Nye katolske bevægelser vækker bekymring og beundring

 

Opus Dei er ikke den eneste læg­mandsorden i den katolske kirke, der både skræmmer og får kirken til at håbe på større indflydelse på almindelige menneskers liv

AF ANDREAS RUDE

 

Pinsedag 1998 fejrede pave Johannes Paul II messe på Peterspladsen med 200.000 repræsentanter for den lange række af de katolske læg­mandsbevægelser, der i lø­bet af de seneste 20-30 år har tiltrukket millioner af medlemmer.

De nye bevægelser har navne som Focolare, Neoka­tekumenatet, Cornmunione e Liberazione, Regnum Chri­sti og L'Arche. Den internationalt bedst kendte er dog Opus Dei, som senest på­kaldte sig mediernes inter­esse ved helgenkåringen den 6. oktober af bevægelsens grundlægger, den spanske præst Josemaria Escrivá de Balaguer.

I sin prædiken for fire år siden roste paven bevægel­serne for deres indsats for at forkynde evangeliet til en verdsliggjort verden, og han forudså, at kirken gennem deres arbejde nu gik ind til »et forår understøttet af Hel­ligåndens fornyende kraft«.

Året efter - i 1999 - talte paven til en gruppe på 100 kardinaler og biskopper, der var forsamlet i Rom til et se­minar om de nye bevægel­ser.

Over for biskopperne fremhævede paven, at alle kristne har et kald til at bære vidnesbyrd om evangeliet overalt, hvor de færdes. Men han tilføjede også, at ingen bevægelse, hvor stor og mægtig den end vokser kan sætte sig ud over biskoppernes autoritet.

De to begivenheder viser, hvilket krydsfelt de nye be­vægelser arbejder i. På den ene side peger- iagttagere på, at de eneste former for kri­stendom, der er i virkelig vækst i det 21. århundrede, er de karismatiske evangeli­ske kirker og de nye bevæ­gelser inden for den katolske kirke. På den anden side er der ingen tvivl om, at de ka­tolske bevægelser i kraft af deres indflydelse kan udgøre et problem, hvis de i stedet for at fungere som åndelige kraftcentre udvikler sig til at blive »kirker i kirken«. Selv Opus Dei, der rapporterer direkte til Rom gennem et såkaldt »personalprælatur«, kan ikke arbejde lokalt uden den lokale biskops tilladelse.

Mange katolikker - både konservative og progressive - er stærkt kritiske over for de nye bevægelser. Deres ildhu, disciplin og radikale måde at virkeliggøre troen på vækker bekymring, og ofte beskyldes de for at ud­vikle sekteriske træk. Ud­trykket »de nye bevægelser« er dog i sig selv lidt vild­ledende, for selvom de har en række fællestræk, kan be­vægelserne ikke uden videre skæres over en kam. Nogle - som f.eks. Opus Dei - angi­ver kun at have medlemmer­nes personlige hellighed for øje, mens andre - som f.eks. neokatekumenerne - opfatter sig selv som egentlige mis­sionærer. For Focolare er det det økumeniske engage­ment, der er drivkraften, og L'Arche er kendt for sit ar­bejde med handicappede.

Paven er ikke den eneste, der er opmærksom på de nye bevægelsers potentiale. Da ærkebiskoppen af Westmin­ster, kardinal Cormac Murp­hv-O'Connor, for et år siden skabte store overskrifter ved at udtale, at kristendommens moralske indflydelse i Eng­land var næsten overvundet, var det de nye bevægelser, han satte sin lid til, som en mulig kilde til fornyelse.

Andre sætter de nye be­vægelser ind i et kirkehisto­risk perspektiv og peger på, at det vidnesbyrd, de bringer med sig i samtiden, kan sammenlignes med munke­væsenets opståen i kirkens første århundrede, tigger­munkenes fremkomst i mid­delalderen og jesuiterorde­nens gennembrud i det 16. århundrede som reaktion på den protestantiske reformation.

Selv ser bevægelserne sig som børn af den katolske kirkes sidste store kirkemø­de, Det andet Vatikankoncil i 1960'erne, der blandt me­get andet også satte fokus på lægfolkets rolle. Skønt der er præster i alle bevægelser­ne, er de netop primært læg­mandsbevægelser uden de løfter, som munke og nonner aflægger, når de indtræder i en orden. Medlemmerne, der både er mænd og kvin­der, gifte som ugifte, kom­mer fra alle sociale lag. De bærer ikke nogen særlig klædedragt og forventes ik­ke at opgive deres civile kar­riere, men tværtimod at praktisere deres kristendom midt i verden.

Kombinationen af den brede rekruttering og ønsket om at virkeliggøre stifterens ideer i hver enkelt medlem er dog ikke uproblematisk.

Kandidaterne gennemgår en prøvetid, og især i sådan­ne forløb er der ifølge tid­ligere medlemmer en ten­dens til at ophøje stifterens ord til næsten guddommelig sandhed og ved slavisk ef­terfølgelse af hans eller hen­des eksempel at nære en per­sonkult, der har meget lidt med kristendom at gøre.

Men bevæger man sig uden for det polemiske ingenmandsland, som så me­get af debatten om de nye bevægelser befinder sig i, peger blandt andet den briti­ske kirkehistoriker Michael Walsh på, at kun tiden i sid­ste ende vil kunne vise deres åndelige betydning og teolo­giske holdbarhed. Udfor­dringen for de nye bevægel­ser består i at vise, at de i til­knytning til deres særlige selvforståelse også har bud til hele kirken. Da Opus Deis stifter blev helgenkåret i begyndelsen af måneden, deltog 300.000 medlemmer og sympatisører i liturgien. Det er impone­rende tal, der dog ikke kan dække over, at Opus Deis stifter ikke er særlig populær uden for bevægelsens egne cirkler.

Helgenkåringen var ikke en folkefest. I den henseen­de har Josemaria Escrivå de Balaguer endnu et stykke vej at gå.