KRONIK Den katolske kirke kan desværre ikke ændre syn på seksualitet og prævention uden at tabe moralsk ansigt og anerkende, at man har taget historisk fejl

Katolsk seksualmoral er en blindgyde

I KRISTELIGT DAGBLAD den 7. marts har Elisabeth Assing Hvidt en kronik med titlen "Katolsk seksualmoral i perspektiv". Den er dog ganske uden perspektiv, for den undlader helt at beskæftige sig med den katolske seksualmorals forudsætninger, herunder med det forløb, der førte frem til pave Paul VI's encyklika "Humanae vitae" i 1968.

Selvom visse former for prævention har været benyttet siden oldtiden, er det først med Charles Goodyears opdagelse af, hvordan gummi kunne vulkaniseres i 1839, at problemet prævention for alvor blev aktuelt, for nu havde man fået et billigt og forholdsvist sikkert præventionsmiddel.

Kirkens folk for imidlertid straks ud med bål og brand mod de nye kondomer. En af de mest rabiate og aggressive modstandere var den belgiske jesuit og moralteolog Arthur Vermeersch (1858-1936). For ham var prævention djævelskab og brugen heraf var den direkte vej til Helvede. Da den anglikanske kirke i 1930 godkendte, at dens medlemmer måtte bruge kondomer, udtalte han endog, at den anglikanske kirke nu var ophørt med at være en kristen kirke! Samme år udsendte pave Pius IX encyklikaen "Casti connubii" (det kyske ægteskab) med en kraftig fordømmelse af kondomer. Denne encyklika var skrevet af selvsamme Vermeersch!

1951 blev den såkaldte "naturmetode" godkendt af den katolske kirke, det vil sige, at ægtefæller for at undgå kvindens graviditet nu fik tilladelse til at have sex i hendes ufrugtbare perioder. Det var for mange en overraskelse, for hermed opgav man den traditionelle fra kirkefaderen Augustin stammende argumentation mod prævention: at brugen heraf var udtryk for en kontraceptiv intention. Samtidig var tilladelsen ikke i overensstemmelse med læren i "Casti connubii" om, at enhver seksuel handling skulle være "åben for liv".

Nogenlunde samtidig udvikledes p-pillen, blandt andre af den katolske læge John Roch på Harvard Medical School. Brugen af den blev dog forbudt af pave Pius XII i 1958, for selvom den ikke som kondomet greb ind i den seksuelle akt i sig selv, var dens brug udtryk for en kontraceptiv intention.

UNDER DET ANDET Vatikanerkoncils første session i 1962 ønskede mange af biskopperne kirkens forbud mod prævention lempet. For at overbevise så mange modstandere som muligt, foreslog kardinal Suenens fra Belgien pave Johannes XXIII at nedsætte en pavelig kommission, der kunne rådgive konciliet.

Paven fulgte rådet og udpegede en kommission på seks medlemmer, af hvilke de fire var gifte lægmænd, men han døde, inden deres arbejde var gjort færdigt. Hans efterfølger Paul VI ændrede kommissionens mandat, således at den skulle rådgive ham og ikke konciliet, og forbød desuden dette at diskutere spørgsmålet om prævention.

Endvidere udvidede han i flere omgange kommissionens medlemsantal, således at det til sidst kom op på over 60 personer. Heraf var 12 biskopper, 19 præster og 35 lægfolk (inklusiv fire kvinder). Kommissionen holdt i alt fem møder under ledelse af kardinal Ottaviani, der dengang var leder af Det hellige Kontor (nu Troslærerkongregationen).

Så vidt man kan forstå ud fra de oplysninger, der er kommet frem om kommissionens arbejde, brugte han, der havde været en arg modstander af enhver nytænkning på konciliet, alle mulige manipulatoriske kneb for at forpurre ændringer i kirkens hidtidige lære. Det forhindrede dog ikke, at ni af kommissionens biskopper, 15 af dens præster og 30 af dens lægfolk stemte ja til indstillingen til paven, om at han skulle tillade prævention i 1966.

Fra starten var det bestemt, at kommissionen kun skulle komme med en indstilling, men trods det udarbejdede Ottaviani og hans støtter en mindretalsindstilling til paven. Det vigtigste argument for dem var, at tillod man prævention, ville det være det samme som at erkende, at kirken havde taget fejl. Der kunne i så fald "rejses tvivl om det ordinære læreembedes autoritet i moralske spørgsmål", og de troende ville miste "tilliden til læreembedets moralske belæring, specielt i seksuelle spørgsmål". Og hvad skulle man gøre med de millioner af mennesker, man havde sendt til Helvede, fordi de havde brugt prævention? Skulle de nu føres ud af den evige ilds flammer?

Påvirket af sådanne argumenter erklærede Paul VI, at han ikke kunne bruge kommissionens indstilling, eftersom den ikke var blevet vedtaget af alle dens medlemmer. Han bad derefter de fire ordenspræster, der havde stemt imod, om at udarbejde encyklikaen "Humanae vitae". Trods alle dens smukke ord om sexlivets og ægteskabets formål var det altså ikke primært af hensyn til denne belæring, at encyklikaen blev skrevet, men for at opretholde læren i "Castri connubii" fra 1930. Det var for at sige det kort for ikke at tabe ansigt!

Havde Paul VI troet, at han hermed kunne sikre sin autoritet, tog han grundigt fejl. Adskillige biskopper og endnu flere præster protesterede mod indholdet i "Humanae vitae". Og lægfolk mistede for alvor tilliden til pavens dømmekraft. 11963 troede 70 procent af katolikkerne i USA, at paven havde fået sin læremyndighed fra Kristus gennem apostlen Peter; i 1974 var dette tal faldet til 42 procent, og i dag er det endnu mindre. I USA bruger katolske familier, hvor kvinden er i den fertile alder, da også for 8o procents vedkommende prævention i dag. Nogenlunde det samme er tilfældet i Vesteuropa.

"Kløften mellem den katolske kirkes seksualmoral og den, der dominerer i "resten af verden" bunder derfor i helt forskellige seksualparadigmer", siger Hvidt med rette. Spørgsmålet er dog bare, om det kirkelige paradigme er det rette? Er det virkelig "den sande forståelse af seksualiteten"? Jeg tvivler, for den er formuleret af mænd, der har fraskrevet sig retten til sex, på grundlag af tanker, udtænkt af sexforskrækkede, gnostiske filosoffer og kirkefædre samt middelalderlige teologer med forskruede ideer som Thomas Aquinas':

DA KATOLIKKER ligesom andre mennesker i den vestlige verden generelt har foretaget et paradigmeskift fra en religiøs-mytisk forståelse af tilværelsen til en forståelse baseret på naturvidenskabelig erkendelse, er det vel også mere end tvivlsomt, om de vil vende tilbage til et præ-moderne paradigme, når det drejer sig om menneskelig seksualitet.

At kirken med sit forbud mod prævention har etableret sig som en "modkultur" er utvivlsomt rigtigt, men det skete bare ikke først med "Humanae vitae" i 1968, som Hvidt synes at tro. I virkeligheden har der altid været en modsætning mellem kirkens lære om sex og katolikkers seksuelle handlinger.

Uden at ville opmuntre til utugt eller "fri" sex, vil jeg mene, at den "totale holdningsændring", som hun med kirkens "eunukker" foreskriver, er en ufarbar vej. Uanset om vi kan lide det eller ej, viser historien os nemlig, at den ender blindt. Det vidste mange biskopper på Det andet Vatikanerkoncil og så godt som alle medlemmer af den pavelige kommission.

Når man som Hvidt fortier det, er man efter min mening utroværdig. Det er ikke på den måde, vi skaber en verden af mennesker "med den rette menneskelighed". Den kan næppe heller etableres på grundlag af fortidens myter og uvidenhed om menneskers seksualitet. At tro det er at nedgøre os som mennesker - vi, deraf egen erfaring ved noget derom. Og med kendskab til, hvordan kirkens nuværende forbud mod prævention er blevet til, lader vi os ikke overbevise. Om vi vandrer på dydens vej eller ej har intet at gøre med brugen af prævention.

Kaare Rübner Jørgensen er mag.art. i historie

og formand for organisationen VEOK (vi er også kirken)