Kardinal Ratzinger:

Gud står på sidelinjen i det moderne samfund

Vatikanet, 19. nov. 2004 (ACI). – Det italienske socialistiske dagblad ”La Repubblica” bragte i dag et interview med præfekten for Troslærekongregationen, kardinal Joseph Ratzinger, hvori han siger, at den herskende sekularisering, der har til hensigt at fjerne Gud fra samfundet, er selvødelæggende.

Ifølge Vatican Information Service siger kardinal Ratzinger, at “der findes en aggressiv sekular ideologi, der er foruroligende”. Som eksempel fremførte han, at “en svensk protestantisk præst, der havde prædiket om homoseksualitet ud fra et sted i Skriften, måtte afsone en måneds fængselsstraf”. På den måde “er sekulariseringen ikke længere det neutrale element, der giver adgang til frihed for alle. Den er ved at blive til en ideologi, der påtvinges gennem politik og ikke giver offentlig plads til katolske og kristne synspunkter, der risikerer at blive til noget helt privat og i grunden forkvaklet. I den forstand foregår der en kamp, og vi må forsvare religionsfriheden mod påtvingelsen af en ideologi, der præsenteres, som om den var det eneste udtryk for rationalitet, mens den blot er udtryk for en ‘vis’ rationalisme”.

Den sande sekularisering

“En retfærdig sekularisering” – erklærede kardinal Ratzinger i interviewet - “betyder religionsfrihed. Staten påbyder ikke en religion, men giver rum for forskellige religioner med ansvar over for det civile samfund og tillader således, at disse religioner bliver faktorer i opbygningen af samfundslivet”.

På spørgsmålet om, hvori kristendommens sande væsen består, beskrev kardinalen det som “en kærlighedshistorie mellem Gud og mennesker. Hvis man forstår det på vor tids sprog, kommer resten af sig selv”.

Imidlertid indrømmede kardinalen, at Gud i det moderne samfund “er meget marginaliseret. I det politiske liv er det nærmest uanstændigt at tale om Gud, som om det var et angreb på de menneskers frihed, der ikke tror på noget. Den politiske verden følger sine egne normer og veje og udelukker Gud som noget, der ikke hører denne verden til. Det samme sker i forretningsverdenen, i økonomien og i privatlivet. Gud står ude på sidelinjen. Ikke desto mindre mener jeg, at det er nødvendigt igen at gøre sig klart – og der findes kræfter dertil – at også de politiske og økonomiske kredse har brug for moralsk ansvarlighed, en ansvarlighed, der fødes i menneskets hjerte og i sidste instans har at gøre med Guds nærvær eller fravær. Et samfund, hvor Gud er fuldstændig fraværende, er selvdestruktivt. Det har vi set i de store totalitære regimer i det sidste århundrede”.

Seksualitetens betydning

Da præfektan for Troslærekongregationen blev spurgt, om tiden var kommet til at råde bod på det svælg, der som følge af encyklikaen Humanae Vitae var opstået mellem læreembedet og de troendes faktiske livsførelse, svarede han: “Jeg mener klart, at vi stadig må overveje. I Johannes Paul II’s første år som pave fremkom han med en ny antropologisk, personcentreret måde at anskue problemet på, idet han udviklede et ganske anderledes syn på jeg-du-forholdet mellem mand og kvinde. Det er rigtigt, at ‘pillen’ har været årsag til en antropologisk revolution af store dimensioner. Det er ikke gået, som det oprindelig var tænkt, at den blot skuelle være en hjælp i vanskelige situationer, men den har ændret synet på seksualiteten, på mennesket og på selve legemet. Seksualiteten er blevet skilt fra frugtbarheden og har på denne måde fuldstændig ændret opfattelsen af menneskelivet. Seksualakten har mistet sit formål, der tidligere var klart og specifikt, således at alle former for seksualitet har fået samme værdi. Denne revolution har givet stødet til ligestillingen mellem homoseksualitet og heteroseksualitet. Derfor siger jeg, at Paul VI har rejst et problem af den allerstørste betydning”.

Med hensyn til homoseksuelle personer og homoseksualitet i almindelighed udtalte præfekten, at vi frem for alt “bør nære stor respekt for disse mennesker, der både lider og ønsker at leve på en ordentlig måde. På den anden side vil skabelsen af en juridisk form for en slags homoseksuelt ægteskab ikke hjælpe disse mennesker”.

Kardinal Ratzinger forklarede med hensyn til den prohomoseksuelle lov, der er fremsat i Spanien, at “den er ødelæggende for familien og for samfundet. Loven skaber moral eller en slags moral, eftersom folk almindeligvis anser det, som loven fastsætter, for moralsk tilladt. Og hvis vi bedømmer denne forbindelse som værende mere eller mindre ligeværdig med ægteskabet, står vi over for et samfund, der ikke længere anerkender det specifikke ved ægteskabet eller dets fundamentale karakter, det vil sige det, som ligger i mandens og kvindens natur, nemlig at skabe kontinuitet – ikke kun i biologisk betydning – for menneskeheden. Af den grund er den beslutning, man har taget i Spanien, ikke nogen virkelig fordel for disse mennesker, for på den måde ødelægger vi de fundamentale elementer i lov og orden”.

Kardinalen forklarede også sin modvilje mod ideen om at erstatte det homoseksuelle “ægteskab” med en eller anden form for lovlig anerkendelse af “forbindelserne”: “At institutionalisere en overenskomst af den art – hvad enten den lovgivende myndighed forlanger det eller ej – ville nødvendigvis for den offentlige mening fremstå som en anden form for ægteskab, der således uundgåeligt ville få en relativ værdi. Vi må på den anden side ikke glemme, at vi med de beslutninger, som et Europa – for at sige det rent ud – i forfald tenderer mod at tage, bryder med alle menneskehedens store kulturer, der altid har anerkendt den egentlige mening med seksualiteten, nemlig at mand og kvinde blev skabt for sammen at garantere menneskehedens fremtid. Ikke bare fysisk, men også moralsk”.