder og indlemmet i Kirken; det kendetegn, som de præges med i dåben,
gør dem til repræsentanter for den kristne religion,[92]
for at de i kraft af deres kongelige præsteskab,[93]
idet de holder fast ved bønnerne og lovpriser Gud,[94]
kan frembære deres legemer som et levende, helligt og Gud velbehageligt offer
samt bekræfte dette offer gennem alle deres gerninger.[95]
Overalt på jorden skal de aflægge vidnesbyrd om Kristus og være rede til
forsvar over for dem, der kræver regnskab af dem for det håb om evigt liv, der
er i dem.[96] Det troende lægfolks
deltagelse i fejringen af Eukaristien og Kirkens andre riter kan som følge
heraf ikke kun bestå af en blot og bar tilstedeværelse, som desuden er passiv,
men den bør betragtes som en sand udøvelse af troen og dåbens værdighed.
38. Kirkens uforanderlige lære om Eukaristiens
natur, ikke blot som et fælles måltid, men også og frem for alt som et
sakramente, bør med rette anses for en ef de væsentligste nøgler til alle de
troendes fulde deltagelse i et så stort sakramente.[97]
“Hvis det eukaristiske Mysterium berøves sin sakramentale værdi, betragtes det,
som om det ikke havde anden betydning og værdi end et selskabeligt og broderligt
komsammen”.[98]
39. For at styrke og vise de troendes aktive
deltagelse har den sidste tids fornyelse af de liturgiske bøger i
overensstemmelse med Koncilets hensigt lagt vægt på menighedens akklamationer,
svar og sang – det gælder for Davidssalmer, antifoner og salmer – og også på
handlinger, gestus og kropsholdning, og den har sørget for, at den andægtige
stilhed til sine tider skal overholdes, samt at også rubrikkerne tager hensyn
til de troendes del.[99]
Desuden gives der rum for frihed til en formålstjenlig tilpasning baseret på
det princip, at enhver fejring skal være tilpasset deltagernes behov med hensyn
til deres kapacitet, deres indre forberedelse og deres psyke alt efter de love,
der er fastsat i de liturgiske normer. I alle fejringer er der rig mulighed for
at benytte en vis variation i valget af salmer, melodier, bønner og læsninger;
det samme gælder med hensyn til prædikenen, forberedelsen til de troendes
forbønner, i de formaninger, der somme tider fremføres, og i udsmykningen af
kirken i overensstemmelse med de liturgiske tider. Disse elementer bør bidrage
til at tydeliggøre rigdommen i den liturgiske tradition og med skyldigt hensyn
til de pastorale forhold omhyggeligt at give fejringen et særligt præg for at
lægge vægt på den indre deltagelse. Man bør imidlertid huske på, at de
liturgiske handlingers virkningsfuldhed ikke ligger i hyppige ændringer af
riterne, men derimod i uddybningen af Guds ord og det fejrede mysterium.[100]
40. Selv om det er uomtvisteligt, at fejringen af
liturgien kendetegnes ved alle de troendes aktive deltagelse, følger ikke
heraf, at det er nødvendigt, at alle rent praktisk skal foretage sig andet end
de gestus og kropsholdninger, der er fastlagt, som om hver enkelt nødvendigvis
skulle påtage sig en speciel funktion på det liturgiske område. Man bør snarere
sørge for i katekismusundervisningen at være meget opmærksom på at korrigere de
opfattelser og den overfladiske praksis, der visse steder har bredt sig på
dette område i løbet af de seneste år, og at lade katekesen drage omsorg for
hos de troende at genopvække en fornyet følelse af dyb beundring for den
ophøjede karakter i det troens mysterium, som Eukaristien er. Når Kirken fejrer
Eukaristien, bevæger den sig faktisk uden ophør “fra det, som er gammelt, til
det, som er nyt”.[101]
I fejringen af Eukaristien, såvel som i hele det kristne liv, der henter sin
kraft i den og stræber imod den, falder Kirken nemlig ligesom apostlen Thomas
på knæ og tilbeder Herren, der er korsfæstet, død, begravet og genopstået “i
sin guddommelige herligheds fylde, og den udbryder til stadighed: ‘Min Herre og
min Gud!’”.[102]
41. Til at opvække, befordre og nære denne indre
forståelse af deltagelse i liturgien viser en ivrig og vedholdende fejring af
Tidebønnerne sig meget nyttig, ligesom brugen af sakramentalierne og de
folkelige kristne fromhedsøvelser. “Selv om disse fromhedsøvelser strengt taget
ikke hører under den hellige liturgi, tillægger man dem en særlig værdighed og
betydning”, og de bør derfor bevares på grund af deres tilknytning til den
liturgiske ordning, især når de er godkendt og anbefalet af Læreembedet selv;[103]
dette gælder i særdeleshed for Rosenkransbønnen.[104]
Desuden fører disse fromhedsøvelser det kristne folk til en hyppig brug af
sakramenterne, især af Eukaristien, “ligesom til meditation over vor
Forløsnings mysterier eller til efterfølgelse af helgenernes eksempler, og
netop derigennem er de med til – ikke uden frelsebringende resultat – at gøre
os til deltagere i den liturgiske kultus”.[105]
42. Det er nødvendigt at gøre sig klart, at
Kirken ikke dannes som følge af en menneskelig beslutning, men at den er
sammenkaldt af Gud i Helligånden, og at den med sin tro svarer på denne gratis
kalden; faktisk hænger ordet ekklesia sammen med klesis, der
betyder “kald”.[106] Man kan derfor ikke
betragte det eukaristiske Offer i en entydig forstand som præstens
“koncelebration” med den tilstedeværende menighed.[107]
Tværtimod er den Eukaristi, præsterne fejrer, en gave, “som radikalt overstiger
menighedens magt [...]. For virkelig at være en eukaristisk forsamling har den
menighed, der samles for at fejre Eukaristien, absolut brug for en viet præst
til at forestå den. På den anden side er menigheden ikke i stand til at give
sig selv en præsteviet forvalter af sakramentet”.[108]
Det er påtrængende nødvendigt uopsætteligt at sætte alt ind på at fjerne enhver
tvetydighed på dette område og råde bod på de vanskeligheder, der er opstået de
seneste år. Derfor må man kun med stor forsigtighed anvende udtryk som
“fejrende fællesskab” eller “fejrende menighed”, som er blevet oversat til
andre moderne sprog med “celebrating assembly”, “asamblea celebrante”,
“assemblea celebrante” og lignende.
2. DE
TROENDE LÆGFOLKS FUNKTIONER
I FEJRINGEN AF
DEN HELLIGE MESSE
43. Til bedste for menigheden og hele Guds Kirke
er det rigtigt og prisværdigt, at der blandt lægfolket er nogle, som i
overensstemmelse med traditionen udfører visse funktioner i forbindelse med
fejringen af den hellige liturgi.[109]
Det er passende, at flere personer fordeler de forskellige opgaver imellem sig
eller de forskellige dele af en og samme funktion.[110]
44. Ud over de etablerede tjenester som
ministranttjeneste og læsning[111]
er de vigtigste blandt de ovenfor nævnte enkelte funktioner akolyttens[112]
og lektorens[113], udnævnt for et bestemt
tidsrum, og hertil kommer de andre funktioner, som er beskrevet i Det romerske
Missale[114],
og ligeledes opgaverne med at tilberede hostierne, vaske det liturgiske linned
og lign. For at Kirkens liturgi kan fejres på en værdig og passende måde, skal
alle, “det være sig præster eller lægfolk, udfylde deres opgave, og kun gøre
det, der vedkommer dem ifølge sagens natur og efter de liturgiske regler”[115],
såvel under selve den liturgiske fejring som under forberedelserne til den.
45. Man skal undgå den fare, der ligger i at
udviske komplementariteten mellem de gejstliges og lægfolkets funktion, for at
lægfolkets rolle ikke skal undergå en såkaldt “klerikalisering”, og præsterne
på deres side ikke uretmæssigt skal påtage sig opgaver, som i virkeligheden
hører hjemme i lægfolkets liv og gerning.[116]
46. Den lægmand, der er kaldet til at hjælpe ved
de liturgiske fejringer, skal være behørigt forberedt, udmærke sig ved sit
kristne liv, sin tro, sin moralske habitus og sin troskab mod Kirkens
Læreembede. Han skal have modtaget en liturgisk uddannelse svarende til hans
alder, stand, livsform og religiøse egenart.[117]
Man må ikke vælge nogen, hvis udnævnelse kan vække de troendes forundring.[118]
47. Det er helt igennem prisværdigt at opretholde
den udmærkede skik, at der er børn eller unge mennesker – de kaldes
almindeligvis ministranter eller kordrenge – der gør tjeneste ved alteret som
akolytter, og som alt efter deres kapacitet modtager en katekese afpasset efter
den tjeneste, de skal udføre.[119]
Man må ikke glemme, at mange af disse børn, som gør altertjeneste, i tidens løb
er blevet præster.[120]For
mere effektivt at drage omsorg for disse ministranters pastorale behov er det
nødvendigt at oprette og fremme nogle foreninger for dem og samtidig opfordre
deres forældre til at deltage og hjælpe. Når foreninger af den slags opnår en
international dimension, tilfalder det Kongregationen for Gudstjenester og
Sakramenter at oprette dem eller kontrollere og godkende deres statutter.[121]Piger
eller kvinder kan få adgang til denne altertjeneste efter den lokale biskops
afgørelse; hvis det er tilfældet, skal man følge de derom fastsatte regler.[122]
[87] Jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 41; Konstitutionen om Kirken Lumen Gentium, n. 11; Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum ordinis, nn. 2, 5, 6; Dekret om biskoppernes hyrdehverv i Kirken Christus Dominus, n. 30; Dekret om økumeni Unitatis redintegratio, n. 15; Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruks Eucharisticum mysterium, nn. 3 og 6: AAS 59 (1967) pp. 542, 544-545; Missale Romanum, Institutio Generalis, n. 16.
[88] Jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 26; Missale Romanum, Institutio Generalis, n. 91.
[89] 1 Pet 2,9; jf. 2,4-5.
[90] Missale Romanum, Institutio Generalis, n. 91; jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 14.
[91] 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Kirken Lumen gentium, n.10.
[92] Jf. Thomas Aquinas, Summa Theologiae, III, q. 63, a. 2.
[93] Jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Kirken Lumen gentium, n. 19; jf. Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, n. 28: AAS 95 (2003) p. 452.
[94] Jf. ApG 2,42-47.
[95] Jf. Rom 12,1
[96] Jf. 1 Pet 3,15; 2,4-10.
[97] Jf. Johannnes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, nn. 12-18: AAS 95 (2003) pp. 441-445; Id., Brev Dominicae Cenae, 24. februar 1980, n. 9: AAS 72 (1980) pp. 129-133.
[98] Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, n. 10: AAS 95 (2003) p. 439.
[99] Jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, nn. 30-31.
[100] Jf. Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruks Liturgicae instaurationes, n. 1: AAS 62 (1970) p. 695.
[101] Jf. Missale Romanum, Feria secunda post Dominica V in Quadragesima, Collecta, p. 258.
[102] Johannes Paul II, Apostolisk Brev Novo Millennio ineunte, 6. januar 2001, n. 21: AAS 93 (2001) p. 280; jf. Joh 20,28.
[103] Jf. Pius XII, Encyklika Mediator Dei: AAS 39 (1947) p. 586; jf. også 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Kirken Lumen Gentium, n. 67; Paul VI, Apostolisk skrivelse Marialis cultus, 11. februar 1974, n. 24: AAS 66 (1974) pp. 113-168, her p. 134; Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Retningslinier for folkefromheden og liturgien, 17. december 2001.
[104] Jf. Johannes Paul II, Apostolisk brev Rosarium Virginis Mariae, 16. oktober 2002: AAS 95 (2003) pp. 5-36.
[105] Pius XII, Encyklika Mediator Dei: AAS 39 (1947) p. 586-587.
[106] Jf. Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruks Varietates legitimae, n. 22: AAS 87 (1995) p. 297.
[107] Jf. Pius XII, Encyklika Mediator Dei: AAS 39 (1947) p. 553.
[108] Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, n. 29: AAS 95 (2003) p. 453; jf. 4. Laterankoncil, 11.-30. november 1215, kap. 1: DS 802; Tridentinerkoncilet, Session XXIII, 15. juli 1563, Kirkens lære og love vedrørende den hellige præstevielse, kap. 4: DS 1767-1770; Pius XII Encyklika Mediator Dei: AAS 39 (1947) p. 553.
[109] Jf. Codex iuris canonici, can. 230 § 2; jf. også Missale Romanum, Institutio Generalis, n. 97.
[110] Jf. Missale Romanum, Institutio Generalis, n. 109.
[111] Jf. Paul VI, Apostolisk brev i form af motu proprio Ministeria quaedam, 15. august 1972, nn. VI-XII: Pontificale Romanum, ex decreto sacrosancti Oecumenici Concilii Vaticani II instauratum, auctoritate Pauli Pp. VI promulgatum, De institutione lectorumm et acolythorum, de admissione inter candidatos ad diaconatum et presbyteratum, de sacro caelibatu amplectendo, editio typica, diei 3 decembris 1972, Typis Polyglottis Vaticanis, 1973, p. 10: AAS 64(1972) pp. 529-534, her pp. 532-533; Codex iuris canonici, can. 230 § 1; Missale Romanum, Institutio Generalis, nn. 98-99, 187-193.
[112] Jf. Missale Romanum, Institutio Generalis, nn. 187-190, 193; Codex iuris canonici, can. 230 §§ 2-3.
[113] Jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 24; Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruks Inaestimabile donum, nn. 2 og 18: AAS 72 (1980) pp. 334, 338; Missale Romanum, Institutio Generalis, nn. 101, 194-198; Codex iuris canonici, can. 230 §§ 2-3.
[114] Jf. Missale Romanum, Institutio Generalis, nn. 100-107.
[115] Ibidem, n. 9111; jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 28.
[116] Jf. Johannes Paul II, Tale på Antillernes Bispekonference, 7. maj 2002, n. 2: AAS 94 (2002) pp. 575-577; Apostolisk post-synodalt brev Christifideles laici, 30. december 1988, n. 23: AAS 81 (1989) pp. 393-521, her pp. 429-431; Kongregationen for Gejstligheden, Instruks Ecclesiae de mysterio, 15. august 1997, Teologiske principper, n. 4: AAS 89 (1997) pp. 860-861.
[117] Jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 19.
[118] Jf. Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruks Immensae caritatis, 29. januar 1973: AAS 65 (1973) p. 266.
[119] Jf. Kongregationen for Riter, Instruks De Musica sacra, 3. september 1958, n. 93e: AAS 50 (1958) p. 656.
[120] Jf. Det pavelige Råd for Tolkning af Lovtekster, Responsio ad propositum dubium, 11. juli 1992: AAS 86 (1994) pp. 541-542; Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Brev til Præsidenterne for Bispekonferencerne om de liturgiske funktioner udøvet af lægfolk, 15. marts 1994: Notitiae 30 (1994) pp. 333-335, 347-348.
[121] Jf. Johannes Paul II, Apostolisk Konstitution Pastor bonus, art. 65: AAS 80 (1988) p. 877.
[122] Jf. Det pavelige Råd for Tolkning af Lovtekster, Responsio ad propositum dubium, 11. juli 1992: AAS86 (1994) pp. 541-542; Kongregationen for Gudstjenester og sakramenter, Brev til Præsidenterne for Bispekonferencerne om de liturgiske funktioner udført af lægfolk, 15. marts 1994: Notitiae 30 (1994) pp. 333-335, 347-348; Brev til en Biskop, 27. juli 2001: Notitiae 38 (2002) 46-54.