Kardinal Lustiger anbefaler korsvejsbønnen fremfor Mel Gibsons film

VATIKANET, 26. februar 2004 (ZENIT).

Kardinal Lustiger udtaler, at han foretrækker en “ikon” frem for et “fotografi” med religiøst motiv, og frem for ikonen “sakramentet”, samt korsvejen, som de troende “går”, frem for en afbildning af den; han minder om, at den kristne lever i “sakramentet”s dimension.

Da kardinal Lustiger fredag 20. februar under ad limina-besøget for biskopperne fra Île de France mødtes med journalisterne, nægtede han at udtale sig om sit syn på Mel Gibsons film “The Passion of Christ”. Han præciserede, at han havde et “meget personligt” syn på forholdet mellem evangeliernes beretninger og fremstillinger af dem.

Han forklarede: “Jeg er meget forbeholden over for enhver dramatisering af lidelseshistorien, selv om jeg forstår, at det kan lade sig gøre, og endnu mere over for en fremstilling af den på film eller papirbilleder”.

“Som kristne”, understregede ærkebiskoppen af Paris, “lever vi under indflydelse af sakramentet. Ved hver eneste eukaristi er det hele lidelseshistoriens og opstandelsens mysterium, vi får givet; det gives os ikke i form af et skuespil, man ser, men som en virkeliggørelse af Guds kraft, som meddeles os. Den billedlige fremstilling kan være en absolut tilbagegang. Den påvirker i høj grad følelserne og fantasien, men på en flertydig måde. Jeg siger ikke, at det er “af det onde”. Jeg lader det stå frit for enhver, men jeg foretrækker en ikon frem for fotografiet af en skuespiller, der spiller Kristus, og jeg foretrækker sakramentet for ikonen. Det er mere gavnligt for min bøn, og jeg tror også, at det er mere gavnligt for det kristne folk”.

Kardinalen fremdrog til eksempel Pasolinis film om Matthæusevangeliet, hvori han ser en “dobbelt subtilitet”. På den ene side, forklarede kardinal Lustiger, har Pasolini valgt at tage “et helt evangelium og ikke en ny sammensætning af fortællingen”. På den anden side anvender han et “dobbelt filter”, idet “han læser lidelseshistorien gennem sin mors øjne” og “han udtrykker den stilistisk gennem den italienske ikonografi”.

Kardinalen sagde, at han i “subtiliteten i de to filtre” så tegn på en “mand med en fin katolsk kultur, selv om man ikke ved, om han var troende”. Filmen viser “en dobbelt distance takket være hans mors øjne, som i filmen repræsenterede Maria ved foden af korset, og gennem de malerier, han havde betragtet i sin barndom”. Han sammenfattede det med ordene: “Filmen blev allerede båret af en hel erindring”.

Ærkebiskoppen fremførte et andet eksempel i liturgien: “Når jeg hører præster eller diakoner “istemme” som optrædende, generer det mig”, indrømmer han, “jeg foretrækker den gamle katolske liturgiske tradition, der tværtimod består i at synge i lovbundne tonarter, ligesom man gør i den byzantinske ritus, og ikke synge som i Operaen; vi har også selv en tradition, der findes en reel hævdvunden præstelig fremføring af teksten, den er ikke irreel, den er reel, det er ikke et skuespil”.

“Når vi går korsvejen, hvad er det så, vi gør? Hvori består andagten ved korsvejen?” spurgte kardinalen. “Den består i, at de troende “går” vejen. De sætter sig ikke ned i en lænestol og ser en eller anden gå korsvejen. De går. Nogle bærer oven i købet et kors, og det er noget helt andet”.

“De bildende kunster”, fortsatte ærkebiskoppen, “udmærker sig ved at være tydelige transponeringer. Al bildende kunst er en fortolkning. Og derfor kan man enten lide den eller ikke lide den, være påvirkelig for den eller være upåvirkelig. Jeg tror ikke, vi har gennemtænkt, hvad vores syvende kunst står for. Det er nogle frygtelige problemer for vores civilisation, helt uafhængig af denne film”.

Han omtalte den kristne filmfestival, der hvert år finder sted i Paris, hvor specialister udvælger nogle film for at se, hvordan man udtrykker “en vis menneskelig og åndelig dybde på grundlag af det ene eller det andet emne”.

Kardinalen understregede betydningen af fortolkningen, af de “hermeneutiske” nøgler, og bemærkede: “Da fjernsynet mangler uddannelse i betragtning og begavelse, risikerer det at fordumme folk snarere end at udvikle dem. Det ville være godt, hvis fjernsynsmediet selv lavede en hermeneutik, en fortolkning af det, som det udsender”.